På trods af god udvikling
Engang var Arktis stort set en fredelig zone, hvor man i samarbejde bedrev international videnskabelig forskning. Men i dag er området hurtigt ved at blive præget af militariseret magtpolitik.
Tungt bevæbnede nationer omgiver det smeltende Arktiske Ocean og dets ustabile miljø med eroderende kystlinjer, tilgængelige naturressourcer og omstridte maritime passager.
Skulle Grønland blive uafhængigt, ville Danmark miste sin status som arktisk stat, og uafhængigheden ville potentielt kunne true Washingtons fortsatte brug af basen i Thule.
I februar lancerede USA uden større presseomtale månedlange militærøvelser i Arktis med Finland og Norge som værtsnationer. Pentagons Europa-kommando beskrev øvelserne – kaldet Arctic Forge 23, Defense Exercise North og Joint Viking – som en måde at “demonstrere parathed ved at indsætte en troværdig kampstyrke for at vise styrke på NATO’s nordflanke”. Øvelserne samlede mere end 10.000 soldater fra USA, Storbritannien, Tyskland, Holland, Danmark, Finland og Norge.
Det kunne være kommet til egentlige kamphandlinger tidligt i februar, da USA’s militær skød en uidentificeret genstand ned over Alaska, kort efter at et amerikansk jagerfly bragte en påstået kinesisk spionballon ned over Atlanten. Ballonen over Alaska viste sig at tilhøre en amerikansk hobbyklub, men den truende stemning blev opretholdt.
En af de måder, hvorpå folk forberedes på forestående konflikter, er gennem underholdningsindustrien, som er vigtig i processen med at skabe opbakning. Lige nu gør den fjerde sæson i en dansk serie kaldet “Borgen” netop det og påpeger Arktis’ voksende betydning som “geopolitisk hotspot i verdenspolitikken”. “Borgen” behandler emnet naturressourcer i Arktis, som skaber strid mellem USA, Rusland og Kina.
Seriens plot drejer sig om Grønland, en dansk besiddelse med en uafhængighedsbevægelse, der styrkes ved opdagelsen af en vital ressource. I dramaet er det olie, i virkelighedens verden er det sjældne jordarter.
I TV-serien skaber dette problemer for den danske regering, som er fanget i en stormagtskamp mellem USA, Kina og Rusland. I virkeligheden er Grønland kun en del af en truende konflikt i Arktis, der ikke kun handler om ressourcer, men også om passage gennem havet, som er blevet mere sejlbart på grund af de accelererende klimaændringer.
Den skumle repræsentant for Kina i “Borgen” skaber frygt for Kinas faktiske tilstedeværelse i Arktis. Kina har et joint venture med udvinding af uran og sjældne jordarter sammen med Australien i det sydlige Grønland, som giver to kinesiske firmaer mulighed for at føre an i forarbejdning og markedsføring af materialerne. Kina udforsker også zink-, jern- og olieforekomster i Grønland.
Denne aktivitet har ikke kun rejst bekymringer om konkurrencedygtig adgang til sjældne jordarter. I Grønlands tilfælde har den rejst sikkerhedsspørgsmål for Danmark, som er medlem af NATO. Som følge heraf har Danmark revideret sin sikkerhedspolitik for det, magasinet Foreign Policy beskrev som en ny “geopolitisk slagmark”. Som et ekko af de amerikanske sikkerhedsbekymringer har Danmark øget sit militærbudget med en såkaldt “arktisk kapacitetspakke” for at forbedre overvågningen med droner, satellitter og radar.
Grønland er relativt selvstændigt fra Danmark og deler sæde med kongeriget i Arktisk Råd, men det har en uafhængighedsbevægelse, der ville kunne nå sit mål med den rigdom, som minerne tilbyder. Det ville så koste Danmark sin plads i Arktisk Råd, og dermed ville rådet have et NATO-medlem mindre. Arktisk Råd blev oprettet i 1996 og definerer sig selv som “det førende mellemstatslige forum, der fremmer samarbejde, koordinering og interaktion mellem de arktiske stater, arktiske oprindelige folk og andre arktiske indbyggere om fælles arktiske spørgsmål”.
Derfor blev et tilbud fra Kina om at bygge en lufthavn i Grønland forhindret af den danske regering. Dette på trods af at Grønlands fiskerierhverv var åben over for den markedsføringsmulighed, den gav, og for et eventuelt løfte om selvstændighed.
Kina, der har sine egne bekymringer over udenlandsk intervention i Tibet, Xinjiang og Taiwan, er imidlertid uvillige til at blande sig direkte i Grønlands politik. Endelig har USA sandsynligvis også blandet sig – ganske som dramatiseret i Borgen – blandt andet på grund af den amerikanske luftbase ved Thule, som er hjemsted for den amerikanske Space Force og et globalt netværk af missiladvarselssensorer. Skulle Grønland blive uafhængigt, ville Danmark miste sin status som arktisk stat, og uafhængigheden ville potentielt kunne true Washingtons fortsatte brug af basen.
Klimaforandringerne ændrer geopolitikken i Arktis
Ud over spørgsmålet om Grønland har sejlbarheden i Det Arktiske Ocean – som er ved at tø op – rejst flere geopolitiske spørgsmål. Sejlbarheden forkorter nu i høj grad Kinas handelsrute til Europa og tilbyder et alternativ til Malaccastrædet (mellem Malaysia og Indonesien, fra det sydkinesiske hav til det indiske ocean. oa), som amerikanske krigsskibe kunne blokere i tilfælde af en konflikt.
Faktisk gennemførte en kinesisk isbryder allerede i 2012 rejsen gennem Arktis til Island. Og i 2023 testede Kina en tredje tur, hvilket dels beviste, at ruten kan bære handel, dels forbedrede det videnskabelige samarbejde mellem Kina og Island.
Selv om Kina ikke selv er en arktisk stat, har landet formuleret sine krav til internationale forhold i sin arktiske politik fra 2018: “Den arktiske situation går nu ud over dens oprindelige inter-arktiske stater eller regionale karakter og har en vital betydning for interesserne for stater uden for regionen … med globale implikationer og internationale konsekvenser.”
Beijing kræver “rettigheder med hensyn til videnskabelig forskning, navigation, overflyvning, fiskeri, lægning af undersøiske kabler og rørledninger i det åbne hav og andre relevante havområder i Det Arktiske Ocean og ret til ressourceudforskning og -udnyttelse i området.”
Man påberåber sig endvidere, at Kinas klimasystem og økologiske miljø geografisk set er påvirket af arktiske begivenheder, og at Kina derfor fortjener at blive hørt i spørgsmål om sikkerhed og global styring. Et mere ekspansivt Kina forventer at spille en stor rolle i at udvide netværket af skibsruter i Arktis i form af en polar silkevej “for at lette forbindelsen og bæredygtig økonomisk og social udvikling af Arktis”.
Disse ambitioner har alarmeret vestlige lande, selv om Kina hævder, deres intention kun er respekt, samarbejde, win-win-resultater og bæredygtighed. På den anden side siger selv nogle vestlige militære observatører god for Kinas interesse i og bidrag til ressourceudvikling og videnskabeligt samarbejde i Arktis. Det dæmper frygten for Kinas brug af retten til passage gennem arktiske farvande.
Desuden har Kina endnu ikke investeret i en russisk arktisk havn, og der har ikke været afholdt fælles flådeøvelser i russisk arktisk farvand. Endelig begrænser Kinas position som en akkrediteret observatør til Det Arktiske Råd de politiske udfordringer, der måtte komme op. Som en akademisk artikel fra 2022, udgivet af det amerikanske luftvåben, sagde det: “Kina er ikke på omgangshøjde med sine konkurrenter i Arktis”.
Kinas partnerskab med Rusland
De voksende tætte relationer mellem Kina og Rusland rejser ikke desto mindre nye spørgsmål om en skiftende magtbalance i regionen. Ruslands nordlige grænse optager over halvdelen af kystlinjen på havet, hvilket giver Rusland rettigheder til offshore-ressourcer som olie.
Nordsøruten, der omkranser Ruslands nordlige grænse, tilbyder en sejlrute for kinesisk handel med Europa. Historisk set har Rusland set ruten som inden for sin indflydelsessfære og har ikke accepteret Kinas koncept om en “polar silkevej”. Ukraine-krigen har dog gjort Rusland mere afhængig af Kina. Deres partnerskab kan ændre magtbalancen i regionen.
Rusland er formand for Arktisk Råd i 2021-2023, men Rusland har været udelukket fra møderne mellem de arktiske forsvarschefer og de arktiske sikkerhedsstyrkers rundbordssamtaler, siden en demokratisk folkeafstemning med mere end 90 procent godkendelse førte til annekteringen af Krim i 2014.
NATO, der hævder at føle sig truet, har genoplivet et gammelt udtryk fra Den Kolde Krig og henviser til Arktis som sin “nordlige flanke”. NATO oplever sit potentielt konfliktfyldte forhold til Rusland i denne forståelse. For Moskva er forsvaret af den nordlige grænse et vigtigt sikkerhedsspørgsmål. Med genoplivningen af Den Kolde Krigs spændinger betragter USA og NATO Ruslands militarisering som en trussel, og de ruster også op igen.
Som Vijay Prashad har beskrevet det, samler NATO’s såkaldte “Centre of Excellence – Cold Weather Operations”, baseret i Norge, vestlige allierede til halvårlige militærøvelser i Arktis.
Skulle Finland og Sverige tilslutte sig NATO, vil Rusland blive konfronteret med en falanks af modstandere i Arktisk Råd og være omringet af fjendtlige styrker fra nord og vest.
Derfor er stabiliteten i den arktiske region nu truet.
Arktis – et skatkammer af naturressourcer
Ud over sin geostrategiske placering besidder Arktis afgørende naturressourcer. 90 procent af Ruslands nuværende gasproduktion og 60 procent af dets olieproduktion foregår i Arktis. Regionen har svimlende 60 procent af Ruslands gas- og oliereserver. Det russiske Arktis har også store forekomster af kul, petroleum og naturgas samt diamanter, guld, nikkel, kobolt, kobber, palladium, platin, zink og sjældne jordarter.
Derudover stræber Rusland efter at gøre regionen mere beboelig og endda turistvenlig. Man planlægger at bygge nye byer samt havne, lufthavne og it-infrastruktur. En integreret del af disse planer er at forhindre de negative virkninger af denne udvikling på klimaændringer, som Arktis er meget sårbar overfor.
Endelig er den nordlige sørute, der er gjort farbar af den russiske flåde på 40 isbrydere, inklusive fire atomdrevne og en ny planlagt serie, et stridspunkt i havretten: Rusland betragter ruten som en national vandvej. Men hvis udenlandske skibe skal passere igennem for handel, skal det blive en international rute, som muligvis også er åben for fjendtlige krigsskibe. Konflikten i Østeuropa ved Ruslands vestlige grænse har øget Moskvas frygt for også at blive omringet nordpå.
USA og NATO forstyrrer balancen i Arktis
Danmark, det grønlandske selvstyre og Norge kappes om at positionere sig i Arktis. Som medlemmer af NATO har de deltaget i manøvrer, som de betragter som en form for afskrækkelse. Skulle Finland og Sverige også tilslutte sig NATO, vil Ruslands nordgrænse stå over for en militariseret front, der også omfatter Canada, USA og Island.
Arktisk Råd har indtil videre holdt en hårfin balance for at undgå krig. Denne ligevægt bliver imidlertid i stigende grad udfordret af USA’s øgede diplomatiske og militære tilstedeværelse i Arktis, herunder udnævnelsen af en “Ambassador-At-Large for the Arctic Region” og udviklingen af specialtropper til arktiske forhold: Army Arctic Special Operations Forces.
En erklæret mission for disse amerikanske specialstyrker er at udnytte de oprindelige folks særlige arktiske viden til militære formål og at mindske deres “sårbarhed over for påvirkninger fra anden side”. I betragtning af det ondartede omsorgssvigt, som både Alaskas og Canadas inuitfolk og samerne lider under i de andre arktiske nationalstater, forstår man bekymringen.
Et dokument til stabscheferne for den amerikanske hær fra 2021 proklamerede, at Washington skal “genvinde den arktiske dominans” og “vinde” i regionen.
Det samme papir fra den amerikanske hær regner med, at der etableres nordlige ruter, så tropper fra Alaska vil kunne sendes til steder rundt om i verden. Det anerkendte også vigtigheden af arktiske ressourcer såsom sjældne jordarter, der er nødvendige for komponenter i flymotorer og avancerede våben.
En ny Arktisk Kommando i NATO forventer at etablere et formelt arktisk sikkerhedsforum, der omfatter den amerikansk ledede militæralliance. Mens civile observatører anerkender Ruslands ret til at forsvare sin nordlige grænse og opfordrer til, at uenigheder håndteres fra sag til sag for at opretholde stabiliteten, anbefaler det amerikanske militær, at NATO-landene – som snart kan omfatte Sverige og Finland – i høj grad arbejder strategisk i Arktisk Råd.
Det er ikke kun den nordlige sørute langs Ruslands kyst, der er havretslig strid om, men også Nordvestpassagen i det vestlige Arktis, mellem Canada, Grønland og Alaska.
I dette tilfælde er Canada enig med Rusland i, at det at opretholde en national kontrol med farvandet er et spørgsmål om national suverænitet.
Andre stater med tung kommerciel søtrafik, såsom Tyskland, Japan og Sydkorea, gør dog krav på international ret til passage i henhold til FN’s havretskonvention. Kina kunne også gøre krav på denne ret, hvad angår den nordlige sørute, selvom det så ville være i konflikt med russiske interesser.
De oprindelige arktiske folks rettigheder
Den øgede spænding om Nordvestpassagen har fået den canadiske regering til at bejle til sin inuitbefolkning, hvis bosættelsesområde omfatter de fleste af Nordvestpassagens ruter.
Aftalen fra 1993 om deres jord giver dog ikke det oprindelige folk myndighed over havområder, kun høringsret. Denne aftale blev dog med succes anvendt i Inuit-erklæringen, der støttede Canadas afvisning af den daværende amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo, som blankt fordømte Ottawas krav om Nordvestpassagen som “uretmæssigt”. Miljøspørgsmål og de oprindelige folks liv får opmærksomhed i denne politiske heksekedel, omend mest retorisk.
De skader, den fossile brændstofindustri og de nye “grønne” mine-teknologier har forårsaget, fortsætter med at fordrive de oprindelige folk fra deres lande og bringe deres naturlige fødekilder i fare. Ikke desto mindre får de en stærkere politisk stemme på grund af de kommende rivaliseringer mellem deres respektive nationalstater.
Både inuitfolkene i det vestlige Arktis og samerne i det østlige Arktis har udviklet cirkumpolare organisationer, der deltager i styringen af Arktis. De stater, der koloniserede dem, og hvor de nu er minoriteter, interesserer sig i stigende grad for at bevare deres loyalitet og tilegne sig deres viden om arktiske forhold i tilfælde af konflikter.
Inuitterne i det vestlige USA, Canada og Grønland har en anslået befolkning på 180.000. I Alaska er 16.500 organiseret i Alaska Federation of Nations (AFN). Resolutionerne fra AFN’s årsmøde i oktober 2022 afspejler vrede over mange vanskeligheder: Nedgangen i fiskebestanden, der truer de oprindelige folks fødevaresikkerhed; en narkotikaepidemi af fentanyl, heroin og metamfetamin; en høj forekomst af vold i hjemmet, seksuel vold og forsvundne og myrdede mennesker; affald og forurenende stoffer efterladt af militæret og andre statslige organer; fortsat tyveri af oprindelige folks lande og utilstrækkelig adgang til uddannelse og erhverv.
Særligt gribende er en resolution, der “anmoder staten Alaska om at stoppe sin praksis med at kræve, at stammerne frasiger sig søgsmålsimmunitet som betingelse for at modtage tilskudsmidler”. De mere end 70.000 inuitter i Canada er stort set urbaniserede på grund af en lang historie med tvungen assimilering. Med høj arbejdsløshed, lave lønninger og dårlige boliger har de en betydelig fødevareusikkerhed, høj kriminalitet og mange selvmord blandt unge.
I 1970’erne dannedes en organisation af inuitter for at beskytte deres individuelle og kulturelle rettigheder samt krav på jorden. Det er en del af Inuit Circumpolar Council, som forbinder med Inuit i Alaska og Grønland, og som har forbindelser til FN.
Samerne er et historisk nomadisk hyrdefolk, der engang strejfede frit. I dag bor cirka 20.000 i Sverige, 50.000 i Norge, 8.000 i Finland og 2.000 i Rusland. I alle disse lande lider de under konstante jordtyverier, som forstyrrer rensdyrenes græsningsruter, under forskelsbehandling og voldelig racisme.
De svenske samer har været plaget af bevidst aflivning af rensdyrflokke på trods af regeringens forsøg på at skabe forsoning og en vis finansiering. I Finland lider samerne på samme måde tab af jord, hæmning af rensdyrhold og svigtende magt over adgangen til ressourcer på deres resterende jord. Til gengæld praler Finland nu med kulturturisme til samerne. I Norge har samerne organiseret sig mod infrastrukturprojekter, der truer dem med endnu større tab af jord, men uden meget held.
Samerne i Rusland, den mindste gruppe, genetablerede kontakten med de andre i 1991. Deres byforhold er ikke bedre end samernes andre steder, men deres rensdyrhold har et unikt problem: De havde organiseret kooperativer, som nu har svært ved at omstille sig til nye betingelser for industrialiseringen. Som andre steder fortsætter denne udvikling med at tilrane sig deres græsningsarealer. Derudover har turistfiskeriet reduceret deres adgang til fiskene.
Ligesom inuitterne har samerne en cirkumpolær organisation for fælles interesser, et samisk råd bestående af tre parlamenter, der repræsenterer de oprindelige folk i Sverige, Norge og Finland. De russiske samer er repræsenteret af ngo’er.
Krigen i Ukraine har dog splittet samerne: I april 2022 suspenderede rådet de formelle forbindelser med den russiske gruppe, som støttede Den Russiske Føderation, et varsel om at den sub-arktiske politik trænger sig ind i polarområdet.
De relativt fredelige dage i Arktis er forbi. Den globale opvarmning skruer op for den geopolitiske varme i polarområdet og leder tankerne hen på et gammelt ordsprog: “Det, der sker i Arktis, bliver ikke i Arktis”.
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 3, juli 2023. Artiklen er oversat fra Geopolitical Economy Report, som er et uafhængigt nyhedsmedie, der producerer undersøgende journalistik og originale analyser for at forstå en verden i forandring. Artiklen blev første gang bragt den 28. februar 2023.
Renate Bridenthal er en pensioneret professor i historie, som underviste på Brooklyn College fra 1967 til 2001. Hun har været medredaktør af en meget anvendt lærebog om kvinders historie i Europa og har været medredaktør af og medforfatter til mange andre bøger, herunder senest The Hidden History of Crime, Corruption, and States (2013). Hun er også mangeårigt medlem af redaktionsrådet for det akademiske tidsskrift Science & Society.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
