Den fossile industri planter sine ideer i EU
Flot skrevet Freja – varmt og informativt😊
Log ind for at svareDen danske whistleblower og tidligere efterretningsofficer Anders Kærgaard er død, 51 år gammel.
Det oplyser hans ægtefælle på Facebook, hvor hun også skriver, at han til sidst endegyldig valgte det tunge mørke, han kæmpede med.
For ti år siden bankede Anders Kærgaard på døren til Arbejderens redaktion på Nørrebro med en bunke papirer fra sin tid som efterretningsofficer i Irak og en meget stor portion retfærdighedssans.
Papirerne indeholdt dokumentation af dansk medansvar for tortur af uskyldige, civile irakere under den såkaldte Operation Green Desert, som Anders var med på.
En gruppe af de irakiske ofre havde lagt sag an mod Forsvarsministeriet, fordi de mente, at den danske stat har et medansvar for den tortur og nedværdigende behandling, de senere blev udsat for i de irakiske fængsler.
Anders kunne ikke leve med at være tavs om sin viden: En video, som viste at de danske soldater så til, mens irakisk politi slog og sparkede de irakiske ofre, og en efterretningsrapport, som Anders havde lavet, som viste, at den danske bataljonsledelse vidste, at der var tale om uskyldige civile. Så han lagde det hele frem.
Da han havde set Arbejderens journalist møde op dag efter dag i retten for at dække sagen, betroede han avisen med en del af materialet.
På Arbejderen, hvor jeg dengang var nyhedschef, kom dokumenterne fra Anders til at fylde de fleste af vores vågne timer den efterfølgende tid, men sagen blev også dækket omfattende i resten af landets medier.
Det fik voldsomme konsekvenser for Anders, som kom fra en militærfamilie og havde været i hæren hele sit voksenliv.
Læs også
Han mistede både sin karriere, sin omgangskreds og kontakten til store dele af sin familie og måtte resten af sit liv leve med trusler og hadepost, fysisk og digitalt.
Tungest vejede det nok, at han ovenikøbet måtte igennem en langtrukken retssag med trusler om fængselsstraf, fordi han nægtede at opgive navnet på den kollega, der havde givet ham den lækkede video.
Han endte med at blive idømt dagbøder og er stadig i dag den eneste, der er blevet dømt i sagen om Green Desert.
Men Anders’ beslutning fik også betydning for vores retssamfund.
Den rejste en vigtig debat om konsekvenserne af den danske krigsdeltagelse, og de irakiske ofre fik en form for oprejsning, da de blev tilkendt erstatning ved landsretten.
Anders Kærgaard fik en enorm betydning: For irakerne, for kommende whistleblowere, for retssikkerheden, for mig og for de mange andre, der hørte hans gribende historie og lærte ham at kende.
Forsvarsministeriet ankede til Højesteret, fordi de mente, at dommen ville umuliggøre danske soldaters deltagelse i militære operationer i udlandet fremover, og fik her dommen omstødt, og sagen fortsætter i dag ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.
Samtidig medførte Anders’ sag også en omfattende debat om den måde, vores samfund – og vores medier – behandler whistleblowere på, når de vælger at bryde deres tavshedspligt og stå frem med vigtig viden om lovbrud og andre uretfærdigheder.
Jeg ved, at det havde enorm betydning for Anders, som i sagen om Green Desert havde følt sig overhørt og fortiet af de officielle Danmark, da Arbejderen i 2014 inviterede en række folketingspolitikere til høring om whistleblowerrettigheder på Christiansborg sammen med Amnesty og flere andre NGO’er.
For første gang oplevede Anders, at der virkelig blev lyttet, også på Borgen.
Læs også
Fra at have været i forreste geled i de danske krige i Irak og Afghanistan blev Anders en af krigens argeste kritikere.
Han kom til at sætte stor pris på den solidaritet og det nye fællesskab, han mødte i fredsbevægelsen, og holdt taler mod krigen i blandt andet det årlige 4. maj-optog i København og på Rosa Luxemburg-konferencen i Berlin.
Siden stiftede Anders sammen med blandt andre advokat Mads Pramming, aktivist Peter Kofod, undertegnede og whistleblowerne Frank Grevil og Dorte Jensen organisationen Veron, som giver råd og vejledning til kommende whistleblowere.
Anders blev en ihærdig debattør i den offentlige debat om både whistleblowerrettigheder og konsekvenserne af den danske krigsdeltagelse og fortalte igen og igen sin historie på TV, i aviser, i radioen og så videre.
Det gjorde han, selvom det hver gang kostede ham store anstrengelser – som mange andre danske soldater var han vendt hjem fra krigen med dybe, usynlige ar.
Men han var fast besluttet på at rette op på de uretfærdigheder, han oplevede i samfundet, og det bar frugt. I 2021 blev “lov om beskyttelse af whistleblowere” vedtaget.
Sagen blev også starten på mit eget arbejde med journalisters pligt til at beskytte sårbare kilder og på mange års dækning af konsekvenserne af den danske krigsdeltagelse.
Anders og jeg var af flere omgange rundt og undervise journaliststuderende på landets journalistuddannelser i kildebeskyttelse og håndtering af fortrolige oplysninger.
Jeg ved, at det var vigtigt for ham, at hans dyrekøbte erfaringer på den måde kunne medvirke til, at andre som ham ville stå stærkere og bedre beskyttet i fremtiden.
Sidst, jeg så Anders, var forrige år, hvor vi netop underviste et nyt hold studerende på SDU sammen. Som altid var de studerende dybt berørt af at høre fra en kildes side, hvor store konsekvenser det kan have at stå frem i medierne.
Anders blev hædret med en række priser, blandt andet Mac Manus-prisen og Rådet for Menneskerettigheders hæderspris.
Læs også
Indland
MAC MANUS-PRIS TIL ANDERS KÆRGAARD
Arbejderen hædrede whistleblower for mod og utrættelighed
Men jeg oplevede, at det var samtalerne med de mange mennesker, som Anders satte aftryk hos, der betød mest for ham.
Noget, jeg husker ofte at have talt med Anders om, var hans frygt for, at hele hans sag var forgæves. Det er uomtvisteligt, at det var den ikke.
Anders Kærgaard fik en enorm betydning: For irakerne, for kommende whistleblowere, for retssikkerheden, for mig og for de mange andre, der hørte hans gribende historie og lærte ham at kende.
Han bliver bisat onsdag i Aarhus.
Æret være hans minde.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
