Vores gode kammerat Ole Pedersen døde onsdag den 25. november 2021 efter kort tids sygdom.
Ole voksede op på “Skansen” i østbyen, først i en lejlighed og senere i villaen som hans forældre byggede på Skovledet. Hårdt arbejde og små penge var et vilkår for familien, og det var med til at forme Oles klare holdning til solidaritet og et mere retfærdigt samfund.
Ole kom i lære som linoleumspålægger, hvilket skaffede ham navnet Ole Gulvfidus. Der var ikke den opgave, han ikke kunne løse på en smart måde. Han virkede som selvstændig i en årrække, men forlod så faget og blev jord- og betonarbejder som sin far. Her kom hans fantasi og snilde igen til udtryk, når arbejdet skulle planlægges og udføres, og han blev en agtet sjakbajs. På ingen måde diplomat, men en mand som kunne få tingene til at ske.
Ole kom i lære som linoleumspålægger, hvilket skaffede ham navnet Ole Gulvfidus. Der var ikke den opgave, han ikke kunne løse på en smart måde.
Vi plejede at sige: Det var Christian den 4., som byggede slottet – men det var sgu Ole Pedersen, der byggede centralrensningsanlægget!
Han mistede sin far ved en arbejdsulykke under byggeriet af Irmatorvet og kom selv ud for flere alvorlige ulykker på byggepladserne. Han havde også den sorg at miste sin yngste datter for nogle år siden og senere sin elskede Ellen, som han delte livet med på godt og ondt.
Ole havde det tit svært med sig selv, og så tog flasken overhånd. Det var hårdt for familien.
Han var næstformand for Anlægs- og Bygningsarbejdernes Brancheklub i Hillerød og gjorde et stort stykke arbejde for sine kammerater, både i SiD og ude på byggepladserne.
Da han – efter mange års forsøg – vandt en større sum penge i tips, gav han uden videre pengene til den faglige klub. Dér mente han, de kunne anvendes bedst.
Der var ikke et øje tørt, når Ole afsang “Jeg bærer med smil min byrde” ved klubbens festlige arrangementer.
På mange byggepladser kæmpede vi sammen for bedre løn og vilkår. Centralrenseanlægget, Gilleleje Feriecenter, Helsingør Politistation, Baron Boltens Gård, fundamenter på NOVO.
Han var meget hjælpsom, arbejdskammerater og mange andre har et gulv eller noget andet, Ole har lagt. Så kan vi sende ham en tanke, når vi ser på det, og huske hans humor og kloge tilgang til livet.
Han gik på efterløn som 64-årig og boede i Hertzs stiftelse på Dyrehavevej, indtil han kom på “Skovhuset”, hvor han havde gode år i kærlig omsorg fra personalet.
Han efterlader to døtre, børnebørn og oldebørn.
Gulvfidusen er her ikke mere. Vi sænker det røde flag et kort øjeblik, og så kæmper vi videre, sådan som han har lært os.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
