I 1845 indledte Karl Marx sine Teser om Feuerbach med en klage over, at datidens materialister og socialister alt for længe havde beskrevet klassekampen som en kamp om positioner, anskuelser og argumenter og forsømt den psykologiske dimension – den menneskelige praksis båret af følelser. Allerede i første sætning der hører til Tese 1 skrev han i den snørklede litterærfilosofiske stil af G.W.F. Hegel og hans tid:
“Hovedmangelen ved al hidtidig materialisme – Feuerbachs medregnet – er, at tingen, virkeligheden, sanseligheden, kun opfattes som objekt eller som beskuen; derimod ikke som menneskelig sanselig praksis, ikke subjektivt.”
Vi deler hans opfattelse af, (i) at følelser så som frygt, angst, medlidenhed, had og håb karakteriserer mennesker og deres handling; (ii) at derimod stater ikke har følelser, de har interesser, typisk deres herskende klasse; (iii) at “socialistisk praksis” er langt mere end blot at hænge valgplakater op på lygtepæle. Socialistisk praksis er en sanselig praksis, der bygger på menneskers følelser og kræver en indsats, der involverer hele personen. (iv) Dernæst forsøger vi at forklare, hvorfor og hvordan vi bør være langt mere opmærksomme på de følelser, som de mennesker, vi politisk interagerer med, bærer på – uanset om de er nuværende eller potentielle allierede eller nuværende eller potentielle fremtidige modstandere. Når højrefløjen spiller på folkets følelser, må vi tilbagebetale med samme mønt.
I de seneste år har Europa bevæget sig i en tydelig mere militaristisk retning. Vi ser nu en markant oprustning, et stigende fokus på våbenproduktion og en voksende villighed til at stimulere og engagere sig direkte i visse typer konflikter – som eksempelvis krigen i Ukraine – samtidig med en tilbageholdenhed over for andre, så som manglende forsøg på at standse Israels krigsforbrydelser og folkemord i Palæstina. Danmark er ingen undtagelse.
Danske politikere taler åbent om behovet for “styrke gennem afskrækkelse”, om nye investeringer i krigsindustrien og om tættere samarbejde med NATO og USA. Men også, at “venskabet med USA” tilsyneladende forhindrer enhver form for aktiv indsats for at beskytte palæstinenserne eller afbryde leveringen af krigsmateriel til Israel.
Skal venstrefløjen genvinde sin rolle som antimilitaristisk kraft, må den anerkende følelsernes betydning i politik og omsætte dem til bevidst, kollektiv handling.
I begge tilfælde er det påfaldende, med hvilken sindsro et stort flertal af folkevalgte politikere i Danmark og i EU-parlamentet opfordrer ukrainerne til fortsat at kæmpe mod Rusland – med den fortsatte ødelæggelse af dele af Ukraine til følge – samtidig med at våbenleverancerne til Israel fortsætter uanfægtet. Ikke én eneste dag har man offentligt drøftet muligheden, retten eller pligten til at standse militærets drab i Palæstina.
Hvorfor er militarismen igen i fremmarch blandt vest- og centraleuropæiske – herunder danske – politikere?
Hvis man, som klassisk materialisme foreslår, ser stater som aktører med interesser snarere end følelser, bliver det nødvendigt at spørge: Hvilke konkrete interesser ligger bag denne kurs mod oprustning og konfrontation på den ene side – og tilpasning og tilbageholdenhed på den anden?
Der findes flere mulige forklaringer på Europas militarisering, men tre skiller sig særligt ud:
Krigskeynesianisme: Tanken om, at oprustning kan fungere som økonomisk motor – skabe vækst, modernisering og teknologisk suverænitet, er inspireret af J.M. Keynes. Den virkede i 1930’ernes Tyskland med den kendte fatale følge af et militær-teknologisk overlegent Nazityskland. Dog passer denne forklaring dårligt på nutiden, hvor der ikke findes en hær af arbejdsløse, som skal “aktiveres” gennem krigsproduktion. Dermed bliver modernisering gennem krigsproduktion et absurd kostbart eventyr.
Afværgelse af russisk ekspansion: En udbredt fortælling hævder, at oprustningen primært har til formål at beskytte Vesten mod russisk aggression. Historisk set har Rusland haft konflikter med nabolande mod øst og syd, som Zarismus opfattede som ingenmandsland – ikke med Vesteuropa.
Sammenligningen med Nazi-Tysklands umættelige ekspansion mod øst og dets søgen efter råstofreserver, konstant opmuntret af vestlig eftergivenhed, er fejlagtig, da Rusland bestemt ikke mangler råstoffer og territorium. Derfor fremstår denne forklaring mest som et middel til at skabe fælles frygt på hjemmefronten og mobilisere en befolkning, der er villig til at acceptere nødret og krigsretlige begrænsninger.
Desuden harmonerer denne fortælling dårligt med Vestens egen fremstilling af krigen i Ukraine, hvor Rusland angiveligt befinder sig i alvorlige vanskeligheder. Hvis denne påstand er korrekt, rejser det spørgsmålet: Hvordan skulle Rusland så kunne klare en militær konfrontation med en alliance som NATO?
Tilpasning til USA’s strategiske interesser: Den mest plausible forklaring kan være, at de europæiske lande – inklusive Danmark – i stigende grad deler eller tilpasser sig USA’s globale strategier. Her handler militarismen ikke blot om forsvar, men om opretholdelsen af et politisk og økonomisk system, hvori Vesten bevarer kontrollen – både over egne befolkninger i krisetider og over to andre stormagter: Rusland, som historisk set aldrig har accepteret udenlandsk indblanding, og siden Kina, der efter 1948 fulgte en lignende kurs og heller ikke længere tolererer eksterne indblandinger.
Det er vigtigt at huske, at de ulige magtforhold mellem det økonomiske nord og det globale sydøst udgør den strukturelle ramme, der muliggør en fortsat udvinding af ressourcer og udnyttelse af billig arbejdskraft – til fordel for de rigeste lande.
Hvorfor fortsætter så mange europæiske politikere med at støtte krigen, som om dens konsekvenser aldrig vil ramme deres egne borgere – hvor kommer den arrogance og selvsikkerhed fra?
Digitalisering af følelser og fremmedgørelse af døden
Med fremkomsten af det elektroniske slagfelt er digitaliseringen af døden gradvist blevet etableret i løbet af de sidste 50 år. Beslutninger om finansieringen af krigens fortsættelse træffes i London, Bruxelles, København. Den daglige valg af russiske bombemålene for artilleri, droner og raketter træffes i en US-amerikansk kommandocentral i Wiesbaden. Alt sammenflettet i store netværk – og indtil nu på sikker afstand.
En af os (Ali, Arbejderen den 9. marts 2022 i et forsøg på at forstå hvordan et flertal i Enhedslistens hovedbestyrelse dog kunne stemme for intensivering og forlængelse af krigen ved hjælp af danske våbenleverancer til Ukraine) påpegede, at flere efterkrigsgenerationer i Danmark har dannet uhensigtsmæssige associationer med krigen igennem Hollywoods krigsfilm og CNN’s “sexede” reportager af krig.
Disse generationer var heldige, og ingen måtte under huden føle, hvad en krig betyder. På denne måde fik vesteuropæiske politikere, militærfolk og journalister et romantisk billede af krigen og blev forført til en lemfældig, simplificerende tilgang til, hvad der egentligt er behov for (mægling, A & B), og hvad man skulle holde sig fra (intensivering af krigen, A & B).
Samme pointe havde den amerikanske vicepræsident J.D. Vance, når han hånede med sin “de ved ikke, hvad de taler om”-krigsentusiastiske vesteuropæiske politiske og militære leder den 4 marts 2025 på Fox News efter den 61. München-sikkerhedskonference.
I 1978 introducerede en af os (Bernhelm i Blätter für deusche und international Politik 78/1, side 18-30) udtrykket fiktiv krigsførelse for at beskrive denne nye type af drab og død, der er nær for ofre og fjern for de (u)ansvarlige.
I dag er udtrykket hybrid krigsførelse et synonym for at kombinere forhandlingsberedskab med en høj grad af alert, mekaniseringen af bevæbning og digitaliseringen af krigsførelse, fragmenteringen af funktioner og deres kunstfærdige reintegration gennem netværksdannelse, det vil sige adskillelsen og sammenkoblingen mellem præcision og ødelæggelse. En fremmedgørelse som Marx i Grundrisse endnu ikke havde en forestilling af.
Død og døden er ujævnt fordelt mellem hæren, flyvevåbnet og flåden og dem, der forfører og kommanderer dem: På grund af frontlinjens dybde begrænser sø- og luftkrigsførelse døden hovedsageligt til den berørte befolkning, mens de fleste bombepiloter forbliver uskadte og kan efter missioner normalt hente deres børn fra vuggestuen eller børnehaven, inden den lukker om eftermiddagen.
Noget lignende gælder for operatører af droner og missiler. Digitaliseringen af drab og død i luftkrigsførelse fører til illusioner om vestlig teknisk overlegenhed og en indbildsk tro på, at krigsførelsens risici kan begrænses. Forkrøbling og død i stor skala forekommer til gengæld for egne og fjendens militærpersonale i landkrigsførelse, når positioner skal holdes eller fremrykkes.
Naturligvis har størstedelen af de millioner af syriske, irakiske, persiske, afrikanske og ukrainske flygtninge og andre migranter i Vesteuropa mere erfaring med lemlæstelse og død, end vores krigsfikserede medier, politikere og militær ville ønske sig selv.
*****
Det er ikke første gang, vi er vidner til en bølge af militarisme og krigseufori. Både før, under og efter Første og Anden Verdenskrig har vi set lignende tendenser, hvor stater og befolkninger lod sig rive med af forestillingen om, at militær styrke var løsningen på politiske, demografiske og økonomiske kriser. I dag gentager historien sig i nye former – blot med andre ord, teknologier og fjendebilleder.
Også inden for venstrefløjens historie kan vi genkende forskellige måder at forholde sig til denne udvikling på.
Venstrefløjens forhold til den stigende militarisme
Venstrefløjen har historisk set været den mest konsekvente modstander af militarisme og krigsførelse. I takt med at Europa igen opruster, og politiske ledere taler om “beredskab”, “åndelig oprustning”, “afskrækkelse” og “styrke”, bliver spørgsmålet derfor presserende: Hvordan reagerer den nuværende venstrefløj på denne udvikling? Ser vi en fortsættelse af den klassiske antimilitaristiske tradition – eller et opbrud, hvor idealerne gradvist erstattes af resignation?
Menneskers reaktioner på politiske, økonomiske, kulturelle og militære konflikter i hovedtræk kan opdeles i tre tendenser: klassebevidsthed, resignation og spontanitet.
Klassebevidsthed
Vores tilgang til militarisme udspringer af en klasseanalyse. Vi ser krig ikke som et resultat af nationale interesser, men som et udtryk for de herskende klassers økonomiske og politiske magtspil.
For den bevidste venstrefløj handler modstanden mod militarismen derfor ikke kun om fred som et moralsk og fysisk ideal, men om klassekamp og international solidaritet. Den tager udgangspunkt i en grundlæggende enhed – mere præcist en permanent spænding mellem momentan emotion og forud skuende fornuft. Vi bør ikke følge vores følelser af medmenneskelighed, solidaritet og empati blindt.
I klassesamfund er det ikke altid givet, hvornår det er det rette tidspunkt for følelsesmæssige reaktioner. Følelser må derfor kobles – tæmmes i nogle sammenhænge og intensiveres i andre – med en rationel analyse af virkeligheden, baseret på klasseinteresser tilegnet i eget praktiske erfaring.
Her vil vi inddrage Marx’ Fjerde Tese, hvor han fremlægger det materialistiske synspunkt, at alle følelser på sin vis er ægte, idet de afspejler reelle forhold – ofte med deres umenneskelige og destruktive sider, og ofte på en urealistisk måde der frembringer illusioner.
Marx minder os om, at vi ikke har råd til at ignorere disse følelser. Tværtimod bør de analyseres omhyggeligt, særligt når der søges samarbejde med de grupper, der bærer dem. Samtidig må vi fastholde, at vores socialistiske mål er at overvinde – og afskaffe – de samfundsforhold, som fremkalder sådanne selvdestruktive følelser som deres spejlbillede.
“Den kendsgerning nemlig, at det verdslige grundlag (af at verden religiøst gøres til fremmed for sig selv og således fordobles til en religiøs, indbildt verden og en virkelig verden) løsner sig fra sig selv og fikserer sig i skyerne som selvstændigt rige, kan netop kun forklares ud fra dette verdslige grundlags sønderrevethed og selvmodsigende karakter. Det verdslige grundlag må altså først forstås i sin modsigelse og dernæst praktisk revolutioneres ved fjernelse af modsigelsen.”
I den Tredje Tese fremhæver Marx den indbyrdes sammenhæng mellem frigørelsen af de materielle forhold i verden (“forandringen af omstændighederne”) og frigørelsen af menneskelige følelser og handlinger (“den menneskelige virksomhed”) – på følgende måde:
“Den materialistiske lære, at menneskene er produkter af omstændighederne og opdragelsen, at forandrede mennesker altså er produkter af andre omstændigheder og forandret opdragelse, glemmer, at omstændighederne netop forandres af menneskene, og at opdrageren selv må opdrages. Den fører derfor nødvendigvis til, at den skiller samfundet i to dele, af hvilke den ene er ophøjet over samfundet. (For eksempel hos Robert Owen.)
At forandringen af omstændighederne falder sammen med den menneskelige virksomhed, kan kun opfattes og forstås rationelt som revolutionerende praksis.”
Det vil sige, vi på den danske venstrefløj er ikke sparekassebestyrere, som udefra kan fylde revolutionær bevidsthed på samme måde som en kassekredit. Det må ske hos menneskerne selv gennem deres deltagelse i samfundets befrielse fra udbytningen, miljøødelæggelse og militarisme.
Vi anser denne indsigt hos Marx for både korrekt og betydningsfuld – om end næppe for raketvidenskab. Som enten nuværende eller tidligere undervisere i matematik ved vi, hvor afgørende det er at (i) møde elever og studerende dér, hvor de befinder sig fagligt og menneskeligt, (ii) inddrage dem i arbejdet med eksemplariske og aktuelle problemstillinger og på den måde (iii) understøtte udviklingen af deres kompetencer.
I denne tradition – inspireret af Marx, Luxemburg og Lenin – står internationalismen centralt: Arbejdere, lønafhængige i alle lande har mere til fælles med hinanden end med deres egne regeringer. Krig er derfor ikke en naturlig konflikt mellem folk, men et påtvunget sammenstød mellem de udbyttede klasser og lag til gavn for de privilegerede.
I en tid, hvor militarisme, medier og magtstrukturer former den offentlige bevidsthed, må venstrefløjen – hvis den ønsker at bevare sin rolle som antimilitaristisk kraft – afstå fra at pådutte befolkningen en alternativ bevidsthed, sådan som andre aktører forsøger at påtvinge dem fremmede følelser.
I stedet bør venstrefløjen fokusere på at skabe de nødvendige betingelser for, at mennesker kan udvikle deres egne følelser og generobre evnen til selvstændig bevidsthedsudvikling: at forbinde følelserne af utryghed og vrede med en rationel klasseanalyse og et humanistisk alternativ.
Resignation
En anden reaktion på militarismens fremmarch er resignation – ofte forklædt som realisme eller politisk nødvendighed. Her ser vi dele af venstrefløjen tilpasse sig de nye sikkerhedspolitiske dogmer, acceptere NATO’s rammer og støtte oprustning som en “midlertidig nødvendighed”.
Denne form for opportunisme kan udspringe af forskellige faktorer: Frygt for at miste politisk legitimitet, ønske om regeringsdeltagelse eller simpel træthed efter årtiers kamp uden afgørende resultater. For nogle bliver det et spørgsmål om karriere og overlevelse i et politisk system, hvor antimilitarisme sjældent belønnes.
Et af de mest markante historiske eksempler på venstrefløjens resignation over for militarismen findes i tiden op til og under Første Verdenskrig. Ved den internationale socialistkongres i København i 1910 udtrykte repræsentanter fra arbejderbevægelser over hele Europa en klar modstand mod krig.
Der blev talt om solidaritet på tværs af grænser og om nødvendigheden af at stå sammen imod kapitalens og statens krigsforberedelser. Men disse antikrigsfølelser forblev uden konkret handling. Der eksisterede ingen effektiv plan for eksempelvis kortlægning af rustningsindustrien eller organisering af strejker og sabotage på relevante arbejdspladser. Der manglede et fælles organisatorisk apparat og en konkret strategi til at omsætte ordene til kollektiv og handlingsorienteret modstand.
Da krigen brød ud i 1914, kollapsede den internationale solidaritet næsten øjeblikkeligt. I både Tyskland og Frankrig blev krigsbegejstringen massiv – ikke kun blandt den borgerlige elite, men også i fagbevægelsen og de socialistiske partier, som burde have stået i spidsen for modstanden. Mange socialdemokratiske partier stemte for krigskreditter i parlamenterne og støttede “deres eget” lands regering under påskuddet af nationalt forsvar.
Denne udvikling var ikke blot et udtryk for svigt, men for en dybere form for politisk resignation og opportunisme. Arbejderbevægelsens ledere troede på statens og storkapitalens løfter om, at krigen ville skabe nationale fremskridt, beskæftigelse og forbedrede sociale vilkår. Den tidligere internationalistiske retorik blev erstattet af patriotisme og pragmatisme – i nogle tilfælde af ren selvopholdelsesdrift.
I denne situation stod Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg isoleret. Som nogle af de få fastholdt de et konsekvent antimilitaristisk standpunkt og insisterede på, at arbejderne ikke skulle lade sig bruge som redskaber i kapitalens krige. De blev mødt med censur, fængsling og udstødelse – både af staten og deres egne partier.
Denne historiske episode illustrerer et mønster, der stadig genfindes i dag: Når militarismen vokser, og samfundet samles omkring en fortælling om “nødvendig forsvarsvilje”, presses venstrefløjen til at vælge mellem princippet og tilpasning. De, der forsøger at holde fast i den antimilitaristiske tradition, risikerer at blive marginaliseret – mens flertallet søger kompromis og respektabilitet inden for den dominerende orden. Historien fra 1910 til 1914 viser, hvordan venstrefløjen kan miste sin revolutionære DNA, når frygten for isolation og politisk nederlag overstiger modet til at sige nej.
Spontanitet
Den tredje reaktionsform er det, J. Mietz (Free21, oktober 2025) kalder spontanitetens ideologi – en følelsesmæssig, men ureflekteret reaktion på krig og trussel. Her drives holdningerne ikke af klasseanalyse eller strategisk tænkning, men af en giftig cocktail af følelser: moralsk overlegenhed, national stolthed og troen på Vesten som det “åbne og oplyste samfund”.
Denne spontanitet forstærkes af fordomme – kulturelle, nationale, religiøse og politiske – og af mediernes konstante produktion af frygt, angst og medfølelse. Når befolkninger bombarderes med billeder af lidelse og fortællinger om “det gode mod det onde”, bliver det svært at fastholde en kritisk og analytisk position. Venstrefløjen risikerer her at glide med strømmen af følelser og instinktive reaktioner – og dermed ubevidst at støtte den krigslogik, den traditionelt har bekæmpet.
Historien rummer flere eksempler på, hvordan spontane følelsesreaktioner har overtaget pladsen for rationel, klassebaseret analyse – også på venstrefløjen. Fænomenet, som J. Mietz kalder spontanitetens ideologi, opstår i øjeblikke, hvor frygt, nationalisme og moralsk indignation får overtaget, og hvor politiske vurderinger bliver styret af stemninger snarere end strukturer.
Denne spontane følelsespolitik skaber et paradoks: Den fremstår som moralsk bevidsthed, men kan i praksis fungere som en støtte for militarismens logik. Venstrefløjen må derfor ikke længere ignorere de følelsesmæssige storme, der opstår i mødet med samtidens kriser.
Udfordringen består i at anerkende ægtheden i disse spontane følelsesudtryk og forstå, at de afspejler en politisk realitet. Det handler om at fastholde kampen for en verden, hvor sådanne følelser ikke længere instrumentaliseres til at fremme død og ødelæggelse, men i stedet danner grundlag for en bevægelse, hvor empati omsættes til analyse – og analyse til kollektiv handling.
Konklusion
Europa bevæger sig mod øget militarisering, drevet af økonomiske interesser og strategisk tilpasning til USA og båret af følelsesmæssige mekanismer som frygt og resignation.
Venstrefløjens dilemma i denne militariserede tid udspringer af dens manglende evne til at forbinde rationel klasseanalyse med menneskelige følelser. Skal den genvinde sin rolle som antimilitaristisk kraft, må den anerkende følelsernes betydning i politik og omsætte dem til bevidst, kollektiv handling, hvor empati, håb og vrede ikke undertrykkes, men kanaliseres i kampen mod krig, udbytning og fremmedgørelse.
Bernhelm Booss-Bavnbek er medlem af Enhedslisten Brønshøj-Husum Afdeling og lektor i matematik og matematisk modellering ved Roskilde Universitet.
Ali Hansen er medlem af Rødt Venstre og forhenværende medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Enhedslisten.
Om baggrunden for denne analyse
Med vores bidrag til Arbejderen forsøger vi at udvikle en handlingsorienteret politisk pædagogik, der går videre end en intellektuel oplysningsmodel, så vigtigt det end er. Med Ernst Blochs analyse af nazi-ideologiens massetilgang (skrevet i eksil i Tjekkiet i 1937) forstår vi menneskers affektive drømmeenergier som et mobiliseringspotentiale, der ikke længere må ignoreres.
Dette fører til en vægtforskydning i det marxistiske tankegods’ kernepoler: nemlig forholdet mellem kritik og forventninger. Til dette formål foretager Bloch den grundlæggende skelnen mellem marxisme som kold strøm og som varm strøm.
“Kold strøm” betyder at belyse de økonomiske begrænsninger, love og ideologiske tåger gennem lyset fra en rationel analyse af ideologi og interesser.
Den “varme strøm” i marxismen, som Bloch fremhæver i højere grad, forener de lavere klassers forventningsfølelser og sigter mod det positive, historisk realiserbare billede af et samfund, der ikke længere er opdelt i modsatrettede klasser. Dette forventningsfulde billede “appellerer ikke kun til forstanden, men også til fantasien, som så længe har været underernæret af socialismen”.
Den modstridende bevidsthed hos dem, der i strid med deres fornuftige interesser fulgte nationalsocialismen, blev i den socialistiske agitation fordømt som tilbagestående – alene bestemt af de fascistiske lederes og deres sociale bagmænds svigagtige hensigter. Bloch modsætter denne abstrakte oplysningsposition nødvendigheden af ikke at udelukke hele den følelsesverden, der præger de middelklasser, der bærer fascismen, men at tage den alvorligt som udgangspunkt.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

