Lørdag summede den britiske hovedstad London af 180.000 mennesker, der gik i demonstration under parolerne “Stop våbenforsyninger til Israel, og stop bomberne mod Gaza”.
Der var tale om den største propalæstinensiske protest i britisk historie.
Selv om der torsdag den 20. maj blev erklæret midlertidig våbenhvile i Gaza, mødte demonstranterne i London alligevel massivt op, skriver det britiske dagblad Morning Star. Det vidner om den store støtte til palæstinenserne og kritikken af Israels apartheidpolitik, tilføjer avisen.
Arrangører var blandt andet Palestine Solidarity Campaign og Friends of Al-Aqsa.
Der bliver ingen våbenhvile i vores kampagne for at boykotte, deinvestere og sanktionere den israelske apartheidstat.
John McDonnell, eks-skyggeminister og nuværende parlamentsmedlem for Labour
Tidligere skyggeminister og nuværende parlamentsmedlem for Labour, John McDonnell, sagde i sin tale til demonstranterne, at presset mod apartheid-Israel bliver ved.
– Lad os gøre det klart – der bliver ingen våbenhvile i vores kampagne for at boykotte, deinvestere og sanktionere den israelske apartheidstat, sagde han.
Demonstranterne var harme over, at israelsk politi, trods våbenhvilen i Gaza, stormede al-Aqsa-moskeen i Østjerusalem fredag, efter at dagens bønner var forbi.
Hundreder af palæstinensere var samlet ved moskeen for at fejre våbenhvilen, oplyser netportalen Middle East Eye.
Den tilføjer, at israelske styrker stadig forhindrer palæstinensiske demonstranter i at komme ind i bydelen Sheikh Jarrah i Østjerusalem, hvor en række palæstinensiske familier står til at blive smidt ud af deres huse.
Generalstrejke
I tirsdags i sidste uge deltog palæstinensere i Gaza, Vestbredden, Østjerusalem og i israelske byer og landsbyer i en fælles generalstrejke. Initiativtager var Østjerusalems sammenslutning af forretningsdrivende (The Committee of East Jerusalem Merchants), skriver netportalen Arab News.
Strejken omfattede altså hele det historiske Palæstina.
I Gaza oplyser netværket af ngo’er (PNGO) samt det palæstinensiske menneskerettighedsråd (PHROC), at Israel med sine bomber, missiler og granater “systematisk har målrettet civile og civile områder og bygninger samt infrastruktur”.
Det har kostet flere end 240 palæstinensere livet, hvoraf størstedelen var civile – og de såredes antal var over 1400.
FN’s koordinator i de palæstinensiske områder, Lynn Hastings, oplyste søndag på et pressemøde, at hun efter et to-dages besøg i Gaza var dybt berørt over at høre om “menneskers utænkelige lidelser” efter de 11 dages bombardementer.
Lynn Hastings mødte blandt andet en far, der mistede sin kone og fire af sine fem børn.
Hun så ruinerne af et medicinsk laboratorium, der testede for covid-19, og et smadret sundhedscenter, som før havde Gazas mest effektive vaccinationsprogram.
Lynn Hastings så også, efter eget udsagn, flere beskadigede skoler, som børn ikke kunne vendte tilbage til.
– Folk – og børn i særdeleshed – er traumatiseret mere end nogensinde før. Bomberne kom ustandseligt. Mange forældre prøver forgæves at forsikre deres børn om, at dette ikke vil ske igen, lød det fra Lynn Hastings.
Danskeren Jens Lærke, talsperson for FN’s Humanitære Koordinationskontor (UNOCHA), kan oplyse, at 132 bygninger, herunder 621 boliger og forretningsenheder er blevet ødelagt i Gaza.
– Yderligere 316 boligenheder er blevet alvorligt beskadiget og gjort ubeboelige, sagde Jens Lærke på et pressemøde.
Ifølge FN er seks hospitaler, ni sundhedscentre og et afsaltningsanlæg, der forsyner 250.000 palæstinensere med rent drikkevand, blandt de ødelagte bygninger.
I Israel er 11 israelere blevet dræbt af raketter fra Gaza på 11 dage.
FN har rejst 18 millioner dollars til ekstraordinær hjælp til Gaza efter Israels bombardementer.
70 angreb på journalister
Ifølge det palæstinensiske journalistforbund (PJS) angreb Israels militære styrker mere end 33 medieorganisationer, dræbte én og sårede over 70 journalister i Gaza under de 11 dages bombardementer.
PSJ vil indbringe angrebene på journalister for Den Internationale Straffedomstol (ICC) for at retsforfølge gerningsmændene og de embedsmænd, der støttede dem.
Under bombekampagnen ødelagde israelske missiler en mediebygning, som nyhedsbureauet AP og TV-stationen Al Jazeera anvendte.
– Vi er chokerede og rystede over, at det israelske militær har gået efter at ødelægge bygningen, udtaler AP’s administrerende direktør, Gary Pruitt, i en meddelelse.
I øvrigt rapporterer samme nyhedsbureau, at 17 palæstinensiske journalister fra Gaza, få timer efter at den seneste våbenhvile trådte i kraft, fik deres WhatsApp-konti spærret. WhatsApp er ejet af Facebook, der tidligere har igangsat et omfattende arbejde for at udrydde “anti-semitisme” på dets platforme.
Facebook er ejet af Marc Zuckerberg, der flere gange har udtrykt sin støtte til Israels hær.
Klapjagt på unge
Søndag aften meddelte israelsk politi, at omkring 1550 personer er blevet arresteret siden 9. maj i Israel for at have deltaget i “pro-palæstinensiske” protester. De vil blive “retsforfulgt” for blandt andet forstyrrelse af den offentlige ro og orden.
Blandt de arresterede er aktivister fra den sekulære arabisk-israelske valgfront Hadash, Israels Kommunistiske Parti og medlemmer af dets ungdomsforbund, meddeler Israels Kommunistiske Parti.
Og i løbet af de næste dage vil arrestationerne fortsætte af både israelere og palæstinensere for blandt andet at have deltaget i sit-ins, hedder det fra politiet, der kalder deres massearrestationer for “Operation Lov og Orden” med flere tusinde politifolk afsat til at foretage razziaer i byer overvejende beboet af palæstinensiske statsborgere i Israel.
Arabere udgør omkring 20 procent af Israels befolkning.
Boykot
I Sydafrika er harmen over Israels gentagne angreb og apartheidpolitik på kogepunktet.
Tirsdag opfordrede vicegeneralsekretæren for regeringspartiet ANC, Jessie Duarte, til at Sydafrika afbrød de diplomatiske forbindelser med Israel på grund af “det folkedrab, det begår i Palæstina”.
– Vi opfordrer til fuldstændigt at lukke Israels ambassade i vor hovedstad Pretoria og Sydafrikas ambassade i israelske Tel Aviv, siger Duarte, der førte an i en demonstration ved den israelske ambassade i Sydafrika for at vise solidaritet med den palæstinensiske sag, rapporterer TV-stationen TeleSur.
ANC har haft regeringsmagten i Sydafrika siden valget i 1994.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.