Clausen er her ikke mere. Nu bliver der lidt mere stille i gaderne.
Erik Clausen var udlært malersvend, men brugte gerne tiden på andre ting. Han var efter sigende selv ganske stolt af sin tid som cykelrytter. Mest kendt er Clausen dog for sit kunstneriske virke, ikke sjældent med sig selv i centrum. Som kunstmaler, som gøgler, musiker, filminstruktør og som skuespiller var Clausen kendt som den evige gadedreng, gavflaben og Niels Hausgaards lidt for smarte københavner-ven.
Politisk gik det Clausen, som det var gået Storm P nogle årtier tidligere: Samfundskritikken blev social kritik, og argumenterne stivnede i stereotyper.
Erik Clausen – i rollen som Clausen – fik først luft under vingerne i 1970’erne, hvor han var med i Røde Mors arbejde, og hvor han sammen med Leif Sylvester gøglede på gader og stræder. Sammen med Røde Mor havde Clausen en central plads i DKP’s kulturarbejde og prægede kulturen i 1970’ernes danske arbejderklasse. Her satte de sig spor, som vi stadig nyder godt af. Senere blev Clausen og Petersen også et rockorkester med giro 413-evergreens som “Man er altid velkommen i Copenhagen”, “Mormors kolonihavehus” og “Friheden Flyver”.
Så gik der for alvor film i den, og fra Midt om Natten (1984) til Aldrig mere i Morgen (2017) var Clausen for alvor folkeeje. Clausen brugte bevidst sin egen figur på godt og ondt til at fremstille forskellige sider af livet.
Politisk gik det Clausen, som det var gået Storm P nogle årtier tidligere: Samfundskritikken blev social kritik, og argumenterne stivnede i stereotyper. Som Storm P’s fattige blev vagabonder, blev Clausens arbejderklasse til en karikatur af den enlige, uorganiserede og ufarlige industriarbejder, der kæmper for sin værdighed og en plads i livet.
Sammen med andre kulturpinger havde Clausen sluttet sig til den borgerlige offensiv mod socialismen allerede i 1982. Derfor slap Clausen for 1990’ernes ydmygende bodsgang og fremstod (så sent som i et interview med Arbejderen i 2017) som en stolt og uplettet socialist. Folkekær og folkeeje blev han i stedet med ufarlige skildringer af folket, arbejderen, som fortabte individer. Dermed endte han i den parolekunst, han sammen med blandt andre Dea Trier Mørch havde villet skille sig fra – de nye paroler solgte bare bedre under de givne forhold.
Samtidig var Clausen godfather, mentor og forbillede for en generation af danske kunstnere, der tog hans fandenivoldskhed til sig for det gode. Hans lune, hans lurendrejer-facon og hans stædige holden fast på, at man godt må, selv om man er fra Sydhavnen, vil blive husket – også den skal fremtiden nok vide at bruge godt. Der er mange sange, der skal synges endnu.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér