Kronik
Socialisme er blevet forstået og forstås på meget forskellige måder, og de historiske erfaringer har været så forskellige og modstridende, at også de har givet anledning til forskellige opfattelser af socialismen.
Det offentlige rum skal styrkes, og man skal indse, at der kun kan være socialisme med demokrati, og at der kun kan være demokrati med socialisme.
Denne artikel vil fokusere på at afdække to modsatrettede logikker: En logik om kapitalistisk dominans over for en logik om samfundsmæssig eller socialistisk frigørelse. Historien viser, at disse to logikker ikke udelukker hinanden, men eksisterer side om side i antikapitalistiske processer eller overgangssamfund. Kapitalens system har vist en imponerende evne til at omdanne emancipatoriske modstande og kampe. Men den har også vist sig ude af stand til at forhindre sådanne modstande og kampe i at dukke op igen og igen under konkrete samfundsmæssige forhold.
I min gennemgang vil jeg se bort fra de forhold, der har gjort vores socialistiske proces i Cuba speciel.
I – Socialismen skal tænkes ud fra kommunismen
Især siden 1990’erne har den cubanske tænkning insisteret på at betragte den socialistiske overgang som en permanent forandring eller en permanent kulturrevolution. Mit udgangspunkt ligger inden for denne tradition.
Marxismens klassikere talte om en overgangsperiode til kommunismen. Et samfund i overgang betyder, at der ikke er tale om en homogen, ensartet samfundsmæssig periode, men at overgangen snarere brydes af forskellige tempi og dynamikker, der forbinder fortid og fremtid. Det er en periode, hvor logikker, relationer, institutioner, sociale kræfter, der er nedarvet og reproduceret fra kapitalismen, eksisterer og kæmper med hinanden, med elementer og tendenser, der bebuder eller foregriber det fremtidige kommunistiske samfund.
Derfor er socialismen hverken et mål i sig selv eller en specifik produktionsmåde: Den skal tænkes ud fra kommunismen. Kommunismen besidder imidlertid den uundgåelige spænding, som ligger mellem nutidens system og utopiens system.
Marx mente at have opdaget den reelle bevægelse, der tenderer til at overvinde kapitalens system, og som udspringer af dens egne modsætninger. Samtidig forestillede han sig den som en ny livsform baseret på frit associeret arbejde, der er i stand til at fremme en mangesidig udvikling af den subjektive faktor. Som et kompas for nutidens beslutninger skal den fremmes – og fremmes her og nu.
Ideelt set kan overgangen ikke være harmonisk. Hvis vi har at gøre med et samfund, der er præget af modsætninger og uundgåelige kampe, er det ikke muligt at foregive, at en sådan overgang kan planlægges og gennemtænkes i etaper. Det betyder ikke, at der ikke skal være planer, der kan styre overgangen. Der skal være adskillige forandringsprojekter og forandringsprogrammer. Der skal også være kræfter, mekanismer og institutioner, som til stadighed konfronterer den opstillede samfundsplan med de reelle udviklingsprocesser for at korrigere, finjustere og forbedre dem.
Dette samfund forudsætter, at den enkelte ændrer sine levevilkår og samtidig ændrer sig selv. Derfor skal den måde, hvorpå den samfundsmæssige subjektivitet dannes, stå i centrum for overvejelserne.
Marx kritiserede i første række kapitalismen, fordi den skaber en forvrænget subjektivitet, fordi den underordner udvidelsen af menneskets evner og behov, selve livsbetingelserne, under værdiskabelsen og kapitalakkumulationen. Den bureaukratiske magt, der herskede under den reelle socialisme, udgjorde ikke et alternativ til dette problem. Den reproducerede snarere en anden form for dominans, der søgte at ensarte samfundets behov og tilpasse dem til de mål og programmer, der var opstillet for samfundssystemet.
II – To fortolkninger af socialisme og kapitalisme
Hvis socialismen ikke blot skal være kapitalismens modsætning, men overvinde den og blive et alternativ til dette system, må vi stille spørgsmål som: Hvad menes der med kapitalisme? Hvilken kapitalisme ønsker vi at overvinde? For måden hvorpå vi besvarer disse spørgsmål afgør, hvad vi kan opfatte som socialisme eller socialistisk overgang.
Der har været to hovedfortolkninger af dette forhold mellem kapitalisme og socialisme.
Den mest udbredte, som var fremherskende i den såkaldt socialistiske lejr, forstod kapitalisme og socialisme på en økonomistisk måde. Den opfattede således produktion som produktion af materielle goder og afviste kapitalismen, fordi den indebar en uretfærdig og dermed ulige fordeling af den rigdom, som samfundet producerede. “Ekspropriation af ekspropriatørerne” blev forstået som nationalisering af produktionsmidlerne.
Den gamle borgerlige stat skulle afvikles for at opbygge en ny proletarisk stat, der skulle blive “hele folkets stat” og spille rollen som det eneste subjekt i denne samfundsmæssige omstrukturering. Opgavens omfang og konsekvenserne af århundreders udbytning af de underste klasser virkede i retning af, at magten koncentreredes i hænderne på en politisk avantgarde. Denne professionelle politiske gruppe var tvunget til at gennemføre dybtgående strukturelle ændringer for både at fjerne fordelingsuligheder og øge produktionen, så der blev mere at fordele.
Resultatet af denne proces er velkendt: Socialismen måtte omdanne den juridiske ejendomsret over produktionsmidlerne for at kunne fordele det samfundsmæssige overskud på en mere retfærdig og lige måde.
Eftersom nøglen var at producere mere for at kunne fordele bedre, kombinerede denne socialisme et produktionssystem baseret på værdiakkumulationens logik med et fordelingssystem baseret på retfærdighedsprincipper og humanisme. Denne syntese viste sig at være uholdbar og førte til en kapitalistisk genoprettelse, hvis konsekvenser vi stadig lider under.
Men der findes også en anden fortolkning af kapitalisme og socialisme. Den forstår ikke udelukkende og primært kapitalismen ud fra et fordelingssynspunkt, men som en produktionsmåde. En produktionsmåde er en måde at organisere livet i samfundet på, en måde at producere og reproducere samfundsmæssige relationer. Kapitalismen er ikke kun et økonomisk system, og dens reproduktionslogik kan derfor ikke kun forstås gennem økonomiske formler og lovmæssigheder.
Kapitalismens essens består i, at den i stigende grad kommercialiserer alle samfundsmæssige relationer. I århundreder har den vævet et net af markedsorienterede samfundsmæssige relationer, der virker i retning af globalisering, og har sat alle aspekter af det samfundsmæssige liv i merværdiproduktionens tjeneste. Kapitalismen er således en måde, hvorpå vores materielle og åndelige behov frembringes, den er måder, hvorpå vi tilfredsstiller disse behov og præsenterer og værdiansætter samfundet og os selv. Den er et kulturelt fænomen eller en kulturel proces i ordets egentlige forstand.
Set i dette perspektiv tænkes socialismen ikke som en fortsættelse af den kapitalistiske produktionslogik, der korrigeres eller kompenseres af en anden fordelingslogik. Socialismen tænkes som en overvindelse af et system af samfundsmæssige relationer, der udvikler sig på en fremmedgørende måde, altså på en måde, der unddrager sig samfundets kontrol, således at det skaber individer, der accepterer og opfører sig, som om sådanne forhold var naturlige.
Der er ikke længere blot tale om en mere retfærdig fordeling eller om at skabe betingelser for en mere lige adgang til varer og tjenesteydelser, men om noget meget dybere og mere komplekst: Det handler om at fremme betingelser, hvor den enkelte i stigende grad er i stand til at tage kollektiv kontrol over sine livsbetingelser. Det kræver en samfundsmæssiggørelse af ejendomsforhold og magtforhold, da de er to sider af samme proces. Det betyder, at det offentlige rum skal styrkes, og at man skal indse, at der kun kan være socialisme med demokrati, og at der kun kan være demokrati med socialisme.
III – En kamp mod arbejdets underordning under kapitalen
Denne overgang er så kompleks, at den ikke kan gennemføres af en enkelt aktør eller et enkelt magtcenter, der kan garantere processens fremskridt. I alle de lande, hvor kommunisterne kom til magten, har det som hovedregel ikke været en prioritet for den politiske ledelse at opløse statsapparatet, men at opbygge en stat, der kan modstå den permanente trussel om kolonial eller neokolonial underkastelse og afvikle gammel samfundsmæssig gæld og underudvikling i forhold til de mere udviklede industrilande.
Men den samme erfaring har også vist, at socialismen ikke kan være statscentreret. “I sig selv garanterer (staten) ikke, at politikken afprofessionaliseres, ej heller at kontrol- og beslutningsapparaterne afbureaukratiseres, ligesom den i sig selv ikke forhindrer, at den politiske klasse bliver autonom i forhold til de folkelige klasser…” (Citeret fra indlæg af Jorge Luis Acanda i paneldebatten “Betydningen af det offentlige rum i Cuba”, 28. februar 2012). Staten og de monetær-merkantilistiske relationer er ganske vist nødvendige under den socialistiske overgang, men de må blive mindre og mindre.
Men vi må ikke glemme, at enhver stat udgør en institutionalisering af magtforhold: På én og samme tid socialiseres de organisatoriske principper bag samfundets materielle og kulturelle liv, og der sker en monopoliseret forvaltning af disse fælles goder. Derfor må den socialistiske overgang være en proces med flere centre, der involverer forskellige selvorganiserede kollektive kræfter, som fuldt ud anerkendes i denne mangfoldighed. En sådan orientering og tendens til at gøre samfundet til det egentlige centrum for den socialistiske proces gør den til en kulturel omvæltning af civilisatorisk rækkevidde.
En af grundene til at denne overgang er så vanskelig, er arbejdsprocessens kompleksitet. Marx kritiserede den økonomiske videnskab for kun at betragte arbejdet som en økonomisk aktivitet. I hans “Bidrag til kritikken af den politiske økonomi” undersøger han kapitaludviklingens former, dynamik og tendenser samt konsekvenserne heraf, som spontant former vores bevidsthed.
Ved første øjekast fremstår værdiformer som for eksempel vare eller kapital som kvaliteter ved objekter. Penge opfylder eksempelvis kun deres funktion – at muliggøre udveksling af varer i universel målestok – fordi de erstatter det direkte møde mellem producenter, og fordi de baserer sig på en fælles abstraktion af varernes konkrete kvaliteter: abstrakt menneskeligt arbejde. De samfundsmæssige relationer formidles således af en abstraktion af producenternes konkrete handlinger, som opnår autonomi, hvilket bekræfter og stadfæster adskillelsen mellem dem, som deltager i udvekslingen som private producenter.
Gennem denne økonomiske udveksling bliver produkterne uafhængige af os, og vi bliver et vedhæng til deres samfundsmæssige udvekslings- og værdiansættelsesproces. Vi oplever således produkternes magt over dem, der har frembragt dem. Denne paradoksale magt er kapitalismens væsen, og det er det, som begrebet om varernes fetich-karakter henviser til. Mere end én aktivitet eller én samfundsmæssig relation frembringer individerne i deres arbejde et sæt af sociale relationer, de producerer sig selv, de producerer social subjektivitet (evner, repræsentationer, følelser, behov, værdier).
Kultur og produktion er to begreber, der hænger sammen: Kulturelle genstande produceres, reproduceres, spredes og forbruges på alle områder, hvor der er samfundsmæssig aktivitet. De producerede genstande er også og først og fremmest kulturelle genstande. Derfor vil den socialistiske overgang kun lykkes, hvis den stræber efter at bevæge sig i retning af arbejdets frigørelse. Strengt taget er dette ikke en kamp mod det kapitalistiske privateje, men en kamp mod arbejdets underordning under kapitalen. At frigøre arbejdet er at fjerne det fra enhver form for dominans, fra enhver underkastelse under en logik, der er fremmed for tilfredsstillelsen af arbejdernes og samfundets behov.
Som bekendt var de “moralske” og “materielle” incitamenters rolle med henblik på at øge arbejdernes produktivitet og bevidsthedsniveau central i de politiske og videnskabelige debatter om arbejdskraft under socialismen. Man har i langt mindre grad overvejet den rolle, som “politiske incitamenter” kan spille, for eksempel demokratisk kontrol med økonomien, hvor det er arbejderne selv, der styrer arbejdsprocessen.
Set ud fra dette perspektiv er det kun, hvis folk deltager i og kontrollerer deres produktionsliv, at de udvikler en interesse og en ansvarsfølelse for det, de gør for at tjene deres daglige brød. Produktionens demokratisering, såvel intellektuelt og materielt som økonomisk, er en dybt politisk og dermed kulturel proces.
IV – Civilsamfundet spiller en nøglerolle
Hvis vi forstår socialismen som en proces, hvor ejendom og magt samfundsmæssiggøres, er vi i stand til at forstå betydningen af samfundets voksende demokratisering.
De fejlslagne erfaringer med den virkeliggjorte socialisme viste, at i modsætning til hvad venstrefløjen troede gennem hele det 20. århundrede, sikrer nationaliseringen af de vigtigste produktionsmidler ikke, at der etableres en ny produktionsmåde. Nationalisering er ikke ensbetydende med socialisme. Den garanterer ikke, at produktionen samfundsmæssiggøres, altså at betingelserne skabes for en meningsfuld selvforvaltning i samfundsmæssig skala, der kan sætte gang i en socialiseringsproces af arbejdet. Statsligt ejerskab er ikke ensbetydende med samfundsmæssigt ejerskab.
Statsliggørelsen har været et nødvendigt moment i de historiske processer, der har tilbudt et socialistisk alternativ. Men disse processer har vist, at en statsliggørelse kan bevare (og faktisk har bevaret) en adskillelse mellem den juridiske ejendomsret til produktionsmidlerne som et kollektivt gode og tilegnelsen og fordelingen af overskuddet samt kontrollen over brugen og forbruget af disse midler.
I sin klassiske form forener kapitalistisk privat ejendomsret tre ting: a) juridisk ejendomsret til produktionsmidlerne, b) fordeling af det økonomiske overskud og c) direkte og indirekte kontrol over brugen og forbruget af produktionsmidlerne.
Statsliggørelsen overfører det juridiske ejerskab til staten, som sætter grænser for det juridiske råderum over produktionsmidlerne, men bevarer tilegnelsen af det økonomiske overskud og kontrollen med arbejdsprocessen adskilt fra og gradvist mod arbejderne. Fordelingen af overskuddet er nu en beslutning, der træffes af de statslige administratorer med de begrænsninger, de har i forhold til at skønne over, hvordan det anvendes og forvaltes. Fordelingen er underlagt den samfundsmæssige kontrol med de offentlige goder, men ligesom kontrollen med produktionsprocessen forbliver den adskilt og løsrevet fra arbejderne selv.
Således reproduceres endnu engang de objektive betingelser for arbejdets fremmedgørelse, produktionsmidlernes uafhængighed og magt over produktionsapparatet samt produktionsprocessens magt over arbejderen, som er kernen i vareformen og kapitalismen.
Det er derfor nødvendigt at skabe et stadig mere udbredt system af institutioner, rum og praksisser, der fører til en voksende afbureaukratisering, altså udvikler former for kollektiv selvforvaltning, selvforvaltede produktions- og ejerformer. Denne stigende decentralisering og autonomi bør være reelle mål og tendenser i den socialistiske proces.
Denne afbureaukratisering er ikke mulig, hvis statens og partiets funktioner ikke er adskilt, da det ellers skaber tvetydigheder i opfattelsen og den effektive udøvelse af suverænitet. Der skal derfor findes en balance mellem centralisme og demokrati i partiet, og der skal også fremmes et demokratisk forhold mellem partiet og de andre institutioner og samfundsmæssige rum.
En uafbrudt revolution, en voksende demokratisering og samfundsmæssiggørelse forudsætter, at civilsamfundet spiller en hovedrolle. Men vi skal ikke forstå civilsamfundet i den fremherskende liberale betydning, men i den betydning, som Gramsci opfattede dette begreb. I stedet for mekanisk at sætte civilsamfundet i modsætning til staten er der tale om et forhold, hvor de to indbyrdes griber ind i hinanden.
Civilsamfundet forstås her som det sæt af strukturer og institutioner, der betinger socialiseringen og den samfundsmæssige produktion af mening, som den sfære, hvor de sociale opfattelser produceres og reproduceres. Det er derfor magtens fundamentale forankringspunkt og rummet for politisk kamp par excellence.
Sammenfattende kan man sige, at den socialistiske overgang er en kulturel proces, fordi den indebærer en konstant kamp for at skabe rum, institutioner og sociale praksisser, der er kontrahegemoniske. Det vil sige antagonistisk over for dem, der i århundreder har opretholdt kapitalens styre. Det betyder, at man hele tiden skal undergrave den sunde fornuft, det der er blevet betragtet som “naturligt” og “logisk”. Det betyder at fremme overgangen til et mere pluralistisk og inkluderende samfund, fra hierarkiske sociale forskelle til forskelle baseret på delt magt, på lighed i mangfoldighed.
V – Vores moderne civilisationsprojekt
At forstå den socialistiske overgang som en socialisering af magt og ejendom og adskille den fra socialismens statslige forvaltning er ikke identisk med det neoliberale forslag om at svække staten. I betragtning af den historiske afhængighed og behovet for at opretholde den nationale suverænitet over for store fjendtlige kræfter, både udefra og indefra, som enhver socialistisk proces har måttet stå over for, ville dette være selvmorderisk. Det drejer sig i stedet om at fremhæve behovet for at legitimere den revolutionære magt ved at konsolidere samfundets selvstyre. Den socialistiske overgang kræver relationer, kampe og læring om modsætninger, som statslig indgriben alene ikke kan garantere, men som den kan lette, støtte og fremme:
– organisationer og sammenslutninger mellem klasser og folkelige sektorer med henblik på at rådføre sig og forvalte samfundets fælles anliggender på alle niveauer;
– kollektive former for kontrol med produktionsmidler og -processer, som udføres af arbejdstagerne på arbejdspladserne og deres mere og mere omsiggribende samvirke med andre arbejdspladser og med lokalsamfund;
– permanent demokratisering af de statslige strukturer, deres repræsentative og deltagende organer, som støtter disse lokale og samfundsmæssige processer;
– en økonomisk stabilitet, der garanterer grundlæggende levevilkår, og som giver tid til at gennemføre en sådan kollektiv læring.
Det er en almindelig antagelse, at den historiske socialisme ikke har bevæget sig i overensstemmelse med de logiske forudsætninger, der blev udformet i det 19. århundrede. Den har været en socialisme i periferien af det kapitalistiske verdenssystem. Derfor har det været nødvendigt at forsvare den nationale suverænitet og skabe de nødvendige betingelser for den materielle kultur, for at udvikle produktivkræfterne med henblik på at sikre økonomisk og teknologisk frigørelse.
Det moderne civilisationsprojekt kan ikke være en direkte arv efter den historiske socialisme, eftersom denne har haft en bagside, forårsaget af den skævvridning, som århundreders undertrykkelse og udbytning har forårsaget.
Den historiske socialismes udviklingspolitik eller moderniserende progressivitet førte til, at staten blev agent og garant par excellence for de progressive mål. I virkeligheden kan dette socialistiske perspektiv ikke ses løsrevet fra den antikoloniale revolution på alle niveauer, ligesom den samfundsmæssige frigørelse ikke kan adskilles fra den nationale frigørelse.
Hvis det kommunistiske ideal skal eksistere ud over på diskussionsplanet eller ud over det utopiske plan, så skal det være et effektivt redskab til, at vi lærer vores egne grænser som samfund at kende, genbesøger vores fortid og opstiller nutidens problemer på nye måder.
Wilder Pérez Varona er doktor i filosofi, forsker ved det cubanske Institut for Filosofi og assisterende professor ved Havanna Universitet. Artiklen er oprindelig publiceret i Cubas Kommunistiske Partis teoretiske tidsskrift Cuba Socialista, 12. september 2022 og har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 2, 2023. Den oprindelige tekst, inklusive henvisende noter som ikke er medtaget i den danske artikel, kan læses her.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
