Teori
Kronik

Militarisme og krigens vanvid

Militarisering af samfundet sker i dag med stor hast ikke mindst forstærket af krigen i Ukraine. Folk bliver grebet af krigen og tvinges til at vælge side. At tale imod oprustning er svært for ikke at sige umuligt, hvis der står en truende fjende på dit dørtrin. Men det gør der jo ikke i Danmarks tilfælde. Sikkerhedseksperter har udtalt, at der ikke for nuværende er nogen trussel mod dansk territorium. Danmark er ikke direkte i krig, men er del af krigsalliancen NATO, som vedvarende fører krige. Senest i en stedfortræder-krig, hvor Ukraine forsynes med NATO-våben i en stadig mere blodig krig med Rusland. En krig hvor man vurderer, at der er over 100.000 døde og sårede. Taler man for fredsforhandlinger og våbenhvile, kan man blive udskammet som værende naiv. Rusland skal besejres og nedkæmpes, og venstrefløjsfolk bruger en retorik, som burde være dem fremmed, når man ser på den lange tradition for antikrigsaktiviteter og antimilitarisme.