Kronik
Selvom Marx ikke primært er kendt som miljøteoretiker, har folk, der studerer hans værker, i de seneste årtier argumenteret for, at Marx havde en systematisk tilgang til miljømæssig beskyttelse, at han anerkendte de grundlæggende forbindelser imellem arbejde, teknologi og natur, og, ifølge sociolog John Bellamy Foster, at hans diskussioner om miljøet “foregreb nogle af de mest avancerede økologiske analyser sidst i det 20. århundrede”.
Ved at analysere det forvrængede forhold til resten af naturen, som kapitalismen påfører menneskene, brugte Marx sin samtids udvikling indenfor landbrugsvidenskab til at argumentere for, at man ved at forandre de socioøkonomiske forhold radikalt vil kunne reparere kløften imellem mennesket og naturen. Det er muligt at finde en vej til bæredygtighed og beskyttelse af miljøet.
Hvor kapitalismen ser naturen som noget adskilt fra menneskeheden, noget der kan og skal domineres af mennesker, og som endda er en “gratis gave” til kapitalen, fremsatte Marx et dybere synspunkt.
Marx og Engels var vidner til og ivrige analytikere af de iboende miljøproblemer i det 19. århundredes kapitalisme. De skrev om udtømning af kulforekomsterne, ødelæggelsen af skove og – særligt – om den stadige forringelse af jordens frugtbarhed, som Foster opfatter som det mest presserende problem på det tidspunkt. På grund af gennembrud indenfor jordkemi fik de store landbesiddere kendskab til værdien af tilsætningsstoffer som kaliumsalte, fosfater og guano (havfuglegødning, som samledes i store mængder i Sydamerika og Caribien) til at forbedre “udpint jord”. Samtidig gik det op for landmændene, at mineralreserver, der kunne bruges til berigelse af jorden, var dyre og sparsomme.
En af de førende landbrugskemikere på den tid, Justus von Liebig (1803-73), kritiserede de landbrugsmetoder, der var afhængige af de yderst begrænsede ressourcer som guano. Sådanne midlertidige løsninger kan ikke genoprette jordens “reproduktionsbetingelser”. “Rationelt landbrug”, skrev Liebig i 1859, krævede en radikal genanvendelsesplan, som ville sende næringsstofferne fra byens indbyggeres affald tilbage til jorden på landet. Kun dette kunne sikre bæredygtighed. Liebig kaldte det “restitutionsprincippet; ved at give markerne det, der betinger deres frugtbarhed, tilbage kan landmanden sikre denne permanent”.
Forholdet mellem land og by
I sine diskussioner om naturen i Kapitalen bygger Marx kraftigt på Liebigs arbejde og viser, at skellet mellem bymæssige og landlige interesser i Liebigs arbejde afspejler “den største adskillelse af materielt og åndeligt arbejde” – det vil sige skellet mellem land og by. Kapitalistisk produktion koncentrerer befolkninger i byer, fremmedgjorte fra det naturlige grundlag for menneskelig eksistens. Kapitalismen, skrev Marx, “forstyrrer den fysiologiske udveksling” mellem mennesket og den planet, de bebor; det er dette koncept, vi omtaler som et “brud på stofskiftet”. Som han skrev i Kapitalen (bind 3):
“Store landejendomme skærer stadigt landbefolkningen ned til et minimum og konfronterer den med en stadigt voksende industriel befolkning, der er stuvet sammen i store byer; på denne måde skaber den forhold, der forårsager en uhelbredeligt brud i de gensidigt afhængige processer i det sociale stofskifte, et stofskifte der forudsættes af livets egne naturlove.”
Her bruger Marx det organiske billede på et stofskifte med henvisning til de biologiske systemer, gennem hvilke en organisme optager næring fra sit miljø og udskiller affald, det der gør den i stand til at vokse og formere sig. Stofskiftet kan bruges som billede på den enkelte celles vedligeholdelsesprocesser, en organismes, et økosystems eller for den sags skyld hele klodens. Dertil fokuserede Marx på det sociale stofskifte, i hvilket de systemer, der forbinder mennesket med naturen, holdes i ave af produktive kræfter. “Bruddet på stofskiftet” henviser til, hvordan menneskets arbejde bliver fremmedgjort fra dets naturlige ressourcer.
Her drog Marx en parallel mellem den kapitalistiske udbytning af arbejdere i byerne og det kapitalistiske landbrugs udtømning af naturens ressourcer, som jordens frugtbarhed, på landet. Storindustri fattiggør arbejdere, og storlandbrug dræner jorden. Bruddet på stofskiftet på globalt plan ses i den måde, de imperialistiske nationer røver de koloniserede områders naturressourcer, derunder udpining af deres jord. At udgrave guano i Peru eller at samle chilenske nitrater er midlertidige, falske løsninger på problemet med udpint jord. (Faktisk sagde Liebig, at Englands landbrug ville være nødt til at finde guanoreserver omtrent på størrelse med engelske kulforekomster for at kunne anvende det effektivt).
Kun socialisme er bæredygtig
I Marx’ øjne er den eneste varige vej til bæredygtighed den “bevidste, rationelle varetagelse af jorden som permanent fælles ejendom” – med andre ord en afskaffelse af privat ejendomsret til jord. Økologisk bæredygtighed er kun muligt i et “fremtidigt fællesskab af forbundne producenter”, et socialistisk fællesskab som vil bringe med sig en ny og højere syntese, en forening af landbrug og industri.
En overgang til socialisme er dog ikke i sig selv en garanti for, at modsætningsforholdet imellem by og land vil blive overvundet automatisk. Ifølge Foster lagde Marx vægt på behovet for omhyggelig planlægning, for en mere jævn fordeling af mennesker imellem bymæssige og landlige områder og for genanvendelse af jordens næringsstoffer fra byen på landet.
Den tidlige periode i Sovjetunionen, især i Lenins tid, havde mere bevidst hensyntagen til den videnskabelige håndtering af naturressourcer og naturbevarelse. Senere fik andre prioriteringer Sovjets ledere til sidst i det 20. århundrede at forfølge politikker, der har været karakteriseret som “økomord”, og miste fokus på Marx’ argument om brud på stofskiftet. En bedre model på et samfunds potentiale, når det ikke er domineret af enorme private virksomheder, kan findes i Cuba, hvis fremskridt i kystsikring, landbrug i byen og bæredygtigt landbrug er velkendte. Disse landvindinger er umulige, når kortsigtet profit til private ejere er det primære mål.
John Bellamy Foster mener, at vi som regel ikke tænker på Marx som miljøteoretiker, fordi vores definition på miljøtænkning er for snæver og sætter økocentrisme (fokus på den naturlige verden) op overfor antropocentrisme (fokus på mennesket) og udelader forbindelserne mellem samfundet og naturens verden. Hvor kapitalismen ser naturen som noget adskilt fra menneskeheden, noget der kan og skal domineres af mennesker, og som endda er en “gratis gave” til kapitalen, fremsatte Marx et dybere synspunkt. Ikke engang jordens frugtbarhed, skrev Marx i Filosofiens fattigdom, “er så naturlig en kvalitet, som man kunne tro; den hænger nøje sammen med de sociale forhold på den tid”.
Nøglen til at balancere mennesket og naturen findes i teknologien, som skabes af både naturlige forhold og sociale relationer. Som Foster påpeger, skabte fremskridt i landbrugsteknikker de nye sociale forhold, som er grundlæggende uforenelige med bæredygtigt landbrug. Det, der skal ændres, er ikke flere eller anderledes tekniske landvindinger, men derimod en forandring i selve de sociale forhold.
Ved en ungdommens klimastrejkemarch for nylig bar en ung mand et skilt, hvor der stod: “Den eneste løsning på klimakrisen er en ende på kapitalismen”. Marx ville være enig. Strukturelle ændringer, en inddæmning af virksomhedernes magt vil være den eneste effektive måde at beskytte Jorden på, der, som Engels skrev, “er vores et og alt, den første betingelse for vores eksistens”.
Artiklen er oversat af Jette Gnudtzmann. Den har været bragt i Monthly Review den 13. november 2021 og i Magasinet Arbejderen nr. 5, 2021.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
