Rejsebrev
24. maj, 2025 – Det har været to overvældende dage i Carácas, Venezuela. Som en del af en gruppe på 400 valgobservatører fra 53 lande, ankom jeg til Carácas klokken 6 om morgenen, og efter endnu en times køretur ud til det hotel, hvor en del valgobservatørerne er blevet installeret med henblik på at overvåge parlamentsvalget søndag den 25. maj.
Udover de 285 pladser til det nationale parlament skal der tillige vælges 24 nye guvernører til de 24 stater, som Venezuela er opdelt i samt 260 rådgivere til statsrådene, i alt 569 pladser. Der skal vælges mellem 6687 kandidater blandt i alt 54 opstillede partier/politiske bevægelser.
Valgobservatører ankommer fra alle dele af verden, hvorfor folk dumper ind på forskellige tidspunkter. Selv ankom jeg den 22. maj om morgenen, og efter blot en enkelt times hvile var det tid til morgenmad for derefter at tage på sightseeing i Carácas.
Venezuelas demokrati er for og med de dårligst stillede i samfundet!
En spændende guidet tur i hjertet af byen, hvor vi fik en historisk indsigt i byens udvikling fra de første spanske kolonisatorer og frem til den venezuleansk-fødte Simon Bolivars befrielse af store dele af Latinamerika fra den spanske kolonimagt.
Efter en hurtig frokost og et kort hvil, var det atter afsted for at nå ind og følge afslutningen på valgkampagnen torsdag aften.
En folkefest hjertet af Caracas
Her blev vi tilskuer til en sand folkefest, der med lokale musikere og sangere varmede op til præsident Nicholas Maduros ankomst. Han havde valgt at gå en fem kilometer lang strækning gennem Caracas’ gader akkompagneret af sin kone, Cilia Flores, samt en menneskemængde, der fulgte ham hele vejen til scenepladsen, hvor vi stod og ventede med endnu en veloplagt folkemængde, der dansede til musikken. Det var virkelig en folkefest!
Specielt var det at opleve Maduros kontakt både med publikum og med musikerne på scenen, som var det en stor familie! Og det var også Maduros budskab, at dette ikke var et borgerligt demokrati, hvor de rige sidder på magten og laver lovgivning til fordel for egen vindings skyld.
Venezuelas demokrati er for og med de dårligst stillede i samfundet! Og frem for alt blev der tilskyndet til, at folk stemmer til valget.
Maduro foreslog endda at belønne de kommuner, hvor der blev afgivet flest stemmer. Dette forslag skal ses som en del af et større projekt, hvor man er ved at sætte gang i en masse kommunale initiativer for at styrke decentraliseringen og dermed det kommunale systems rolle.
Det var en meget smuk oplevelse at overvære og frem for alt at opleve så mange unge fremmødte.
Mærkeligt var det dog at se så meget militær og sikkerhedsfolk på gaden, men man er nødt til at forstå Venezuelas situation.
USA’s fjendskab
I de sidste 25 år har USA’s politik mod Venezuela været kendetegnende for en stor fjendtlighed over for Venezuela.
Med Hugo Chavez som præsident i Venezuela påbegyndtes en selvbevidsthed at opstå i Latinamerika, der hurtigt skulle vise sig at være en trussel mod USA’s forståelse af deres ”baggård”.
Chavez var tillige meget inspireret af Cuba, og ikke mindst Cubas daværende præsident, Fidel Castro. Han har været USA’s hovedfjende siden den cubanske revolutions fødsel i 1959, hvor Kennedy-brødrene svor, at der ikke måtte opstå et nyt Cuba noget sted i verden trods det, at USA få år inden havde været med til at udvikle FN-pagten, der netop garanterer ethvert lands suveræne selvbestemmelse og nationernes ligeberettigelse.
Siden start 00’erne har Venezuela oplevet US-interventioner i form af meddelagtighed i flere kupforsøg, attentatforsøg mod politiske ledere, angreb mod landets olieindustri, støtte til højreekstreme kredse, opfordring til oprør og vold i landet, indsættelse af ikke-legitim præsident (Juan Guaidó) samt indefrysning af Venezuela-reserver i USA til en værdi af 300 milliarder dollars.
Trump lovede tillige i sin første præsidentperiode at “eliminere de sidste tre socialistiske lande i Amerika: Venezuela, Cuba og Nicaragua”.
Trusler mod valget
Det store antal militær- og sikkerhedsfolk er derfor i det perspektiv fuldt forståeligt for at sikre et fredeligt valg. I alt er der på landsplan udsendt 490.000 sikkerhedsfolk til at sikre ro ved de næsten 16.000 valgsteder rundt om i landet.
Allerede nu er omkring 50 personer blevet anholdt , der ifølge ministeren for indre anliggender, retfærdighed og fred , Diosdado Cabello , skulle have planlagt sabotage af valget ved at forberede ”attentater mod ambassader, politistationer, olieinstalationer, elværker samt hospitaler”.
Så faren for kaos er altid reel, når man som Venezuela er erklæret en ”usædvanlig og ekstraordinær national sikkerhedstrussel” mod USA.
I Danmark har vi også lignende sikkerhedsregler inkorporeret i vores straffelov, der skal sikre, at der ikke sker indblanding fra en eventuel ydre fjende.
I de sidste 25 år har USA’s politik mod Venezuela været kendetegnende for en stor fjendtlighed over for Venezuela.
Dette kan man læse om i straffelovens kapitel 12, hvor straframmen i Danmark er op til livstidsfængsel. Med den nu afdøde Søren Pape som indenrigsminister blev der i straffeloven også tilføjet muligheden for at straffe folk med op til 12 års fængsel, hvis en person op til et folketingsvalg samarbejder med udenlandske tjenester med henblik på at påvirke ”valg og stemmeafgivning” (§ 108,2 i straffeloven)
På næste dags program blev vi præsenteret for det berømte venezuleanske e-voting stemmesystem, som af Jimmy Carter i 2012 blev erklæret det bedste af alle afstemningssystemer i hele verden.
Man stemmer digitalt og anonymt og modtager samtidig en kvitering på, at man har stemt. Det var en næsten tre timer lang gennemgang af stemme-systemet, hvor valgobservatører frit kunne stille spørgsmål til systemets sikkerhed og troværdighed. Uden tvivl et meget sikkert system, netop som Jimmy Carter udtrykte det tilbage i 2012.
Forbud mod alkohol
Siden Chavez som præsident i start 00’erne har Vesten stillet spørgsmålstegn ved legitimiteten i de venezulanske valg, men her bliver vi nødt til at forstå specielt USA’s forhold til Venezuela, og derudover må vi prøve at forstå EU/Vestens forhold til USA.
De seneste tider har i høj grad afsløret Vestens næsten koloniale afhængighed af USA, hvor EU tydeligt underlægger sig USA’s udenrigspolitiske dagsorden. Så meget mere ondt gør det i EU, at deres allierede nu synes at køre en udenrigspolitik, der kolliderer med resten af Vesten og derigennem udstiller, USA’s ”America first”-paradigme, som også eksisterede lang tid før, Trump begyndte at bruge dette slogan.
Med EU/Vestens vasal-forhold til USA vælger de følgelig at stille sig på USA’s side i forståelse af Venezuela som en ”usædvanlig og ekstraordinær national sikkerhedstrussel”.
Om USA’s trusler mod Danmark (i spørgmålet om Grønland) og Canada kommer til at ændre Vestens forhold til USA, må tiden vise, men man kunne måske skele til Venezuela og en del andre latinamerikanske lande, der siden 2014 har erklæret Latinamerika for en ”fredszone” (Zona de paz).
Så ville vi måske se en fredeligere udvikling i Europa, hvor EU’s mål om at skabe social fremgang i alle lande kunne styrkes frem for at budgetterne nu beror på at finansiere krige og skabe fjendskab til naboer, der kun skaber endnu mere splittelse i hele EU, fremmer protektionismen og i sidste ende undergraver hele EU-projektet.
Siden i går er der indført forbud mod salg og distribution af alkoholiske drikke, så vi måtte nøjes med sodavand til vores aftensmad. Dette sker som en del af flere tiltag i dagene før valget og til efter valget den 26. maj med henblik på gennemførelse af et sikkert og roligt valg!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
