Udtalelse
Det er nemt nok at sige, men det har været seks meget vanskelige årtier, der begyndte med foruroligende sorgløshed og en tro på, at USA’s regerings blokade af Cuba ikke ville vare længe – måske et par år.
Den 2. februar 1962 ringede USA’s præsident John F. Kennedy til sin pressesekretær, Pierre Salinger, og gav ham en presserende opgave:
– Jeg har brug for en masse [cubanske] cigarer.
– Hvor mange, hr. præsident?
– Omkring tusind, svarede Kennedy.
Salinger besøgte de bedst forsynede butikker i Washington og fik 1200 H. Upmann Petit Corona-cigarer rullet i hånden på de frugtbare sletter i Pinar del Río i den vestlige ende af øen.
– Næste morgen gik jeg ind på mit kontor i Det Hvide Hus omkring klokken otte om morgenen, og den direkte linje fra præsidentens kontor ringede allerede, fortalte Salinger til magasinet Cigar Aficionado år senere.
– Hvordan gik det, Pierre? spurgte han, da jeg gik ind ad døren.
– Meget godt, svarede jeg …
Kennedy smilede og åbnede sit skrivebord. Han tog et langt papir frem, som han straks underskrev. Det var dekretet, der forbød alle cubanske produkter i USA. Cubanske cigarer var nu ulovlige i vores land.”
Store konsekvenser
Datidens medier rapporterede ganske præcist, hvad den beslutning betød. The Nation skrev: “Cubas økonomi … var afhængig af USA for så vigtige ting som lastbiler, busser, bulldozere, telefoner og elektrisk udstyr, industrikemikalier, medicin, råbomuld, rengøringsmidler, svinefedt, kartofler, fjerkræ, smør, et stort sortiment konserves og halvdelen af sådanne basisvarer i den cubanske kost som ris og sorte bønner … En nation, som havde været et økonomisk vedhæng til USA, blev pludselig overladt til sig selv; det var, som om Florida var blevet isoleret fra resten af landet, ude af stand til at sælge appelsiner og kvæg eller til at bringe turister, benzin, bildele eller Cape Canaveral-raketter ind.”
Der var 657 dage mellem den 3. februar 1962 – da Kennedy udstedte en blokade af handel mellem USA og Cuba – og den 22. november 1963, hvor han blev myrdet.
- 1960: USA stopper olieeksport til Cuba og import af cubansk sukker.
- 1961: USA afbryder de diplomatiske forbindelser med Cuba.
- 1962: Præsident Kennedy underskriver loven om blokaden mod Cuba. Efter pres fra USA beslutter OAS – Organisationen af Amerikanske Stater – at ekskludere Cuba.
- 1963: Kennedy skærper blokaden og knytter blokaden til loven, der forbyder “handel med fjenden”.
- 1977: USA og Cuba opretter under præsident Jimmy Carter ‘interessekontorer’ i henholdsvis Havanna og Washington.
- 1982: USA sætter Cuba på sin liste over stater, der støtter terrorisme.
- 1989: Senator Connie Mack foreslår at skærpe blokaden og forbyde datterselskaber af USA’s virksomheder samt USA-ejede virksomheder i andre lande at handle med Cuba. Forslaget bliver del af blokadelovene i 1992, da Toricelli-loven vedtages.
- 1992: Medlem af Kongressen Robert Toricelli foreslår en skærpelse af blokaden (Cuba Democracy Act), som på mange områder strammer blokaden og rammer skibsfarten til Cuba. Loven vedtages og underskrives af præsident Bush (senior).
- 1992: FN’s generalforsamling fordømmer for første gang USA’s blokade mod Cuba. Det har generalforsamlingen gjort hvert år siden da. I 2014 stemte 188 lande mod blokaden og to lande (USA og Israel) for.
- 1996: USA strammer blokaden yderligere med vedtagelsen af Helms-Burton-loven, der underskrives af præsident Bill Clinton. Samme år vedtager EU sin “fælles holdning” til Cuba. Den betyder, at EU-landene lægger Cuba på is og undlader at modvirke USA’s blokade – også når den rammer virksomheder i EU. Blandt andet Canada vedtog omvendt en lov, som forbød canadiske virksomheder at efterleve USA’s blokade mod Cuba.
- 2001: Efter orkanen Michelle dispenserer USA fra blokaden og tillader, at Cuba – mod kontant betaling – kan købe fødevarer i USA. Det er fortsat siden.
- 2006: Præsident George W. Bush strammer blokaden og afsætter millioner til øget undergravende virksomhed i Cuba – til “fremme af frihed og demokrati”, som det formuleres.
- 2009: Præsident Obama suspenderer nogle af de stramninger, som George W. Bush indførte, men skærper samtidigt bødestraffen for handel med Cuba.
- 2013: Rejsebureau i USA får en bøde på 5,2 millioner dollars for gennem et udenlandsk datterselskab at sælge rejser til Cuba.
- 2014: En række store banker får milliardbøder for at formidle handel og valutatransaktioner i dollars for Cuba.
- 2014: Præsidenterne Barack Obama og Raúl Castro taler 17. december på tv. Der er indgået en aftale om at normalisere forholdet og genoprette de diplomatiske forbindelser.
- 2015: USA fjerner Cuba fra listen over lande, der støtter terrorisme. Ambassader åbnes i Washington og Havanna. Enkelte lempelser af blokaden iværksættes af præsidenten. Cuba kræver blokaden ophævet.
- 2017-20: Under præsident Trump er Obamas lempelser af blokaden suspenderet og nye stramninger iværksat. Mest alvorligt er iværksættelsen af det såkaldte kapitel III i Helms-Burton-loven, der åbner for, at virksomheder i hele verden kan retsforfølges i USA, hvis de handler med eller investerer i cubanske virksomheder, der blev nationaliseret i starten af 1960’erne.
- 2021: USA inkluderer Cubas forsvarsminister Alvaro Lopez Miera og Havanas Specialstyrke på Magnitsky-Lovens liste over aktører, der bryder menneskerettighederne. Personer på listen bliver nægtet indrejse til USA, der ser sig berettiget til at indfryse personernes aktiver.
Kilde: unblock-cuba.org
Kennedy blev dræbt, før han kunne brænde sit arsenal af cubanske cigarer af én efter én, og før forhandlingsdagsordenen blev afsluttet for måske at rulle blokaden tilbage eller lette den, en proces der var i gang på tidspunktet for attentatet i Dallas.
To nøglefaktorer, der afgjorde starten på forhandlingerne, var den fejlslagne invasion af Svinebugten i Cuba i april 1961 – angriberne måtte byttes til mad og traktorer – og missilkrisen i oktober 1962, der involverede USA, Sovjetunionen og Cuba.
Et memorandum sendt af Gordon Chase, specialist for latinamerikanske anliggender i Det Nationale Sikkerhedsråd, til McGeorge Bundy, national sikkerhedsrådgiver for præsident Kennedy, den 11. april 1963 anbefalede kynisk: “Hvis den blide tilgang [til Castro] viste sig at være gennemførlig og på den anden side succesfuld, ville fordelene være betydelige.”
Ingen tegn på at blokaden lettes
Kennedys forsøg på udbedring var til ingen nytte, og det var heller ikke opfordringerne, ikke kun om elementær retfærdighed, men om pragmatisme. Snesevis af analytikere, embedsmænd og endda tidligere amerikanske præsidenter har siden krævet, at fornuften sejrede for at forhindre den straf, der pålægges det cubanske folk som følge af disse fortsatte embargoer, som er baseret på den sadistiske drift, træghed eller blot arrogance fra en flok politikere.
Men Washington har fortsat vist kraftige tegn på ikke at ville trække sig tilbage. Wayne Smith, som var leder af den amerikanske interessekontor i Havanna og en af de stærkeste stemmer imod blokaden ensidigt pålagt af hans land, konkluderede, at Cuba ser ud til at have “den samme effekt på amerikanske administrationer, som fuldmånen har på varulve.”
De, der blev født, da Kennedy med sine skjulte begrundelser og et hemmeligt lager af cigarer underskrev bekendtgørelse 3447, som dekreterede en total blokade af Cuba, har nu børnebørn og endda oldebørn.
Nogle af disse cubanere er døde, og mange vil dø uden at vide, hvordan et land fungerer under normale forhold – det gamle eller det nye med covid-19, det betyder ikke længere noget. De vil aldrig forstå, hvordan det har været muligt for USA at handle mod millioner af mennesker i så lang tid og med så meget had, et had uden begrænsninger eller rationel forklaring.
Denne artikel er produceret til Globetrotter
Rosa Miriam Elizalde er en cubansk journalist og grundlægger af webstedet Cubadebate. Hun er vicepræsident for både Fagforeningen for cubanske journalister (UPEC) og Det Latinamerikanske Forbund for Journalister (FELAP). Hun har skrevet og co-skrevet adskillige bøger, herunder Jineteros en la Habana og Our Chávez. Hun har modtaget Juan Gualberto Gómez National Prize for Journalistik ved flere lejligheder for sit enestående arbejde. Hun er i øjeblikket en ugentlig klummeskribent for La Jornada i Mexico City.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
