Læserbrev
Denne artikel er oprindeligt optrykt i Monthly Review, hvor forfatterne har inkluderet et større noteapparat, som vi på Arbejderen har valgt at skære fra. Vil du gå på opdagelse i noter og henvisninger, kan du læse den oprindelige tekst her.
Vi står i dag over for den mest markante og bemærkelsesværdige af alle modsætninger: den mellem det, som økosocialisten Ian Angus kalder “kapitalens tid” og “naturens tid”. Som følge heraf er en række sammenflettede økologiske og sociale kriser smeltet sammen og udgør en eksistentiel trussel mod livet på planeten. Disse manifesterer sig på menneskeligt plan i:
(1) den stigende ulige økologiske udveksling mellem det globale nord og syd,
(2) voksende globale socioøkonomiske uligheder,
(3) vedvarende og truende sundhedsmæssige nødsituationer og miljøkatastrofer og
(4) de mangefacetterede udtryk for velfærdskrisen.
Overalt er livet, både menneskeligt og ikke-menneskeligt, truet, og farerne ved at tvinge kapitalens tid ind i naturens tid accelererer årti for årti på et niveau, som man næppe kan forestille sig.
I disse hektiske tider har vi haft adgang til FN’s klimapanel (IPCC) rapporter, der er blevet lækket flere måneder i forvejen af det videnskabelige samfund selv, fordi forskerne frygtede, at deres konklusioner ville blive udvandet undervejs – en frygt, der desværre viste sig at være korrekt, efter at de endelige rapporter blev offentliggjort. Samtidig er der opstået en knaphed på vigtige råstoffer og visse typer plast, mens prisen på gas, kul, olie og næsten alle energikilder er steget voldsomt på grund af de komplekse interaktioner i selve produktionskæden (nu yderligere kompliceret af krigen i Ukraine). Mens det økologiske drama fortsætter med at eskalere, og kritiske mål overskrides med få måneders mellemrum, accelererer energikrisen uden nogen ende i sigte, mens sammenbruddet i forsyningskæderne rammer hårdt over hele verden. Forsyningskæderne, der er indlejret i den globale arbejdsdeling, lider også under sammenbruddet af just-in-time-organisationsmodellen. Alt dette afslører de tilspidsede imperiale relationer mellem kerne og periferi og afdækker den mangfoldighed af kriser, der produceres og reproduceres af det globale hierarki, og som opleves særligt voldsomt af de superudnyttede klasser i det globale syd, der i uforholdsmæssig høj grad er feminiserede og racialiserede.
Energikrisens udtryk
På trods af en vis genopretning efter COVID-19-pandemien, herunder økonomisk genopretning, synes alt at være mere ustabilt og skrøbeligt. Et af de mest bemærkelsesværdige eksempler i de seneste måneder, om end ikke det eneste, har måske været Storbritannien, med dets midlertidige mangel på gas og halvtomme butiksvinduer – et tegn på knaphed, der for ikke så længe siden næsten udelukkende blev forbundet med det globale syd, hvor tendensen helt sikkert fortsætter, som f.eks. i de nylige energimangler i bl.a. Pakistan og Sri Lanka. Ud over de konjunkturelle forhold understøttes energikrisen af en række strukturelle aspekter, der breder sig til alle områder som en olieforurening, herunder et af de alvorligste: overskridelse af toppunktet for konventionel olie – den højeste kvalitet – der blev nået i 2005, som anerkendt af Det Internationale Energiagentur (IEA), og toppunktet for alle olievæsker ved udgangen af 2018. Desuden er toppunkterne for kul og uran og i mindre grad naturgas også overskredet eller meget tæt på at blive overskredet. Den globale kapital og dens medløbere kunne fortsat se bort fra elefanten i rummet, men dens umættelige energislugeri vil i sidste ende knuse os, hvis vi ikke ændrer dens kost i tide. Derudover burde den igangværende klimakatastrofe være nok til at udløse trangen til at holde de fossile brændstoffer i jorden.
Men selv i forbindelse med klimaforandringerne fortsætter den ekstreme ekstraktivistiske model med det resultat, at alle de nævnte kritiske faktorer fører til en hidtil uset stigning i udvindingsomkostningerne for fossile brændstoffer og de fleste mineraler med det deraf følgende tab i energirenten på investeringen. Dette afslører yderligere den ekstreme vanskelighed ved at sikre en gnidningsløs overgang til “rene” energikilder – hvis energikapacitet er og vil være klart lavere. Udfordringen er endnu større, hvis disse ambitiøse “store transformationer” skal gennemføres samtidig i hele verden og i alle økonomiske sektorer. IEA har f.eks. i sin rapport om kritiske mineraler bemærket, at efterspørgslen efter lithium i 2040 vil skulle mangedobles med 42 gange, grafit med 25 gange, kobolt med 21 gange, nikkel med 19 gange og sjældne jordarters mineraler med 7 gange som følge af den forventede udbredelse af vedvarende energikilder. Blandt anbefalingerne til landene i OECD er opbygningen af strategiske reserver for at kunne klare eventuelle forsyningsafbrydelser.
Hvis vi ønsker at undgå en økosocial katastrofe med uforudsigelige konsekvenser, er den længe ventede energiomlægning det bedste eksempel på, hvorfor en koordineret planlægningspolitik er vigtigere end nogensinde før. Det nuværende globaliserede monopolkapitalistiske system har bragt os til denne eksistentielle skillevej. Det er vigtigt, at dette system ikke får lov til at styre løsningen i henhold til det såkaldte frie markeds love. Alligevel skaber selve ordet planlægning, på trods af dets absolutte nødvendighed i lyset af vores nuværende sociale og naturbetingede begrænsninger, alarm i medierne og bliver gentagne gange benægtet i næsten alle vestlige økonomiske institutioner og regeringskontorer – et spøgelse i sig selv.
Man behøver blot at læse IEA’s seneste World Energy Outlook for at få et indtryk af de paradoksale reaktioner, som ethvert forslag om koordineret planlægning giver anledning til. En nedgang i energiudbuddet er undervejs, men i overensstemmelse med de hegemoniske neoklassiske postulater forklares denne nedgang simpelthen på grundlag af et toppunkt i efterspørgslen, idet man ser bort fra enhver økosocial årsag – uanset om den er relateret til pandemien eller andre mere systemiske faktorer, såsom de planetariske grænser, som den kapitalistiske produktion sætter under pres. Det er derfor ikke overraskende, at verdens vigtigste energiagentur samtidig med, at det går ind for en hurtig reduktion af forbruget af fossile brændstoffer for at imødegå den globale opvarmning, også advarer om, at nedgangen i energiforsyningen vil blive brat og frygtelig, hvis der ikke investeres tilstrækkeligt i udvinding og ibrugtagning af nye forekomster.
Denne form for skizofren diagnose inden for en enkelt rapport er naturligvis ikke enestående for IEA. De lækager fra IPCC-arbejdsgruppe III, som en af os har fået offentliggjort i mere end 30 lande, og som har været genstand for debat i visse parlamenter, f.eks. i Irland, tyder på, at en stor del af det videnskabelige samfund i stigende grad er træt af diplomatiske kompromiser, der ikke kalder en spade for en spade. I den forstand er rapportens konklusioner slående, især når de kommer fra et organ, der ikke sjældent har indtaget konservative holdninger ved tidligere lejligheder. For første gang er der ikke blot tale om mere eller mindre præcise abstraktioner om menneskets sociale kompleksitet eller om tidsmæssige forhold, der er defineret af kvalitative tekniske eller teknologiske ændringer, men derimod om en produktionsmåde, der bestemmer og splitter det metaboliske forhold mellem natur og samfund: kapitalismen.
I disse lækkede rapporter fremstår kapitalismen endelig som hovedansvarlig for den miljøkatastrofe, som vi lever i, samtidig med at det afsløres, at dens logik med uendelig vækst i en begrænset verden gør den absolut uforenelig med de planetariske økosystemers geofysiske grænser. Det er på dette grundlag, at rapporten konkluderer, at en vis form for materiel og økonomisk modvækst er uundgåelig på en planet, der stadig mere insisterende og eftertrykkeligt minder os om, at dens ressourcer er ved at slippe op, og at de komplekse processer, der gør den bæredygtig, er afhængige af en ligevægt, hvis brist gør konsekvenserne for livets produktion og reproduktion uforudsigelige. Men på trods af den voldsomme prognose i IPCC-rapporten roser IPCC også målene for bæredygtig udvikling – som omfatter målsætninger, der legitimerer stræben efter uendelig økonomisk vækst eller såkaldt grøn vækst – og som signalerer en skærpelse af modsætningerne i de mest etablerede institutionelle rammer.
Akkumulerede økosociale kriser
Hvis der er ét kendetegn, der forener de akkumulerede økosociale kriser, som vi oplever i dag, og som vil blive mere akutte i de kommende årtier, er det ulighed – både hvad angår oprindelse og konsekvenser. Undersøgelse efter undersøgelse, rapport efter rapport, udtrykker med absolut klarhed, at i den voksende metaboliske spaltning mellem natur og samfund, som den kapitalistiske produktion er baseret på, er det netop de områder, der har det mindste ansvar for drivhusgasemissionerne, der er mest berørt af konsekvenserne heraf. Klimaændringerne, som er en afgørende del af den store beskadigelse af jordsystemet, forårsager stadig mere ukontrollerbare fænomener, herunder alvorlig tørke, ørkendannelse og ændringer i nedbørsmønstre (hvilket er særlig hårdt i de samfund, der i høj grad er landdistrikter, hvis landbrugsaktiviteter er afhængige af klimaets regelmæssighed). Disse forhold vil føre til hungersnød og til stigende og ukontrollerbare migrationsbevægelser. Det er ikke overraskende, at rapporten Ecological Threat Register 2020, der er offentliggjort af Institute of Economics and Peace, viser, at da “6,4 milliarder mennesker lever i lande, der er udsat for mellemstore til store økologiske trusler”, er det anslået, at 1,2 milliarder mennesker er i fare for at blive fordrevet inden 2050.
Det er bestemt prisværdigt at stræbe efter et klimabudget, der sænker kuldioxidkoncentrationerne fra de nuværende 417 ppm til 350 ppm og holder den globale temperatur – uden absolutte garantier – under stigningen på 1,5 °C i forhold til det førindustrielle niveau, som fastsat i Parisaftalen. Det anslås imidlertid, at vi allerede har nået 90 % af de emissioner, der er tilstrækkelige til at nå denne måltemperatur; om et årti vil vi have overskredet grænsen. Hvis den årlige reduktion af emissionerne, der var nødvendig for at nå 1,5ºC-mærket i 2011, således var på 3,7 procent, er den i dag på 9 procent. Som miljøsociologerne John Bellamy Foster, Hannah Holleman og Brett Clark har påpeget: “Dagens business as usual sætter verden på en bane, hvor den rammer en trillion ton kulstof og når 2ºC-grænsen – som markerer irreversible klimaændringer – i 2035.”
Som vi allerede har bemærket, er hverken ansvaret eller konsekvenserne imidlertid ligeligt fordelt på tværs af geografiske, politiske eller menneskelige enheder. En undersøgelse fra 2016 bemærkede allerede, at USA, Canada, Europa, Japan og Australien havde bidraget med 61 procent af den historiske samlede akkumulering af kuldioxidemissioner, sammenlignet med Kinas og Indiens tilsammen 13 procent og Ruslands 7 procent, mens resten af verden kun tegner sig for 15 procent og skibs- og luftfart for de resterende 4 procent – et misforhold, der ville være endnu større, hvis emissionerne blev beregnet i forhold til forbrug og ikke kun produktion.
Uligheden afspejles også på mange andre niveauer. I en anden nylig rapport fra Oxfam blev det beregnet, at de rigeste 1 % af jordens befolkning har været ansvarlige for at udlede lige så meget kuldioxid som de fattigste 3,1 milliarder mennesker mellem 1990 og 2015, hvilket svarer til 15 % af emissionerne. De rigeste 10 procent har udledt 52 procent, mens den fattigste halvdel af befolkningen kun har bidraget med knap 7 procent af det samlede resultat. En anden rapport, der blev offentliggjort for nylig af samme organisation, beregnede, at “verdens rigeste 1 procent i vil 2030 have et forbrug pr. person, der stadig er 30 gange højere end det globale niveau pr. person, der er foreneligt med Parisaftalens mål på 1,5ºC”. Mens den rigeste 1 procent og de rigeste 10 procent vil have en udledning pr. indbygger, der er henholdsvis 30 og 9 gange højere end det krævede niveau, og den rigeste 1 procent skal reducere sine nuværende udledninger med ca. 97 procent for at nå målet, “vil fodaftrykket for den fattigste halvdel af verdens befolkning forblive et godt stykke under 1,5°C.- kompatibelt niveau.” En undersøgelse af ressourceforbruget mellem 1970 og 2017 viste, at det globale nord er ansvarlig for 74 procent af det globale overforbrug af materialer og økologiske skader, “primært drevet af USA (27 %) og EU (25 %)”, mens Kina er ansvarlig for 15 procent og resten af det globale syd kun for 8 procent.
Det nyligt offentliggjorte Sustainable Development Index, der er ledet af den økonomiske antropolog Jason Hickel, “måler den økologiske effektivitet i den menneskelige udvikling i erkendelse af, at udvikling skal ske inden for planetariske grænser” og har til formål at “opdatere Human Development Index i forhold til den økologiske virkelighed i den antropocæne tidsalder”. Det har bekræftet (med data frem til 2019, baseret på forbrug og ikke produktion) de hidtil fremlagte teser: emissionerne og ressourcespildet i de rige lande i det globale nord og de fattige lande i det globale syd er spektakulært uforholdsmæssigt store. Den økologiske imperialisme mellem kerne og periferi er derfor en geopolitisk realitet i den antropocæne tidsalder.
Den skræmmende konklusion, som alle disse data fører til, er, som Ian Angus har påpeget, at “hvis de fattigste 3 milliarder mennesker på planeten på en eller anden måde forsvandt i morgen, ville der stort set ikke være nogen reduktion i den igangværende miljøødelæggelse”.
Afakkumulering, afkommodificering og afkolonisering: En retfærdig modvækst
I lyset af modsætningen mellem kapitalistisk vækst og planetens geofysiske grænser med den uundgåelige nedgang i tilgængeligheden af og adgangen til dens materielle ressourcer har modvækst fået en usædvanlig central plads i den offentlige debat. Dette er ikke kun en reaktion på den seneste IPCC-rapport – på trods af de ændringer, der er foretaget i den offentliggjorte udgave af Summary for Policymakers i forhold til de oprindelige lækager. Det Europæiske Miljøagentur har offentliggjort et dokument med titlen “Growth Without Economic Growth”, og modtageren af Nobelprisen i fysik, Giorgio Parisi, benyttede sit møde med parlamentsmedlemmer i det italienske parlament til at understrege, at “BNP-vækst er uforenelig med kampen mod den globale opvarmning”. Den internationale udgave af New York Times satte for sin del modvækst på forsiden og fremhævede Hickels bidrag til bevægelsen, som han præsenterede som “en planlagt reduktion af energi- og ressourceforbruget, der har til formål at bringe økonomien tilbage i balance med den levende verden på en måde, der reducerer uligheden og forbedrer menneskets velfærd.” Hvis vi lader vækst forblive den centrale målestok for økonomien, vil det ske på bekostning af en allerede kompromitteret klimastabilitet i de kommende århundreder, hvis ikke årtusinder, selv hvis vi straks reducerer vores drivhusgasemissioner. Selv om denne idé er på vej ind i mainstream, er der ikke desto mindre mere end nogle få repræsentanter for den institutionaliserede magt, som klamrer sig til deres veletablerede og fastlåste interesser og foretrækker at fastholde “afkoblings”-bedraget, som om kejseren ikke allerede var nøgen. Det er på denne katastrofale ” virkeligt eksisterende” økologi, at en i forvejen labyrintisk og vanskelig energiomlægning skal bygges, hvilket gør scenariet endnu mere kompliceret.
Hvis den eneste krise var en energi- og ressourcekrisen, ville det måske være muligt at imødegå den med en vis tekno-optimistisk margin uden at skulle tænke i de samme baner, som fortalerne for modvækst – som Hickel og økonomerne Tim Parrique og Giorgos Kallis, der alle tre blev nævnt i IPCC’s arbejdsgruppe III-rapport. Men vi taler om en systemisk krise, der er indbygget i kapitalens logik, og som rækker ind i alle sociale og naturlige sfærer på en begrænset planet i en kritisk tilstand. Derfor står enhver teknofetishistisk satsning over for uundgåelige dilemmaer. Hvis målet var at løse klimaproblemet i forbindelse med udledningen af drivhusgasser (som kun er en af de mange planetariske tærskler, der er overskredet) med teknologiske midler og samtidig lade de nuværende sociale relationer forblive intakte, ville det indebære en forværring af energikrisen.
De teknologiske løsninger, der markedsføres i de fleste institutionelle sammenhænge – lige fra dem, der er baseret på processer til opsamling og binding af kulstof, til dem, der er viet til massiv omlægning til vedvarende energikilder eller megalomaniske geoengineering-fantasier – er behæftet med en naiv tekno-optimisme, der nærmer sig magisk tænkning. Desuden overser de adskillige materielle variabler, der går imod selve principperne for geoengineering, for ikke at nævne de etiske dilemmaer, der er forbundet med den yderligere elitisering af den politiske beslutningstagning eller den næsten ærbødige tillid til stærkt teknokratiske kredse, som disse mekanismer ville føre til. Som om dette ikke var nok, har energi- og ressourcekriserne tilsvarende vigtige forgreninger, såsom den stigende udryddelse af arter og det kritiske tab af biodiversitet generelt. Disse systematiske tendenser vil uundgåeligt blive forværret af en dårligt forvaltet energiomlægning, der vil kræve enorme mængder jord og ressourcer, hvilket vil uddybe de destruktive sociale konsekvenser af virksomhedernes ekstraktivisme, især for landbefolkninger og oprindelige folk.
Samtidig må ethvert forslag, der tager dette scenarie alvorligt, konfrontere den åbenlyse sociale ulighed på en planet, hvor det globale nord, bare fra 1990 til 2015, netto tilegnede sig råmaterialer, hektar jord, energi og arbejdskraft til en værdi af 242 billioner dollars, svarende til en fjerdedel af dets samlede bruttonationalprodukt. Og hvor 2,2 milliarder mennesker, især i det globale syd, ikke har adgang til rent drikkevand, 4,2 milliarder mangler sikre sanitære forhold, 2 milliarder lever i lande med vandknaphed, 759 millioner ikke har adgang til elektricitet (mens det anslås, at 660 millioner fortsat vil være uden elektricitet indtil 2030), og 2,6 milliarder fortsat mangler adgang til hygiejniske forhold til madlavning. Desuden har krigen i Ukraine bragt milliarder af mennesker i en hidtil uset fødevarekrise, som er uadskillelig fra den igangværende energikrise. I en tid, hvor de ti rigeste mænd i verden har fordoblet deres rigdom, og 99 procent af menneskeheden har fået deres indkomst beskåret, har ingen ret til at fortælle de “fordømte her på jorden”, at de kommer for sent til udviklingen, eller at fremtiden allerede er lukket for dem, især da deres indflydelse på miljøkrisen fortsat er ubetydelig.
Denne sammenkædning af problemer stiller os over for et kompliceret scenarie, som det ikke bliver let at komme ud af. Forslagene skal tage fat på denne kompleksitet ved roden, radikalt: Stillet over for en økosocial konflikt af systemisk karakter kan vi ikke blot appellere til individuelle og spontane ændringer, men må gå over til kollektiv og koordineret planlægning. I årtusinder har menneskeheden baseret sin økonomiske produktion på at opfylde sine behov, men som Angus påpeger, “under kapitalismen er det meste af produktionen til udveksling: arbejdskraft og natur udnyttes for at producere varer, der kan sælges for mere end produktionsomkostningerne, for at akkumulere mere kapital og gentage processen”. Vækst får en centralitet under kapitalen uden historisk fortilfælde; “vækstideologien forårsager ikke evig akkumulation – den retfærdiggør den.”
Den ulighed, som systemet baserer sig på, er hverken et produkt af en abstrakt menneskelig tilstand eller af en række uforudsigelige fejltagelser, men er følger af selve logikken i kapitalistisk akkumulation med den konstante og ekspansive vækst, der er nødvendig for dens eksistens, uanset klodens begrænsninger, som i dag drives af det uophørlige og voksende forbrug af fossile brændstoffer. Det er denne eksklusive egenskab ved kapitalen, akkumulationen, der giver den næring, der gør, at væksten kommer i modstrid med selve livet. Ethvert forslag til en retfærdig modvækst, der radikalt konfronterer dette scenarie, må også være et forslag om afakkumulering. Eftersom den økologiske ulighed, er en naturlig del af den kapitalistiske akkumulation, der producerer og reproducerer de dramatiske økosociale forhold, som de mest udbyttede og marginaliserede mennesker står over for, må enhver radikal kritik af væksten ske på grundlag af et positivt alternativ.
Som Hickel har påpeget, fokuserer modvækst primært på de imperialistiske kernelande med forholdsvis høj indkomst, fordi det “ikke finder anvendelse på økonomier, der ikke er kendetegnet ved et overdrevent ressource- og energiforbrug”, dvs. det globale syd generelt, i betragtning af dets ulige økologiske udveksling med det globale nord. Således er modvækst også en “opfordring til at vende de processer, der ligger bag væksten: …afakkumulering, afkommodificering og afkolonisering.” Som sådan sigter strategien mod at bekæmpe atmosfærisk kolonisering, samtidig med at den engagerer sig i løsrivelsesprojekter i Syd, som nægter “at underkaste den nationale udviklingspolitik de nordlige kapitalers imperativer … at øge priserne på deres arbejdskraft og ressourcer … at kræve mere retfærdige handels- og finansieringsvilkår og mere demokratisk repræsentation i verdenssamfundet.” En universalistisk tilgang til modvækst er ved flere lejligheder blevet fejltolket som en global tabula rasa, men det ville være et lige så patroniserende forslag, en slags “provinsiel universalisme” af den type, som det globale nord er vant til at behandle de mennesker med, som det søger at underkaste sig.
En koordineret plan for at komme ud af denne krise må, som agrarsociologen Max Ajl har bemærket, indebære, at sektorer som “militæret, produktion af ikke-vedvarende energi, kunstgødning” forsvinder, mens “agroøkologisk fødevareproduktion, offentlig transport, grundlæggende sundhedspleje og vedvarende energi skal vokse utroligt hurtigt … samtidig med at de forbliver ikke-varegjorte”. Desuden bliver det globale nord nødt til at betale den økologiske gæld, som det har frarøvet det globale syd, og dermed overtage de krav, som sidstnævnte har stillet i forhold til klimaretfærdighed. Kun på denne måde kan man gøre en ende på den vedvarende kolonialt-imperiale dominans baseret på ulige udveksling, især gennem ekspropriation af råstoffer og global arbejdsdeling.
Fra det materielt uundgåelige til det socialt ønskelige
En dominerende kritik af modvækst er, at den er identisk med nedskæringspolitikker, hvis anvendelse under de seneste kapitalistiske kriser har vakt voldsom modstand i befolkningen. Argumenter i denne retning er absurde allerede i selve deres konstruktion. Nedskæringer har været hjørnestenen i neoliberalismen, en elitær, udemokratisk model, hvor tab socialiseres og profitter privatiseres. Modvækst handler derimod om radikal demokratisk planlægning nedefra, om at de, der lider under systemets kroniske ulighed, selv kan udvikle måder at bekæmpe den på, samtidig med at de ansvarlige for krisen virkelig stilles til ansvar. Hickel har identificeret seks karakteristika ved modvækst, der adskiller sig fra nedskæringspolitik og recession:
(1) “Modvækst er en planlagt, sammenhængende politik til at reducere den økologiske påvirkning, reducere ulighed og forbedre velfærden.”
(2) “Modvækst har en diskriminerende tilgang til at reducere den økonomiske aktivitet. Den søger at nedtrappe den økologisk destruktive og socialt mindre nødvendige produktion … og samtidig udvide socialt vigtige sektorer som sundhedspleje, uddannelse, omsorg og samvær.”
(3) “Modvækst introducerer foranstaltninger, der skal forebygge arbejdsløshed og endda forbedre beskæftigelsen, f.eks. ved at forkorte den ugentlige arbejdstid, indføre jobgaranti med en løn til at leve af, og ved at udrulle omskolingsprogrammer med henblik på at flytte folk ud af sektorer, som er under afvikling.”
(4) “Modvækst søger at mindske uligheden og dele den nationale og globale indkomst mere retfærdigt, f.eks. med progressiv beskatning og en politik for en løn, der sikrer levebrødet.”
(5) “Modvækst søger at udvide universelle offentlige goder og tjenester, såsom sundhed, uddannelse, transport og boliger, for at afkommodificere de grundlæggende goder, som folk har brug for for at kunne leve et blomstrende liv.
(6) “Modvækst er en del af en plan for at opnå en hurtig overgang til vedvarende energi, genopretning af jordens frugtbarhed og biodiversiteten og vende det økologiske sammenbrud.”
I forfølgelsen af disse mål er der blevet udviklet kritiske modeller, der sigter mod det, som professor i økologisk økonomi Julia Steinberger kalder “et godt liv inden for rammerne” – et begreb, der til en vis grad er beslægtet med andre fællesskabsorienterede idéer, såsom den andeanske sumak kawsay (det gode liv) eller den thompsonianske “moralske økonomi”. Forslag fra et perspektiv for en økosocialistisk modvækst inden for rammerne af klimaretfærdighed bør være baseret på omfattende sociale omvæltninger, som vil indebære forandringer i alle økonomiske områder af samfundslivet. Nogle af disse ville indebære:
(1) kontrol med den industrielle produktion med det formål at slippe af med planlagt forældelse af produkter, varer, der er bestemt til at være flygtige, og ukontrolleret forbrug;
(2) industriel planlægning og decentralisering for at bryde monopoler op og favorisere lokale, fortrinsvis kooperative modeller;
(3) drastisk nedsættelse af arbejdstiden og betaling af rimelige lønninger for at fjerne globale uligheder på arbejdsmarkedet;
(4) anvendelse af kompensationsforanstaltninger, der omfordeler rigdom og favoriserer lige adgang til ressourcer;
(5) gennemførelse af byplanlægning, der udvikler lokal beskæftigelse og genopretter balancen mellem land og by.
Samlet set ville disse ændringer medføre et skift i brugen af byggematerialer, f.eks. ved at fokusere på lokale, ikke-forurenende materialer, der ikke mobiliserer unødigt energispild, og en forpligtelse til offentlig transport med lave emissioner, hvilket gør det stadig mindre ønskeligt at bruge privatbiler; anerkendelse og værdsættelse af det arbejde med social reproduktion, der er koncentreret omkring pleje, hvile og fritid; en stærk investering i sygdomsforebyggelse, der styrkes af ændringer i arbejdsdagen og transport samt mere fritid; et fokus på agroøkologi og offentlige områder med vægt på indfødte og tilpassede arter, sæsonbestemt rotationsdyrkning og lokalt forbrug.
Alle disse forslag kunne udvikles på globalt plan, men for at dette kan lade sig gøre, og for at deres anvendelse virkelig kan blive en del af en politik for afakkumulering, afkommodificering og afkolonisering, skal det globale nord tage højde for andre historiske krav fra det globale syd. Som en del af respekten for sydens suverænitet vil det være afgørende at anerkende den økologiske gæld og kompensationen herfor, dvs. at genoprette jord, vand og atmosfære til befolkningerne i syd og de oprindelige folk. Det ville også være nødvendigt, at det globale nord overfører teknologi og afholder omkostningerne i forbindelse med håndteringen af denne historisk-strukturelle gæld, herunder migrant- og flygtningekriser, der er skabt af imperialismen. De imperialistiske kernelande må åbne deres grænser, påtage sig gælden for tilpasning til denne klimatiske virkelighed for at forebygge, minimere og konfrontere de forårsagede skader, og indfri disse gældsforhold som en del af en større gæld til Moder Jord gennem implementeringen af FN’s Verdenserklæring om Moder Jords rettigheder.
Den store udfordring, som vi utvivlsomt står over for, er at gøre det ønskeligt, som er til gavn for flertallet. Det drejer sig derfor om at anfægte neoliberal opportunisme ved hjælp af en økosocialistisk strategisk realisme: en erkendelse af nødvendigheden af materiel afakkumulering baseret på en følelse af fællesskab og internationalistisk solidaritet. Eller med andre ord, at acceptere det materielt uundgåelige på en måde, der fremmer det socialt ønskelige.
Afrunding
Globaliseringen, hvormed kapitalen har nået sine højeste niveauer af imperial dominans på bekostning af millioner af mennesker, vil sandsynligvis forsvinde, når den oliefodede gigant ikke længere har en basis. I lyset af denne uundgåelige virkelighed må de af os, der stadig kan forestille os kapitalismens endeligt før verdens undergang, kæmpe for en strategi for gensidig hjælp som en vej ud af det imperium af kaos, som vi nu står over for. Vores svar skal baseres på solidaritet og internationalistisk samarbejde. Den samme “provinsielle universalisme” hos eliterne i det globale nord, som har skabt og drevet hele planeten til afgrundens rand, kan ikke give os løsningerne til at undgå faldet.
Vi står over for en materiel og energimæssig krise, som vil tvinge os til at spørge os selv, om vi ønsker at blive påtvunget modvækst med magt eller vælge en koordineret modvækst-strategi som kan håndtere knapheden med en socialt retfærdig planlægning. Vi kan kun komme ud af den nuværende krise gennem en koordineret og planlagt strategi – det vil sige på grundlag af radikalt demokrati. Men da dette ikke vil opstå som en deus ex machina, hvem er så kaldet til at mobilisere en forandring af sådanne dimensioner?
I en nylig Oxfam-rapport konkluderes det, at “uligheden i kulstofemissioner er ekstrem, både globalt og inden for de fleste lande”, og derfor skal de kritiske “bestræbelser [på at reducere kulstofemissioner] gå hånd i hånd med foranstaltninger til at reducere den udbredte ulighed og sikre, at verdens rigeste borgere – uanset hvor de bor – går forrest.” Med andre ord er de største historiske udledere pr. indbygger, som opfordres til at nedskalerer ressourceforbruget med mindst 70 procent for at holde sig inden for de faktiske bæredygtige niveauer, dem, der bør tjene som en dekarboniseringsmodel for resten og dermed reducere den astronomiske økologiske gæld til det globale syd, da landene i nord er ansvarlige for 92 procent af de for høje emissioner. Kort sagt er det et spørgsmål om at redde den klassiske socialistiske aforisme, som Karl Marx overtog i Kritik af Gotha-programmet: “Enhver yder efter evne og nyder efter behov!” Et program for økosocialistisk, planlagt, kooperativ og internationalistisk nedbrydning må tage hensyn til den økologiske imperialismes indvirkning på de forskellige samfund og liv på planeten og søge en radikal, demokratisk løsning.
Stillet over for disse alvorlige kriser er det nødvendigt med social organisering og kollektiv politisk handling. Vi må aktivere de underliggende forbindelser mellem klimabevægelserne og de forskelligartede behov og interesser hos dem, der bærer hovedparten af konsekvenserne af kriserne. Genopretningen af den ulige økologiske udveksling mellem det globale nord og det globale syd, mellem de magtfulde klasser og de udbyttede og marginaliserede i verden, må være en iboende del af enhver kamp for klimaretfærdighed. Ved at anerkende forbindelsen mellem de riges uforholdsmæssigt store emissioner og undertrykkelsen af de fattige må de imperialistiske centre gå ud fra, at plyndringen af periferien er en del af den økologiske katastrofe, og konfrontere den. Ellers, som historikeren Vijay Prashad har udtalt, vil bevægelsen for klimaretfærdighed “ikke have nogen ben”. En økosocialistisk modvækst må bygges på internationalistiske alliancer, hvor periferien indtager den centrale rolle. De politiske subjekter og kollektiver i Nord er nødt til ydmygt at påtage sig de historiske krav, som det globale syd utrætteligt og retfærdigt har stillet. Først da vil vi være i stand til at se håbefuldt ikke blot på fremtiden, men frem for alt på nutiden.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
