USA har givet grønt lys til, at Danmark kan sende F-16-kampfly til Ukraine, når den dansk-hollandske træning af ukrainske F-16-piloter er slut.
Den melding kom frem fredag og blev bekræftet af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen:
– Jeg kan bekræfte, at forsvarsministeren og jeg har skrevet til vores kolleger i USA om vores muligheder. Og der har vi modtaget et venligt brev fra USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, som giver os visse handlemuligheder. Det er vi nu i gang med at afsøge sammen med vores allierede, sagde Lars Løkke Rasmussen til DR Nyheder.
Mere end på noget andet tidspunkt i den halvandet år lange krig trænger kravet om våbenhvile sig på som det store, fælles og samlende krav.
Meldingen kommer, efter at også NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg tidligere på ugen åbnede op for, at Ukraine kan modtage kampfly fra NATO-alliancen.
Med disse ildevarslende meldinger fortsætter de mest krigeriske kredse i Vesten en kurs, der ikke blot lader Ukraines og Ruslands folk bløde, men som også rykker en egentlig storkrig faretruende nærmere. Det sker ud fra devisen: Kun én udgang på krigen kan accepteres: Ukraine skal vinde den.
Imens dukker der i toneangivende amerikanske – og derfor også danske – medier flere realistiske meldinger op, som mere end antyder, at Ukraines krigsindsats ikke fører til afgørende fremskridt, snarere tværtimod. Der rapporteres om voksende vanskeligheder, krigstræthed og udmattelse ved den ukrainske frontlinje, og tabstallene vokser og vokser.
Det er den situation, der får krigs-høgene til at drage konklusionen om, at den ukrainske krigsmaskine skal fodres frem mod en endelig sejr. Men det er også den situation, der kan få og får andre til at drage en anden konklusion: Tiden er kommet til at afsøge veje til at få blodsudgydelserne standset.
I det lys skal NATO-stabschef Stian Jenssens forkætrede udtalelser tidligere på ugen ses. Han er NATO-generalsekretær Stoltenbergs højre hånd og sagde tirsdag:
– Jeg tror, at en løsning kan være, at Ukraine opgiver territorium og får et NATO-medlemskab retur.
Stian Jenssen blev naturligvis straks undsagt, men sagt er sagt, og hans udtalelser viser, at der i ledende kredse i Vesten under overfladen diskuteres en udgang på krigen. I USA tales der direkte om et “track two”, altså et spor nummer to, som består i indledende underhåndsforhandlinger. For nylig kom det således frem, at en gruppe amerikanske eks-topsikkerhedsrådgivere har holdt hemmelige forhandlinger med, hvad der kaldes “prominente russere”. I det mindste én gang skal Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov have deltaget. Formålet med møderne har været at afsøge veje til at bringe krigen til ophør.
Mere end på noget andet tidspunkt i den halvandet år lange krig trænger kravet om våbenhvile sig på som det store, fælles og samlende krav. Det bør stå med lysende skrift på alle bannere. Det bør rulle hen over de sociale medier. Det bør optage den offentlige debat. Det bør være det krav, vi marcherer for. Det vi taler med vores arbejdskammerater og medstuderende om.
Våbenhvile er selvfølgelig ikke det samme som fred. En våbenhvile er et ophør i kamphandlingerne på begge sider af fronten. Det er en fastfrysning af fronterne, hvor de står i dag. Det er et stop for at sende flere våben og mere militært udstyr. Det er et stop for at udkommandere flere soldater til fronten, til døden. Det er at skabe mulighed for at forhandle fredens betingelser uden flere ofre på slagmarken. For fred opnås ikke gennem krig, men gennem forhandling.
Så uanset hvad man måtte mene om krigens årsager eller krigens parter, så bør kravet om våbenhvile nu kunne samle alle fredselskende og realistisk tænkende på tværs af andre skel.
Ligesom våbenhvile ikke er ensbetydende med fred, så er en egentlig fredsoverenskomst ikke ensbetydende med varig fred. Lad os ikke foregøgle os noget. Vi lever under imperialismens betingelser. Her sættes supermagter og stormagter og mindre magter i spil for transnationale selskaber og forskellige kapitalinteresser.
Men lige nu, i disse dage og måneder, handler det ganske enkelt om at bane vejen for en afslutning på den aktuelle, konkrete krig, som ikke blot ødelægger ukrainske og russiske liv, men også stiller arbejderklassen og venstrekræfterne i nord, syd, øst og vest i en ekstremt vanskelig situation.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
