Kronik
Skrevet af lektor emeritus i matematik og matematisk modellering ved RUC Bernhelm Booß-Bavnbek med hjælp af gammel kollega og kammerat i DKP Jens Høyrup og tidligere studerende og kammerat i DKP Trine Ambrosius, om forhenværende advokat, rets- og administrationsfilosoffen, folkeretslærer, pacifisten og socialisten lektor emeritus ved RUC, Ib Martin Jarvad.
Ib Martin Jarvad er død. Som universitetslærer prægede han sine kolleger og generationer af unge filosoffer og forvaltningsfolk ved Roskilde Universitet (RUC) med sin vedholdende skarpe samfundsanalyse. Som direkte arving og efterfølger til oplysningsmanden og pædagogen Jean-Jacques Rousseau, filosoffen Karl Marx og juristen Vladimir Iljitsch Lenin påpegede Ib Martin nådesløst faldgruber i gode sociale, humanistiske, demokratiske og socialistiske intentioner, når disse var behæftet med logiske fejl eller ikke havde noget empirisk grundlag og ganske vist lød socialistiske, men modarbejdede det tilsigtede mål.
Ib Martin begyndte sin karriere som succesrig advokat hos advokatfirmaet O.B. Svane og partnere, hvor han i 1966 blandt andet var medvirkende til en opsigtsvækkende sejr over det svenske medicinalfirma Astra (senere britiske Astra-Zeneca). Astra havde markedsført et analgetikum og sovemiddel ved navn Thalidomid, som man antog var ufarligt for gravide, men som viste sig at medføre misdannelser hos fostre.
Omkring samtidigt var Ib Martin medstifter af Institut for Freds- og Konfliktforskning og skiftede derved sit juridiske fokus fra retssager til arbejdet med folkeret, retsfilosofi og krigsteori. Som en del af arbejdet her, påviste han en skævhed i afgørelserne ved Den internationale domstol. Pointen var, at international jura trods den indbyggede skævhed var et fremskridt fra lovløsheden og derfor ikke måtte opgives.
I 1972 blev Ib Martin den første dekan ved det samfundsvidenskabelige hovedområde på de nystartede Roskilde Universitetscenter. I RUC’s erklærede tværfaglighed fandt Ib Martin et bredt spektrum af undervisnings- og forskningsområder: statsadministration, bureaukrati, kontorautomation, krigsteori, konflikt- og forhandlingshistorie, respekt for og grænserne for privat ejendomsret i forbindelse med arealanvendelse, for eksempel i miljøplanlægning og så videre.
Som forsker og universitetslærer med fokus på alle disse meget forskellige problemstillinger lagde han særlig vægt på at balancere formelle rettigheder med rimelige hensyn på en systematisk måde.
Ib Martin anså den gængse modsætning mellem instrumentel rationalitet og irrationelle værdidomme for at være ukorrekt. Han indprentede os, sine kolleger, kammerater og studerende, sit rationalitetsbegreb, at “organisationer for at kunne fungere skal være både mål- og middelrationelle”.
Han var kommunist fuldt og helt, dybt i sit hjerte og oppe i sit hoved: “Kommunisme er sovjetmagt plus elektrificering af hele landet” (Lenin 1920). Det overtog Ib Martin som teoretiske ledestjerne: Lenins skelnen mellem to former for rationalitet, midlernes og målernes. Jo, det rationelle mål var under datidens omstændigheder ikke sovjetmagten, men elektrificering og dermed velstand for alle, uddannelse af emanciperede mennesker og varig fred. Jo, rationalitet i midlerne var også nødvendig, konkret at det eneste rationelle middel til at nå målet netop var sovjetmagten. Denne opfattelse er diskutabel (knap nok for den tid, hvor Sovjetunionen var en etableret stat, som på frimærket fra 1951 – jeg vil dog lade det stå åbent, om det omkring 1920 for Lenins vedkommende alligevel var de valgte sovjetters magt, der var et mål og ikke kun et middel). Ib Martins fortolkning af Lenin gjorde ham, der i 1970’erne var medlem af DKP – Danmarks Kommunistiske Parti – ikke ligefrem populær blandt de unge kommunister i DKU og KommS. Nogle af dem var sikkert mere revolutionære og romantiske end interesserede i social fremgang, sundhed, velstand, uddannelse og fred.
30 år før Pelle Dragsteds “Nordisk Socialisme” (Gyldendal 2021) fremhævede Ib Martin i sin fyldige afhandling “Ret og Stat” (Eilers 1993), at kapitalisterne som klasse var i tilbagegang på den hegemoniske side, mens arbejderklassen voksede i styrke, især med en retslig forankring af omfattende kollektive rettigheder for bestemte grupper, herunder kollektive ejendomsrettigheder i Danmark og de andre skandinaviske lande. I modsætning til Dragsted afviste Ib Martin imidlertid at se tegn i dagens Danmark på en “samfundsformation i overgang til socialisme”. Marxismen skulle holde sig ude af “fremtidsforskning” og i stedet koncentrere sig om at finde og udnytte sprækker i det hegemoniale system: “Det udbredte ønske om en generel teori for overgangen (til kommunismen) ligger uden for videnskabens rækkevidde. Forskning er – altid – eks-post. Man kan kun undersøge det, der er sket, ikke det, der endnu ikke er sket.” Med sin betoning af marxismens historiske grundkarakter lukkede Ib Martin ikke øjnene for de mange tegn på kommunismens begyndelse på alle niveauer i samfundet og i de mest forskelligartede vinkler af samfundet, også i dagens Skandinavien og især i Danmark. Han fremhævede dem i sin disputats og analyserede dem som en udviklende og mere abstrakt form for kapitalisme (blandt andet i kapitel 7 om “Begrebet økonomisk samfundsformation” og i kapitel 8 om “Marxisme, demokrati og retslære”). Han beklagede, at venstrefløjen ikke udnyttede disse tegn i højere grad. Han påpegede således, at reformismen, der ikke udnytter muligheden for at fremme politiske forandringer, cementerer de hegemoniale forhold i denne nye form for kapitalisme.
Ib Martin søgte ikke konsensus i sin forskning. Han anså det for nødvendigt at løsrive sig fra en for snæver fokusering på rent formelle retsforhold, men også fra alt for løse og vidtgående tanker om mening og samfundsnytte, der var præget af en foragt for juridiske formaliteter. Ib Martin påviste styrken i den gensidige inspiration af den juridiske, den matematisk-naturvidenskabelige og den filosofiske tankegang. For ham handlede det først og fremmest om at hæve sig over ufrugtbare konflikter mellem det formelle og det sociale.
Ib Martins særlige styrke inden for så forskellige områder kan måske forklares med hans sikre filosofiske holdning. Han lærte os, at kun de enkleste processer, der i dag udføres af maskiner, kan foregå efter rene regler. Alle andre processer, i laboratorier, administrationer, økonomi, internationale relationer og konflikter forudsætter, at de, der udfører dem, både anvender reglerne og forstår reglerne i forhold til deres overordnede mål. “Kun på den måde”, forklarede han igen og igen, “kan de nødvendigvis ufuldstændige regler eller befalinger udfyldes, så midlerne til at nå målene er passende.”
Disse mindeord om Ib Martin har den store begrænsning, at næsten ingen andre kunne have gjort hans brede horisont retfærdighed. Ib Martin kunne forklare en kollega, hvordan man skal læse de hollandske filosoffer Gropius og Spinoza, og derefter lige så levende forklare et barnebarn, hvor traditionen med risengrød til jul stammer fra, og hvordan dens betydning har ændret sig gennem tiden.
Hans rige familieliv, hans virke i en stor vennekreds og hans mangeårige arbejde på sin gård på landet viser os, at hans filosofiske sans ikke var begrænset til hans forskningsområder.
Han døde fredeligt den 2. juli omgivet af sine tre børn, otte børnebørn og to oldebørn med et sidste varmt smil til hver af dem.
Hvilken lærd, socialist og pacifist, hvilket menneske!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
