Mask Off Maersk
Krig rummer alle dimensioner, økonomisk, politisk og ikke mindst psykologisk. I krig er opfattelsen af fjenden påvirket af mange faktorer. Der kan være en konflikt, som i årevis har været uløst og nærmest fået sit eget liv. Med voksende beskyldninger og fjendskab som betyder, at man afbryder dialog og graver skyttegrave, ikke mindst mentalt. Naboen bliver til en fjende og ses som en trussel, og mangel på viden og forståelse for konfliktløsning kan betyde, at de politiske kræfter som satser på militære løsninger får øget indflydelse. Jugoslavien-krigene er et skræmmende eksempel. Der bevilges flere midler til militær oprustning, som regel altid under overskriften, at det er til forsvar og ikke til angreb. Manglende dialog betyder, at det bliver sværere at imødegå usande informationer og propaganda, da der udvikler sig en skyttegravslignende tænkning. Farligheden af en sådan udvikling har stormagterne anerkendt, når det gælder atomvåben, og derfor har man set aftaler om løbende dialog og loft over antal atomvåben – for at begrænse risikoen for et inferno og menneskehedens udslettelse. Men selv på dette område har vi set stormagter opsige aftaler så verden er faktisk blevet et farligere sted. Vi har haft en kold krig mellem supermagterne USA og Sovjet, og hvad man håbede skulle være en fredens periode, er nu afløst af en ny kold krig, hvor der oprustes på alle dimensioner.
Kold krig
Der tales om en ny kold kig, men man kan spørge, sluttede den kolde krig egentlig? Var det ikke en illusion, som Magdoff og Sweezy(1994) engang skrev? Sovjetunionen gik i opløsning i 1989-90, så man kan sige, at for russerne sluttede den kolde krig. Der blev talt om fredsdividenden, som skulle gavne alle. Men det var ikke tilfældet for USA som støt forøgede sine militærbudgetter. Man siger, Vesten vandt den kolde krig, medens Sovjetunionen spillede en central rolle i den varme 2. Verdenskrig i sejren over nazismen. Men Vesten og USA i særdeleshed havde også siden den russiske revolution i 1917 været opsat på at slippe af med kommunismen, et samfund organiseret på ikke-kapitalistiske principper. Det accelererede våbenkapløb var med til at knække Sovjet, men hvorfor så fortsætte oprustning?
USA havde efter den kolde krigs afslutning verdens største militærapparat, og forstod sig som verdens førende supermagt. Hvad USA stadig gør, og hvad læsning af USA’s strategiske planer tydeligt viser. Militæret og militærindustrien var blevet en magtfaktor med en kolossal politisk indflydelse. Men den kolde krig handlede også om at bekæmpe samfund, som ikke var organiseret ud fra ’frie’ markedsprincipper.
Altså andre systemer, og det går igen i vore dages tale om ”systemkonkurrence”, hvor det især er Kina, som er udnævnt som Vestens og USA’s fjende. Men også Rusland er kommet i skudlinjen, efter styret i Moskva har brudt med Jeltsins neoliberale linje, og fører en mere nationalistisk kurs både politisk og økonomisk.
Magdoff og Sweezy`s pointe er, at det ”nok ikke er enden på den kommunistiske historie i dagens verden. Kapitalismen har aldrig været så gennemtrængende og magtfuld som nu. Men samtidig præget af ukontrollable kriser og katastrofer. Det er en eksplosiv blanding, som er overalt og polariserer samfund uden fortilfælde. Og på de lavere niveauer, altid til stede i den kapitalistiske organisme, men stort set hvilende i de senere år, vil den kommunistiske virus komme til live på uventede måder og steder. Tro ikke et minut, at de som sidder i førersædet i de kapitalistiske magter ikke er klar over, hvad der sker eller er parate til at håndtere det på den eneste måde de forstår, nemlig med nøgen militær magt. For dem var den kolde krig, som sluttede for fire år siden, ikke mere end den seneste runde i en kamp, som vil vare ved, lige så længe kapitalismen består”.
Militarisme og militarisering af samfundene er en konsekvens af dette system, og det påvirker os alle gennem øget propaganda og psykologisk krigsførelse både indadtil og udadtil.
Militarisme og kapitalisme
Militarisme er et begreb, som synes forsvundet fra socialisters ordforråd hvad der jo er sørgeligt og farligt, da tillokkelsen til at gå sammen med krigspartierne er stor, når krigstrommerne buldrer. Det viser de smertefulde historiske erfaringer ikke mindst ved udbruddet af 1. Verdenskrig. Den nærmest ærbødige fejring af det militære ser man overalt, hvor oprustning er blevet en del af kapitalismens økonomiske system. I dag udbredt globalt ikke mindst gennem NATOs nye strategi, hvor man står klar til at gribe ind overalt på kloden. Men også i vækst i Rusland og Kina som anses af USA/NATO som fjender og system-konkurrenter. Våbenkapløb er som en smittesygdom, der breder sig. Dansk sikkerhedspolitik tilpasser sig denne udvikling, og man taler om udrykningsstyrker, som skal stå klar til at blive sendt af sted. En udvikling som bygger på politiske beslutninger i både NATO og EU. Som konsekvens af dette er der gennemført et såkaldt ”nationalt kompromis” med en voldsom vækst i militærbudgettet.
Amerikaneren James M. Cypher (2022) definerer militarismen sådan: ” Den udgør en social institution med ideer og handlinger, f.eks. patriotisme, samt militære styrker og våbenproducenter. Militarismen er både en ideologi og en national politik, som udøves gennem statsapparatet. De er gensidigt afhængige og påvirker hinanden”. Cypher beskriver 3 former for militarisme, med udgangspunkt i USA:
- Militær keynesianisme er en politik, hvor militærproduktion er med til at holde kapitalismens økonomi kørende og modvirke stagnation. Det skaber kapital, beskæftigelse og nye teknologier.
- Global neoliberal militarisme er en udvikling, hvor nyliberale kræfter støtter mest mulig privatisering af militæret, f.eks. ved brug af lejesoldater. Sammen med en parathed til at intervenere overalt hvor nationer udfordrer USA/NATOs hegemoni.
- Koncern militarisme hvor våbenproducerende koncerner gennem langtidskontakter med staten tjener megaprofitter.
Krig bliver hverdag
Krig kan udvikle sig til en slags kviksand, hvor en krig fortsætter, selv om der gøres forsøg på fredsforhandling i årevis. Krigen kan blive hverdag, som Frederikke Bruhn Jacobsen udtaler til Kristeligt Dagblad (2022) i en artikel om fredsaftaler:
”Jo længere en krig varer, desto nemmere bliver den at leve i. Det med fred fortoner sig og bliver med tiden en ny ting, man skal ind i. Det bliver noget, det er svært at tro på og forestille sig. Det bliver også hverdag, at folk dør. At ofre livet bliver en selvfølgelighed mere end en tragisk hændelse. Hensynet til menneskeliv er desværre ikke et hensyn, der vejer særlig tungt, når krigen er i gang.
For ikke at tale om den kæmpe krigsøkonomi, der bliver bygget op. Meget går under i en krig, men der er også store penge på spil. Det sorte marked vokser, og det er nogle andre kræfter, der styrer samfundsøkonomien. Deres interesse er at fastholde krigen, ikke afslutte den.”
Krig forfører og giver mening, især når der bringes ofre, og der kæmpes for ”vores værdier” imod de andre. Propaganda for krig tager til i styrke, og fredsfolk som taler for dialog, konfliktløsning og forhandling udskammes som naive og beskyldes for at gå fjendens ærinde. Krig bliver en lokkende eliksir, og militæret som jo er en minoritet i samfundet får enorm status og plads i medierne. Krig bliver også en nationalistisk fortælling, hvor vi skal stå sammen bag vores soldater. Pårørende, som mister sønner, kan ligefrem stå frem og sige, at det var det værd. Der sker altså nogle psykologiske skred, som betyder, at man fjerner sig mere og mere fra en fredsløsning, da der er sat en dynamik i gang, som ikke er let at bremse igen.
Men kan man have dialog med en fjende, som man hader? Der udvikler sig nogle mentale blokeringer for at tale med fjenden, og røster for at fjenden skal nedkæmpes totalt udvikler sig. At de allierede under 2. Verdenskrig arbejdede for total besejring af nazismen, som var en kriminel organisation, kan vi alle støtte. Da nazisterne blev tvunget til at underskrive en betingelsesløs kapitulation i Karlshorst, Berlin, brød verden ud i jubel. Men de fleste krige kan undgås, hvis fredsmæglere i tide griber ind med nedrustningsaftaler og konfliktløsning, så åben og langvarig krig undgås. Våbenproduktion for eksport og profit skal forbydes, og alene retten til at opbygge et nationalt forsvar skal accepteres. Krig er tæt forbundet med kapitalisme og imperialisme, med erobring og kontrol af markeder og råstoffer. Forebyggelse betyder, at man skal tale med andre og bruge diplomatiet og støtte sig på FN-pagten, som blev indgået på baggrund af de smertelige erfaringer med 2. Verdenskrig. Et FN som dog ikke gjorde op med kolonialismen, som senere skulle udløse nationale befrielseskrige.
Frederikke Bruhn Jacobsen(2022) udtaler, at ”man kan slet ikke tale nok sammen med sin fjende under en krig. Man skal altid sørge for også at have en diplomatisk strategi. Den største hindring for fred er manglen på tillid mellem parterne. Når man skaber en fortælling om krigen, skaber man også et fjendebillede, og det fjendebillede vokser i takt med, at kontakten svinder ind,” siger hun. ”Derfor er det så vigtigt med dialog. Når man går ind i et lokale og ser et menneske i stedet for det monster, man har bygget op, nærmer man sig hinanden. Hvis man ønsker fred, skal man gøre alt for at fastholde parterne i forhandlingssporet, også selvom det ikke går godt”.
Vietnamkrigen og forhandlinger
Vietnamkrigen, hvor USA-imperialismen forsøgte at knuse den nationale befrielsesbevægelse, var uhørt blodig med over en million dræbte og ufattelige lidelser. De mange amerikanske soldater som kom hjem i ligposer, og internationalt fredsarbejde og støtte til Vietnam lagde et stort pres på supermagten. Mange især på venstrefløjen har idealiseret vietnamesernes kamp, og siger det var jo ikke fredsforhandlinger, men væbnet kamp som var afgørende. De vietnamesiske kommunister kæmpede for fred og socialisme mod en tilsyneladende overmægtig fjende. Men de tænkte dialektisk og opstillede ikke en modsætning mellem forhandlinger og militær kamp. Kampen for fred var principiel, og der var dialog selv under de værste krigshandlinger fra USA’s side. Fredsarbejdet var med til at skabe støtte bredt ud i den globale offentlighed, og ikke kun i forhold til de antiimperialistiske allierede. Kapfenberger (2023) skriver, at der over en periode på 5 år var fredsforhandlinger i Paris mellem Den Demokratiske Republik Vietnam (DRV) og USA med i alt 202 regulære møder og 24 fortrolige drøftelser. 27. januar 1973 blev der underskrevet en fredsaftale i Paris om afslutning på krigen og genoprettelse af freden i Vietnam. Allerede i 1969 ville præsident Johnson indstille krigshandlingerne og indlede fredsforhandlinger. Men med den nyvalgte præsident Nixon blev alt dette afvist, og Nixon startede en ”krig for fred ”. Selv under USA’s kriminelle tæppebombardementer med B 52 bombemaskiner i Nordvietnam fastholdt DNV forhandlingssporet og diplomatiet.
Antimilitarisme
Militarisme som begreb har ikke nogen klar definition, men bruges mest som udtryk for et system eller holdninger præget af en ensidig fokus eller ligefrem idealisering af militære magtmidler og autoritær magtudøvelse. Et samfund kan blive præget af militæret og blive militariseret. Ikke kun under krig, men også i fredstider. Det er især kejserriget Prøjsen, som har dannet eksempel på ekstrem militarisme. Ikke kun dets institutioner, men også som en kultur og ideer. At gøre grin med latterlige militærpersoner kunne straffes hårdt, og agitation mod officerers mishandlinger af menige soldater var en vigtig del af de tyske socialdemokraters antimilitarisme i kejsertiden før 1.Verdenskrig. Journalister, som kritiserede militæret og militærpolitikken, endte i fængsel, og retssale blev brugt som en anklagebænk mod militæret. Militarisme var også forbundet med imperialismens kolonipolitik, hvor det tyske imperium deltog i jagten på kolonier i Afrika. Ligesom det var et åg på skatteyderne.
En verden uden krig var visionen for både pacifister, marxister og liberale, medens realister anså krig som noget ydre, der var en naturlig del af de politiske virkemidler. Før 1. Verdenskrig var socialdemokraterne ledende i kritikken af den autoritære militærmagt, og i klassekampen var kravet ud over almindelig stemmeret også en universel værnepligt, hvor arbejdere med våben kunne forsvare sig mod magthavernes stående hære. Militser af bevæbnede arbejder blev anset som et værn mod magthavernes despotisme og stående hære, et alternativ til et militær som fungerede som en stat i staten. Interessant er her også Nobels fredspris, hvor Alfred Nobel indstiftede prisen til de som arbejdede mod stående hære. Et testamente som i dag groft svigtes af Nobels Fredskomite, se Heffermehl (2008).
Socialister anså militarismen for at have en negativ rolle med en accept af krig, og retfærdiggørelse af militarisme var en forhindring for en demokratisk udvikling. Karl Liebknecht udgav pjecen ’Militarisme og antimilitarisme’, som i 1907 blev forbudt og Liebknecht idømt 18 mdr. fængsel. Militarisme var en norm, som kunne bruges til at undertrykke arbejderne, og i sidste ende betyde at soldater greb til våben mod deres klassebrødre. Militæret var en lukket verden, hvor den militære disciplin virkede som en massehypnose. Liebknecht indførte psykologiske begreber i sin forklaring af militærets rolle i at underkaste frie mænd under en disciplin, så militæret blev en effektiv voldsmaskine. Liebknecht afslørede også våbenindustriens rolle med Krupp`s bestikkelse og lobbyisme. Han var her foran sin tid i sin analyse af det psykologiske og det, som vi siden har kaldt det militær-industrielle kompleks (Stargardt, 1994).
Men ledende socialister vendte sig mod Liebknecht og støttede nu krigsbevillinger som støtte til et nationalt forsvar ikke mindst mod den russiske zar. Propagandaen for et nationalt forsvar var massiv, og SPD blev trængt tilbage og splittedes, og det tyske imperium blev et splittet land mellem hundredetusinder, som demonstrerede for fred, og hundredetusinder som meldte sig til militærtjeneste. Den socialistiske fredsbevægelse var stærk og kunne mobilisere, men tabte til sidst til hadet, militarismen og nationalismen. Karl Liebknecht stemte 2. dec. 1914 som den eneste i den tyske rigsdag imod krigsbevillingerne og blev mødt med en bølge af had. Krigen var en imperialistisk krig, en krig om at beherske verdensmarkedet. Kun en fred på grundlag af arbejderklassens internationale solidaritet og folkenes frihed kunne betegnes som en sikker fred. I en nutid hvor vi ser et gigantisk rustningskapløb, og en blodig imperialistisk krig i Ukraine, må det gælde at erklære ”KRIG MOD KRIGEN”, som Karl Liebknecht i 1910 erklærede, og at denne krig må kædes samme med en antikapitalistisk revolution. Det var en tid med stærk antimilitarisme og fredsbevægelse, bl.a. fik en dansker Fredrik Bajer Nobels fredspris i 1908.
Nobels testamente
Det er værd at gengive ordlyden, som er værd at huske når den årlige uddeling af fredsprisen finder sted. Der har i mange år været tale om et groft misbrug og svigt. Nobel skrev, at den skulle gives til ”den som har arbejdet mest eller bedst for folkenes forbrødring og afskaffelse eller formindskning af stående hære samt dannelse af og spredning af fredskongresser” (Heffermehl, 2008).
Fredsbevægelsen arbejdede på hans tid som i dag for, at stater skal skabe tryghed gennem internationale aftaler og samarbejde – og ikke mistro og oprustning. En vigtig inspiration for Nobel var Bertha von Suttner, som bl.a. skrev bogen ”Die Waffen nieder!” i 1889 og var kraftigt imod militær og oprustning. At en dynamitfabrikant kunne blive fredstilhænger virker paradoksalt, og det er her værd at gengive en replik af Nobel til hende:
”Mine fabrikker vil måske gøre ende på krigen før deres fredskongresser. Når den dag kommer, at to hære i løbet af et sekund kan udslette hinanden, vil alle civiliserede hære betænke sig og sende deres tropper hjem” (Heffermehl, 2008). Dette var før opfindelsen og brug af atomvåben, og har jo ikke medført at generalerne er blevet arbejdsløse. Tværtimod er de militære hære og omfanget af masseødelæggelsesvåben vokset voldsomt. Ligesom militarismen gennemsyrer mange samfund som en kræftsvulst.
Militærmuseer og et enkelt fredsmuseum
Militariseringen i det danske samfund er ganske godt illustreret af de mange militærmuseer, vi har. En fredsaktivist har optalt det til 27 militærmuseer. Militærfolk optræder dagligt i TV også iført uniformer, medens fredsbevægelse og fredsforskere ikke inviteres indenfor. Ukraine-krigen har pisket en voldsom stemning op, hvor fredsfolk udskammes for at gå Putins ærinde. At advare mod krig og dens konsekvenser er pludselig blevet samfundsundergravende. En stærk konsensus blandt politikerne ser våbenhjælp som løsningen, og en farlig eskalation finder sted også med øget risiko for atomkrig. Vi har kun et enkelt Fredsmuseum, som også er et sted, der aktivt arbejder for fred gennem oplysning. Det er Fredsby Aalborg:
”Foreningens formål er at arbejde for fred i verden med fredelige midler – med udgangspunkt i FN’s Verdensmål 16: Fred, retfærdighed og stærke institutioner. Det er vores vision at udvikle Aalborgs- og Nordjyllands fredsarbejde inden for fire hjørnesten: Fredsaktivisme, Fredsforskning, Fredsinnovation og Fredsmuseum. FredsbyAalborg tror på et fælles ansvar og på, at den enkelte borger kan gøre en forskel. Foreningen arbejder for fred i verden med fredelige midler, for en afbalanceret fordeling af jordens ressourcer og for en bæredygtig udvikling med langt perspektiv”.
Turbomilitarisme
Det er skuffende at se, hvordan antimilitaristiske positioner er brast sammen som et korthus efter Ukraine-krigen. Fredspolitiske positioner er blevet opgivet til fordel for en maximalistisk tilgang til krigen, hvor man satser på, at den ene part skal vinde. Christopher Mott (2023) skriver i en historisk analyse, at skal man lære af den nyere tids historie, så ender denne krig ikke med en knock out: ”Maximalister ser på 2. Verdenskrig og tror, at Ukrainekrigen kan tage samme retning. Men det er ikke sådan, konflikter er endt i årtier siden da”. Den massive oprustning, som er besluttet i Tyskland (og Danmark), har sat så meget turbo på, at våbenindustrien og højrefløjen allerede taler om, hvad der skal ske, når disse enorme bevillinger udløber (Wagner, 2022). De skal selvfølgelig fastholdes, mener de. Det betyder, at virkelig alvorlige problemer, som behøver en løsning, udsættes eller forstærkes. Den eskalerende stormagtskonkurrence betyder, at indsatsen mod klimaforandringer, arters uddøen, pandemier og en økonomi der bygger på evig vækst og udbytning går i stå. Nedtællingen og opgøret med denne farlige turbomilitarisme må være en hovedopgave for venstrefløjen og alle gode humanister.
Noter:
Heffermehl Fredrik S.: Nobels Vilje, Oslo, 2008.
End of Cold War Illusions: Harry Magdoff & Paul M. Sweezy, Monthly Review. November 2022, Monthly Review | End of Cold War Illusions
Nobelpristager Fredrik Bajer: Fredrik Bajer – Facts (nobelprize.org)
James M. Cypher: The political economy of systemic US militarism. Monthly Review, april 2022. Monthly Review | The Political Economy of Systemic U.S. Militarism
James M. Cypher: From Military Keynesianism to Global-Neoliberal Militarism, juni 2007,Monthly Review | From Military Keynesianism to Global-Neoliberal Militarism
Fredsaftaler: Derfor kan det være lettere at fortsætte krigen end at slutte freden | Kristeligt Dagblad, 22. juli 2022.
https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/fredsaftaler-derfor-kan-det-vaere-lettere-fortsaette-krigen-end-slutte-freden
Helmut Kapfenberger, Junge Welt, 27. Jan. 2023. Triumpf der Diplomatie,27.01.2023: Triumph der Diplomatie (Tageszeitung Junge Welt)
Jürgen Wagner: Im Rüstungswahn. Deutschlands Zeitenwende zu Aufrüstung und Militarisierung, Papyrossa Verlag, Köln 2022. Neuerscheinung – PapyRossa Verlag
Christopher Mott: Tell me how this ends: If recent history is a guide, not with a knockout blow. Responsible Statecraft, 3 marts 2023, Tell me how this ends: If recent history is a guide, not with a knockout blow – Responsible Statecraft
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
