Kunst var for politisk til Brøndby Kommune
Hans Peter Henning (f. 27. april i Berlin, død 16. februar i Helsinge).
Jeg følte mig suget ind i et vakuum, da jeg fik at vide, at min gode ven og rejsekammerat, freds- og klimaaktivisten Peter Henning, 93, blev fundet død på plejehjemmet Helsingegården mindre end otte timer efter, at vi havde siddet og snakket om blandt andet krig og fred, despoter og sagesløse ofre, årsagen til de oversvømmede landskaber og fælles oplevelser samt ikke mindst de hilsner, jeg havde med til ham fra vores fælles venner i Estland.
Lige til det sidste var Peter Henning optaget af alt, der skete ude i den store verden, og hans verden var meget stor. På plejehjemmet sad han mest mellem stakke af udklip, opslåede bøger og aviser med hovedet klinet til nyhedsudsendelser på tv eller P1. Han var multitaskeren, som kunne følge nyhedsudsendelser og samtidig tjekke journalisternes oplysninger i diverse bøger, andre medier eller på Google.
Højskolelivet og skolens internationale miljø og arbejde for fred og forsoning prægede Peter gennem hele livet. Han snakkede med alle og enhver uanset deres holdninger.
Flere gange havde han fortalt mig, at han var nået den alder, hvor han kunne dø når som helst. Han var ikke bange for det, for han havde haft et godt liv. Og jeg kunne tilføje, at han også havde sat mange spor efter sig som aktiv i blandt andet Fredsvagten, Aldrig Mere Krig, Militærnægterforeningen og som flittig læserbrevsskribent. Da jeg mindede ham om de mange gange, han havde taget turen til Christiansborg for at stå fredsvagt, udtrykte han glæde over, at Fredsvagten bliver stående også efter hans død. Ved hans 90-års-dag kunne en anden fredsaktivist fortælle, at Peter Henning selv har stået på slotspladsen som fredsvagt 3.000 gange.
Jeg mødte Peter Henning på stranden i Tisvildeleje i begyndelsen af 1980’erne. Stor og mægtig med pjusket hår og skæg stod han midt i en flok børn, som han opmuntrede til at bruge deres øjne. For hvert søpindsvin, de kunne finde, ville de få en krone, lovede han. Bagefter samledes de i klasseværelset – en stor mandskabsvogn, der blev trukket af en traktor. På det tidspunkt var han pædagog og lærer på den nordsjællandske kostskole Havregården, hvor nogle børn kunne have svært ved at koncentrere sig, men når de var sammen med Peter Henning, som selv var lidt sprælsk af sind, gik det meget bedre.
Et langt og udbytterigt venskab fulgte. Jeg nød godt af hans paratviden om ikke mindst den politiske udvikling på den anden side af jerntæppet. Den interesse havde han fået ind med modermælken, fordi hans mor, Gertrud, der kom fra en rig godsejerfamilie i Vaike-Maarja i Estland, flygtede til Tyskland, hvor hun forelskede sig i den tyske socialist August Henning.
Det er baggrunden for, at Peter Henning kom til verden i Berlin i 1930. Det sted og den tid gav ikke de to unge socialistforældre nogen tryg tilværelse. I 1934 så de ingen anden udvej end at flygte fra nazisternes hærgen til Danmark, hvor de blev lærere på Den Internationale Højskole i Helsingør. En kort tid under krigen måtte de dog gå under jorden – hos skolens gartner Sørensen, fordi tyskerne havde besat skolen.
Højskolelivet og skolens internationale miljø og arbejde for fred og forsoning prægede Peter gennem hele livet. Han snakkede med alle og enhver uanset deres holdninger.
Jeg betragtede Peter som en rebelsk venstresocialist, men en dag lod han sig vælge som formand for den lokale afdeling af Danmarks Kommunistiske Parti i Helsinge. Hans begrundelse var, at jerntæppet, som delte Europa, stod til at falde på grund af Mikhail Gorbatjovs lancering af glasnost og perestrojka. – Nu gælder det om at påvirke det stivsindede kommunistparti indefra, mente han og gjorde selv sit for at rive huller i jerntæppet.
Han rejste til Estland for at opsøge sin mors fødehjem, som da var omdannet til kolkhosen Vao. Flere gange rejste jeg med ham. Med støtte fra Demokratifonden arrangerede vi desuden studieture, hvor repræsentanter for kolkhosen, der stod til at blive privatiseret, kunne komme til Danmark for at se, hvordan andelsselskaber kunne etableres og drive vigtige tidssvarende vandværk, rensningsanlæg, mejerier og møller og meget andet. Han knyttede også kontakter til øen Hiumaa (tidligere Dagø), som gjorde det muligt at lave udvekslingsture for estiske og nordsjællandske kunstnere, samt at arrangere kunstudstillingen Kvinderne fra Dagø, som vandrede rundt til 12 forskellige udstillingssteder over hele Danmark.
Mens han selv gjorde sit for at støtte balternes brud med Sovjetunionen, mistede han troen på at kunne påvirke DKP indefra til at gøre det samme og meldte sig ud igen.
I Estland kørte vi rundt i Peters store kassevogn, som inden afrejsen blev lastet med brugte engelskbøger fra danske skoler til skolebørnene på Hiiumaa og med kasser med dansk litteratur til de danskstuderende på universitetet i Tartu. På begge sider af Østersøen er der mange, som har noget at takke Peter Henning for. På hans sidste dag blev han rørt, da jeg kunne hilse ham fra nogle af dem.
Peter Henning blev først uddannet gartner hos Den Internationale Højskoles gartner, men efter tiden som militærnægter begyndte han at læse til pædagog. Under uddannelsen mødte han Agnete, som han blev gift med. De arbejdede sammen på flere af særforsorgens institutioner. Sammen fik de fire børn Ditte, Pelle, Timme og Lasse. Efter Agnetes død i 1982 begyndte Peter at arbejde på andre institutioner og skoler end særforsorgens.
I mange år boede familien i Høbjerg Orned ved Helsinge, men da Peter Henning som pensionist fik mulighed for at overtage sine forældres gamle hus, flyttede han til Helsingør, hvor han igen kunne tage del i livet på Den Internationale Højskole, og hvor han i en periode også blev medlem af Ældrerådet. Hans lille hus på Unnasvej blev dekoreret med store plakater og symboler, så ingen kunne være i tvivl om, at her havde Aldrig Mere Krig og Fredsvagten fået en nordsjællandsk ambassade.
For to år siden begyndte han at få så store problemer med benene, at han kunne visiteres til en plejehjemsplads. Derfor flyttede han tilbage til Helsingeegnen, hvor han først boede på plejehjemmet Udsigten i Blistrup. Ingen kunne være i tvivl om nøjagtigt hvor. I vinduet ud mod gaden havde han nemlig placeret en stor hjemmelavet plakat for Fredsvagten. Da Udsigten skulle inddrages til andre formål, flyttede han for tre måneder siden ind på Helsingegården.
To dage før sin død fik han et ildebefindende, så han måtte en tur på hospitalet. Alt blev tjekket, men intet unormalt fundet.
– Jeg har vist bare fået gammelmandssyge, sagde han.
Vi er mange, der ærer hans minde.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
