Hvor demokratisk er EU's parlament egentligt
Hvordan skal vi forstå den form for kapitalisme, vi har i dag, og hvad er det for et samfund, der skal afløse dette forældede, kriseramte og menneskefjendske system?
Det socialistiske samfund er et overgangssamfund på vej mod kommunismen.
Det kan være svært for en ikke-specialist at orientere sig i de forskellige skoler og retninger af marxister, der i dag arbejder med dette. Alligevel vil jeg tillade mig at rette opmærksomheden mod en, synes jeg, værdifuld bog af den franske, marxistiske økonom Jean-Claude Delaunay. Den udkom sidste år og hedder: Bryd med kapitalismen – opbyg socialismen.
Titlen kunne få en til at tro, at den handler om revolutionær strategi. Men dens fokus er lige præcis de emner, der er nævnt i overskriften.
Indledningsvis analyserer han dagens kapitalisme og dens forudgående stadier. Her tager han udgangspunkt i landsmanden Paul Boccaras (1932-2017) arbejder.
- Jean-Claude Delaunay er født 1938 i en landsby i det sydvestlige Frankrig. Faren var bødker og familien fattig.
- Vinavlernes udfasning af træfade forværrede deres situation, og familien måtte flytte til Paris. Herved han fik mulighed for at få en god skoleuddannelse.
- Delaunay fortsatte uddannelsen på militærakademi og siden på universitet i Paris, hvor han studerede økonomi.
- Hans fattige baggrund og det politiske røre omkring Algeriets befrielseskamp førte ham i 1960 ind i det franske kommunistparti, PCF. Her bestræbte han sig for både at være aktivist og at få et dybtgående kendskab til marxismens klassikere.
- Efter nogle års ansættelse ved Frankrigs nationale institut for statistik, blev han tilknyttet PCF’s centralkomités økonomiske sektion. Men på grund af partiets tilbagegang i 1980’erne med skibbruddet af alliancen mellem PCF og det franske socialistparti måtte Delaunay forlade jobbet (men ikke PCF, som han stadig er et kritisk medlem af) til fordel for en ansættelse på universitet.
- PCF’s tilbagegang var blot et enkelt udslag af den globale svækkelse, som arbejderklassens positioner befandt sig i. Årsagerne til denne besluttede han sig for at undersøge nærmere. En væsentlig del af forklaringen fandt han i ændringerne af arbejderklassens sammensætning. Nye lag var kommet til med ikke-materiel beskæftigelse som servicefunktioner og lignende. Der måtte findes veje til at inddrage dem i arbejderklassens kamp uden at udvande partiet.
- En anden del af hans forskning angår den ”nye” kapitalisme, der var opstået i samme periode, finansmonopolkapitalismen.
- De senere år har han været bosat i Kina. Han har udgivet en række bøger på fransk, men kun en enkelt er oversat til engelsk.
- Kilde: JSTOR
Delaunay fremfører herefter nogle vægtige tanker vedrørende det andet spørgsmål, socialisme, hvad det er, hvad det ikke er, og hvilke veje et socialistisk samfund må følge i sin udvikling. Han ser på, hvilken rolle markedet spiller i denne udvikling. Han kaster lys på den kinesiske socialisme. Det har han god baggrund for, idet han nu er bosat i folkerepublikken.
Kapitalismens stadier
Delaunay har en omfattende analyse af det kapitalistiske samfund og dets forskellige stadier: Den industrielle eller primitive kapitalisme, den statsmonopolistiske kapitalisme og det nuværende stadium. Det har han, vist nok efter Boccara, givet navnet finansmonopolkapitalismen. Det, der kendetegner den sidste, er, at det er finanskapitalen, der dominerer den samlede kapital, samtidig med at statens rolle er reduceret, således at staten må indrette sin politik efter finanskapitalens behov.
I tilgift til de af arbejdskraften skabte værdier i produktionen synes det som om, at finanssektoren kan få penge til at avle penge. Det sker gennem fortløbende stigninger af især værdipapirer og ejendomme. Stigningerne realiseres løbende og drives i vejret ved hyppige køb og salg.
I realiteten er værdiskabelsen et illusionsnummer, men reelt flyttes værdierne til de, der ejer papirer og ejendomme, mens lønninger stagnerer. Det er en casino- eller bobleøkonomi, som kan gå godt, så længe staten kan hælde penge i banker og virksomheder, der måtte tabe pusten. Når den ikke kan det længere, bliver den latente krise til en åben krise.
Kapitalens kroniske sygdom
I spørgsmålet om, hvorfor kapitalismen i flere omgange har måttet skifte ham fra én fremtrædelsesform til en anden, bruger han samme tilgang som Paul Boccara.
Kapitalen lider af en kronisk sygdom: Overakkumulation. Indhøstet profit cirkuleres løbende tilbage og tilføres den allerede investerede kapital. Men mængden af kapital kan ikke bare øges ud over samfundets evne til at absorbere den. Passeres den grænse, har vi krisen, og overskudskapitalen må destrueres eller finde nye jagtmarker. Det kapitalistiske samfund må skifte ham.
Jeg skal ikke gengive hans nærmere argumenter. Heller ikke skal jeg kunne argumenterne for, at overakkumulation er et bedre mål for kapitalens krisetilstand end fald af profitraten. For mig at se er det to alen af et stykke.
Finansmonopolkapitalismen
Statsmonopolkapitalismen løste ikke problemet med overakkumulation. Krisen omkring 1970 nødvendiggjorde et nyt hamskifte. Statslige begrænsninger blev fejet til side, så kapital kunne flyde frit mellem landene. Finanssektoren overtog den ledende rolle med hensyn til håndtering af problemet med overskudskapital og svulmede i overensstemmelse hermed. En ny æra var indtrådt.
Delaunay beskriver finanskapitalisterne, der nu havde ubegrænset bevægelsesfrihed, som en flok stære. De slår sig ned i en kornmark, og når kornet er spist, flyver de videre til den næste mark.
Som et eksempel nævner han kapitalens opkøb af aktiver i Thailand. Resultatet var en vældig prisboble. Da priserne ikke kunne stige yderligere, trak investorerne deres kapital ud, og boblen kollapsede. Det blev starten på den såkaldte asiatiske krise, der brød ud i 1997. Lignende begrænsede kriser var der flere af omkring og efter årtusindskiftet som dot-com-krisen og kriser i Argentina, Mexico og Rusland. I 2008-2009 ramte krisen med et brag USA og efterfølgende store dele af verden.
Forfatteren mener ikke, at kapitalen i dag har mulighed for at finde nye veje for at undslippe ophobningen af overskudskapital. Finansmonopolkapitalismens afløser er, siger han, enten folkets magtovertagelse eller krig og sammenbrud – en anden version af Rosa Luxemburgs socialisme eller barbari.
En anden slags udvikling: Kina
Med revolutionens sejr i 1949 begyndte en ny udvikling i landet, der på grund af kolonial udbytning var ludfattigt og tilbagestående. De første faser af den socialistiske opbygning betød etablering af en industriel basis. Delaunay beskæftiger sig dog især med tiden efter Dengs økonomiske reformer i 1978. De betød åbning af et betydeligt rum for kapitalistisk produktion og finans. Kina blev en del af det kapitalistiske verdensmarked. Uhørte vækstrater blev opnået, og landet har i dag etableret sig som en teknologisk og økonomisk gigant med mulighed for at overhale USA.
Selv om Kinas deltagelse i verdensmarkedet også førte til overakkumulation i landet selv, har Kinas Kommunistiske Parti i kraft af en overordnet planstyring og kontrol med kapitalen undgået alvorlig krise. Samtidig er satset stærkt på at udvikle de menneskelige og forskningsmæssige ressourcer.
Delaunay påpeger, at den vestlige finansmonopolkapitalismes nedskæringspolitik med hensyn til undervisning og forskning samt outsourcing af produktion til Kina og andre lavtlønslande i Syd har hæmmet en tilsvarende dynamik her.
Kapitalistisk og socialistisk marked
I spørgsmålet om begreberne vare og marked under socialismen tager Delaunay et andet udgangspunkt end det klassiske marxistiske. Ifølge Engels træder brugsværdi under socialismen i stedet for bytteværdi. Herved forsvinder begreberne vare og marked som sådan.
Delaunay fremfører herimod: Under socialismen træder et socialistisk marked i stedet for et kapitalistisk marked. Målsætningen for dette er ikke, at individuelle kapitalister kan hente profit. Målet bliver i stedet: Bedst muligt at tilfredsstille folkets behov – en fundamental forskel. Men markedet må være der, argumenterer han, fordi et socialistisk samfund, inden det når det kommunistiske stade, er et knaphedssamfund. I et sådant behøves markedet for at fordele goderne.
Dynamikken i et socialistisk samfund
Under socialismens videre udvikling skal markedet styres på en sådan måde, at det i sidste ende afskaffer sig selv. Finansmarkedets magt, nationalt og internationalt, skal bekæmpes, og flere og flere ydelser som sundhed, uddannelse og kultur skal blive kollektive og opnåelige for alle. Investeringer skal, for at undgå spekulation, ikke hentes hos finanskapitalen i form af aktier og lignende, men skal ske gennem bankkreditter.
Delaunay afviser betegnelsen markedssocialisme for det, kineserne har. Det, de har, er et socialistisk marked. Endelig fremhæver han, at anerkendelse af markedet som en realitet i et system som det kinesiske betyder, at arbejderen også ses som forbruger, og at han/hun kan udøve sin indflydelse som sådan. Delaunay finder, at fravær af dette element i Sovjets økonomi var en afgørende svaghed.
Socialisme hvordan?
Med hensyn til forudsætningen for, at et socialistisk samfund og et socialistisk marked kan etableres i stedet for et kapitalistisk, er han klar i mælet: Overvindelse af den kapitalistiske stat og etablering af en folkemagt.
Han bruger efter kinesisk inspiration betegnelsen ”folkets demokratiske diktatur”. Delaunay markerer sig som revolutionær og leninist og betegner en socialisme ”med Marx, men uden Lenin” som en ønskedrøm for småborgerlige intellektuelle.
Det er fristende i forbifarten at nævne en anden aktuel socialismedefinition, nemlig af en Nordisk Socialisme. Forfatteren til bogen af samme navn, Pelle Dragsted, udtaler i et interview i Politiken 25. april i år, at ”socialismen allerede findes” (i form af offentlige institutioner, andels- og brugsforeninger og så videre), så vi kan ”bare gå i gang”. Vi behøver ikke ”at vente på den altomfattende revolution”.
For at fortsætte i Delaunays spor kunne man kalde det en socialisme ”uden Marx og uden Lenin”.
Socialisme og socialismer
Ifølge Delaunay findes der en klassisk socialisme, der realiseres gennem en revolution i det højt industrialiserede samfund. Det er en teoretisk socialisme, vi ikke har set endnu. Så findes der ”socialismer”, der er opstået i industrielt tilbagestående, agrare samfund som det nu ikke mere eksisterende Sovjetunionen.
I dag har vi i Latinamerika Cuba. I Asien findes Kina, Vietnam og Den Demokratiske Republik Korea. De sidste landes historiske baggrund er den asiatiske produktionsmåde. Socialismen er tilkæmpet gennem krige og folkelige revolutioner. Kapitalistisk virksomhed er bibeholdt i varierende grad, men skal foregå under samfundets kontrol.
Kommunismen er ikke en fjern utopi
Ifølge Delaunay er socialisme ikke en produktionsmåde. Det socialistiske samfund er et overgangssamfund på vej mod kommunismen. Udgangspunktet kan, som nævnt, være et industrielt udviklet samfund eller et tilbagestående bondesamfund. Som nævnt opretholdes, men kun som udgangspunkt, varer og (et socialistisk) marked.
Den socialistiske dynamik sættes i gang som beskrevet ovenfor. Målet er, at produktiviteten udvikles maksimalt i takt med de menneskelige produktivkræfter. Viden, kunnen og kultur udvikles. Det skal ske, så balancen i forhold til naturen respekteres og opretholdes. Endepunktet for denne udvikling er det kommunistiske samfund, som er frihed og overflod. Man yder efter evne og modtager efter behov. Et sådant samfund er opnåeligt, siger han. Det er ikke bare et meget fjernt mål.
Kommentar om overflod
Forståelse af det kommunistiske samfunds overflod er, finder jeg, en udfordring for tilhængere af socialismen, vel især når man står plantet i det vestlige forbrugssamfund.
Vi ser jo en form for overflod omkring os, men i en pervers skikkelse, hvor overfloden kun er til rådighed for en meget lille del af Jordens befolkning. Nemlig for dem hvis tegnebog er tyk nok. Tilmed består overfloden for en væsentlig del af varer, hvis brugsværdi er kunstigt opbygget ved hjælp af avanceret psykologi. Hertil kunne man regne det afsindigt dyre militærarsenal.
Under socialismens videre udvikling skal markedet styres på en sådan måde, at det i sidste ende afskaffer sig selv.
Ser vi ud i verden, er en overflod af denne type en hån mod de utallige mennesker, der ikke engang får tilfredsstillet de mest elementære menneskelige behov. Klart nok, hvis det var overfloden, vi ser, der skulle udbredes til alle, ville forbruget af naturressourcer, uanset al verdens teknologiske landvindinger, aldrig kunne forliges med bæredygtighed. Delaunays politisk-økonomiske billede af overflod som endepunkt kan ikke stå alene. En nødvendig betingelse for overgangen til det kommunistiske samfund må være, at de generationer af mennesker, der kommer til at leve under socialismen, gradvist formår at (gen)skabe og udvikle de behov for fællesskab, leg og skabende aktivitet, som må formodes at ligge dybere i mennesket end behovet for at besidde sidste nye model af x, y og z.
Et bredere syn
Delaunays skelnen mellem socialisme og socialismer lægger op til, at vi udvider vores forståelse af vejene til folkets demokrati. Han vil utvivlsomt, at vi her i Vesten bliver mere åbne over for de lande, der ikke bevæger sig ad den ”klassiske” vej til socialismen.
Det er også værd i forbifarten at lægge mærke til, at forfatteren fremhæver den suveræne nation som en helt nødvendig ramme for den socialistiske opbygning. Her foregår kampene, planlægningen af fremtiden og styring af udviklingen i overensstemmelse med landets forudgående traditioner og historie. Helt i denne ånd har han intet til overs for EU, som han benævner ”denne impotente institution … animeret af ignoranter”. Her må jeg dog for egen regning tilføje: Ja, måske, men har man pengesækkene som bedste venner, så fylder også ignoranter.
Hvis demokrati?
Delaunay analyserer detaljeret den hykleriske karakter af det borgerlige demokrati og betegner det som lige ret for ræve og kyllinger.
Det centrale punkt er, at borgerklassen besidder en række økonomiske midler og andre magtmidler, som ikke er til rådighed for arbejderklassen. Derfor er den formelle frihed og lighed uden tilbundsgående virkning.
Som modstykke til det borgerlige demokrati stiller han som nævnt ”folkets demokratiske diktatur”. Blandt kommunister i vores del af verden har det været normen at kalde styret i det socialistiske samfund for proletariatets diktatur. Delaunay har en længere diskussion af forskeIlen mellem de to udtryk.
I Kina er det almindeligt at betragte de to betegnelser som udtryk for det samme. Her har Delaunay en noget anden opfattelse: Proletariatet er arbejderklassen, mens folket er et bredere begreb, der også rummer småbønder og eventuelt en del af kapitalistklassen, som accepterer at arbejde i overensstemmelse med det socialistiske samfunds retningslinjer og planer.
Arbejderklassen/proletariatet er folkets dominerende klasse, men med betegnelsen ”folkets demokratiske diktatur” angives, at målet er hele folkets vel, og at diktaturet ene og alene er rettet mod den del af kapitalen, som insisterer på profitmaksimering i egen interesse. Under den ”primitive” socialisme, startfasen, kommer magtudøvelsen fra arbejderklassens parti, men magten fordeles i den videre udvikling bredere og bredere, således at folkelige organisationer inddrages. Statsnationen bliver til en folkenation, som han skriver.
Klassekamp i et socialistisk samfund
Det er oplagt, at klassekampen ikke er forbi under folkets demokratiske diktatur. Kapitalister vil uvægerligt søge at øge rammerne for deres virksomhed. Som eksempel nævner Delaunay lederen af nethandelgiganten Alibaba, Jack Ma, der modarbejdede og protesterede mod de ham pålagte begrænsninger. Han blev efterfølgende sat på plads af Kinas Kommunistiske Parti.
Jeg tror med Delaunay, at ”folkets demokratiske diktatur” i vore dage er et mere dækkende og forståeligt udtryk end ”proletariatets diktatur” for det overgangssamfund, der må følge efter kapitalismen. Udtrykket har en provokerende og tankevækkende modstilling af ”demokrati” og ”diktatur”. Det viser hen til, at et overvældende flertal af befolkningen, folket, vil løftes ved en omvæltning. Modstillingen udfordrer den borgerlige opfattelse af demokrati. Den fører ordet demokrati tilbage til dets egentlige betydning: Folkets magt, altså her negationen af kapitalens magt, uanset om denne sidste formidles gennem et diktatur eller eksekveres af et borgerligt parlament med almindelig stemmeret.
En socialisme for Vesten
Dermed er ikke sagt, at forfatteren mener, at vi her i Vesten, karakteriseret ved et højtudviklet industrielt niveau og en demokratisk tradition, der går tilbage til antikkens (godt nok slavebaserede) demokrati, bare skal efterligne den kinesiske model. Dennes udgangspunkt er den klassiske, asiatiske produktionsmåde, der hvilede på kombinationen af en stærk centralmagt og mange små lokale bondesamfund. Centralmagten udbyttede disse, men opretholdt samtidig central infrastruktur, der var afgørende for de lokale samfunds økonomi og overlevelse.
I en vestlig udgave af ”folkets demokratiske diktatur” må retssikkerhed, ytringsfrihed og forsamlingsfrihed være sikret. ”… Andre end de, der har magten, skal have ordet”, som han skriver.
Afsluttende bemærkninger
Her til sidst må det med beklagelse siges, at bogen indtil videre kun er kommet på fransk. Delaunay udbygger vores forståelse af kapitalismens udvikling fra Marx’ tid og til i dag.
Også folkene omkring det amerikanske Monthly Review, som John Bellamy Foster, har udvidet vores horisont med hensyn til monopolkapitalismens karakter og ikke mindst til den økologiske marxisme, men Lenin har de ikke taget med i bagagen. Det har Delaunay. Han gør os frem for alt klogere på, hvad socialisme er og kan være. Kapitalismens feberrablende tilstand taget i betragtning er det særdeles aktuelt at uddybe billedet af dens afløser, socialismen.
Jean-Claude Delaunay: Rompre avec le capitalisme – construire le socialisme. Delga 2020.
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 3, juli 2021.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
