Kunst var for politisk til Brøndby Kommune
(født den 7. maj 1939, død den 6. december 2023) /
De sidste ord, som Anton skrev i sin notesblok, var: Alting kan forandres. Det var på mange måder også kernen i Antons liv. At der skulle gøres op med uret, at klassesamfundet skulle afskaffes, og en mere retfærdig verden skulle bygges, der ikke var baseret på jagten på profit.
Anton brugte hele sit liv på at mobilisere for retfærdighed og mod uret. Uanset om det var ved at gå i fængsel i solidaritet med palæstinensernes kamp og mod terrorlovgivningen, eller om det var for bedre løn og arbejdsvilkår på byggepladsen. Solidaritet var hos Anton noget helt håndgribeligt – fra arbejdskampe til de globale kampe mod imperialismen var der hos ham en rød tråd.
Anton var en klassekæmper, en organisator og inspirator for utroligt mange mennesker. Han kunne som kun få nå ud til arbejdere og helt almindelige mennesker i det danske samfund.
Anton var af den opfattelse, at hvis fagbevægelsen ikke var i stand til at mobilisere de arbejdsløse, men bare var administratorer af a-kassesystemet, så havde man udspillet sin rolle.
Anton blev født ind i den kommunistiske bevægelse som søn af en kommunistisk far og en jødisk mor. Stolt af sine forældre, men opvækst i et hjem præget af Martins ophold i kz-lejren Stutthof og Agnes, der dels var med i de røde enker og dernæst i skjul for nazisterne. Anton boede under krigen hos familien i Randers og genkendte ikke sine forældre efter krigen. Hans opvækst var, som for mange andre børn i efterkrigsårene, præget af krigen. For Anton var det en livslang byrde, men også et ansvar for at bidrage til, at verden bliver et bedre sted. Denne arv har han givet videre til både sine tre børn og børnebørn. Derfor blev det så utroligt vigtigt at kæmpe for freden og bekæmpe den spirende fascisme i Europa. Det førte til, at han blandt andet stiftede tidsskriftet Antifascistisk Forum, som stadig udgives og dermed stadig er en vigtig stemme i kampen for freden.
Han var murersvend og stolt af sine kollegaer og sit fag. Det var på byggepladsen, at de daglige kampe blev ført. Med gode kollegaer og med stor stolthed over sit fag var det faglige fællesskab i fagforeningen som et andet hjem for Anton. Til forskel fra det politiske engagement, var det faglige arbejde der, hvor han mest blev værdsat.
I 70’ernes og 80’ernes arbejde for at opbygge en arbejdsløshedsbevægelse viste Anton sin enorme styrke som organisator. Nogle af de største demonstrationer, dette land har set, var organiseret af de arbejdsløse. Dette skete ikke uden modstand fra fagtoppen, men også fra grupper i DKP, der mente, at der blev opbygget en parallel struktur til den eksisterende fagbevægelse. Anton var af den opfattelse, at hvis fagbevægelsen ikke var i stand til at mobilisere de arbejdsløse, men bare var administratorer af a-kassesystemet, så havde man udspillet sin rolle.
Anton var murer, forfatter og aktivist. Han stod på de svages side til det sidste. Anton var et flammende menneske, som så muligheder for, hvad der skulle til, for at man kom igennem med forandringer. Uanset om han stod på stilladset, diskuterede med murersvendene eller samlede de arbejdsløse i en stærk og handlekraftig bevægelse.
Anton var aktivist i ordets bedste forstand. Han forstod de unges nybrud og aktionsformer, for eksempel i slumstormerbevægelsen og senere med BZ-bevægelsen i København. Han var af den grundopfattelse, at man ikke kun skulle tale og diskutere, men at handling var vejen frem. Det førte til en masse forskellige former for aktivisme, som han tog initiativ til, og som også ofte fik personlige konsekvenser. Som da han og murersjakket murede Arbejds(u)retten til efter en uretfærdig dom. Da Anton senere hen nægtede at betale boden, ja så gik sagen til Kongens Foged, som havde den frækhed at stille på Møllevej og indkræve gælden. Men i et fattigt hjem hos en arbejdsløs murer er der ikke meget af værdi. Man kunne også nævne sultestrejken, som de arbejdsløse i midt-firserne gennemførte på Christiansborg Slotsplads.
Han havde en utrolig kampånd, som både var smittende og engagerende. Men han forventede også meget af dem, som han arbejdede sammen med. De skulle give og bidrage til de fælles initiativer. De 12 år i amtsrådet i Frederiksborg Amt blev brugt til at skabe et netværk af tillidsmænd og -kvinder fra hospitaler og institutioner, så det var deres krav og kampe, der definerede hans politiske indsats.
I de sidste år af Antons politiske liv var især det antifascistiske arbejde i centrum. Han opbyggede og samlede, på tværs af familier, politiske ståsteder og generationer, kræfterne i Horserød-Stutthof Foreningen. Arbejdet blev også en forening, hvor Antons eget liv og fortælling fra krigens hårde år fik betydning. Med baggrund i kommunistloven den 22. august 1941 kom Martin Nielsen først i Vestre Fængsel og senere i kz-lejren Stutthof. Antons mor, Agnes Nielsen, måtte i de sidste år af krigen være under jorden. Derfor blev det et liv dedikeret til modstand mod uretfærdighed og undertrykkelse. En kamp for et bedre liv, ikke blot for hans egen familie, men et krav der gjaldt alle som en grundlæggende menneskeret.
Vi har mistet vores far, Anton Nielsen. Tabet af et kærligt og omsorgsfuldt menneske er stort. Anton var stor på alle måder. Han kæmpede, han talte, han skrev, og han elskede mennesker og allermest hans hustru Inger og den samlede familie. Altid med store armbevægelser og altid med visioner om, at det, vi kan sammen, sker gennem stærke fællesskaber.
Alting kan forandres. Hvis uret bliver til ret, bliver modstand en pligt.
Æret være Antons minde.
Der vil være mindehøjtidelighed for Anton Nielsen lørdag den 6. januar kl. 14.00 hos 3F på Mølle Allé 26 – 2500 Valby. Alle kammerater, venner og tidligere kollegaer af Anton er meget velkommen.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
