Janni Milsted er død. Et langt og aktivt liv er slut. Vi er mange, der kommer til at savne Janni meget.
Gennem hele sit voksenliv var Janni aktiv i kampen for solidaritet og en mere retfærdig verden. Hun var samtidig et utroligt varmt, omsorgsfuldt og rummeligt menneske, der efterlader sig et stort tomrum.
Janni blev som ung uddannet som barneplejerske. Det var før, der eksisterede en uddannelse som pædagog. Senere tog Janni uddannelsen som børnehavelærerinde. Hun brændte for arbejdet med børn og deres udvikling.
Udover forskellige jobs som pædagog var Janni også formand for fagforbundet BUPL fra 1976-1983 og har arbejdet som praktikleder på Albertslund Børnehaveseminarium samt leder af videreuddannelsen af pædagoger på Lærerhøjskole. Hun sluttede sit arbejdsliv som leder af en daginstitution i Karise.
Kommunist gennem hele livet
Janni blev som ung medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, og hun forblev kommunist lige til sin død. De seneste mange år var Janni medlem af Kommunistisk Parti. Hendes politiske ståsted var livet igennem båret frem af en brændende social indignation og utilfredshed med fordelingen af verdens goder.
Utallige er de bevægelser og organisationer, hvor Janni har ydet en stor indsats. I mange år var hun aktiv i EU-modstanden og solidaritetsbevægelsen med Cuba. Hun har også være aktiv i Aktive Antifascister FIR og siddet i bestyrelsen for Pædagogisk Historisk Forening, der samler materialer sammen om børneinstitutionernes historie i Danmark.
Gennem hele sit voksenliv var Janni aktiv i kampen for solidaritet og en mere retfærdig verden. Hun var samtidig et utroligt varmt, omsorgsfuldt og rummeligt menneske, der efterlader sig et stort tomrum.
De senere år var Janni en særdeles aktiv kraft i kampen mod ghettoloven. Hun var på det tidspunkt flyttet ind i seniorbofællesskabet Midgården i Mjølnerparken på Nørrebro.
Bebyggelsen blev udråbt til ghetto, men Janni var meget glad for at bo der og kæmpede for at aflive de mange fordomme om bebyggelsen. I mange år var hun en drivende kraft i at skabe sociale og samlende aktiviteter på benene i Mjølnerparken som julefesten og en årlig dimittendfest, hvor Mjølnerparken fejrer alle de unge, der har taget en uddannelse.
Det kendetegnede Janni, at hun livet igennem tog ansvar og fik tingene til at ske. I Mjølnerparken kom hun med i afdelingsbestyrelsen, var formand for seniorbofællesskabet og blev også formand for foreningen Aktive Ældre på Nørrebro.
Foregangskvinde
I mange sammenhæng var Janni en foregangskvinde. Længe, før det blev mainstream, engagerede hun sig i miljøkampen og var blandt de første i Danmark, der arbejdede med at fremme udbredelsen af økologi. I en årrække boede hun i Karise, hvor hun drev et økologisk landbrug sammen med sin daværende mand Jørgen.
Når det gjaldt hjælp og støtte til flygtninge, der kom til Danmark, var Janni også tidligt på banen. Her var ikke bare tale om ord og støttebeløb. Nej, Janni inviterede helt konkret flygtninge ind i sit hjem og gjorde dem til en del af familien. Altfavnende og rummelig som hun var.
Udover sit store politiske og sociale engagement havde Janni også en stor viden og interesse for kunst. I sine unge år var hun gift med Kaj Milsted, der var en af kræfterne bag det litografiske værksted i København, UM Grafik, der blev et samlingssted for en række kendte kunstnere fra Danmark og andre dele af verden.
Hendes hjem var fyldt med kunst, og kunstens muligheder i menneskers liv og i kampen for forandringer spillede en stor rolle for hende. Som følge af det engagement var Janni de senere år med til at arrangere kunstauktioner til støtte for Arbejderen.
Det er også en livsnyder, vi nu siger farvel til. Janni havde mod på livet og gik aldrig af vejen for en fest, som hun ofte selv inviterede til. Hun samlede folk på tværs af alder, køn, baggrund og etnicitet.
Janni var aktiv næsten lige til det sidste. Så sent som i oktober sidste år blev hun med flot stemmetal valgt ind i ældrerådet i Københavns Kommune. En post hun dog blev nødt til at trække sig fra på grund af den sygdom, der kom til at præge de sidste måneder af Jannis liv.
Kære Janni; tak for alt, hvad du har udrettet og alt det, du har været for så mange mennesker.
Vores tanker går til Jannis mand John, som hun blev gift med for godt et år siden. I to er et klart bevis på, at kærlighed har ingen alder. Det er så trist, at I ikke fik nogle flere gode år sammen.
Også mange varme tanker til Jannis datter, børnebørn, oldebørn og resten af den store familie, der var så vigtig for Janni, og som nu ikke længere har deres altfavnende Bedste.
Janni bliver bisat fra Bispebjerg Kirkegård, Søndre Kapel torsdag den 3. juli klokken 13. Bagefter er der gravøl i fælleshuset på Blegdamsvej 14.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.