Ud over at være kendt for sine mange bøger om den nazistiske besættelse af Danmark var samfundsdebattør Carl Madsen Danmarks bedst kendte kommunist, skrev Ekstra Bladet i 1975.
Samtidig var den lidt bryske og kantede, men yderst veltalende og skarpe hjerne i en meget lang årrække landets mest anvendte forsvarer i kriminelle sager. Han var forsvarer for flere tusinde tiltalte gennem årene, fremgår det af bogen Carl Madsen – en glad kommunist.
Madsen som medlem af DKP
Carl Madsen blev i 1975 – efter 46 års medlemskab – udelukket af Danmarks kommunistiske Parti (DKP), fordi han med sin omfattende kritik “satte sig uden for partiet”.
I dagbladet Information svarede Madsen igen på sin udelukkelse af partiet og kommenterede DKP’s kommende nye partiprogram.
Madsen havde hængt sin gamle partibog (medlemsnummer 12) op i glas og ramme på væggen på sit kontor, og han kaldte sarkastisk sit forhenværende parti for et “rødlakeret socialdemokrati”. Om partiets nye politik skrev han:
“Det er ensbetydende med den totale socialdemokratisering. Den grundlæggende opfattelse af staten som et medium for overklassen til undertrykkelse af de udbyttede, er forladt”, skrev han i Information.
Statsmagtsproblematikken var ifølge Madsen det helt centrale spørgsmål for et socialistisk parti, fremgår det af hans artikelsamling “Når bladene falder”, udgivet af Demos i 1975.
Radiojournalisten Hemming Hartmann-Petersen kommenterede situationen således:
“DkP udmærkede sig ikke ved at kunne tåle kritik. Og da især ikke selvkritik – så er det ud af vagten. Himlen må vide, hvad der kunne få folk til at spille sig sådan et kort af hænde”.
Og dagbladet Politikens journalist Erik Nørgaard mente ligefrem, at det var Carl Madsen, der ekskluderede DkP, fremgår det i bogen “Krig og slutspil” fra 1986.
Redaktør og kommunist Kate Fleron på bladet Frit Danmark mente – ret nuanceret – at “eksklusionen var et stort tab for såvel Madsen som for DkP”. Således citeres hun i biografien om Carl Madsen, “Den folkekære stalinist”, fra 2017.
Carl Madsen havde i 1973 argumenteret for, at kommunisterne ikke var uden skyld i splittelsen på venstrefløjen, og hans håb var, at DKP kunne udvikle sig til at være et revolutionært enhedsparti, skrev Madsen i “Marxistiske hæfter” i 1974.
Desuden var den gamle samfundsrevser blevet for skarp for partiledelsen, fordi han kritiserede partiet for at have lukkede og suspekte regnskaber, og han mente, at der var mangel på demokrati i partiet samt i østlandene, samt at DKP havde en reformistisk statsopfattelse og var i gang med en højredrejning.
Partiløs kommunist
Den aldrende og sygdomsplagede Madsen fortsatte i tre år – frem til sin død – den politiske indsats for sine synspunkter. Med statsmagtproblematikken som det helt centrale tema.
Han gav i snesevis af interviews i radio, tv og dagblade. Han skrev aviskronikker, holdt debatmøder samt fik udgivet bøger og pjecer. Bogen “Når bladene falder” blev en af årets mest omtalte bøger.
Madsen mødte stor sympati hos progressive unge i miljøet omkring partiet Venstresocialisterne, i det antiimperialistiske miljø omkring Vietnam- og Chile-solidaritet, hos kredsen omkring venstrefløjsforlagene Demos, Oktober og Arbejderforlaget samt hos den københavnske lejerbevægelse, gamle frihedskæmpere og de røde matroser i Sømandsforbundet.
I 1974 havde Madsen påpeget, at hvis den politiske og demokratiske kurs i DkP ikke blev lagt om, ville det blive partiets død. Partiet gled under spærregrænsen på 2 procent ved valget i 1979 for aldrig at vende tilbage til Folketinget. Fra midtfirserne var partiet heller ikke længere repræsenteret i landets kommunalbestyrelser.
Forfatteren og sproglig mester Dan Turéll, alias Onkel Danny, kaldte spydigt og rammende DKP for “Dansk Krampepatient, Dansk Kliché Produktion og Disciplineret Kommissær Parti”.
Om Carl Madsen skrev han ganske præcist, at Madsen var en af de kommunister, der ustandselig havde slidt med praktisk samfundsarbejde, mens bureaukratbosserne lagde langsigtede strategier for overvindelse af kapitalismens krise, skrev Politiken i 1982.
Efter sin død i 1978 er nogle af Madsens taler og pjecer blevet genudgivet af en række venstrefløjsgrupper, og senest er der på forlaget Gyldendal i 2017 udkommet en biografi om Madsen.
Carl Madsen som jurist
Før besættelsen – indtil sin fængsling som politisk fange i 1941 – arbejdede Madsen som advokatfuldmægtig og gik i retten. Sideløbende arbejdede han deltids som statsansat revisor i diverse ministerier.
Efter befrielsen (fra Nazitysklands besættelse af Danmark, red.) var Madsen særlig statsadvokat i landsforræderisager, og senere åbnede han sin egen praksis.
Som ung fuldmægtig havde Madsen fået et – godt kapitalistisk – råd af sin chef på advokatkontoret Emil Nielsen i Indre by, København.
– Du skal være kreditorernes, men aldrig, jeg siger dig, aldrig debitorernes sagfører.
Et råd som Madsen aldrig fulgte. Tværtimod.
Madsen mente, at det inderst inde var ham lidt ubehageligt at tage betaling for at gøre folk, der havde det dårligt, en tjeneste, og dem, der havde råd, kendte han kun få af.
Stillingsbetegnelsen advokat benyttede Madsen aldrig. Han anså ordet for at være et Fællesmarkeds-navn. Madsen foretrak altid det gode danske ord “sagfører”, skrev han i sin bog “Fortids møre mur”.
Om sine sagførerkollegaer havde Madsen – generelt – ikke noget godt indtryk. Men der fandtes en kreds af yngre sagførere, der fattede, at det er et kald mere end et erhverv, de udøver.
Men de øvrige kollegaer blev af Madsen anset for at være vulgære erhvervsdrivende. Tarvelige. Griske som fedesvin ved truget. Skødeskrivende lommeprokuratorer. Det eneste, der kan live dem op, er de salærer, de har tjent, og dem de håber at komme til at tjene, skrives det i bogen “Livet og loven” fra 1971.
Om dommerne havde Madsen den vurdering, at de er klassedommere. De er det ikke i den plumpe forstand, at de behøver være sig det bevidst. Af og til, men nok sjældnere. De er simpelthen deres klasses dommere. Magtens dommere. De ser med overklassens øjne. De identificerer sig med magten, skrev han i sin bog “Flygtning 33”.
Selvstændig advokatforretning
Madsen åbnede i 1948 sin egen advokatpraksis på Enghave Plads i København. Hans første kunde var en prostitueret kvinde, som blev generet af politiet.
Forretningen fik hurtigt karakter af ensidig forsvarerpraksis, og tiden gik – frem til få måneder før sin død i 1978 – med forsvarsarbejde med alt lige fra tyveknægte, kunstsvindlere, prostituerede og cigaretsmuglere til militærnægtere, Vietnam-demonstranter og aktionerende arbejdere, til forsvarsarbejde for mordere – herunder den firedobbelte politimorder Palle Sørensen i 1965. I sine sidste år var der forsvarsarbejde for den justitsmyrdede sømandsveteran Richard Jensen og for Fristaden Christiania.
Jura og politik
I de store højt profilerede retssager forbandt Madsen jura og politik. Selv sager, som han tabte juridisk, vandt han politisk.
Madsen brugte sine juridiske nederlag til at afsløre den borgerlige statsmagt, og han fik fremmet den folkelige og politiske opbakning til emnet, eksempelvis i forbindelse med den store højesteretssag 1977-78, Christiania versus Forsvarsministeriet, hvilket fremgår af bogen “Proceduren” fra 2019.
Carl Madsens forvandling af retsprocessen til at være politisk, kaldes for en brudproces – i modsætning til en accepterende proces, skrev Jacques Vergé i “Den politiske retssag og retssagens politik” i 1971.
Madsen anerkendte ikke det etiske grundlag for den justits, som han arbejdede under. Han gjorde, når og hvor det var muligt, processen til en brudproces. Førte den, idet han aktivt angreb rettens autoritet. Procederede i det øjemed at afsløre, latterliggøre og kompromittere justitsen. Forsvareren i en brudproces river herredømmet over processen til sig, ignorerer dommeren og taler til den samtid og eftertid, der fælder historiens dom.
Carl Madsen blev spurgt, om ikke den anklagede var bedre tjent med det accepterende forsvars godkendelse af magten? Dens tryglen om nåde, dens flæbende bønfalden om mildhed?
Madsens erfaring sagde ham – i lighed med sin franske kollega og åndsfælle J. Vergé – “at den paradoksale sandhed er, at den anklagede er bedst tjent med angrebet”.
Strafferetsplejens tyngdepunkt
Madsen havde igennem en menneskealder været forsvarer for flere tusind tiltalte. Han kendte om nogen retssalen og dens åbne og dunkle sider. Madsen gentog igen og igen, “at strafferetsplejens tyngdepunkt ikke ligger i retssalen”.
De virkelige afgørelser træffes i anklagemyndighedens hermetisk tillukkede kontorer. Og denne frifindende myndighed udøves på en sådan måde, at færrest muligt af de store og fine forbrydere fra overklassen – der lever hæderligt af bedrageri – trædes for nær. Jo større og finere, des sjældnere. Dem, vi ser for rettens skranke, er mest samfundets nederste. Går det endelig galt for en eller anden samfundsspids, vil der stedse stikke ét eller andet under, skrev han.
Dansk strafferetsplejes grundtanke var ifølge Madsen, at “anklagemyndigheden har vi til at frifinde de store. Domstolene har vi til at dømme de små”, skrev han i bogen “Den gode læge” i 1966.
Afhøringsteknik i retten
Ifølge Madsen “dur det ikke at være procederende advokat uden at være skuespiller”. Man må have glæden ved at formulere, ved sproget, ved betoningen. Man må kunne lade sig rive med. Man må være en del selvglad, men samtidig selvkritisk.
Journalist Erik Nørgaard sammenlignede i Politiken i 1973 en retshandling i Højesteret – med Madsen som forsvarer – med en jubilæumsforestilling på Det Kgl. Teater. Med Madsen som forestillingens altdominerende hovedperson.
Fra første til afsluttende bemærkning, havde Madsen “rettens øre”. I teaterkredse kaldet for en enestående solistpræstation.
Carl Madsen gjorde i afhøringen af vidner i retssagen, brug af sin “beundrede afhøringsteknik i straffesager. Han sørgede altid konsekvent for, at den udspurgtes svar blev gentaget i det næste spørgsmål, så dommerne altid fik de bedste betingelser for at opfatte indholdet af” afhøringen, skrives det i “Krig og slutspil”.
Digter og forfatter Dan Turéll beskrev i 1976 Carl Madsens præstation i Østre Landsret i dagbladet Information:
Og jeg overværede engang i de år
i Østre Landsret i Bredgade
en sag med Carl Madsen
en sag der i sig selv var fuldkommen ligegyldig
og drejede sig om hvorvidt nogle af militærnægterne
i Gribskov-lejren
havde holdt en længere tepause end de var berettiget til
hvad lejrchefen mente de havde
hvorfor han havde idømt dem én eller anden straf
sikkert noget med at de ikke måtte tage hjem i week-endèrne
hvorfor de havde appelleret
og så skulle der være en retssag mellem dem og Indenrigsministeriet
og Carl Madsen var blevet deres sagfører
og skulle bevise at deres tepause havde været rimelig nok
og at den kun havde varet så længe den dag
fordi komfuret havde været i stykker
så det varede så satans længe før vandet kogte
Og det var ikke så meget det dér med sagen
Selv om det selvfølgelig var underholdende nok
At man afhørte syv eller otte vidner
For at konstatere en tepauses varighed
En eftermiddag blandt nægterne i Gribskov-lejren
Og selv om sagen så endte med udsættelse
Fordi Carl Madsen havde dårlig tid
Fordi han kørte Æterdrengs-sagen
Det var déngang
Og selv om den bagefter blev udsat igen og igen
Til de alle sammen alligevel var hjemsendt
Og det kunne være ligemeget ……
Dét der var interessant var Carl Madsens show
dén måde han stod med hænderne i lommen på
dén lille tykke prop
som en flabet Vesterbro-svajer med hænderne i lommen
foran dommeren
og skjorten hængende uden for bukserne
den måde han vendte sig om mod publikum på
med himmelvendte øjne
som for at betyde os
at større nar end dommeren havde aldrig eksisteret
og det forstod vi vel forhåbentlig
(og om vi gjorde)
den måde han hele tiden kom til at sige fangelejren Horserød på
når han bare skulle sige Gribskov-lejren
og den måde han hele tiden kaldte lejrchefen for fangevogter på
og den måde han så undskyldte sine fortalelser på
utrolig flabet og provokerende
og stadig stående dér foran dommersædet
med hænderne i lommen
og en gennemtygget tændstik i kæften
Han fik flere irettesættelser for ”foragt for retten”
Og hold kæft hvor var det et godt show han lavede
Hold kæft hvor han kørte det godt
Det var fuldkommen rigtigt det han gjorde
Han udstrålede simpelthen ”foragt for retten”
Og der er intet ”retten” trænger så meget til
Som dyb dyb foragt.
Faklen blev slukket
I juni måned 1978 døde landsretssagfører Carl Madsen efter længere tids sygdom. Han blev 75 år gammel. Hans begravelse nogle dage senere i Lejre blev et tilløbsstykke, hvor blandt andre den kendte socialrådgiver, forhenværende folketingsmedlem Hanne Reintoft holdt tale.
Den myreflittige og legendariske røde advokat (sagfører) havde – på alle måder – sat sig nogle tydelige spor i historien.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
