Boligprisers himmelflugt
Artiklen er lidt svær at forholde sig til, hvis man ikke kender pyramideteorien, og heller ikke ved, hvem der stå for den.
Sejer F
Log ind for at svareI dette indlæg vil jeg forklare de to linjer, der i dag findes i forhold til imperialismen i revolutionære organisationer og partier. Der er forskellige nuancer af disse to sider, men alle falder i bund og grund i den ene eller den anden lejr.
Dette spørgsmål er af største vigtighed, ikke kun fordi det splitter den kommunistiske bevægelse både nationalt og internationalt, men fordi det også er et spørgsmål, der grundlæggende orienterer den måde, hvorpå vores praktiske linje skal ligge for at få succes med at overvinde imperialismen.
Det globale perspektiv og antiimperialistiske bevægelsers rolle
Det, vi ser på globalt plan, er en kamp mellem undertrykkende og undertrykte nationer – mellem imperialistiske lande og de lande, der er blevet udsat for imperialisme. Lande, hvis udvikling historisk er blevet underlagt de imperialistiske magters interesser, opnår i stigende grad økonomisk og politisk selvstændighed. Selv om de imperialistiske lande har været i stand til at holde denne udvikling tilbage i en periode, kan det ikke vare ved. Det er ikke en statisk situation. Klassekræfterne, der stræber efter udvikling, eksisterer stadig og fortsætter deres kamp.
Disse progressive kræfter består ikke kun af arbejderklassen i det globale syd, men inkluderer også dele af småborgerskabet og det nationale borgerskab i de undertrykte lande. Hovedleddet i den globale undertrykkelseskæde i dag er imperialismen. Det, der gør en bevægelse progressiv, er dens placering i kampen mod dette system.
Imperialismen kan ikke blot reduceres til en række adskilte fakta – som for eksempel hvor meget kapital et land eksporterer. Det er et kvalitativt økonomisk og politisk forhold – et parasitisk et – der udvinder merværdi fra det globale syd til fordel for de imperialistiske lande. Når lande begynder at bryde ud af dette forhold, svækker de hele det imperialistiske system. Selv om disse bevægelser ikke nødvendigvis er socialistiske, skaber de betingelserne for en socialistisk fremtid. Derfor støtter vi i Kommunistisk Parti (KP) alle bestræbelser i det globale syd på at opbygge deres produktivkræfter og styrke sig politisk og økonomisk over for imperialismen.
Pyramide-teorien fejler grundlæggende i sin forståelse af imperialismen, fordi den ikke anvender den marxistiske dialektiske metode, men i stedet falder tilbage i en metafysisk og statisk opfattelse af verden.
Vi ser positivt på udviklinger som BRIKS+. Selv om BRIKS ikke er en socialistisk blok, spiller det en progressiv rolle i en del af verden, der historisk er blevet udelukket fra den økonomiske udvikling, der har præget Vesten. Ligesom kapitalismen engang spillede en progressiv rolle i Europas overgang fra feudalisme ved at udvikle produktivkræfterne, kan økonomisk udvikling – også under kapitalistiske rammer – i det globale syd være en progressiv kraft.
Denne bevægelse er selvfølgelig fuld af modsætninger. Men disse er sekundære modsætninger, som udspringer af den primære modsætning: imperialismen.
Iran er et godt eksempel. I 1950’erne forsøgte Irans nationale borgerskab at spille sin historiske rolle ved at udvikle den nationale økonomi og overtage kontrollen med vigtige industrier. Nationaliseringen af olieindustrien var et vigtigt skridt mod uafhængig udvikling. Men imperialismen knuste dette demokratiske forsøg ved at vælte Irans valgte leder og indsætte en reaktionær, kompradorisk monark.
Ikke desto mindre forblev de klassekræfter, der kæmpede for selvstændighed. På grund af datidens materielle forhold – især proletariatets begrænsede størrelse – blev småborgerskabet, især de religiøse ledere, den drivende kraft i den antiimperialistiske kamp. Det kulminerede i den islamiske revolution, som på trods af sine modsætninger var fundamentalt antiimperialistisk.
Først efter denne revolution begyndte Iran at følge en uafhængig udviklingsvej. Landet nationaliserede nøglesektorer som olie og bankvæsen, støttede lokale industrier, gennemførte protektionistiske politikker og satsede stærkt på uddannelse og videnskab – især inden for tekniske fag. Disse politikker førte til industriel vækst inden for blandt andet petrokemi, stål og bilproduktion.
Selv om visse aspekter af Irans indenrigspolitik kan betragtes som reaktionære, spiller landet en progressiv rolle som en antiimperialistisk aktør. Grunden til, at revolutionen i Iran fik en karakter, der strider mod vores idealer, er, at imperialismen knuste Irans demokratiske revolution og efterlod andre klassekræfter til at føre kampen. Derefter bruger de imperialistiske magter konsekvenserne af deres egne handlinger som begrundelse for yderligere intervention.
Derfor siger vi, at imperialismen er hovedleddet i kæden – den modsætning, der, når den forstås og gribes rigtigt, gør det muligt at analysere og håndtere alle andre modsætninger. Hvis vi mister dette perspektiv, risikerer vi at retfærdiggøre imperialistisk indblanding baseret på vores egne subjektive idealer. Vi bliver apatiske eller medskyldige over for imperialistisk aggression mod lande, der ikke lever op til vores standarder – i stedet for at stå i principiel solidaritet med dem.
Vores forståelse af imperialismen som system: økonomiske relationer og udbytning
I stedet for at give jer en tjekliste over, hvad imperialisme er, mener vi, det er vigtigere at forklare, hvad imperialisme gør.
Imperialisme defineres af et økonomisk forhold, hvor finanskapital fra de imperialistiske kerneområder eksporteres til hele nationer i det globale syd – ikke for at udvikle dem, men for at udnytte dem. Undertrykkende lande eksporterer kapital, udvinder værdi og opretholder afhængighed. Dette forhold skaber og opretholder to poler i det globale kapitalistiske system. Ligesom kapitalismen ikke kan eksistere uden modsætningen mellem arbejder og kapitalist, kan imperialismen ikke fungere uden modsætningen mellem undertrykkende og undertrykte nationer.
I kolonitiden blev de koloniserede landes produktive evner ikke blot ignoreret – de blev bevidst ødelagt. Et klart eksempel er Indien. I 1750 stod Indien for cirka 24,5 procent af verdens industriproduktion. I 1880, under britisk kolonistyre, var det tal faldet til under 3 procent.
Det samme mønster gentog sig i andre dele af det globale syd. I Amerika forbød de spanske og portugisiske kolonimagter i det 16. til 18. århundrede bevidst lokal industri. Kolonierne blev ofte juridisk forhindret i at producere varer, der kunne konkurrere med produktionen i moderlandet – for eksempel tekstiler, vin eller jernprodukter. Briterne gjorde det samme: Storbritannien forhindrede bevidst industriel udvikling i sine amerikanske kolonier og forbød direkte højteknologisk produktion op til den amerikanske revolution.
I sidste ende reducerer pyramide-teorien imperialismen til en overflade uden dybde, et billede uden dynamik, en struktur uden historie.
Dette merkantilistiske system tvang kolonierne til at specialisere sig i råstofudvinding og landbrugsproduktion – sukker i Caribien, sølv i Peru, bomuld i den amerikanske sydstat – mens de importerede færdigvarer fra Europa. Resultatet var strukturel afhængighed og underudvikling – en arv, der fortsatte selv efter den formelle kolonialismes ophør.
Med fremkomsten af imperialismen – sammensmeltningen af industri- og finanskapital, domineret af sidstnævnte – blev direkte kolonial kontrol erstattet af mere indirekte midler. Gennem lån, investeringsstrukturer, handelsuligheder og virksomhedskontrol kunne imperialistiske magter udtrække merværdi uden brug af militær besættelse.
Kwame Nkrumah (ghanesisk revolutionær, red.) beskrev denne proces med stor klarhed. Han pegede på, hvordan Afrikas ressourcer blev brugt “til fordel for udenlandske interesser”. I 1950’erne forsynede Afrika Storbritannien med enorme mængder mineraler – guld, diamanter med mere. Men som Nkrumah bemærkede:
– I ingen af de nye afrikanske lande findes der en eneste integreret industri, der bygger på bare én af disse ressourcer.
Afrika forblev fanget i en økonomi baseret på råvareeksport og import af industrivarer – en fortsat afhængighed. Rigdommen i nord blev skabt gennem udbytning af syd, og den efterlod den afrikanske økonomi uden mulighed for industrialisering.
Dette er kernen i den globale kamp under imperialismen: En kamp mellem kræfter, der hindrer udvikling, og kræfter, der må udvikle sig for at overleve.
Vi ser ikke imperialisme som et rent kvantitativt forhold – hvor mængden af kapital, et land eksporterer, alene afgør dets karakter. Vi anlægger en kvalitativ tilgang. Det afgørende er, hvordan kapitalen bruges: Om den opbygger eller nedbryder de produktive evner i lande i det globale syd.
Igen er Nkrumah klar:
– Resultatet af neokolonialisme er, at udenlandsk kapital bruges til udbytning snarere end til udvikling af verdens mindre udviklede områder. Investering under neokolonialisme øger i stedet for at mindske kløften mellem verdens rige og fattige lande.
Han understreger en vigtig pointe: Kampen handler ikke om at afvise al udenlandsk kapital, men om at forhindre, at denne kapital bruges til at udpine og dominere.
– Mens udenlandske private investeringer må opmuntres, skal de reguleres nøje, så de rettes mod vigtige vækstsektorer, uden at kontrollen over disse sektorer overlades til udenlandske interesser. Her ser vi igen behovet for samlet planlægning.
Dette er essensen i den antiimperialistiske strategi i vor tid: Ikke isolation, men kontrol – kontrol over ressourcer, over investeringer og over udviklingens retning. Uden denne kontrol forbliver uafhængighed en tom form.
Monopoler og finanskapital kræver ujævn udvikling for at opretholde superprofitter – ved at udnytte billigere arbejdskraft, svagere markeder og perifere økonomier og ved at forstærke denne ujævne udvikling.
Derfor ser vi i KP modsætningen mellem undertrykkende og undertrykte nationer som fundamental for imperialismen, og vi betragter de økonomiske mekanismer, der opbygger og understøtter dette forhold, som omdrejningspunktet, der giver imperialismen liv.
For os er det også af primær betydning, som Lenin sagde, at have en “klar sondring mellem de undertrykte, afhængige og underlagte nationer og de undertrykkende, udbyttende og suveræne nationer for at imødegå de borgerligt-demokratiske løgne, der nedtoner denne koloniale og finansielle underkuelse af det store flertal af verdens befolkning af en ubetydelig minoritet af de rigeste og mest fremskredne kapitalistiske lande, et træk, der er karakteristisk for finanskapitalens og imperialismens epoke.”
Vores forståelse hviler ikke på en kvantitativ analyse af kapitaleksport for at definere, hvilket land der er imperialistisk eller ej, og heller ikke på en metafysisk tilgang, hvor en nation, blot fordi den eksisterer i et globalt imperialistisk system og reagerer inden for dette, automatisk bliver imperialistisk. En sådan tilgang forhindrer én i at forstå de reelle funktioner af forskellige aspekter og sider af en modsigelse, og man forbliver fastlåst ved overfladen eller fremtoningen af noget.
Kvalitativ forståelse kontra overfladisk analyse
Forestil dig to skabninger: en regnorm og en igle. Ved første øjekast ligner de hinanden. Begge er bløddyr, segmenterede og lever i fugtige omgivelser. De bevæger sig på lignende vis og deler biologiske træk. Men deres funktion – hvad de gør – afslører en væsentlig forskel: Regnormen graver i jorden, ilter den og bidrager til sunde økosystemer. Den er stort set harmløs – endda gavnlig. Iglens funktion er at suge blod fra andre og overleve ved at udvinde næring fra dem. Den er en parasit. Deres ydre lighed skjuler en kvalitativ forskel i rolle og relation. Man kan ikke forstå, hvad de er, blot ved at se på dem – man må undersøge, hvordan de fungerer, og hvilken relation de har til andre.
For eksempel: Når Rusland eksporterer kapital til at opbygge infrastruktur, såsom atomkraftværker i Niger, som er nødvendige for at gøre landet selvforsynende og industrialiseret – en forudsætning for økonomisk uafhængighed – så er det kvalitativt forskelligt fra, når Frankrig eksporterer kapital til Niger for at udvinde uran og bringe det tilbage til Frankrig.
Kapital af førstnævnte type opbygger de produktive kræfter i lande i det globale syd og leverer elektricitet, mens den anden form for kapital efterlader landet med 80 procent af befolkningen uden adgang til strøm – samtidig med at 30 procent af Frankrigs uranforbrug stammer derfra.
Den ene er gavnlig, den anden er parasitær. Hvis vi forveksler regnorme med igler og forsøger at udrydde dem på lige fod, udtømmer vi vores jord og kan ikke gro.
Derfor sætter KP ikke moralske eller ideologiske betingelser på denne økonomiske kamp. Og for os gælder:
“Den vigtigste geopolitiske modsigelse for nuværende er mellem de kræfter, der ønsker at opretholde den transatlantiske imperialistiske bloks hegemoni på den ene side, og de kræfter, der søger en multipolær verdensorden. De store rystelser i det imperialistiske verdenssystem og fremvæksten af flere poler kan bane vejen for nye alliancer, der kan udnytte modsætningerne i det imperialistiske system.”
Den anden linje: Pyramide-teorien og dens problemer
Den anden linje i forståelsen af imperialisme ser alle lande som imperialistiske. Begrundelsen er, at alle lande er kapitalistiske og fungerer inden for et globalt imperialistisk system. Denne teori ser ikke på de kvalitative forhold mellem undertrykkende og undertrykte nationer, men kun på kvantitative forskelle mellem kvalitativt lige nationer – udtrykt gennem en nations placering på en “imperialistisk pyramide”.
Hvordan stemmer denne “imperialistiske pyramide”-teori overens med marxistisk-leninistiske principper? Denne teori nedtoner – eller benægter helt – forskellen mellem undertrykkernation og undertrykt nation som noget grundlæggende. Den hævder, at da monopolkapitalismen er blevet et globalt fænomen, så deler alle kapitalistiske lande – fra de mest magtfulde til de relativt små og afhængige – det samme grundlæggende imperialistiske træk, blot med forskellige grader.
Fortalere for denne teori afviser tanken om, at imperialismen kun kan tilskrives et lille antal lande. De hævder, at alle kapitalistiske nationer, uanset størrelse eller økonomisk styrke, deltager aktivt i det imperialistiske system. Ifølge denne tolkning er Lenins omtale af “en håndfuld stater [der] plyndrer det store flertal” ikke ment som en streng opdeling mellem imperialistiske og undertrykte nationer, men blot som en beskrivelse af en global magthierarki, hvor selv de svagere kapitalistiske lande har egne (om end begrænsede) imperialistiske interesser og drager fordel af det imperialistiske system.
Disse fortalere fremhæver, at borgerskabet i mindre kapitalistiske nationer investerer i nabolande, støtter udenlandske interventioner og allierer sig med dominerende imperialistiske magter for at fremme deres regionale indflydelse. Således ses disse lande som fuldt integrerede i det imperialistiske system.
Hvor pyramide-imperialismen fejler teoretisk
Pyramide-teorien fejler grundlæggende i sin forståelse af imperialismen, fordi den ikke anvender den marxistiske dialektiske metode, men i stedet falder tilbage i en metafysisk og statisk opfattelse af verden. Den betragter imperialisme som et isoleret fænomen – adskilt fra dets modsætning, de undertrykte nationer – og mister dermed det dialektiske forhold, som er nødvendigt for at forstå bevægelsen i det globale system. Det er en analyse uden kontekst, uden sammenhæng, uden relation.
Ved at isolere imperialismen som et træk, der findes i forskellige grader hos alle kapitalistiske nationer, fratager teorien sig selv muligheden for at analysere det som et konkret historisk og socialt forhold mellem to poler: udbyttere og udbyttede. Resultatet bliver en abstrakt og flad forståelse, hvor imperialisme bliver en teknisk etiket på enhver stat snarere end et levende udtryk for en relation i konstant bevægelse.
Denne første fejl fører direkte til den næste: Fordi pyramide-teorien ikke forstår forholdets indre modsætning, ser den heller ikke imperialismens udvikling. For den findes der ingen proces, hvor kvantitet slår over i kvalitet. Der findes kun kvantitative forskelle mellem stater – stærkere og svagere imperialistisk aktører – men ingen spring, ingen opbrud, ingen transformation. Det er et verdenssyn, der forveksler forandring med bevægelse på stedet.
Teorien ender i en cirkulær forståelse af udvikling: Verden bevæger sig ikke fremad, men rundt i ring. Hver stat bliver blot endnu en position i et statisk hierarki, og al bevægelse ses som en forskydning inden for denne pyramide – aldrig som en overgang fra en lavere til en højere kvalitativ tilstand. Udvikling reduceres til gentagelse. Men marxistisk dialektik lærer os, at udvikling er et fremskridt, en overgang fra det simple til det komplekse, fra det gamle til det nye. Den lærer os at se, hvad der er ved at dø – men også, hvad der er ved at opstå.
Pyramide-teorien nægter denne opståen, fordi den nægter selve modsætningen. Og uden at anerkende den indre modsætning – mellem det gamle og det nye, mellem det udtømte og det spirende – kan man ikke forstå bevægelsens retning og derfor heller ikke handle i den. Den bliver ikke bare teoretisk fejlagtig – den bliver politisk lam.
Hvor dialektikken ser imperialismen som et system med indre spændinger, hvor det nye vokser ud af det gamle gennem kamp, ser pyramide-teorien blot et system af konkurrenter, hvor alle er del af det samme, og intet fundamentalt kan ændres. Den fornægter, at udvikling er “kampen mellem modsætninger”, som Lenin sagde. Den fornægter, at transformation sker gennem brud og konflikt – ikke harmonisk, men ved afsløringen af det indre i tingene.
I sidste ende reducerer pyramide-teorien imperialismen til en overflade uden dybde, et billede uden dynamik, en struktur uden historie. Det er netop det modsatte af den marxistiske metode, som kræver, at vi trænger ind i tingenes indre modsætninger og ser dem i deres helhed, bevægelse og konflikt.
I stedet for at forstå, at ethvert fænomen rummer både en negativ og en positiv side, hvis indbyrdes kamp driver dets udvikling – og at alle fænomener må begribes i deres konkrete betingelser, tid og sted – behandler denne tilgang verden som metafysisk den samme, blot fordi den eksisterer i verden. Imperialismen bliver til en “ting i sig selv”, en abstraktion adskilt fra bevægelse, modsætning og konkrethed. Som Lenin udtrykker det:
“Udvikling er ‘kampen’ mellem modsætninger. De to grundlæggende (eller to mulige? eller to historisk observerbare?) opfattelser af udvikling (evolution) er: udvikling som forøgelse og formindskelse, som gentagelse, og udvikling som enhed af modsætninger (opdelingen af en enhed i gensidigt udelukkende modsætninger og deres indbyrdes forhold). I den første opfattelse af bevægelse forbliver selvbevægelsens drivkraft, dens kilde, dens motiv, i skyggen (eller denne kilde gøres ekstern – Gud, subjekt og så videre). I den anden opfattelse rettes opmærksomheden netop mod erkendelsen af kilden til ‘selvbevægelse’. Den første opfattelse er livløs, bleg og tør. Den anden er levende. Kun den anden giver nøglen til ‘selvbevægelsen’ i alt eksisterende; kun den giver nøglen til ‘spring’, til ‘brud i kontinuiteten’, til ‘forvandling til sin modsætning’, til det gamles ødelæggelse og det nyes opståen.”
Ved at fornægte modsætningen og ved at reducere udvikling til blot en variation i skala – stærkere og svagere imperialister – stiller denne teori sig på linje med den livløse, statiske opfattelse, som Lenin advarede imod. Den fremstiller bevægelse som gentagelse, modsætning som hierarki og forandring som illusion. Og dermed mister den selve nøglen til at forstå imperialismen som et system i bevægelse – og som et system, der kan brydes.
Når metafysik erstatter dialektik: en vej uden udgang
Det praktiske resultat af dette er i bedste fald apati og passivitet – og i værste fald åben reaktion. Det rejser spørgsmålet om solidaritet med nationers ret til selvbestemmelse som noget umuligt, fordi afhængige og undertrykte nationer slet ikke eksisterer, eller at undertrykte nationer er allierede med en af de mange imperialister og derfor ikke kan yde kritisk støtte. At støtte et land i det globale syds kamp for selvbestemmelse vil ifølge denne logik være det samme som at støtte en imperialistisk magt eller en marionet for imperialismen.
Imperialistiske interventioner i det globale syd fra Vesten, som i Libyen og Irak, bliver fremstillet som blot “inter-imperialistiske” konflikter. Og da det angiveligt blot er en kamp mellem “imperialistiske nationer”, er den eneste korrekte linje, at arbejderne praktiserer “revolutionært nederlag”.
Denne opfattelse efterlader lande i det globale syd uden mulighed for retfærdigt at kæmpe en befrielseskrig eller for retmæssigt at reagere mod farverevolutioner, fordi alt blot reduceres til to lejre af imperialisme – og må derfor fordømmes. Resultatet er, at hele verden dømmes til passivitet, mens vi i vores egne lande udbreder en fortælling, der er acceptabel for vores egen imperialistiske herskende klasse – at nationale kampe mod imperialisme i det globale syd er uacceptable og reaktionære.
Med denne forfejlede tilgang ville det betyde, at når Burkina Faso, Mali og Niger smider de franske imperialister ud af deres lande og indgår en historisk aftale om at danne en føderation – kendt som Sahel-Staternes Alliance – for at bane vejen for uafhængig udvikling og bekæmpe imperialismen, så ender man med at fordømme den konkrete kamp mod imperialisme som imperialisme i sig selv. Enten ved at betegne dem som en “uafhængig” imperialistisk blok eller som marionetter for en af de eksisterende imperialistiske magtcentre.
Afslutning: Klarhed i kampen mod imperialismen
Denne holdning er uforenelighed med centrale principper i marxismen-leninismen, hvilket understreges af dette citat fra Lenin:
“Imperialismen er den epoke, hvor verdens nationer i stadig stigende grad undertrykkes af en håndfuld af ‘store’ magter; det er derfor umuligt at kæmpe for en socialistisk international revolution mod imperialisme uden at anerkende nationernes ret til selvbestemmelse […] Også i dag, hvis en krig mellem undertrykte nationer og de undertrykkende stormagter skulle bryde ud i Østeuropa eller i kolonierne, ville socialisternes sympati udelukkende ligge hos de undertrykte.”
Hvis kampen mod imperialismen er umulig uden anerkendelsen af en nations ret til selvbestemmelse – uden anerkendelsen af undertrykte landes ret til at forme deres egen udviklingsvej, fri fra det parasitiske forhold der har holdt dem i en tilstand af underudvikling – så kan teorien om pyramide-imperialisme og andre teorier, der logisk ender i samme ramme, kun fungere som teoretiske redskaber til at afvæbne modstanden mod imperialismen ved at blinde den for de reelle forhold, der opretholder og forstærker det imperialistiske system.
På et tidspunkt hvor det imperialistiske system presses til sit bristepunkt – hvor nye former for politisk, økonomisk og militær modstand opstår i det globale syd og lægger et enormt pres på den lille gruppe af imperialistiske magter – og hvor folkene i det imperialistiske centrum begynder at vågne op af en lang døs, enten gennem rædslerne ved et livestreamet folkemord eller gennem de hastigt forværrede materielle vilkår, der skyldes det svækkede greb, de imperialistiske magter har over det globale syd og deres behov for stadig højere profitter – ja, så er det værste, revolutionære organisationer og partier kan gøre, at mystificere denne kamp med metafysik.
Det, vi må gøre, er at gribe fat på og analysere fænomener ud fra en dialektisk ramme – ved at undersøge de modsatrettede kræfter, som udgør og forstærker helheden. Vi må forstå, at “udvikling er kampen mellem modsætninger”, at modsigelser består af gensidigt udelukkende kræfter i kamp, og at det netop er denne konflikt, der driver forandring og frembringer det nye. Vi må betragte fænomener ikke isolerede, men som organisk forbundne med, afhængige af og bestemt af hinanden.
På den måde kan vi formulere en praktisk handlingslinje – en, der reelt truer det gamle og aktivt støtter fremkomsten af det nye.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
