Læserbrev
Allan Rørsanger har slået sin sidste trille.
Allan Harry Andersen er her ikke mere. For kun cirka to måneder siden fik Allan den triste besked, at han havde to knuder i hjernen og en i brystet, og det var mere end selv en stædig og stålfast mand som Allan kunne overkomme. At han fik sin dødsdom tog dog ikke humøret fra ham. En kort overgang følte han det nærmest som en frihed.
Allan var kommunist i hele sit voksenliv. Først i DKP som han forlod i forbindelse med eksklusionen af Preben Møller Hansen og Carl Madsen.
Herefter var han med til at stifte Fælles Kurs. Efter en periode uden partitilknytning blev han medlem af DKP/ML i 1985.
Fordi han var rørlægger og protestsanger, fik han tilnavnet Rørsanger. Senere fandt han ud af, at rørsangeren faktisk også er navnet på en lille stædig fugl, som kæfter op hele tiden.
Han var meget belæst og kunne sine klassikere. Han var en ordekvilibrist. Han elskede ord. Han elskede at smage på dem og lave lange svulstige og udsøgte beskrivende udsagn eller bare helt kort vende tingene om, som for eksempel at sige: “Folketinget, nåh ja, det er jo der, hvor man tinger om folket”. Han tyrede gerne en ordbog eller to igennem for at finde nye lækre ord.
I DKP/ML blev Allan selvfølgelig involveret i partiets kulturgruppe og var en aktiv del af Kulturkampens Forum. Han var med til at lave kulturkampuge i Vognhjulet, og Allan lavede lokalradio på Københavnerkanalen og stillede op til kommunalvalget på Københavnerlisten. Han var også en kort overgang på Arbejderens redaktion.
Allan var livsnyder, og det betød for ham, at han røg rigtig meget tjald, og senere kom øllerne også på. Det var ikke så foreneligt med partiarbejdet, og Allan meldte sig ud. Men Allan var også stærk og stædig og frem for alt ærlig gennem hele sit liv. Han gik aldrig på kompromis med sine meninger og holdninger. Han var også stadig aktiv på mange måder og fastholdt en tilknytning til først DKP/ML og siden til Kommunistisk Parti. En overgang hjalp han med at trykke avis, og i en årrække var han køkkenleder på Rød Sommerlejr. Han elskede at lave god mad, og den måtte meget gerne nydes med et godt glas rødvin.
Allan var uddannet rørlægger, men der gik ikke længe, før han lagde rørene og aldrig tog dem op igen. Men det var fordi, at han var rørlægger og protestsanger, at han fik tilnavnet Rørsanger. Senere fandt han ud af, at rørsangeren faktisk også er navnet på en lille stædig fugl, som kæfter op hele tiden.
Allan var sangskriver. Han lavede en række fantastiske klassekampssange og fik også et par numre på nogle cd’er. Allan lavede den slags sange, som der bliver lavet for lidt af. Han spillede på barrikaderne i Ryesgade og under Ribuskampen og var ofte at finde, når der skulle kæmpes for retfærdighed.
Allan blev 66 år. Han havde i de sidste 32 år sin livsledsager Ulla ved sin side. Han efterlader sig også en søn, Rasmus, børnebørn og en papdatter, Josefine.
Kære Allan, jeg vil gerne sige dig tak for, at jeg fik lov til at kende dig. Tak for sangene. Tak for din humor. Tak for at du utrætteligt kæmpede for et bedre samfund. Du har gjort en kæmpe forskel i mit og andres liv. Du vil blive savnet ubeskriveligt. Æret være dit minde.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
