Analyse
Denne artikel er baseret på Jürgen Lloyds foredrag på konferencen “Fascism Back in Europe?” arrangeret af Zetkin Forum for Social Research. Konferencen blev afholdt i Berlin fra den 20. til den 22. juni 2025. Artiklen har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 4, oktober 2025.
*
For lidt over 100 år siden, i 1916 og midt under Første Verdenskrig, skrev Lenin flere artikler, hvor han kritiserede en gruppe socialdemokrater (herunder N. Bukharin), som han kaldte “imperialistiske økonomiske determinister”.
Jeg er især glad for en af disse tekster, der hedder “En karikatur på marxisme og imperialistisk økonomisme”. Jeg kan ikke kun lide den, fordi den rummer mange henvisninger til Lenins standarder for, hvad marxistisk analyse er, men også fordi man i den finder en ret marginal bemærkning om, at det er meningsløst at argumentere om ord, fordi det er umuligt at gennemtvinge, hvordan et bestemt ord bruges. Ifølge Lenin er det i stedet nødvendigt “at præcisere begreberne, hvis man ønsker at diskutere”.
Vi bør tage denne formaning alvorligt!
Fascismen som politisk fænomen hører hjemme i imperialismens æra – den opstår derfor på det økonomiske grundlag, som monopolkapitalismen udgør.
Præcist definerede og afklarede begreber er en forudsætning for, at vi kollektivt kan erkende og forstå denne verdens forhold og sammenhænge. Erkende og forstå dem på en sådan måde, at vi også kan se, hvordan vi kan ændre dem!
I den ovennævnte artikel fra 1916 forsøger Lenin således at præcisere begreberne. Og det gør han ved at advare imod at sammenblande imperialismens økonomiske og politiske aspekter:
I økonomisk forstand defineres imperialisme som overgangen fra frikonkurrence-kapitalisme til monopolkapitalens storproduktionssystem. Når det kommer til overbygningen, definerer han den politisk som en “vending fra demokrati til politisk reaktion”.
Denne skelnen er yderst vigtig, hvilket fremgår af, hvorledes Lenins efterfølgende udtalelse er blevet mistolket: “Fri konkurrence svarer til demokrati. Monopol svarer til politisk reaktion.” Denne bemærkning tolkes ofte fejlagtigt som en skelnen mellem borgerligt-demokratiske og fascistiske former for monopolkapitalens herredømme.
Begreberne “demokrati” og “politisk reaktion” betegner fænomener i den politiske overbygning. Og overbygningens manifestationer korresponderer med den respektive basis, anfører Lenin.
Hvad Lenin altså siger er, at demokrati er den politiske overbygning, der svarer til frikonkurrence-økonomien, mens politisk reaktion er den politiske overbygning, der svarer til den monopolistiske økonomi. Det er kun, hvis man betragter forholdet mellem basis og overbygning præcis på denne måde, at Lenins udsagn giver mening. Og som sådan kan det ikke fortolkes som en skelnen mellem borgerligt demokrati og fascisme.
(…)
Demokrati eller politisk reaktion
Det er altså en misforståelse at sætte lighedstegn mellem Lenins begreb om politisk reaktion – som den overbygning, der svarer til monopolkapitalismen – og fascisme. For Lenin bruger begreberne “demokrati” og “politisk reaktion” til at definere indholdet af den politiske overbygning, og det er ikke det samme som at definere den politiske styreform.
Med andre ord: Monopolkapitalismens overbygning er reaktion i indholdsmæssig forstand, og frikonkurrence-kapitalismens overbygning er demokratisk i indholdsmæssig forstand. Det borgerligt-liberale parlamentariske demokrati og fascismen er derimod styreformer.
De udgør to forskellige former for, hvorledes den politik, der svarer til monopolet, kan gennemføres. Indholdet er imidlertid det samme i begge tilfælde, og dette indhold blev af Lenin sammenfattet i udtrykket politisk reaktion.
Med denne forklaring in mente kan vi nu bedre forstå, hvad den politiske overbygnings indhold handler om under henholdsvis frikonkurrence-kapitalismen og monopolkapitalismen. Hvordan kan det være, at Lenin definerede indholdet af frikonkurrence-kapitalismens politiske overbygning som demokrati? Hvordan kan det være, at han definerede indholdet af monopolkapitalismens politiske overbygning som politisk reaktion?
Hvad er dette indhold, han taler om?
Indholdet i monopolkapitalismen
Indholdet af det kapitalistiske klasseherredømme er at sikre kapitalistklassens udbytning af arbejderklassen i kraft af kapitalistens tilegnelse af merværdien. Dertil er der brug for privat ejendomsret til produktionsmidlerne og mulighed for at købe arbejdskraften som en vare på markedet. De sociale relationer reguleres på basis af enkeltinteressernes evne til at hævde sig på markedet.
Denne indsigt bragte Marx for dagen i den undersøgelse, han foretog for at “afsløre det moderne samfunds økonomiske bevægelseslov”, som han beskrev det i forordet til sit værk Kapitalen. I rettighedsmæssig forstand håndhæves enkeltinteresserne lige, hvilket svarer til en kapitalistisk økonomi med fri konkurrence og politisk demokrati.
Men hvad med monopolkapitalismen? Her har produktivkræfternes stadig mere samfundsmæssige karakter skabt et voksende behov for overordnet koordinering af de enkelte processer. Produktivkræfterne er ikke længere egnede til enkeltpersoners egen produktion for egne formål, men må sættes i bevægelse af mange producenter, der arbejder sammen (og som tendens: af samfundet som helhed). Kun sådan kan de udfolde deres produktionskapacitet.
Dette behov blev økonomisk set tilgodeset med dannelsen af monopoler.
I den politiske overbygning kræver det, at enkeltinteresser underordnes under de herskende monopolers mål – med andre ord: At monopolerne i sidste ende får adgang til helheden af samfundsmæssigt samvirkende processer. Dette er indholdet af det monopolkapitalistiske herredømme, og Lenin beskrev dette indhold med begrebet politisk reaktion.
Hvad har vi forstået indtil nu?
Vi har set nærmere på, hvorledes Lenin ser en sammenhæng mellem frikonkurrence-kapitalisme og demokrati og mellem monopol og politisk reaktion. Derved er vi kommet frem til, at indholdet af monopolkapitalistisk herredømme består i driften til at underordne enkeltinteresser under monopolernes mål.
Frikonkurrence-kapitalisme avler ikke fascisme
Det er ofte en udfordring for analytikere at skelne mellem den parlamentarisk-liberale og den fascistiske styreform. Disse vanskeligheder opstår dog kun, hvis vi undlader at se nærmere på sagen – når indhold og form forveksles.
Hvis vi derimod dykker ned i det og korrekt fastslår styreformens indhold, opløses spørgsmålet om forskellen mellem parlamentarisk-liberale og fascistiske styreformer i spørgsmålet om, hvilke metoder der er mest hensigtsmæssige for at bringe de enkelte samfundsmæssige aktiviteter i samklang med monopolkapitalens interesser.
Det er også udgangspunktet for, hvordan jeg vil behandle vores emne: Forholdet mellem liberalisme og fascisme og forholdet mellem fascisme og krise.
Først må vi præcisere, i hvilken forstand vi bruger begrebet liberalisme. Man kan med rette tale om den liberale kapitalismes fase i modsætning til monopolkapitalismen. I denne forstand benyttes begrebet liberalisme analogt med frikonkurrence-kapitalisme som et begreb for den økonomiske basis.
Men den liberale kapitalisme eller frikonkurrence-kapitalismen udgør bestemt ikke det økonomiske grundlag for fascismens politiske overbygning. Fascismen som politisk fænomen hører hjemme i imperialismens æra – den opstår derfor på det økonomiske grundlag, som monopolkapitalismen udgør.
Den eneste forbindelse mellem liberalisme og fascisme består i, at monopolkapitalismen udviklede sig naturligt – nemlig på grund af kapitalismens iboende modsætninger – ud af den førmonopolistiske liberale kapitalisme. Anden forbindelse er der ikke.
Liberalisme kan også betegne en ideologisk retning. Eller det ville være korrekt at formulere det i flertal: Liberalisme kan også betegne ideologiske retninger. Liberalisme eksisterede som en ideologi for det opstigende borgerskab i den tidlige (liberale) frikonkurrence-kapitalisme, som var rettet mod aristokratisk styre.
(…)
Fascisme er en særlig styreform
Imidlertid kan liberalisme også beskrives som en form, som monopolkapitalen benytter til at gennemtvinge sin magt politisk. Jeg brugte selv dette udtryk, da jeg talte om den “parlamentarisk liberale” styreform. Også dette er værd at se nærmere på. Den parlamentarisk-liberale styreform, også kendt som borgerligt demokrati, er en form for monopolkapitalistisk styre, hvis anden form er fascismen ved magten.
Det er fornuftigt og af stor betydning for antifascister at skelne mellem disse to former.
Det ville imidlertid være forkert og typisk føre til politisk vildledning, hvis forholdet mellem disse to styreformer blev betragtet som en abstrakt dikotomi (to former der totalt udelukker og på ingen måde overlapper hinanden, o.a.). En sådan fejlopfattelse ville fuldstændig se bort fra det faktum, at selv om der er tale om to forskellige styreformer, er det to former, hvor det samme indhold af monopolkapitalistisk styre sætter sig igennem.
Fascismen adskiller sig ikke fra den liberale styreform ved at have et fundamentalt anderledes indhold. Indholdet bestemmes af de interesser, der skal håndhæves. De metoder, hvormed dette indhold faktisk kan håndhæves – og dermed styreformen – bestemmes af de specifikke forhold. Den afgørende faktor er her, i hvor høj grad flertallet af befolkningen er rede til “frivilligt” at bidrage til, at monopolkapitalen når sine mål inden for rammerne af en parlamentarisk-liberal styreform.
Hvis man undersøger de specifikke betingelser, under hvilke den herskende klasse forsøger at gennemtvinge sine interesser, åbnes der op for et bredt felt af gensidig vekselvirkning mellem borgerligt-demokratiske og fascistiske styreformer. Dem ville vi helt overse, hvis vi udelukkende betragtede de to styreformer abstrakt og udelukkende i modsætning til hinanden.
Men behovet for at undersøge nærmere går videre. For at klargøre forholdet mellem de to styreformer er det ikke nok at påpege det gensidige samspil, der måtte være mellem dem. Vi må konkret forstå, hvad det er for gensidige påvirkninger, som udgår fra den ene eller den anden form, og som påvirker deres respektive strukturer.
En af disse virkninger – som efter min mening er af central betydning – ligger i følgende sammenhæng:
Monopolkapitalismen er ikke indrettet på en sådan måde, at flertallet af befolkningens interesser i det lange løb bliver tilgodeset. Videre: I forhold til det ikke-monopolistiske flertal af befolkningen kan monopolkapitalismen ikke undgå gentagne gange og i stigende omfang at krænke dette flertals objektive interesser. Det giver uundgåeligt anledning til utilfredshed.
Utilfredsheden og den protest, den måtte føre til, er imidlertid gift for monopolernes presserende behov. Den er gift for folks villighed til at underlægge sig under monopolernes interesser, som naturligvis altid er forklædt som almenvellets interesser.
Monopolkapitalens interesser dikterer styreformen
Det monopolkapitalistiske herredømme rummer således i dens parlamentarisk-liberale form en modsætning, som konstant undergraver dens egne forudsætninger.
Fra systemets side består en første reaktion på dette i at forsøge at modvirke utilfredsheden ved at forstærke den ideologiske påvirkning – tilpasnings-ideologien. En anden reaktion består i at indskrænke mulighederne for at udtrykke afvigende interesser og protestere.
Det er netop, hvad vi oplever i øjeblikket, hvor statsmagten i hastigt tempo gennemfører reaktionære omstruktureringer: Politilove, forbud mod foreninger og medier, undertrykkelse gennem fornyet berufsverbot og så videre. Denne aktuelle undergravning af friheder, der almindeligvis tilskrives det borgerlige demokrati, er på ingen måde egnet til at stoppe kilden til utilfredshed. Tværtimod – den forstærker den blot.
Derfor har monopolkapitalens reaktion på de problemer, som dens styreform baseret på “frivillighed”, en iboende tendens til selvforstærkende optrapning. Og målet for denne optrapning er fascisme ved magten, altså overgangen til den form for monopolkapitalistisk styre, der kendetegnes ved fuldstændigt og hensynsløst at undertrykke alle udtryk for interesser, der ikke lader sig indordne under monopolernes mål.
I den forstand (og kun i denne forstand) – i kraft af det monopolkapitalistiske herredømmes indre modsatrettede tendenser – viser det liberale borgerlige demokrati sig at være en grobund for fascisme.
Ideologisk afsporing af modstanden
Sideløbende med at den borgerligt-liberale styreform har tendens til at forstærke undertrykkelsen i retning af fascisme, skaber den også grobunden for, at den selv afløses af en fascistisk styreform. Her er det ikke repression og repressive foranstaltninger, der tænkes på, men derimod de indbyggede ideologier i den borgerligt-liberale styreform.
Det skyldes, at de ideologiske strømninger, der hævder, at det er til gavn for hele samfundet, hvis monopolernes interesser tilgodeses, fortsat har en virkning, også selv om de ikke længere er tilstrækkelige til at sikre flertallets “frivillige” samtykke. De, der er på vej væk fra disse tilpasnings-ideologier, forsøges fanget i en falsk bevidsthed om samfundets interesser. På den måde skal det forhindres, at protestpotentialet rettes til venstre.
I stedet skal dette protestpotentiale – med tilpasnings-ideologiernes indhold og fjendebilleder i baghovedet – forledes til at mene noget andet: Nemlig at de, der er kendt for konstant at modsætte sig det “fælles bedste”, som “økonomien” stræber efter, nu skal nedkæmpes med alle midler. Indholdet i tilpasnings-ideologierne (som har deres rod i den borgerligt-liberale styreform!) skaber grobund for fascistiske massebevægelser.
Med disse to sammenhænge ønsker jeg at forklare, hvorfor den abstrakte modsætning mellem borgerligt demokrati og fascisme er uholdbar, hvorfor de to styreformer alligevel kan skelnes fra hinanden (og hvorfor dette er vigtigt), og at denne forklaring er nyttig som orientering i den antifascistiske kamp, hvis den analyserer og identificerer sammenhængene på en konkret måde.
Krise avler ikke nødvendigvis fascisme
Jeg håber, at dette foreløbige arbejde vil vise sig nyttigt, når vi vender os mod det egentlige spørgsmål: Hvordan hænger fascisme sammen med økonomisk krise?
Ofte læser eller hører vi analyser om, at en økonomisk krise skaber en sådan usikkerhed og utilfredshed blandt arbejderklassen og/eller småborgerlige lag, at de søger en udvej i fascismen. Alternativt eller supplerende hertil findes der også den holdning, at når kapitalistklassen er under stort pres af økonomisk krise, søger den frelse i fascismen for at sikre sine profitter. Disse vurderinger kan forekomme plausible, fordi det i fænomenernes fremtrædelsesform indimellem kan se sådan ud.
Det er da også helt sikkert, at den utilfredshed og usikkerhed, som en økonomisk krise udløser i arbejderklassen eller småborgerskabet, får dem til at søge i retninger, hvor de forsøger at unddrage sig “frivillig” tilpasning inden for den borgerligt-demokratiske styreforms grænser. Men for ikke at komme til fatalt forkerte konklusioner her, må man se nærmere på de konkrete sammenhænge, som jeg netop har forsøgt at gøre: Altså se på hvordan de monopolkapitalistiske herskermetoder er en kilde til utilfredshed, og hvordan de borgerlige tilpasnings-ideologier skaber falsk bevidsthed om, hvori ens interesser består.
At ignorere denne mere præcise definition af årsagerne til utilfredsheden og den manglende vilje til fortsat at lade sig indordne under monopolkapitalismens borgerligt-liberale system synes at være årsagen til fascistiske bevægelser og truslen fra fascismen. I så fald degenererer antifascisme let, bliver til et redskab for reaktionær politik og vender sig imod de utilfredse og deres protester – i stedet for at vende sig imod de reelle årsager: monopolkapitalismen og dens modstykke i politisk reaktion.
Eksemplet: Tysk monopolkapital 1929
Den anden fejlagtige fortolkning, nemlig at kapitalen redder sig selv fra økonomisk krise ved at søge tilflugt i fascisme, holder heller ikke ved nærmere eftersyn. De teorier, der ligger bag denne fejltolkning, roder rundt i forholdet mellem basis og overbygning og er for det meste baseret på en indskrænket økonomisk opfattelse af, hvad interesser er.
Historisk set er den verdensøkonomiske krise i 1929 forbundet med fascismens indførelse i Tyskland i 1933. Dette forhold skal dog undersøges nøje!
I december 1929 offentliggjorde ledelsen af Reichsverband der Deutschen Industrie – den vigtigste repræsentant for monopolkapitalens interesser i Tyskland – et memorandum med titlen “Aufstieg oder Niedergang?” (Opstigning eller undergang?, o.a.). Det opfordrede til et program for “kapitalakkumulation”, forstærket monopolisering og omfattende begrænsning af alle “uproduktive” sociale udgifter.
Repræsentanterne for monopolkapitalen, der var samlet i Reichsverband der Deutschen Industrie (RDI), var imidlertid også optaget af, under hvilke betingelser dette program kunne gennemføres.
Mulighederne for at overtale befolkningen til “frivilligt” at samarbejde om monopolernes mål – forudsætningen for, at monopolborgerskabet kan acceptere det borgerlige demokrati som en passende styreform – kræver en vis grad af indrømmelser til ikke-monopolistiske dele af befolkningen. Men monopolkapitalens kernekræfter var ikke længere parat til at indgå disse kompromiser, som flertallet af dem ellers havde accepteret i lyset af erfaringerne fra novemberrevolutionen i 1919 og i de første år af Weimarrepublikken.
Denne vending skyldtes ikke en krisesituation, men at de havde nået en styrke, der ikke længere gjorde disse indrømmelser nødvendige.
I memorandummet fra RDI hedder det:
“Selvom man godt var klar over, at genopbygningen kun var mulig med de økonomiske kræfters frie udfoldelse, blev der løbende indgået kompromiser med socialismen. Den private sektor blev sat under pres og begrænset i sin udvikling gennem skatter og andre afgifter, statslige virksomheder og statslig indgriben. Hensynet til partiernes magt gjorde det umuligt at skabe den nødvendige styrke til at bringe arbejdskraft, renter og statslige byrder i et rimeligt forhold. (…) Således har intern politisk uenighed, inkompetence og manglende mod blokeret for, at vores økonomiske forhold kan befæstes. På grund af en beklagelig ansvarsforflygtigelse blev befolkningen holdt i uvidenhed om, hvad der virkelig var brug for.”
Dette er alt andet end en defensiv reaktion på en økonomisk krise. På den konference, hvor memorandummet satte rammen, erklærede RDI’s formand og formand for IG Farbens bestyrelse Carl Duisberg også:
“Det skal ikke være et halvfærdigt arbejde, det skal være et arbejde, der gøres færdigt. Kompromiser duer ikke mere. Det handler om princippet, om hele systemet.”
Her erklærede monopolkapitalen sin beslutning om at ændre styreform. Og den herskende klasses politiske apparat fulgte derfor denne beslutning.
Det socialdemokratiske SPD – den vigtigste tilhænger af politikken for at tilpasse sig monopolkapitalen – blev fjernet fra regeringen. Brüning blev kansler, fokuserede på at styrke præsidentembedet yderligere, afskaffede gradvist parlamentets indflydelse på statens aktiviteter og erklærede, at alle fremtidige regeringer skulle holdes fri for partipolitisk indflydelse. Denne proces fortsatte indtil januar 1933.
(…)
Det var ikke krisen, men monopolborgerskabets egne klasseinteresser, der drev det til fascisme, og som gjorde en ændring i styreformen nødvendig, for at disse interesser kunne tvinges igennem under de givne betingelser. Krisen blev set som en mulighed, der ikke måtte forspildes. Den skulle udnyttes til at bevæge sig politisk i den retning, hvor Duisberg forventede, at “hele arbejdet” skulle gøres færdigt.
Den marxistiske videnskab har også i dag til opgave at udvikle den nødvendige vejledning om fascismens fare og en antifascistisk strategi. Derfor vil jeg gerne gentage dette igen som konklusion:
Kernen er, at der på monopolkapitalens økonomiske basis rejser sig en klasseinteresse i at underordne hele samfundet under monopolerne. Kernen er, hvordan denne klasseinteresse kæmper for at sætte sig igennem under de konkrete betingelser, der råder. Kernen er at forklare konkrete politiske udviklinger gennem denne linse.
Jürgen Lloyd er forfatter til bøger om fascismens historie og teori og medlem af den tyske Marx-Engels-Stiftung. Redaktionen har indsat mellemoverskrifter, ny overskrift og forkortet foredraget en smule. På zetkin.forum/fascism/ findes en engelsksproget version af foredraget – også i videoformat. Her kan man også læse noter til foredraget.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
