Tøj skal fremover defineres som "affald"
Denne artikel er et bidrag til World Socialism Forum, som blev afholdt 9.-10. september i Beijing, Kina. Oversat af Arbejderen.
- Siden 2004 har Kinas Samfundsvidenskabelige Akademi (CASS) været vært for World Socialism Forum. I 2024 blev forummet afholdt den 9. og 10. september i Beijing. Det samlede kommunistiske, socialistiske og marxistiske forskere fra hele verden.
- På konferencen deltog omkring 120 personer, hvoraf omkring halvdelen var fra Kina og den anden halvdel fra andre lande: Argentina, Australien, Bangladesh, Brasilien, Cameroun, Cuba, Cypern, Finland, Ghana, Grækenland, Irak, Italien, Japan, Laos, Libanon, Nepal, Rusland, Schweiz, Spanien, Storbritannien, Syrien, Tyskland, Ungarn, Uruguay, Vietnam og Zambia.
- Fra Danmark deltog Lotte Rørtoft-Madsen, der – udover at være i redaktionen for Magasinet Arbejderen – også er formand for Kommunistisk Parti.
- Eftersom World Socialism Forum igennem årene har udviklet sig til at blive en betydningsfuld platform for dialog mellem marxistiske ledere og forskere fra Kina og hele verden, har Magasinet Arbejderen valgt at bringe et udpluk af de mange bidrag.
Med sine seks millioner indbyggere og 43.000 kvadratkilometer er Danmark et meget lille land. Men vurderet i en geostrategisk sammenhæng har vores land to hovedaktiver, som kvalificerer det til at være af interesse for imperialismen:
For det første har Danmark som gammel kolonimagt stor indflydelse på den enorme ø Grønland, og for det andet ligger vores land ved indsejlingen til Østersøen.
På trods af sin størrelse er Danmark tæt knyttet til inderkredsen af den dominerende transatlantiske imperialisme.
Lad mig forklare.
Grønland ligger i det arktiske område og er den største ø i verden. Den dækker et område, der er større end Frankrig, Tyskland, Spanien, Storbritannien, Italien, Grækenland, Schweiz og Belgien tilsammen. Det er en del af det danske rigsfællesskab, og Danmark har det sidste ord i dets udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Så Danmark er en aktiv del af det arktiske område og samtidig en frontlinjestat i den amerikansk-ledede NATO-alliance ved Østersøen. Danmark kontrollerer så at sige indgangen til Østersøen ved sine østlige grænser.
Tæt på kernen i den transatlantiske imperialisme
Netop på grund af vores lands geostrategiske betydning har USA-imperialismen siden Anden Verdenskrig været konsekvent i sine bestræbelser på at knytte de herskende klasser i vores land tæt til det vestlige imperialistiske centrum. Danmark er således et af de stiftende medlemmer af den aggressive, krigeriske og antisocialistiske og antikommunistiske NATO-alliance. Danmark blev sneget ind i NATO uden folkeafstemning og med løgne om en overhængende trussel om en sovjetisk invasion.
Under og i årene efter Anden Verdenskrig solgte de danske regeringer, hovedsageligt ledet af Socialdemokratiet, gennem hemmelige aftaler Grønland til den amerikanske imperialisme. Således har USA nu i årtier haft en militærbase i Grønland, tæt på det arktiske område, som på grund af klimaforandringer har fået en afgørende strategisk betydning.
I en periode i 1980’erne lykkedes det på grund af folkelig modstand og en stærk fredsbevægelse med de danske kommunister i spidsen at tvinge de herskende klasser til at trække sig lidt tilbage i NATO’s oprustningskapløb. Men den tid er for længst forbi.
Siden det sidste årti af det 20. århundrede har Danmark aktivt opbygget militær kapacitet og taget føringen i NATO’s militære samarbejde i de baltiske lande og i lande som Polen og dermed aktivt bidraget til den militære inddæmning af Rusland.
Det sidste udsalg af dansk suverænitet er netop ved at blive gennemført. Folketinget vedtager i de kommende måneder en aftale, der tillader, at der bygges tre bilaterale amerikanske militærbaser i Danmark. Lignende bilaterale militærbaser er bygget eller under opførelse i nabolande som Sverige, Norge, Finland, de baltiske lande og Polen. På den måde skabes en bred oprustningszone i Nord- og Østeuropa.
Europa efterladt i et hjørne
Traditionelt har den danske herskende klasse været splittet i sine prioriteringer: Skal Danmark knytte sig tættere til USA, eller skal alle æggene lægges i én europæisk kurv, EU? På baggrund af investeringer, handel, aktiebesiddelser og andre økonomiske transaktioner har Danmark i årevis satset på begge heste.
Som vi alle ved, har krigen i Ukraine efterladt det imperialistiske Europa i et hjørne. Nu har den danske højrefløjsregering taget bestik af situationen og lagt danske interesser primært i den amerikanske kurv.
Alt dette viser Danmarks position som USA/NATO-frontlinjestat ved Østersøen. Det viser, hvordan Danmark og andre nordiske lande gennem bilaterale militæraftaler bliver gjort til våben af USA, og hvordan Grønland bliver udnyttet som et vigtigt redskab i den amerikanske strategi for hegemoni i det arktiske område.
Derfor sker der en generel militarisering af den kapitalistiske økonomi i vores land.
På trods af sin størrelse er Danmark tæt knyttet til inderkredsen af den dominerende transatlantiske imperialisme. Som medlem af den USA-ledede efterretningsalliance Nine Eyes holdes vi tæt på imperialismens kerne. Ved siden af NATO er denne efterretningsalliance et centralt redskab i den såkaldte Pivot to Asia-strategi.
Konklusionen ligger ligefor:
De herskende kredse i mit land er tilsyneladende klar til at gå ned sammen med det synkende amerikanske imperium og ofre den danske nations, arbejderklassens og folkets interesser. De lukker øjnene og tror, at imperialismens og neokolonialismens dominans kan fortsætte som hidtil på trods af alle forandringer i verden.
Det er selvfølgelig ikke muligt.
Multipolaritetens nye vilkår
Det globale geopolitiske vendepunkt, vi er vidne til, er en afspejling af den ændrede økonomiske magtbalance i verden. Det intensiverer alle modsætninger i verden, både de interimperialistiske modsætninger og modsætningerne mellem verdens folk og imperialismen. Det åbner et vindue for at fortsætte den antikoloniale kamp. Det giver anledning til både nye farer og nye muligheder.
Som et lille land kunne Danmark spille en helt anden rolle og aktivt udnytte multipolariteten. Men lighed og win-win er ikke på dagsordenen her. Lad mig give et konkret eksempel:
I en nyligt lanceret officiel regeringsstrategi for samarbejde med de afrikanske lande gjorde vores udenrigsminister det meget klart:
“Det her er ikke altruisme eller velgørenhed. For mig handler det om at varetage nogle skarpe danske interesser. Europa skrumper. Det gør vi på indbyggertal og på vores relative andel af den globale økonomi. Dermed risikerer vi også at tabe indflydelse … Der skal vi prøve at kaste grus ud på den glidebane. I vores egen interesse. Så vores virksomheder får afsætningsmuligheder, så vi kan skabe arbejdspladser i Danmark, og så vi kan fastholde opbakning til den internationale, regelbaserede verdensorden.”
Her taler man ikke om lighed og gensidigt win-win-samarbejde. Her taler man ikke om et globalt fællesskab med en fælles fremtid. I stedet dyrker man imperialistisk og neokolonial dominans. Her ser man ikke menneskecentrerede politikker, som er til gavn for en stor befolkning i modsætning til et lille mindretal. Man ser et nulsumsspil, hvor man vinder ved at få andre til at tabe.
Så længe den danske herskende klasse ukritisk knytter sig til den transatlantiske imperialistiske blok, der domineres af USA, NATO og EU, kan der ikke være tale om troværdig suverænitet.
Men den gode nyhed er, at denne holdning, disse politikker, denne tilgang ikke har nogen fremtid overhovedet. Den multipolære udvikling, det globale syds fremgang – eller bedre: mytteri – den voksende indflydelse fra klogt kinesisk diplomati og udenrigspolitik baseret på økonomiens skrumpende magt i den gamle imperiale kapitalisme – alt dette giver os løfter om en anden udvikling.
Vi må ikke give efter for imperialismen
I sidste ende er det op til os, de antiimperialistiske kræfter, de revolutionære og kommunisterne, at tage kampen op. Og det haster. Verdensfreden står på spil.
Kampen mod imperialismen er ikke kun et anliggende for det globale syd. Den er tæt forbundet med arbejderklassens kamp i det imperialistiske centrum.
Og lad mig sige det højt og tydeligt: Hvis ikke man anerkender den multipolære udvikling som en objektiv realitet og støtter ethvert forsøg på at udnytte den, uanset om det er lille eller ubetydeligt, og uanset om det ikke altid er motiveret, som man måske selv ville motivere det, så ender man i den gamle og udlevede transatlantiske imperialismes lejr.
Vi må ikke give efter for imperialismen. Selv om den er forældet, strækker den sine kløer ud. I Latinamerika. I Mellemøsten. I Afrika. I Asien. Og mod sin egen arbejderklasse og sit eget folk.
Mit parti opfatter det som en pligt at tage denne kamp op på vores del af fronten. Vi har et ansvar. Kampen mod imperialismen er ikke kun et anliggende for det globale syd. Den er tæt forbundet med arbejderklassens kamp i det imperialistiske centrum.
Selvfølgelig kæmper arbejderklassen i vores del af det internationale imperialistiske system under andre forhold. Men vi er overbeviste om, at skæbnen for arbejderklassen i nord og folkene i syd er tæt forbundet. Vi i imperialismens centrum skal støtte de undertrykte folks antiimperialistiske og antikoloniale kamp. Men vores vigtigste bidrag er at tage kampen op mod vores egne herskende klasser.
Der er brug for håb, for forandring, for handling.
Mange af os ser hen til de kinesiske kommunister. De udgør et håb. Kinas utrættelige støtte til det palæstinensiske folk skaber håb. Kinas utrættelige indsats for at afslutte den afskyelige krig i Ukraine skaber håb.
Og det kinesiske folks og kommunisternes store indsats for at videreføre Folkets Revolution og forsvare Kinas eksistens i sin egen ret skaber plads til folkenes kamp og til progressive og socialistiske bevægelser over hele verden.
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 3, 2024.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
