Udtalelse
Når det kommer til mainstreammediernes dækning af internationale forhold i dag, vil jeg vove den hypotese, at 10-20 procent er sandfærdigt, 20-30 procent er falsk eller ren fortællekunst, og 50-70 procent er udeladt (se definition under punkt to nedenfor).
Det er ikke en videnskabelig kendsgerning eller en hypotese, jeg har testet empirisk. Det er snarere mit indtryk baseret på to ting a) at have set mainstreammediernes dækning af internationale forhold forfalde igennem de sidste fyrre år og b) mine erfaringer fra konfliktzoner som for eksempel alle dele af det tidligere Jugoslavien, Georgien, Irak før det blev besat, Iran, Syrien og Kina holdt op overfor dækningen af dem i den vestlige mainstreampresse.
- Født 13. januar 1951.
- Ph.d. i sociologi fra Lund Universitet.
- Leder af Den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning (TFF) i Lund, som har hjemmesiden transnational.live
- Har beskæftiget sig med freds- og konfliktforskning i 40 år og har arbejdet i krigszoner, hvor NATO og NATO-lande har været involveret.
- Har udgivet adskillige bøger, heriblandt “Forudsigelig Fiasko. Om Irak-konflikten og Danmark som besættelsesmagt” (Tiderne Skifter, 2004).
- Var i 1980’erne medlem af den danske regerings Nedrustnings- og Sikkerhedspolitiske Udvalg.
I TFF’s nylige analyse “Bag røgsløret. En analyse af Vestens destruktive koldkrigsagenda mod Kina, og hvorfor den må ophøre”, benytter vi de ni følgende Mainstream Medie Manipulations Metoder, MMMM:
1) Falsk – løgne, bedrag, opfindelser eller hvad som helst, der ikke kan dømmes eller verificeres som empirisk validt. Fremstillingen af institutter og forskere som “uafhængige” og definition af publikationer som forskningsbaserede, når de ikke er det – er typiske eksempler.
2) Udeladelse – at udelade væsentlige perspektiver, fakta, analyser, eksperter/ekspertise, litteratur, modsatte holdninger, mulige alternative hypoteser og forklaringer på de afdækkede resultater. Når det hele holdes sammen, er udeladelser ofte langt mere forvrængende end falske (og sværere for offentligheden at opdage).
3) Censur – i den betydning at en regering fortæller medierne (ved lov eller mindre bekræftelige metoder), hvor grænserne går. Når få af de utallige millioner mulige historier, der kunne fortælles fra hele verden, udvælges til forsiderne, er det også resultatet af censur, ikke kun af udeladelse.
4) Selvcensur – nyhedsbureauer, redaktører, reportere og journalister kender de gængse metoder og holder sig til dem, fordi det er bekvemt og typisk lader dem bevare deres jobs. Det bygger på en form for gruppetænkning. Censur og selvcensur fastsætter diskursen og dens rammer, og hvad sandheden er, almindeligvis forstået/accepteret som en del af den lokale kultur og opfattet som ”naturlig” – det vil sige også politisk korrekt.
5) Indramning – er et lidt svært begreb, fordi det kan betyde mange forskellige ting. Det kan betyde, at man sætter rammerne for, “hvad taler vi om her?”
Det kan også være som referenceramme i orientering og fortolkning – “I social teori er indramning en form for fortolkning, måske et sæt anekdoter, historiske begivenheder og stereotyper som individer læner sig op ad for at forstå og reagere på begivenheder”.
Medieindramning bygger på disse dimensioner, men tilføjer noget specifikt – “selve diskussionens parametre – ordene, symbolerne, det overordnede indhold samt tonen bruges til at indramme emnet. Sammenlignet med det at sætte en dagsorden inkluderer indramning en bredere vifte af kognitive processer – såsom moralske overvejelser, årsagssammenhænge, hensyn til principper og anbefalede problemløsninger.” Kort fortalt, det handler om, hvordan en historie er pakket ind.
Når få af de utallige millioner mulige historier, der kunne fortælles fra hele verden, udvælges til forsiderne, er det også resultatet af censur, ikke kun af udeladelse.
6) Konstruerede fortællinger – historier der mere eller mindre erstatter virkeligheden eller gør virkeligheds- og kildeeftersyn overflødige eller endda farlige (for at opretholde den falske eller udeladende rapport). Fortællinger er ofte grove forsimplinger af en kompleks virkelighed og bruger hverdagstænkemåder, som alle kan forholde sig til uden den store baggrundsviden om kerneemnerne. At koge en konflikt ned til en kamp imellem de gode og de onde er et eksempel herpå.
7) Propaganda og andre forvrængninger – lad os citere Cambridge Dictionary: “information, idéer, holdninger eller billeder der som oftest kun viser den ene side af en sag, som udsendes, publiceres eller på anden måde udbredes med henblik på at påvirke folks holdninger” – som for eksempel politisk eller krigstidspropaganda.
8) Psykologisk krigsførelse eller psykologiske operationer (PsyOps) – er naturligvis beslægtede med propaganda, men defineres ofte som det at påvirke andre folk, ikke vores egne. Det er dog ikke tilfældet i dag. Regeringer udfører utvivlsomt også PsyOps på deres egne borgere – såsom konstant at indgive dem en følelse af at være truede af andre lande, våben, terrorister – eller af Kina. Nogle kalder det frygtologi – det at regere ved at opskræmme.
Folk, der er bange, er ofte langt mere villige til at acceptere kontrol og begrænsninger og til at adlyde end dem, der ikke er bange, som vi har set det, når det kommer til at acceptere alskens indgreb i kampen mod terrorisme og pandemier. PsyOps er bredere og sigter efter at ramme målgruppens værdisystem, trossystem, følelser, motiver, ræsonnementer og adfærd. De kan bruges til at anspore til tilståelser eller forstærke attituder eller adfærdsmønstre, som tjener PsyOpsens ophavs mål, og kombineres somme tider med sorte operationer eller falskflagtaktik.
9) Cancel culture (nedlukningskultur) – et nyere begreb – er en moderne form for fremmedgørelse, hvor nogle smides ud af sine sociale eller professionelle kredse – online såvel som på sociale medier eller personligt. Dem, der udsættes for denne fremmedgørelse, er blevet “lukket ned”, mest på grund af deres holdninger eller adfærd. Udtrykket “cancel culture” klinger hovedsageligt negativt og bruges ofte i debatter om ytringsfrihed og censur. Fra et andet perspektiv er det et krav/en straf, der har noget at gøre med nogen, der er politisk ukorrekt eller udfordrer tidsåndens rammer.
Disse metoder er en integreret del af nutidens vestlige mainstreammedier og derfor den politiske virkelighed. Imens hver enkelt har sin egen distinkte karakter, overlapper de også og bruges i grupper, der passer til den valgte politiske dagsorden.
I den ovennævnte rapport sammenholder vi dem med Vestens mainstreammediers dækning af alt i Kina, men de er en fast del af alle globale mainstreammediers dækning.
I det følgende vil jeg forsøge at sammenholde nogle af dem med krigen i Afghanistan generelt og den vestlige militære tilbagetrækning den 15. august 2021 i særdeleshed – i bevidstheden om, at det kun kan blive som antydninger uden mange dokumenterende links (tallene nedenfor udgør ikke en prioriteret orden).
Vi får/fik at vide at...
1…alt dette startede den 7. oktober 2001. Det gjorde det ikke. “Det”, der startede var ikke volden, men konflikten, og det handlede alt sammen om den første kolde krig imellem USA/NATO og Sovjetunionen/Warszawapagten. For Afghanistans vedkommende begyndte det med Operation Cyklone i juli 1979, fire måneder inden Sovjets invasion. Den er en af de længstvarende CIA-operationer og kostede mere end 20 billioner dollars.
2…formålet med krigen og besættelsen var at bekæmpe terrorismen, som man havde oplevet i New York og Washington den 11. september. Det var undskyldningen, men der var dog ikke én eneste afghaner, som havde deltaget i det frygtelige terrorangreb (som under ingen omstændigheder var nogen krig), og som ikke skulle have været misbrugt til at igangsætte den tusind gange mere dødelige Globale Krig Mod Terror (GWOT), som stadig foregår, til trods for at den udelukkende medfører mere af det, den skulle bekæmpe. (Mere herom senere).
George W. Bush nægtede at levere dokumentation for USA’s antagelse om, at Osama bin Laden stod bag angrebene, og derfor nægtede Taleban at udlevere ham i bytte for sådan dokumentation.
3…den indsatte regering og det afghanske militær flygtede kujonagtigt, og at der ikke var noget formål i at forsøge at kæmpe for Afghanistan, når dens egen regering og militær ikke gjorde det.
Det simple faktum er, at USA brugte 86 billioner dollars på at give Afghanistan den forkerte type militær, med hvilket ingen ville have kunnet vinde en grundlæggende lavteknologisk guerillakrig i et bjergrigt område. (Intet er lært efter Vietnam).
4…det ikke handlede om at opbygge en nation, men om at udslette de kræfter, der ramte USA den 11. september, og at udvikle et nationalt forsvar, der skulle garantere, at Afghanistan ikke længere kunne tjene som base for terrorisme, der kunne ramme Vesten. Tværtimod. Der var, i det mindste, noget nationsopbygning og overførsel af vestlige værdier. USA har fremmet og øget militarisme og terrorisme på verdensplan i stedet for at besejre det. I år 2000 noterede det amerikanske udenrigsministerium omtrent 400 personer dræbt årligt i global terrorisme, ifølge det Globale Terror Index er tallet i dag 16.000, eller 40 gange højere. GWOT må simpelthen være den mest stupide krig, der nogensinde er udkæmpet.
5…dét at forbedre afghanske kvinders lod, for eksempel via uddannelse, var en overvejende – og ædel – motiverende faktor for invasionen og besættelsen. Der er utvivlsomt millioner af afghanske kvinder, der har fået en uddannelse i løbet af de sidste 20 år og nu har flere muligheder. Men det er uacceptabelt naivt at tro, at sådan en menneskerettighedsmotivation var det centrale i USA/NATO’s politik. Desuden, hvis du forbedrer uddannelse, hvad nytte er det så til, hvis du ikke samtidig gør flere andre ting, som også kunne have været gjort, som den amerikanske økonom Jeffrey Sachs forklarer så tydeligt. Hvis USA havde gjort noget som helst fornuftigt og godt for det afghanske folk, ville Taleban ikke have haft en chance for at vende tilbage.
Så man kan sige, at USA kæmpede imod Taleban i 20 år for blot at gøre deres tilbagevenden uundgåelig. Havde USA og Vestens mission hovedsageligt været civil, havde respekteret afghansk kultur og virkelig handlet om menneskerettigheder – ville militæret være rejst hjem for mindst 15 år siden, og resten ville have været ét enormt udenlandsk-assisteret udviklingsprojekt.
Og en sidste betragtning om dette: Vestlige mainstreammediers eneste reference til George W. Bush – måske den største ikke-dømte nutidige krigsforbryder – er, at han fandt, tilbagetrækningen var dårlig, fordi han frygtede for afghanske kvinder og pigers fremtid – sagt i et skammeligt interview bragt i Deutsche Welle.
Vi får/fik ikke at vide at
1…11. september var en undskyldning snarere end en årsag. Heller ikke hvad den rigtige historie om 11. september var. Der er for meget i den officielle fortælling, der ikke hænger sammen.
2…Afghanistans geopolitiske placering og dets utrolige beholdning af mineraler var en meget stærkere motiverende kraft bag operationen.
3…USA’s grundlæggende opfattede Afghanistan som en brik i et meget stort puslespil på den tid, i spillet mod Sovjetunionen – og mere aktuelt, imod Kina. Husker du Kissinger og Brzezinski? Og Ahmed Rashids skriverier? Og ISI, den pakistanske efterretningstjenestes rolle – der er ikke meget, den ikke har været involveret i…
4…USA har skabt forudsætningerne for og støttet terrorbevægelser, når som helst det har passet dem, om det så var Taleban, al-Qaeda, ISIS og de muslimske Uyghurer fra Xinjiang – 5000 af sidstnævnte opererede i Syrien og kæmpede mod vestligt støttede terrorgrupper, hovedsageligt trænet, udstyret og finansieret af ledende NATO-medlemmer, Tyrkiet i særdeleshed. Deres organisation, East Turkistan Islamic Movement, ETIM, har sin eksilregering i – ja, selvfølgelig – Washington. Tidligere præsident i Afghanistan Hamid Karzai fortalte allerede i 2017 VOA, at ISIS er ”et af USA’s redskaber”.
5…NATO’s involvering i Afghanistan, som i for eksempel Jugoslavien, er én stor overtrædelse af både teksten og ånden i Atlantpagten fra 1949 (og FN-pagten, særligt afsnit 1), og at 11. september ikke var en krig, og at pagtens paragraf 5 aldrig skulle have været påberåbt, og at NATO aldrig skulle have været i Afghanistan.
6…der var alternativer til krig imod Afghanistan, og at det ikke ville have krævet megen intelligens at have formet en form for tilstedeværelse i og indflydelse på det afghanske samfund på helt andre måder end den militaristiske metode, og som sandsynligvis ville have ledt til bedre resultater i dag.
7…heroin-elementet i det hele altid har været meget vigtigt – blandt andet for at kunne finansiere CIA’s hemmelige operationer i og omkring Afghanistan.
8…USA har opereret på måder, som ikke kunne undgå at gøre Afghanistan til et af de mest korrupte steder i verden, og at USA allerede i 2011 opgav at gøre noget ved korruptionen. Og korruption hér betyder både økonomisk og i form af de “marionetfolk” (og CIA-agenter), som de indsatte og var afhængige af, hvoraf den flygtede præsident Ashraf Ghani kun var den seneste.
9…hvis du ser på kort over olie- og gasrørledninger, har et enormt spil udspillet sig igennem årtier. En af verdens ledende analytikere og kommentatorer på denne region, Pepe Escobar, har ikke kaldt Afghanistan og hele regionen “Rørledningstan” uden grund.
10…Afghanistan – og tilbagetrækningen – kan have meget at gøre med USA’s koldkrigsdagsorden, CCWA, imod Kina, og Bidenregeringens førsteprioritet, at destabilisere, inddæmme og dæmonisere Kina og dets Belt & Road Initiative, BRI.
11…USA intet har lært fra sine krigsfiaskoer siden Vietnam, og, som Andy Mack brilliant formulerede det så langt tilbage som i 1975, at store lande taber små krige, eller krige i små lande, hovedsageligt fordi aggressoren med tiden mister national sammenhængskraft og selve krigen sin legitimitet. Afghanistan har altid været “imperiernes kirkegård”, og det kan meget vel vise sig også at blive det amerikanske imperiums skæbne. Men Afghanistan vil ikke være det i fremtiden, ganske enkelt fordi der efter det amerikanske imperiums fald ikke vil være nogen, der er gale nok til at forsøge at påtvinge resten af verden sit eget system eller igen forsøge sig med en “civiliseringsmission”.
12…enhver mission af den type bygger grundlæggende på racisme eller hvid “kulturel” overlegenhed, eller som den norske filosof Harald Ofstad har kaldt det samme – vores foragt for svaghed, ganske lig Nazitysklands værdier. Se hans utroligt vigtige bog Our Contempt for Weakness (1989).
13…at de menneskelige og øvrige omkostninger ved krigen i Afghanistan og hele den Globale Krig Mod Terror, GWOT, er perverse og absurde og en af de større grunde til, at USA er i tilbagegang, og at dets imperium vil falde, (hvilket vil lede til NATO’s sammenbrud), en meget omfattende – og hjerteskærende – argumentation finder man i Cost of War Project fra Brown University.
14…det at bekæmpe terrorisme ved at slå terrorister ihjel er lige så stupidt og moralsk forkasteligt som at udrydde sygdom ved at slå patienterne ihjel. Man må forstå de meget mere omfattende mekanismer, som gør et menneske til terrorist. Men det er for sofistikeret for et imperium, som kun er/vil være ledende, hvad militær magt angår, og derfor kun har ét redskab i sin værktøjskasse – en hammer.
Spørgsmål på vej mod en konklusion
Når Afghanistan er endnu en forudsigelig fiasko, må man i dag stille spørgsmål såsom:
Hvordan kan det lade sig gøre at bruge 2.261 trillioner dollars, forårsage millioner af døde i Mellemøsten såvel som 37-50 millioner menneskers opbrud, plus 7000 døde soldater og 30.000 veteraners selvmord – sidstnævnte alene et ti gange højere antal end det, der blev dræbt 11. september – uden at opnå noget som helst godt og stadig blive set som verdens leder? Det kan det ikke.
Sovjetunionen spildte syv år i “Imperiernes Kirkegård”, og Gorbatjov var klog nok til at se, at det var meningsløst og forkert at blive der. Det tog USA mere end dobbelt så lang tid og et katastrofalt tilbagetrækningskaos og lidelser, der stadig foregår, imens dette skrives. Hvilken splittelse i USA er dette følgen af? Og hvor meget stærkere vil den splittelse blive i USA nu – takket være reelle problemer og syndebuksjagt i (Hjernevasks)Washington og NATO?
Kan USA’s imperium overleve, eller vil det være slut om 4-5 år ligesom Sovjetunionen efter Afghanistan? (Læg dette til de 14 punkter om, hvad der er udeladt i medierne – og politisk debat og research).
Vil USA forsøge at være til stede i Afghanistan på en anden måde, fordi tilbagetrækningen også har at gøre med frigørelse af ressourcer til den nye USA-ledte koldkrigsagenda imod Kina? Og hvordan vil Kina, Indien, Pakistan, Iran og Rusland håndtere denne nye situation?
Vil Rusland, Iran, Indien og ikke mindst Kina håndtere Afghanistan på en fundamentalt anderledes måde de næste 10-20 år? (Det vil være let at klare det bedre end USA).
Vil Afghanistans fremtid som et vigtigt medlem af BRI blive noget andet, end den har været og er lige nu?
Vi lever i ekstremt interessante – og farlige – tider. Og det vil vi blive ved med, indtil det nye onde USA-imperium er sunket som Titanic, og USA beslutter sig for at gennemføre fundamentale nationale strukturelle ændringer, afskaffer dets Militær-Industrielle-Medie-Akademiske Kompleks, MIMAC, og igen kan trives som et normalt og kreativt land, som kan være en kraft, der fremmer det globale fælles gode og ikke det fælles onde i verden.
Det er absolut muligt, og dem der kan, bør række det selvdestruktive USA en hånd, før det er for sent.
Artiklen “Afghanistan and the Mainstream Media Manipulation Methods” er offentliggjort den 22. august på The Transnational og oversat af Jette Vellet. Den har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 4, oktober 2021.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
