Analyse
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 3, juli 2025.
*
I de seneste år er det blevet mainstream at tale om, at verden af i dag er multipolær. Så ukontroversielt er det, at den årlige sikkerhedskonference i München i år valgte titlen “Multipolarisering” til sin årsrapport.
Men en alment godtaget definition af, hvad der ligger i begrebet multipolaritet, findes ikke, ligesom der heller ikke findes en fælles tilgang til, hvorledes de multipolære realiteter skal tilgås. Et par yderpunkter:
Når Kina taler om en multipolær verden, betyder det en verden uden hegemoni, med “lighed mellem alle lande uanset størrelse”, hvor alle nationer har en ligeværdig stemme i multilaterale institutioner og kan forfølge deres egen uafhængige udviklingsvej uden udenlandsk indblanding.
Det vigtigste kendetegn ved multipolariteten er undergravningen af 200 års vestlig dominans.
Når USA taler om en multipolær verden, betyder det en verden, hvor flere magtpoler kæmper om indflydelse og positioner, rivaliserer og hver især søger at dominere andre lande og regioner.
De to opfattelser vil blive uddybet senere i denne artikel.
Et imperialistisk verdenssyn
Uanset om verden er unipolær, bipolær eller multipolær – og den har gennemgået alle tre stadier efter Anden Verdenskrig – er det vigtigt at holde sig for øje, hvad der er kernen i vor tid:
At vi lever i et imperialistisk verdenssystem, der er kendetegnet ved uhyre transnationale selskabers dominans af verdenshandel, investeringer, produktion, forskning med videre. At modsætningerne er skarpe på alle planer, ikke mindst mellem de folk og nationer som imperialismen har udnyttet og udnytter som (neo)kolonier på den ene side og den førende imperialistiske blok i Vesten på den anden side.
Og – ikke mindst – at den tid er ved at være forbi, hvor en lille, men magtfuld kerne i det imperialistiske verdenssystem, bestående af USA, NATO-, EU-lande plus enkeltlande i Asien, kan dominere, både ideologisk, økonomisk og militært.
Eller som det formuleres i et lidt andet sprog af et forskningsinstitut som Dansk Institut for Internationale Studier:
“”Vesten” er ikke længere ideologisk sammenhængende eller forenet i forhold til liberalt demokrati i egne lande eller “liberal orden” i udlandet og har mistet både geopolitisk og moralsk indflydelse på globalt plan.” (Mona Sheikh 3. april 2025).
Vi lever kort sagt i et imperialistisk verdenssystem, der som Lenin skriver i sit banebrydende skrift “Imperialismen som kapitalismens højeste stadium” blandt andet er kendetegnet ved “få rige og mægtige nationers udbytning af et stadig større antal små eller svage nationer”:
“Monopol, oligarki, stræben efter herredømme i stedet for frihed, og efter få rige og mægtige nationers udbytning af et stadig større antal små eller svage nationer – alt dette skabte de kendetegn hos imperialismen, som bevirker, at vi karakteriserer den som snyltende eller forfaldende kapitalisme.”
I den verden forandrer styrkeforholdene sig uophørligt. Den multipolære verdens fremvækst er et udtryk for det.
Unipolær, bipolær, multipolær …
Ofte betegnes perioden fra Anden Verdenskrigs afslutning og frem til den europæiske socialismes fald og Sovjetunionens opløsning som bipolær, præget af dynamikken mellem USA og Sovjetunionen.
Efter 1989-1991 optrådte USA som enehersker på den internationale scene – den unipolære periode indtraf under overskrifter som Pax Americana.
Præcis hvornår den unipolære periode sluttede, har været heftigt debatteret. Nogle hævder, at det var i forbindelse med finanskrisen i 2007-09. Andre siger, at det var konflikten i Ukraine, som startede med et USA-støttet kup i 2014 og eskalerede til en stedfortræderkrig mellem Rusland og NATO i 2022.
Andre vigtige udviklinger omfatter grundlæggelsen af BRIKS i 2009 samt den hurtige økonomiske vækst i Kina, som blev “verdens eneste produktionssupermagt” og i 2016 overhalede USA som den største økonomi på Jorden, når bruttonationalprodukt måles i købekraft.
Det er nok for forenklet at sige, at USA’s unipolaritet sluttede på et bestemt tidspunkt, men uanset hvad er det her midt i 2020’erne ikke længere diskutabelt, at verden er multipolær.
To grundsyn på multipolaritet
Men som sagt: En alment godtaget definition af begrebet multipolaritet findes ikke, ej heller en enig tilgang til hvorledes de multipolære realiteter skal tilgås.
Den definition, der anvendes af USA og især af Donald Trumps regering, er eksempelvis det modsatte af den idé om multipolaritet, som Kina er fortaler for.
“Rivalisering mellem stormagter har bragt katastrofe over menneskeheden”, advarede Kinas udenrigsminister Wang Yi på sikkerhedskonferencen i München tidligere på året, hvor han også opfordrede til “mere demokrati i internationale relationer”.
Det er et synspunkt, der deles af mange lande i det globale syd. Eksempelvis har Nicaraguas præsident Daniel Ortega, hvad man kan kalde et antiimperialistisk syn på multipolaritet:
“En ny orden er ved at blive født i verden, som begraver imperialismen, begraver koloniherrerne og åbner vejen for et demokrati af nationer, en multipolaritet, som manifesterer sig på forskellige måder”, sagde han i 2022 i forbindelse med fejringen af sandinistrevolutionen i Nicaragua.
Multipolaritet = konkurrence og rivalisering
Synspunktet i Washington kunne næppe være mere anderledes.
Den 30. januar i år offentliggjorde USA’s udenrigsministerium et interview med den nye udenrigsminister Marco Rubio. Her sagde han:
“Så det er ikke normalt for verden blot at have en unipolær magt … Det var en anomali. Det var et produkt af afslutningen på Den Kolde Krig, og til sidst måtte man nå tilbage til et punkt, hvor man havde en multipolær verden, flere stormagter i forskellige dele af verden. … Det står vi overfor nu med Kina og til en vis grad Rusland, og så har vi slyngelstater som Iran og Nordkorea, som vi skal forholde os til.”
Synspunktet repræsenterer en bredere erkendelse i USA’s herskende klasse af, at der skal noget nyt til, hvis det på nogen måde skal lykkes USA at opretholde sin dominans og undgå et ukontrolleret kollaps. De forandrede styrkeforhold i verden slår nu igennem med fuld kraft i forhold til den politik, der gennemføres.
Når den amerikanske udenrigsminister Marco Rubio taler om multipolaritet, mener han, at der nu er andre stormagter, som er i stand til at udfordre USA’s dominans:
“Det kinesiske kommunistparti er en udfordring for USA, som er større end Sovjetunionen, fordi de er en kommerciel rival, en teknologisk rival, en geopolitisk rival, en diplomatisk rival og en økonomisk og kommerciel rival.”
Trump-administrationens konklusion er, at USA skal genvinde sin imperiale “indflydelsessfære” på den vestlige halvkugle. Det er derfor, Trump truer Grønland, Canada, Mexico, Panama og andre lande i Latinamerika så aggressivt.
Trump og Rubio mener, at multipolaritet er ensbetydende med stormagtskonkurrence og interimperialistisk rivalisering. De opfatter multipolaritet som negativt, fordi det er udtryk for imperiets svaghed. Washington ser med andre ord multipolaritet som en trussel mod sit hegemoni.
Den samme holdning fremgår af en tale, som vicepræsident J. D. Vance holdt den 23. maj på USA’s flådeakademi, hvor han beklagede, at det amerikanske imperium har mistet sin unipolære dominans over kloden. Et par fra pluk fra talen:
“I kølvandet på Den Kolde Krig nød Amerika en stort set ubestridt kontrol over fællesgoderne, luftrummet, havet, rummet og cyberspace.”
“Efter Sovjetunionens sammenbrud antog vores politikere, at Amerikas førerposition på verdensscenen var garanteret. I en kort periode var vi en supermagt uden sidestykke, og vi troede ikke, at noget andet land kunne konkurrere med USA.”
“Men æraen med ubestridt amerikansk dominans er forbi. I dag står vi over for alvorlige trusler fra Kina, Rusland og andre nationer, der er fast besluttet på at slå os på alle områder.”
Derfor handler det nu om “den store magtkamp og forberedelserne til at tage kampen op mod en jævnbyrdig fjende”, først og fremmest Kina.
Den danske regering har en tilsvarende konkurrence- og rivaliseringstilgang. Da europaminister Marie Bjerre for nylig fremlagde et overblik over de temaer, som regeringen vil sætte på dagsordenen, når Danmark har det roterende formandskab i EU i andet halvår af 2025, sagde hun:
“Det danske formandskab falder på et historisk afgørende tidspunkt … Vi er på vej ind i en ny verdensorden, hvor der ikke længere er én supermagt, men flere stormagter. Og her skal Europa også være en stormagt.”
Konklusion: Multipolariteten ikke blot afspejler forøget rivalisering, men skal bruges til at øge denne rivalisering og “ens egen pols” position. En sådan kurs er i sidste ende en kurs mod krig.
Multipolaritet = ligeværdighed og gensidig fordel
Kina har en anden udenrigspolitisk strategi for, hvad den multipolære verden kan benyttes til. Man kan kalde det en multilateralistisk strategi, hvor folk og nationer i fællesskab og ligeværdigt søger at løse fælles problemer eller fremme fælles interesser.
Som en stormagt, der er slået ind på en alternativ, socialistisk udviklingsvej, har Kina sine egne handlemuligheder, omend de jo også begrænses af, at lov og ret og orden bestemt ikke hører til blandt imperialismens kendetegn.
Set fra Beijing giver multipolariteten en mulighed for internationalt samarbejde og udvikling, der vil fremme fred: Lige rettigheder, lige muligheder og lige regler bør blive de grundlæggende principper i en multipolær verden.
Kina har kritiseret Washingtons retorik om “konkurrence”. I stedet har Beijing fremmet det, de kalder “gensidig fordel og win-win-samarbejde”. Kina har gjort det klart, at det ikke ønsker at skabe et imperium, og at det ikke søger at erstatte USA’s hegemoni med kinesisk hegemoni.
Når Kina taler om multipolaritet, indebærer det en verden uden imperialisme og uden hegemoni – eller i det mindste: En verden hvor de gamle imperialistiske kernelandes dominans mindskes til fordel for at løfte de tidligere kolonilande – de undertrykte folk og nationer.
Grundstenene er:
- Respekt for suverænitet og territoriale grænser.
- Ikke-aggression.
- Ikke-indblanding i andre landes interne anliggender.
- Lighed og gensidig fordel.
- Fredelig sameksistens.
Det er en definition af og syn på multipolaritet, som deles af mange lande i det globale syd og især i BRIKS.
Kinas udenrigsminister Wang Yi formulerede sit lands syn på multipolaritet i en tale på sikkerhedskonferencen i München i februar i år:
Multipolaritet må ikke “medføre kaos, konflikt og konfrontation”, og det må ikke “betyde dominans af store lande og de stærke, der tyranniserer de svage”. “Kinas svar er, at vi bør arbejde for en ligeværdig og velordnet multipolær verden”, sagde Wang Yi og fortsatte:
“Rivalisering mellem stormagter har ført til katastrofer for menneskeheden, som det fremgår af erfaringerne fra de to verdenskrige i en ikke så fjern fortid. Uanset om det er kolonisystemet eller kerne-periferi-strukturen, vil ulige ordener nødvendigvis gå deres undergang i møde. Uafhængighed og selvstændighed søges over hele verden, og større demokrati i internationale relationer er ustoppeligt. Lige rettigheder, lige muligheder og lige regler bør blive de grundlæggende principper i en multipolær verden.”
Kinas tilgang til den multipolære verden er således den modsatte af den, som USA fremmer.
“Multipolær imperialisme“
I den politiske kamp, der udspiller sig på verdensplan under imperialismens nuværende betingelser, består den udslagsgivende modsigelse for nuværende i kampen mellem de kræfter, der ønsker at opretholde den transatlantiske imperialistiske bloks hegemoni på den ene side, og de kræfter, der søger en multipolær verdensorden på den anden side.
Og som den kinesiske kommunist Zhou Li skriver i tidsskriftet World Marxist Review:
“Essensen af denne konflikt ligger i valget mellem at opretholde hegemoni eller modsætte sig det, og det centrale spørgsmål drejer sig om inddæmning kontra modinddæmning, kontrol kontra modkontrol og udhuling af national suverænitet kontra styrkelse af national suverænitet.”
Så vi vil gå galt i byen, hvis vi kun ser på multipolaritet som en kamp mellem poler eller magter. Multipolaritet er ikke bare en justering af forholdet mellem verdens stærke økonomiske magter. Det er ikke bare en interimperialistisk rivalisering om magt og indflydelse, en slags “multipolær imperialisme”.
De interimperialistiske modsætninger er helt sikkert til stede – på kryds og tværs i den vestlige imperialistiske blok selv. Og mellem polen USA og polen EU. Men det vigtigste kendetegn ved multipolariteten er undergravningen af 200 års vestlig dominans eller imperialistisk værdioverførsel, om man vil. Kinas størrelse med hensyn til produktion, udvikling af avancerede produktivkræfter og global handel gør det til den vigtigste drivkraft i multipolaritetsprocessen.
De store rystelser i det imperialistiske verdenssystem og fremvæksten af flere poler kan således bane vejen for nye alliancer, der kan udnytte modsætningerne i det imperialistiske system. Eksistensen af flere centre kan fremme, at den nuværende herskende imperialistiske blok fratages dens magt til at bestemme resten af verdens skæbne. Her giver eksistensen af Folkerepublikken Kina fornyet luft til antikolonialisme, antiimperialisme og kamp for socialismen.
Så der er brug for, at antiimperialistiske kræfter verden over tager handsken op og forholder sig aktivt til den multipolære verden. I disse år er der virkelig brug for at gribe ud efter ethvert halmstrå, der kan få historiens hjul til at dreje i arbejderklassens og de undertrykte folks retning.
For ingenting sker af sig selv. Klassekampen er jo ikke aflyst. Hverken i Danmark, Indien, Brasilien, Tyrkiet, Sydafrika eller Kina.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
