I 1970’erne var striden mellem katolikker og protestanter i Nordirland gået ind i den fase, der er blevet kaldt The Troubles. Man kunne også sige striden mellem republikanere og unionstilhængere, for det drejede sig om meget mere end om religion. Skud, drab og bomber var hverdagskost, og i det små foregik chikane og fjendtlighed parterne imellem. Det var helt normalt, at man tjekkede bunden af sin bil for bomber og trak gardinerne for vinduerne, for ikke at være en oplagt skydeskive for fjenden.
Men livet skal jo leves, og hverdagen fungerede nogenlunde normalt for de fleste med, hvad det nu måtte indebære af godt og ondt. Det er om den tid, romanen ”Over Grænsen”, som i 2023 blev tildelt British Book Awards som bedste debutroman, fortæller. Titlen referer til de mange former for grænseoverskridelser, der opstod ud fra de givne omstændigheder.
Hovedpersonen Cushla og hendes familie er katolikker. Hun er 24 år og en meget dedikeret skolelærer for de yngste klasser. Især er hun engageret i Davy, som på grund af sin familie ikke har det så let. Cushla bor sammen med sin småfordrukne mor, der ikke desto minde har et skarpt blik for røvhuller og en hvas tunge. Cushlas storebror, Eamonn, der efter farens død fungerer som familiens overhoved, har overtaget dens pub, men omsætningen skranter, for man vælger jo også pub efter på hvilken side man står.
Undertiden giver Cushla et nap med i pubben, og en dag møder hun den noget ældre advokat Michael der. Han er ikke bare protestant men også gift, hvad der dog ikke forhindrer de to i at forelske sig i hinanden og indlede et ømt og nydelsesfuldt kærlighedsforhold. Men selvfølgeligt skjult, for her er de gået over grænsen.
Davy’s familie er også for længe siden gået over grænsen og lider dagligt under det. Faren er katolik og moren protestant, og værre kan det dårligt blive. Kvarterets børn og unge chikanerer dem ved at male smædeord på huset, klippe tøjsnoren med nyvasket tøj over, smide snavs på vinduerne, og hvad de ellers kan få af gode ideer.
Men en aften går det helt galt. På vej hjem fra en pub bliver faren overfaldet og maltrakteret så groft, at man først tror, at han er død. Det er ikke tilfældet, men der er ikke meget tilbage af ham. Efterfølgende bliver der sat ild til deres hus, og selv om Crushla hjælper dem efter bedste evne, er det en håbløs opgave. Den ældste søn, Tommy, der var familiens lys, og som læste bøger og skrev digte, bliver besat af had og hævntørst, hvad der uden hans vidende rammer Cushla. Også Eamonns pub bliver offer for krigen, og enden på elendigheden bliver, at der igen må krydses en grænse.
Den gang, for næsten 50 år siden, og på det sted, var det muligt at vælge at krydse en grænse, når målet var fyldt. I dag er det umuligt for mennesker i en endnu værre situation, og det giver romanen en sørgelig aktualitet. I et lavmælt sprog fortæller den om, at i skyggen af krig og terror er mennesker nødt til at prøve at leve et normalt liv, indtil det udvikler sig til en total tragedie og er umuligt.
Louise Kennedy: Over grænsen
Oversat af Signe Lyng
Gutkind. 294 sider. 270 kr.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.