Imens en tsunami af krokodilletårer strømmer fra vestlige politikere, undertrykkes historien. For mere end en generation siden vandt Afghanistan den frihed, som USA, Storbritannien og deres allierede ødelagde.
I 1978 væltede en befrielsesbevægelse, anført af People’s Democratic Party of Afghanistan (PDPA), Mohammad Dawds (kong Zahir Shahs fætter) diktatur. Det var en gennemført folkelig revolution, som kom som en stor overraskelse for briterne og amerikanerne.
John Pilger er født 1939 i Australien.
Journalist, forfatter og dokumentarfilmskaber. Han har vundet adskillige priser for sin journalistik og sine dokumentarfilm.
Siden 1962 hovedsageligt hjemmehørende i Storbritannien.
Udenlandske journalister i Kabul, der rapporterede i New York Times, var overraskede over, at “næsten hver eneste afghaner, der er blevet interviewet, har sagt, at (de var) glade for kuppet”. The Wall Street Journal rapporterede, at “150.000 personer … marcherer til ære for det nye flag … deltagerne lod til at være oprigtigt begejstrede”.
Washington Post skrev, “den afghanske loyalitet overfor regeringen kan næppe betvivles”. Sekulær, modernistisk og – i anseelig grad – socialistisk, fremlagde regeringen et program af visionære reformer, som inkluderede lige rettigheder for kvinder og minoriteter. Politiske fanger blev løsladt, og politiets mapper offentligt brændt.
Fremskridt i Afghanistan
Under monarkiet var den forventede levetid 35 år, et ud af tre børn døde som spæd. 90 procent af befolkningen var analfabeter. Den nye regering introducerede gratis sundhedspleje. En massiv læsekampagne blev sat i gang.
Målet var at sprede islamisk fundamentalisme i Centralasien og destabilisere og med tiden ødelægge Sovjetunionen.
For kvinder var fremskridtene uden forbillede. I sidste halvdel af 1980’erne var halvdelen af de universitetsstuderende kvinder, og kvinder udgjorde 40 procent af Afghanistans læger, 70 procent af dets lærere og 30 procent af dets offentligt ansatte.
Forandringerne var så gennemgribende, at de stadig står lysende klart i hukommelsen for dem, der nød godt af dem. Saira Noorani, en kvindelig kirurg, der flygtede fra Afghanistan i 2001, husker: “Enhver pige kunne gå i gymnasiet eller på universitetet. Vi kunne gå, hvor vi ville, og bære det tøj, vi kunne lide … vi plejede at gå på caféer og i biografen og se de seneste film fra Indien om fredagen … det begyndte alt sammen at gå galt, da mujahedinerne begyndte at vinde … det var disse mennesker, Vesten støttede”.
For USA var problemet med PDPA-regeringen, at den blev støttet af Sovjetunionen. Men den var aldrig den marionet, som Vesten beskyldte den for at være, og kuppet mod monarkiet var heller ikke “Sovjet-opbakket”, som den amerikanske og britiske presse påstod dengang.
Operation Cyklon
Præsident Jimmy Carters udenrigsminister, Cyrus Vance, skrev senere i sine memoirer: “Vi havde intet bevis for nogen sovjetisk indblanding i kuppet”.
I den samme administration sad Zbigniew Brzezinski, Carters Nationale Sikkerhedsrådgiver, en polsk emigrant og fanatisk antikommunist og moralsk ekstremist hvis vedvarende indflydelse på amerikanske præsidenter først hørte op ved hans død i 2017.
Den 3. juli 1979, uden det amerikanske folks og kongressens vidende, godkendte Carter en plan for en “hemmelig aktion” til 500 millioner dollars, der skulle vælte Afghanistans første sekulære, progressive regering. Dens CIA-kodenavn var Operation Cyklon.
De 500 millioner købte, bestak og bevæbnede en gruppe af strengt religiøse stammefolk, kendt som mujahedinerne. I sin halvofficielle historie i Washington Post skrev Bob Woodward, at CIA brugte 70 millioner dollars alene på bestikkelse. Han beskriver et møde imellem en CIA-agent kendt som “Gary” og en krigsherre kaldet Amniat-Melli:
“Gary lagde et bundt sedler på bordet: 500.000 dollars i 30 centimeter høje bunker af 100-dollarsedler. Han tænkte, at det ville se mere imponerende ud end de sædvanlige 200.000, den bedste måde at sige, “vi er her, vi mener det alvorligt, her er penge, vi ved, I har brug for dem”. Gary kom snart til at bede om – og fik – 10 millioner dollars i kontanter.
Mujahedinerne
Rekrutteret fra hele den muslimske verden, blev USA’s hemmelige hær trænet i lejre i Pakistan, ledet af pakistansk efterretningsvæsen, CIA og det britiske MI6. Andre blev rekrutteret på en islamisk skole i Brooklyn, New York, indenfor synsvidde af de dødsdømte tvillingetårne. En af rekrutterne var en saudisk ingeniør kaldet Osama bin Laden.
Målet var at sprede islamisk fundamentalisme i Centralasien og destabilisere og med tiden ødelægge Sovjetunionen.
I august 1979 meldte den amerikanske ambassade i Kabul, at “USA’s større interesser … ville være tjent med PDPA-regeringens fald, uanset hvilke tilbageskridt dette måtte medføre for fremtidige sociale og økonomiske reformer i Afghanistan“.
Læs de kursiverede ord ovenfor én gang til. Det er ikke ofte, at så kyniske hensigter udtales så klart. USA sagde, at en oprigtigt progressiv afghansk regering og afghanske kvinders rettigheder kunne gå ad helvede til.
Seks måneder senere gjorde Sovjet sit fatale udfald ind i Afghanistan som svar på den amerikansk skabte jihadiske trussel på deres dørtærskel. Bevæbnet med Stinger-missiler leveret af CIA og fejret som “frihedskæmpere” af Margaret Thatcher, fik mujahedinerne efterhånden drevet den røde hær ud af Afghanistan.
Under navnet Den Nordlige Alliance blev mujahedinerne domineret af krigsherrer, som kontrollerede heroinhandelen og terroriserede landdistrikternes kvinder. Taleban var en ultrapuritansk fraktion, hvis mullaher bar sort og afstraffede røveri, voldtægt og mord, men bandlyste kvinder fra det offentlige liv.
I 1980’erne tog jeg kontakt til den Revolutionære Association af Kvinder i Afghanistan, kendt som RAWA, som havde forsøgt at gøre verden opmærksom på afghanske kvinders lidelser. Under tiden med Taleban gemte de deres kameraer under deres burkaer for at filme vidnesbyrd om rædsler og gjorde det samme for at afsløre de vestligt støttede mujahediners brutalitet. “Marina” fra RAWA fortalte mig, at “vi tog videobåndet med til alle de store mediegrupper, men de ville ikke vide det…”
Bush og Blair
I 1996 blev den oplyste PDPA-regering væltet. Premierministeren, Mohammad Najibullah, var taget til FN for at appellere om hjælp. Da han vente hjem, blev han hængt fra en lygtepæl.
“Jeg tilstår, at (lande) er brikker på et skakbræt”, sagde Lord Curzon i 1898, “på hvilket der udspilles et stort spil om verdensdominans”. Den indiske vicekonge refererede i særdeleshed til Afghanistan. Et århundrede senere anvendte premierminister Blair nogle lidt andre ord. “Dette øjeblik skal gribes”, sagde han efter 11. september. Kalejdoskopet er blevet rystet. Stykkerne er i bevægelse. De vil snart lande igen. Før de gør, skal vi omorganisere denne verden omkring os.”
Om Afghanistan tilføjede han dette: “Vi vil ikke forlade jer, (men sikre) en vej ud ad denne fattigdom, som udgør jeres elendige eksistens”.
Blair lød som sin mentor, præsident George W. Bush, som talte om ofrene for hans bomber fra det ovale kontor: “Det undertrykte afghanske folk vil lære den amerikanske gavmildhed at kende. Når vi rammer militære mål, vil vi også nedkaste mad, medicin og fornødenheder til de sultende og lidende…
Næsten hvert et ord var usandt. Deres bekymrede deklarationer var et grusomt dække over en imperiel vildskab, som “vi” i Vesten sjældent genkender som sådan.
I 2001 var Afghanistan slået og afhængigt af nødhjælpskonvojer fra Pakistan. Som journalist Jonathan Steele rapporterede, forårsagede invasionen indirekte omkring 20.000 menneskers død, da hjælp til tørkeofre stoppede, og folk flygtede fra deres hjem.
Atten måneder senere fandt jeg ueksploderede amerikanske klyngebomber i brokkerne i Kabul, som ofte blev forvekslet med gule nødhjælpspakker kastet ned fra luften. De blæste lemmerne af fouragerende, sultne børn.
I landsbyen Bibi Maru så jeg en kvinde kaldet Orifa knæle på gravene over sin mand, Gul Ahmed, en tæppevæver, og syv andre familiemedlemmer, heriblandt hendes seks børn og to børn, som blev dræbt hos naboen.
En amerikansk F-16-maskine var kommet som et lyn fra en klar himmel og havde smidt en Mk82 500-punds bombe på Orifas hytte af mudder, sten og strå. Orifa var ude på det tidspunkt. Da hun kom hjem, samlede hun ligdelene.
Måneder senere kom en gruppe amerikanere fra Kabul og gav hende en kuvert med 15 sedler. 15 dollars i alt. “To dollars for hvert familiemedlem der blev dræbt”, sagde hun.
Afghanistans olie
Invasionen af Afghanistan var et svindelnummer. Efter 11. september forsøgte Taleban at distancere sig fra Osama bin Laden. De var på mange måder en amerikansk kunde, som Bill Clintons administration havde foretaget en række hemmelige handler med på vegne af et amerikansk olieselskab for at tillade byggeriet af en naturgasrørledning til tre billioner dollars.
I dybeste hemmelighed var Talebans ledere blevet inviteret til USA og underholdt af direktøren for Unocal-selskabet i dennes mansion i Texas og af CIA i deres hovedkvarter i Virginia. En af kræfterne bag handlen var Dick Cheney, senere George W. Bushs vicepræsident.
I 2010 var jeg i Washington og arrangerede et interview med hovedmanden bag Afghanistans moderne æra af lidelser, Zbigniew Brzezinski. Jeg citerede for ham fra hans selvbiografi, hvori han indrømmede, at denne store plan for at trække Sovjet ind i Afghanistan havde skabt “nogle få oprørte muslimer”.
Har du fortrudt noget? spurgte jeg.
”Fortrudt? Fortrudt? Hvilke fortrydelser”?
Når vi ser de aktuelle scener fra Kabuls lufthavn og lytter til journalister og generaler i fjerne TV-studier græde over tilbagetrækningen af “vores beskyttelse”, er det så ikke tid til at tage ved lære af sandheden om fortiden, så alle disse lidelser ikke kommer til at gentage sig?
Artiklen har været bragt i Monthly Review 26. august 2021 og er oversat af Jette Vellet. Den har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 4, oktober 2021.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
