Analyse
Denne artikel er baseret på Marlène Rosatos foredrag på konferencen “Fascism Back in Europe?” arrangeret af Zetkin Forum for Social Research. Konferencen blev afholdt i Berlin fra den 20. til den 22. juni 2025. Artiklen har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 4, oktober 2025.
*
Min præsentation vil fokusere på effekten af den europæiske integration og EU’s indvirkning på Frankrig og fascismen i Frankrig.
Ursula von der Leyen, formand for EU-kommissionen, har iværksat et program til genoprustning af Europa. I den forbindelse udtalte hun:
“Dette er Europas øjeblik.”
I en tid hvor Trump forsøger at forhandle fred med Ukraine – fred på sine egne betingelser, selvfølgelig – siger Christine Lagarde fra Den Europæiske Centralbank (ECB):
“Dette øjeblik af forandring er en mulighed for Europa. Det er et globalt euro-øjeblik.”
Mellem 1982 og 2020 steg den andel, som USA’s direkte investeringer udgør i Europa, fra allerede solide 44 procent til 60 procent.
Så på den ene side har vi ønsket om en europæisk hær og på den anden side et globalt Europa – to aspekter af en stat. I pressen siger alle medier, at det er et afgørende øjeblik for Europa. Det er øjeblikket for Europas strategiske uafhængighed. Det var også et elektrochok, som Europa havde brug for, som Macron har sagt. Det var en vending i forhold til det europæiske forsvar. Alle medier hilste dette meget, meget positivt velkommen som et øjeblik, hvor Europa frigør sig fra USA.
I mellemtiden er USA meget tilfreds med denne nye politik, denne nye europæiske stat. Takket være den europæiske forsvarsfond vil USA kunne sende flere våben. De spørgsmål, jeg stiller, er: Hvor meget autonomi har Europa i forhold til USA? Og hvad er konsekvenserne for demokratiet og fascismen i Frankrig?
Min tese er, at der ikke er nogen væsentlig modsætning mellem den amerikanske og europæiske storkapital i denne proces med europæisk statsdannelse. Den yderste højrefløj i Frankrig repræsenterer i stigende grad det transatlantiske bourgeoisi. Jeg vil underbygge min tese med tre pointer:
Den første er, at storkapitalen strukturelt foretrækker EU. Den anden er, at storkapitalen er det transatlantiske bourgeoisi. I tredje del vil jeg analysere virkningerne heraf på demokratiet og fascismen i Frankrig.
EU er kapitalens union?
I Lissabon-traktaten fastslås EU’s kompetenceområder. De eksklusive kompetenceområder er toldunion, konkurrencepolitik, pengepolitik og fælles handelspolitik. Til staternes kompetenceområde hører socialpolitik.
Det betyder, at økonomiske beføjelser – og det er jo dem, der interesserer arbejdsgiverne, kapitalen – ligger i hænderne på Den Europæiske Union. Beføjelser på det sociale område, som er af interesse for arbejderne, er i de enkelte staters hænder.
I EU findes der et hierarki, der fastslår, at EU-lovgivning har forrang frem for national lovgivning. Med ovenstående in mente betyder det, at EU strukturelt vælger til fordel for arbejdsgivernes interesser og ikke til fordel for arbejdstagernes interesser.
Kan vi konkludere, at Den Europæiske Union har overvundet nationalstaterne? Det er mere kompliceret end som så.
Lad os for eksempel se på uformel beslutningstagning og konkret på euro-arbejdsgruppen, der består af embedsmænd fra finansministerier i euroområdet samt embedsmænd fra Den Europæiske Centralbank og EU-kommissionen. Her deltager staterne også. Euro-arbejdsgruppens aktivitetsniveau er steget under og efter finanskrisen i 2008, og derefter forbliver det meget højt.
Så vi kan sige, at i det væsentlige har vi en fælles dynamik mellem EU’s institutioner og staterne, der går i samme retning. Det samme gælder for den europæiske forsvarspolitik. Der er ingen modsætning mellem staterne og EU.
Hvis der ikke er nogen modsætning mellem staterne og EU-institutionerne, er mit spørgsmål: Hvad er den politiske økonomi bag dette? Betyder det, at EU’s teknokrater og de nationale teknokrater sammenfatter interesserne for et europæisk bourgeoisie, organiseret på EU-plan?
Hvor selvstændigt agerer europæisk kapital
Vi kunne forestille os, at ja, vi ser dannelsen af et europæisk bourgeoisi. For dette taler USA’s ageren og ensidige politik. Et par eksempler: Under Kosovo-krigen gik nogle italienske interesser faktisk tabt (Fiat-fabrikkerne). Under Irak-krigen mistede Total, det vigtigste franske olieselskab, mange kontrakter, herunder kontrakten om udnyttelse af Majnoon-oliefelterne. Under krigen i Ukraine taber tysk kapital. Så ja, vi kunne forestille os, at EU med dets fælles dynamik med de europæiske stater repræsenterer et slags europæisk borgerskab.
Når USA agerer ensidigt på en måde, der påvirker europæisk kapital, kan vi da også høre nogle europæiske medlemsstater, der faktisk kritiserer USA. For eksempel var der under Irak-krigen et topmøde i april 2003 med Frankrig, Tyskland, Belgien og Luxembourg – lande, der ikke var enige i USA’s Irak-krig. De udtrykte bekymring for, at den “europæiske industri kunne blive reduceret til underleverandører til store amerikanske entreprenører”.
Her er der altså en forestilling om autonomi for europæisk kapital i forhold til USA.
I dag, i rivaliseringen med Kina, udtaler den franske præsident Macron, at “det nye paradigme inden for forsvar er et troværdigt forsvar af det europæiske kontinent”. Vi må opbygge et Europa, “der er i stand til at vise, at det aldrig er en vasalstat under USA”. Igen kan vi høre en vis kritik fra europæiske ledere, der antyder, at det skyldes, at deres egen kapital, deres europæiske kapital, er påvirket af USA’s unilateralisme.
USA-kapital trænger ind i Europa
Hvis vi ser på den vigtigste europæiske lobbyorganisation, nemlig European Round Table of Industrialists (ERT), der blev grundlagt i 1983 af Kommissionen, kan vi se, at den omfatter nogle af de største europæiske multinationale virksomheder i industrisektoren, såsom Philips, Fiat og Volvo. Men hvis vi kigger på denne lobby og dens politiske økonomi i dag, kan vi se, at den hverken er industriel eller europæisk:
I dag er det sådan, at 25 procent af kapitalen i virksomhederne bag ERT ejes af amerikanske investeringsfonde.
Okay, 25 procent er måske ikke så meget, kan man indvende. Men en anden målestok, som ikke kan diskuteres i forhold til at måle imperialisme, er direkte udenlandske investeringer. Mellem 1982 og 2020 steg den andel, som USA’s direkte investeringer udgør i Europa, fra allerede solide 44 procent til 60 procent.
Vi kan altså se, at udenlandske direkte investeringer stiger i Europa. Og vi står overfor en meget betydelig transatlantisk kapitalintegration.
Lad os overveje, hvad dette betyder for den europæiske udenrigspolitik og se på eksemplet RearmEurope. Her er det værd at bemærke, at den europæiske forsvarsfond er åben for amerikanske våbenfirmaer. Det transatlantiske bourgeoisi går ind for RearmEurope. For eksempel støtter præsidenten for Google EMEA, som er en Google-filial i Europa, den europæiske forsvarsfond, ligesom ERT, lobbyen for europæiske multinationale selskaber gør det.
Arbejderne har ingen stemme i EU
Nu hvor vi har set, at den europæiske integration og Den Europæiske Union samler og udtrykker det transatlantiske bourgeoisis interesser, hvad så med arbejderne?
Lad os tage eurokrisen i 2008 som eksempel. Det er tydeligt, at krisen havde et tidsmæssigt forskellig forløb i de forskellige lande. Krisen startede i slutningen af 2008 i Tyskland og de centrale EU-lande. I 2010 ramte den de sydeuropæiske lande. Krisen ramte forskellige dele af det europæiske område på forskellige tidspunkter.
Hvad med de sociale bevægelser? De havde også forskellige tidsdimensioner. Den sociale bevægelse begyndte i nord, bredte sig derefter mod øst og ramte til sidst Sydeuropa. Det gjorde det meget vanskeligt at forestille sig en fælles europæisk social bevægelse, der henvender sig til EU-Kommissionen samtidigt, da de sociale bevægelser havde forskellige tidshorisonter og også var meget forskelligt sammensat. I øst er der flere højreorienterede, der aktiveres, mens der i syd er flere venstreorienterede. Det er derfor vanskeligt at forestille sig en fælles social bevægelse på europæisk plan.
I sin politik repræsenterer Den Europæiske Union ikke arbejdstagernes interesser. Til gengæld har vi set, at EU tilgodeser den transatlantiske bourgeoisi. Den Europæiske Union er således en åben vej for det transatlantiske bourgeoisi til at fremme sine interesser i modsætning til arbejdernes interesser.
Den transnationale kapital søger mod højre
Jeg vil nu se på virkningerne af denne politiske økonomi i Frankrig og inden for det politiske spektrum.
Eftersom Den Europæiske Union er en åben vej for det transatlantiske borgerskab, bliver der aldrig lyttet til protester. For eksempel er folkeafstemninger aldrig blevet respekteret. I Frankrig var dette tilfældet ved folkeafstemningen i 2005 om EU’s forfatningstraktat, hvor befolkningen blev bedt om at udtrykke sig – og sagde nej. Alligevel blev stort set det samme indhold sidenhen nedfældet i Lissabon-traktaten.
Derfor er flertallet af befolkningen i Frankrig euroskeptisk. Frankrig er det næstmest euroskeptiske land efter Grækenland. Den vigtigste årsag til, at franskmændene er euroskeptiske, er ikke racisme, men snarere deres modstand mod globaliseringen.
Den grundlæggende konsekvens heraf er, at franskmændene stemmer på euroskeptiske partier. Så det politiske billede i Frankrig omstruktureres. Den nuværende modsætning er ikke mere mellem højre eller venstre, men for eller imod globalisering.
Men hvad skete der ved det seneste valg? Ved det seneste valg til EU-parlamentet tabte Macron faktisk. De, der tidligere havde stemt på Macron, stemte nu på Marine Le Pen og hendes parti Rassemblement National, det yderste højre.
Hvis vi analyserer denne vælgergruppes sociale sammensætning, kan vi se, at de, der tidligere stemte på Macron, overvejende var velhavende personer, hovedsageligt ledere og arbejdsgivere. De stemmer nu på Marine Le Pen, det yderste højre. Disse vælgere er pro-europæiske.
Vi er således vidne til en omdannelse af Marine Le Pens parti, som i stigende grad samler på tværs af klasser og byder tidligere Macron-vælgere, som er pro-europæere, velkommen. Altså har Rassemblement National nu en social basis, der svarer til den transatlantiske bourgeoisi i Europa.
Konklusionen er, at Den Europæiske Union sammenfatter det europæiske transatlantiske bourgeoisis interesser, mens sociale bevægelser ikke kan udtrykke sig igennem Unionen. Det får dette transatlantiske bourgeoisi til i sidste ende at vælge fascistiske partier som Rassemblement National eller andre højreekstremistiske partier, for at beskytte sine interesser i rivaliseringen med Kina og for at bekæmpe venstrefløjen i Frankrig.
Marlène Rosato er tilknyttet L’Institut d’études politiques de Paris, også kendt som SciencesPo, en højere fransk læreanstalt inden for samfundsvidenskab.
På https://zetkin.forum/fascism/ findes en engelsksproget version af foredraget – også i videoformat – med grafer og tabeller fra foredraget.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
