Den 23. september 2023 sov Vagn Jørgensen stille ind. Vagn blev født i 1926 og døde 97 år gammel efter et langt og godt liv, hvor kampen for et lige og retfærdigt samfund var i centrum hele vejen igennem.
For Vagn startede kampen som 17-årig, da han blev aktiv i modstandskampen i Danmark under besættelsen. Vagn voksede op i Valby i en søskendeflok på otte og kom gennem sine ældre brødre i kontakt med den danske modstandsbevægelse, herunder de danske Spaniensfrivillige, som han dannede nære kontakter med. Han var som ung mand aktiv i paramilitære grupper som våbeninstruktør i Valby og Sydhavnen, hvor han voksede op.
Vagn var gennem hele sit lange liv kommunist ind til benet. Han var gennem størstedelen af sit liv medlem af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og startede sin politiske tilværelse i Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU). Han var fra 1953-1956 repræsentant for DKU ved Demokratisk Ungdoms Verdensforbunds (WFDY) sekretariat i Budapest. Vagn var ansvarlig for den danske deltagelse i WFDY’s ungdomsfestivaller i henholdvis Warszawa i 1955 og Moskva i 1957. Han besøgte desuden den nystiftede folkerepublik Kina i begyndelsen af 1950’erne med en delegation fra WFDY, hvor de blandt andet blev modtaget af Zhou En Lai.
Vagn var i sit virke som kommunist enormt optaget af internationale spørgsmål, den internationale solidaritet og fredsarbejdet. Han var aktiv i Vietnam-bevægelsen herhjemme og med til at stifte en lokalgruppe i Albertslund, som var der, han boede det meste af sit liv.
Vagn var gennem hele sit liv aktiv i DKP, hvor han blandt andet sad i centralkomitéen, var formand for Københavns amt og stod for Land og Folk-festivallerne gennem 1960’erne. Han var også med til at puste nyt liv i lokalafdelingen i Albertslund. Afdelingen blev på få år udviklet til et selvstændigt distrikt. Vagn var desuden administrerende direktør for Land og Folks Hus i en lang årrække fra slutningen af 1970’erne til husets lukning i 1989. Her stod han blandt andet for den daglige drift og ledelse af huset.
Vagn gik på efterløn efter lukningen af Land og Folks Hus, og selvom han ikke var ligeså aktiv i partiet som førhen, så forblev Vagn kommunist til sin død.
Vagn var i flere år hårdt præget af sygdom og fik fred den 23. september. Vagn efterlader sig sin hustru Tove, to sønner og fem børnebørn.
Bisættelsen finder sted på Sønder Kapel på Bispebjerg Kirkegård fredag den 6. oktober klokken 13.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.