Nye prioriteter
Jeg husker Bodil fra boligpolitiske arbejde på Amager som en initiativrig og elskelig person. Ære være hendes minde.
Jørgen Flyr
I dag for præcist 15 år siden døde Bodil Emanuel. Kort tid efter kom jeg i kontakt med hendes mand, Poul Emanuel. Han mente, at det var ved at være tid til at få afleveret parrets papirer fra et langt liv i kommunismens tjeneste. Det fik han desværre mere ret i, end han måske anede, for kun få uger senere var han død.
Heldigvis var venner af familien også opmærksomme på, at der i boet kunne gemme sig dokumenter af historisk interesse, så der blev alligevel lavet en aftale om en arkivaflevering fra de to fremtrædende medlemmer af Danmarks Kommunistiske Parti.
Der er tidligere tilgængeliggjort materiale fra afleveringen i form af mindre arkiver fra Østersøugens Bureau og Den danske komité for Arbejderkonferencen, som Poul Emanuel havde været meget engageret i.
Heldigvis var venner af familien også opmærksomme på, at der i boet kunne gemme sig dokumenter af historisk interesse.
Nu er tiden så endelig kommet til en åbning af Bodil Emanuels arkiv, der naturligt nok afspejler hendes liv. Hun blev født i 1932 og voksede op i en kommunistisk familie. Hun blev medlem af Danmarks Kommunistiske Ungdom i 1949 og af DKP i 1952, hvor hun begge steder strøg til tops. Hun var medlem af Borgerrepræsentationen i København 1974-1990 og af Folketinget i 1976 (en måned som stedfortræder for Ib Nørlund). Ud over alle sine politiske tillidsposter blev hun ligesom sin far uddannet skolelærer og var ansat i Københavns Kommunes skolevæsen fra 1955 til 1997.
Det 16 kasser store arkiv har tre hoveddele vedrørende henholdsvis DKU/DKP, EF-modstand og boligpolitik.
Som blot ét illustrativt eksempel på Bodil Emanuels internationale og arbejdsomme engagement for den kommunistiske sag kan nævnes et lille undseeligt læg. Det indeholder papirer fra International Conference of Youth and Students for Disarmament, Peace and National Independence i Firenze i 1964. På dagsordenen var verdensfreden og ikke mindst fordømmelse af NATO-landenes atomvåbenoprustning. Samtidigt var konferencen også et forsøg på at forene ungdommen på tværs af den gamle og den nye venstrefløj. Som man fornemmer af et postkort, hun sendte hjem til familien, var det ikke helt nemt:
“I får blot en lille hilsen. Vi har arbejdet hårdt lige fra begyndelsen, så jeg har endnu ikke set meget af Firenze. Det er forår, men det regner og er fugtigt. Her er nogle diskussioner med forskellige “vestlige” folk, men det kommer nok til at gå.”
Helt enige blev de nok aldrig, men det fik ikke Bodil Emanuel til at ændre politisk standpunkt. Hun fortsatte sit virke for DKP frem til 1990, hvor hun gik med den gamle garde over i først Kommunistisk Forum, siden Kommunistisk Parti i Danmark.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
