De japanske myndigheder har siden 24. august udledt 100.000 liter radioaktivt spildevand i Stillehavet. Det er ganske ufarligt, for vandet er jo renset, mener de.
Men miljøorganisationer, de lokale fiskere og nabolandet Kina af en anden mening. De er dybt bekymrede. For selv om vandet er renset, indeholder det stadig flere radioaktive stoffer.
De 100.000 liter radioaktivt spildevand kommer fra det japanske atomkraftværk Fukushima Daiichi og blev anvendt til at nedkøle de tre reaktorer, der nedsmeltede under jordskælvet og den efterfølgende tsunami i marts 2011.
TEPCO har pr. 7. september over 1000 ståltanke på atomkraftværkets grund, der indeholder mere end 1,3 millioner kubikmeter radioaktivt spildevand, som er renset. Det svarer til indholdet af 540 olympiske swimmingpools.
Dertil kommer, at mængden af urenset radioaktivt spildevand øges på daglig basis. En rapport fra Greenpeace fra 2020 konkluderer, at mængden af urenset radioaktivt spildevand stiger dagligt. I 2019 steg det dagligt med 180 kubikmeter vand. Vandet kommer af regnvand og grundvand fra de omkringliggende bjerge og floder, der strømmer ind på atomkraftværkets forurenede arealer og nedlagte reaktorer.
Når der opstår vejrfænomener som tyfoner, mangedobles mængden af radioaktivt spildevand. Eksempelvis medførte tyfonen Hagibis i oktober 2019 en daglig stigning med 650 kubikmeter forurenet vand dagligt under stormen.
Oveni producerer de tre nedsmeltede raktorer stadig varme efter ulykken for 12 år siden og har brug for konstant nedkøling med vand, siger flere eksperter til den amerikanske tv-station CBS.
Det statslige elselskab TEPCO, som driver atomkraftværket, har i alt planlagt fire udslip af radioaktivt spildevand i år. Men japanske myndigheder og TEPCO forventer, at udledningerne af radioaktivt spildevand i Stillehavet vil ske frem til midten af 2050’erne.
Fiskeriet uddør
Det bekymrer lokale fiskere omkring værket, fremgår det af en artikel i på japantoday.com.
Over 100 fiskere besluttede i starten september at anlægge sag mod myndighederne for at stoppe udledningen. De har siden katastrofen i 2011 kæmpet for at overleve, fordi ingen vil købe fisk og skaldyr fra området.
Fiskerne mener, at regeringen har brudt sit løfte om at indgå en aftale med fiskerne, før den traf beslutning om at udlede det radioaktive spildevand.
“At udlede radioaktivt vand i havet kan aldrig tolereres, da det medfører yderligere lidelse for ofrene for atomulykken”, lyder det fra fiskernes sammenslutning.
Giftigt spildevand betyder yderligere lidelse for ofrene for atomulykken.
Sugie Tanji, fisker, Fukushima
Nabolandet Kina reagerer skarpt på Japans udledning og har forbudt import af japansk fisk og skaldyr. Sidste år var Kina Japans største eksportdestination for fisk og skaldyr.
Det har ramt japansk fiskeindustri hårdt, skriver japantoday.com. Nedgangen er på over 50 procent, vurderer fiskeindustrien.
Derfor har Japans regering lagt sig i selen for at forsikre offentligheden om, at fisk og andre produkter fra Fukushima skam er sikre at spise.
I starten af september spiste blandt andre premierminister Fumio Kishida og USA’s udsending til Japan, Rahm Emanuel, fisk fra Fukushima foran rullende TV-kameraer.
Renset vand?
Det statslige elselskab Tokyo Electric Power Company Holdings (TEPCO) indrømmer, at det pågældende vand er forurenet med radioaktive stoffer, men at det bliver renset, inden det bliver udledt i Stillehavet efter en metode, som FN’s Internationale Atomagentur (IAEA) har godkendt.
Derfor mener Japan, at udledningen opfylder internationale standarder og ikke vil forårsage nogen skade på miljøet. Myndighederne mener, at alle radioaktive elementer er blevet fjernet – inklusive cæsium og strontium – undtagen tritium. Derefter er vandet fortyndet for at reducere radioaktiviteten.
IAEA konkluderer, at vandet vil have en ubetydelig sundhedsmæssig effekt på mennesker og miljø.
Mangelfuld teknik
Selv om japanske myndigheder og IAEA lover, at vandet bliver grundigt filtreret, er miljøorganisationen Greenpeace bekymret for, at teknologien er mangelfuld. Myndighederne og IAEA ignorerer simpelthen truslen fra det højradioaktive atomaffald, mener miljøorganisationen Greenpeace.
Organisationen påpeger, at forskere har advaret om, at udledningen af tritium, kulstof-14, strontium-90 og jod-129 gennem spildevandet ikke er blevet ordentligt vurderet endnu.
Desuden har IAEA ikke undersøgt driften af dét system, der filtrerer vandet, kaldet ALPS (Advanced Liquid Processing System). Oveni tilsidesætter IAEA og Japan “videnskabelige beviser”, krænker menneskerettighederne for fiskersamfund i Japan og i hele Stillehavsregionen, kritiserer Greenpeace.
- 11. marts 2011 rammer et voldsomt undersøisk jordskælv ud for Japans østkyst.
- Det er så kraftigt, at hele den nordøstlige japanske landmasse bliver rykket et par meter tættere på Nordamerika.
- Rystelserne af det er så enorme, at de skaber halvanden meter høje bølger i norske fjorde.
- Den efterfølgende tsunami skyller mere end 18.000 japanere væk fra overfladen.
- Den værste atomkatastrofe siden Tjernobyl-ulykken i 1986 er en realitet.
Udledningen er simpelthen ikke i overensstemmelse med international havret, FN’s Havretskonvention (UNCLOS), mener organisationen.
Luk Fukushima
Greenpeace afviser påstanden om, at der ikke er noget alternativ til at udlede det radioaktive vand. Derimod er det nødvendigt helt at lukke Fukushima, mener organisationen.
“Denne beslutning er truffet på trods af de bekymringer, som fiskere, borgere, beboere i Fukushima og det internationale samfund, især i Stillehavsregionen og nabolandene, har rejst”, skriver Greenpeaces projektleder i Japan Hisayo Takada.
Hisayo Takada tilføjer, at “den bevidste forurening” af Stillehavet er en konsekvens af atomkatastrofen i 2011 og Japans årtier lange fejlagtige atomkraftprogram. Han kritiserer, at Japan har planer om at genstarte flere atomkraftværker.
“Dette sker til trods for masser af advarsler om jordskælv”, skriver japaneren til Arbejderen og beklager, at Japans regering “ikke formår at levere sikre og bæredygtige vedvarende energikilder såsom vind- og solenergi, som klimanødsituationen kræver.”
Heller ikke IAEA’s grønne lys til Japan har han meget til overs for.
“IAEA har ikke til opgave at beskytte det globale havmiljø, men det bør ikke tilskynde en stat til at krænke det”, lyder hans svar.
Globale protester
Også fra flere lande i FN’s Menneskerettighedsråd og fra flere af FN’s særlige rapportører er der kommet protester mod IAEA’s holdning, og at Japan i det hele taget udleder radioaktivt spildevand.
Blandt FN-rapportørerne er Marcos A. Orellana, særlig rapportør for giftstoffer og menneskerettigheder, og Michael Fakhri, som er FN’s særlige rapportør for retten til mad.
De peger på FN’s Menneskerettighedråds resolution 48/13 fra 2021, der slår fast, at det er “en menneskeret at have et rent, sundt og bæredygtigt miljø”. I 2022 gentog FN’s Generalforsamling, at “adgang til et rent og sundt miljø er en universel menneskeret.
Selv fra den nationale sammenslutning af marinelaboratorier i USA (NAML) kommer der protester. “Udledningen af det forurenede vand er dybt bekymrende”, skriver NAML.
Kommunister kræver stop
Japans Kommunistiske Parti lover at holde regeringen ansvarlig. Partiet har 10 medlemmer af parlamentets underhus og 11 af overhuset og er med dets 2473 byrådsmedlemmer en stærk parlamentarisk kraft – også lokalt, skriver nyhedssiden Japan Press.
“Regeringen skal øjeblikkelig stoppe udslippene og i stedet gøre en seriøs indsats for drastisk at forhindre mængden af forurenet vand fra at stige”, siger partiets medlem af underhuset, Iwabuchi Tomo.
Hun påpeger, at, selv om vandet bliver filtreret af ALPS, kan det ikke fjerne det giftige stof tritium. Desuden indeholder 70 procent af vandet i lagertankene radioaktive stoffer med koncentrationsniveauer ud over de standarder, som regeringen har fastsat.
Kommunistpartiet foreslår, at Fukushima-vand størknes til mørtel og bliver opbevaret sikkert.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.