Læserbrev
Denne artikel er et bidrag til World Socialism Forum, som blev afholdt 9.-10. september 2024 i Beijing, Kina. Oversat af Arbejderen.
- Siden 2004 har Kinas Samfundsvidenskabelige Akademi (CASS) været vært for World Socialism Forum. I 2024 blev forummet afholdt den 9. og 10. september i Beijing. Det samlede kommunistiske, socialistiske og marxistiske forskere fra hele verden.
- På konferencen deltog omkring 120 personer, hvoraf omkring halvdelen var fra Kina og den anden halvdel fra andre lande: Argentina, Australien, Bangladesh, Brasilien, Cameroun, Cuba, Cypern, Finland, Ghana, Grækenland, Irak, Italien, Japan, Laos, Libanon, Nepal, Rusland, Schweiz, Spanien, Storbritannien, Syrien, Tyskland, Ungarn, Uruguay, Vietnam og Zambia.
- Fra Danmark deltog Lotte Rørtoft-Madsen, der – udover at være i redaktionen for Magasinet Arbejderen – også er formand for Kommunistisk Parti.
- Eftersom World Socialism Forum igennem årene har udviklet sig til at blive en betydningsfuld platform for dialog mellem marxistiske ledere og forskere fra Kina og hele verden, har Magasinet Arbejderen valgt at bringe et udpluk af de mange bidrag.
“Den nye runde af industriel transformation og udviklingen af verdenssocialisme.” Dette er titlen på et af de emner, vi diskuterer.
Det er opdelt i to områder, som tilsyneladende ikke er forbundet med hinanden: På den ene side teknologisk og industriel innovation og på den anden side mulighederne for vækst i socialismens indflydelse på et planetarisk niveau.
Multipolaritet skal ikke kun forstås geopolitisk – det repræsenterer et dybtgående paradigmeskift på alle områder.
I virkeligheden er det to tæt forbundne emner: Ikke kun fordi Kina har lært os, at socialisme betyder udvikling af produktivkræfter og ikke lighed i fattigdom. Men også fordi et nyt socialistisk perspektiv i andre lande i verden kun kan åbne sig, hvis først og fremmest de fem socialistiske lande, der er tilbage i dag (Kina, Cuba, Laos, Vietnam og Folkets Korea), er i stand til både at modstå og gå videre ad den teknologiske innovations vej og at opnå uafhængighed i denne sektor af det imperialistiske Vesten og dets IT-monopoler og dermed også tilbyde et alternativ til mange andre nationer, der er klar til at frigøre sig fra det neokoloniale åg.
Denne frigørelsesproces for landene i det globale syd er sammen med den nye silkevej kendetegnende for vores historiske æra. En æra, der vil blive husket som en overgangsperiode fra det atlantiske og unipolære system, der nu er i uigenkaldeligt forfald, til multipolaritet.
Multipolaritet handler ikke kun om geopolitik
Som jeg gentagne gange har påpeget i nogle af mine artikler, skal multipolaritet ikke kun opfattes som et geopolitisk spørgsmål, men skal snarere forstås i sin helhed. Det repræsenterer et dybtgående paradigmeskift på alle områder.
Faktisk må den økonomiske struktur i et land, der er indlejret i multipolaritet, nødvendigvis sørge for offentlig indgriben i økonomien, hvilket i sig selv er helt uforeneligt med den neoliberale, private og egoistiske model, der er på mode i Vesten.
Dette vil naturligvis have konsekvenser, som vil smitte af fra den økonomiske struktur til den ideologiske overbygning: Multipolaritetens virkninger vil derfor også i fremtiden kunne ses på de politiske institutioner og på den sociale og kulturelle dynamik i de vestlige lande selv.
Derfor må de kommunistiske partier, selv de mindre i Europa, omsider tage til efterretning, at vi er på vej ind i en ny fase, meget turbulent, men også fuld af perspektiver, hvor revolutionære subjektiviteter vil være i stand til, hvis de forstår at være tilstrækkeligt dialektiske og snu, at træde frem som fortropper, avantgarder, som måske stadig er meget små i antal, men som ikke desto mindre er i stand til at gøre en forskel i bestemte og strategiske sektorer.
Imperialismen handler ikke altid rationelt
Dette perspektiv, som både rummer økonomisk modernisering i de socialistiske lande og transformation i landene i det imperialistiske center, har måske ikke en lineær vej. Det kan faktisk blive bremset af faren – som desværre ikke kan afvises – for en tredje verdenskrig, og som Joe Biden/Kamala Harris-duoen åbenlyst går ind for.
Det atlantiske system ved, at kapitalismen er gået ind i en systemisk krise, og at dedollariseringsprocessen er i gang. Det vil aldrig acceptere passivt at se på dets tilbagegang til fordel for lande som Kina eller endda Rusland. Muligheden for, at en destruktiv krig kan udløses for at forhindre, at industrielle og teknologiske fremskridt kommer et socialistisk land eller en national befrielsesbevægelse til gode, er ikke helt urealistisk. Imperialisme medfører faktisk i sig selv – i kraft af sin natur – krig.
Jeg ved, at nogle marxister er mere optimistiske og har en tendens til at udelukke denne risiko. Men jeg vil gerne påpege, at imperialismen ikke altid handler rationelt, og at ikke alt altid kan forstås gennem de økonomiske regler.
Det lærte den store italienske marxist Antonio Gramsci os, da han mindede om, hvordan den italienske koloniale ekspansion historisk set i virkeligheden var blottet for økonomiske motiver, men var en nødvendighed i den interne politik. Den italienske imperialisme var derfor irrationel set ud fra samfundets struktur: Dens årsager skulle findes i samfundets overbygning.
De herskende klasser står ikke enige
Jeg mener, at dette er en vigtig lektion i dialektik, som er nyttig for at undgå at læse historiske og sociale fænomener på en mekanistisk og dogmatisk måde. Selv om en verdenskrig ikke er praktisk for nogen ud fra et økonomisk synspunkt, er det ikke sikkert, at USA, EU og NATO ud fra et ideologisk synspunkt af tilsyneladende helt irrationelle indenrigspolitiske grunde vil beslutte at handle ved at fremprovokere et casus belli.
Schweiz’ Kommunistiske Parti – det lægger vi ikke skjul på – er meget bekymret, men vi anerkender, at der kan være en måde at undgå denne katastrofale konklusion på, og det er, at Kina i forbindelse med Belt and Road-Initiativet fremskynder reform- og åbningsvejen, som Kinas Kommunistiske Partis Centralkomités Tredje Plenum (juli 2024, o.a.) korrekt har angivet.
Det vil sige, at hvis Kina er i stand til at fortsætte med at styrke sig selv teknologisk, vil det være i stand til at absorbere den globaliserede vestlige kapitalismes akkumuleringsbehov, før det vælger en direkte militær konfrontation.
Jeg er klar over, at det kinesiske kommunistparti har som mål at modernisere den kinesiske industri ved at fokusere på nye teknologier, digitalisering og kunstig intelligens, samtidig med at afhængigheden af det imperialistiske Vesten mindskes, og en miljømæssigt bæredygtig udvikling fremmes. Og alligevel skal dette perspektiv også kunne håndtere praktiske politiske vanskeligheder i den ret turbulente kontekst, vi opererer i.
Faktisk tyder alt på, at der desværre i det mindste vil komme en ny “kold krig”, omfattende en skadelig politik med ensidige sanktioner og en opdeling af verden i blokke. Hvis det sker, vil en del af det europæiske (og schweiziske) borgerskab – som slet ikke er monolitisk – forsøge at åbne nogle huller. Det vil gøre det med rent kapitalistiske formål, bestemt ikke med pacifistiske idealer. Det vil gøre det på en tvetydig måde.
Det er nødvendigt at vurdere, hvilken form for enhedsfrontpolitik der kan gennemføres i vores respektive lande.
Men vi marxister bliver nødt til taktisk at være i stand til at identificere alle disse rum og handle inden for disse modsætninger med stor fleksibilitet og pragmatisme. Derfor er det nødvendigt at vurdere, hvilken form for “enhedsfront”-politik der kan gennemføres i vores respektive lande.
I Schweiz forsøger vi at gøre dette ved at tematisere forsvaret af neutralitet og åbne op for dialog med de patriotiske sektorer af borgerskabet, der er fjendtlige over for NATO og villige til at diversificere både handelspartnere og teknologiske begrænsninger, der for eksempel kompromitterer den schweiziske hærs selvstændighed.
Nye produktivkræfter af høj kvalitet
Jeg vil nu kort fokusere på begrebet “nye produktivkræfter af høj kvalitet”, som generalsekretær Xi Jinping har nævnt. Jeg mener, at de i dag kan ses som en ny kategori i teorien om videnskabelig socialisme.
Vi ved alle, at der i menneskets historie har været forskellige øjeblikke med caesura (brud o.a.), virkelige revolutioner på det industrielle område, for eksempel produktionens mekanisering, derefter elektrificeringen og endelig computervidenskaben. Alle disse ændringer har muliggjort en stigning i produktiviteten og har potentielt også ført til større velstand.
Men hvis der ikke er nogen socialistisk planlægning i forvejen, risikerer disse forandringer også at skabe større sociale uligheder og forskelle i udvikling, som vi stadig ser i dag i fattige lande, der er udsat for vestlige multinationale selskabers neokolonialisme.
Kina ligger allerede ret højt på det teknologiske og videnskabelige område, for eksempel inden for kvantekommunikation og kunstig intelligens, men også inden for vedvarende energikilder. Marxismen lærer os, at når den økonomiske struktur ændrer sig, påvirker det også den ideologiske overbygning og dermed også de institutioner, der understøtter det socialistiske system.
Derfor vil det være afgørende, at staten regulerer denne nye industrielle revolution, og frem for alt at udviklingen sker gradvist og diversificeret, så man undgår en enkelt udviklingsmodel.
Alle aspekter blev allerede med rette understreget af kammerat Xi Jinping, da han sagde, at “for at udvikle nye produktivkræfter må vi uddybe reformerne yderligere og skabe nye produktionsforhold, der er forenelige med dem”. I et moderne socialistisk samfund er der derfor brug for institutionelle mekanismer til at stimulere innovation og uddybe den socialistiske dynamik.
I de vestlige lande befinder vi os imidlertid i en mindre moden fase, og vores partier er stadig nødt til at identificere de modsætninger, hvor de skal forsøge at gøre en forskel for at komme videre.
Alt dette vil åbne dørene for nye områder inden for marxistisk forskning. Det første forskningsområde bør omhandle planlægning. I tidligere socialistiske systemer, som for eksempel i Sovjetunionen, fungerede femårsplanerne ikke altid tilfredsstillende, også fordi det var svært at finde data, og fordi oplysningerne ikke var præcise nok. Men i dag kan alt dette blive mere præcist og hurtigere takket være informationsteknologien, digitaliseringen og den kunstige intelligens.
Så denne kategori af “nye produktivkræfter af høj kvalitet”, som Kinas Kommunistiske Parti har introduceret, kan give en ny impuls og et nyt liv til princippet om økonomisk planlægning, som fortsat er grundlaget for marxismen-leninismen.
Kan Kinas fremgang stoppe krigen
Et andet aspekt, der kunne være et innovativt studieemne, vedrører selve kapitalismens lovmæssigheder. Ifølge disse lovmæssigheder bliver kapitalismen imperialistisk, når den når det hegemoniske stadie, og så må den derfor nødvendigvis ekspandere. Imperialistisk ekspansion forårsager krige.
Spørgsmålet er, om denne tendens faktisk kan stoppes af en højteknologisk udvikling, i dette tilfælde af Kina, så det kan absorbere den vestlige kapitalistiske akkumulations behov, før den del af den amerikanske herskende klasse, der kræver militær konflikt, får overtaget.
Således hvad angår forskning. Men vi kan også allerede nu identificere mulighed for konkret politisk aktivitet.
Som schweiziske kommunister fornyer vi for eksempel vores indsats inden for fagforeningerne, som vi mener bør involveres bedre i Belt and Road-Initiativet, så arbejdernes frygt for afindustrialisering af Europa i forhold til de nye nationer i Eurasien ikke bliver fremherskende, og så de ikke bliver passive objekter for den krigsophidsende propaganda, som NATO i høj grad opildner i Europa.
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 3, 2024.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
