Udtalelse
Et land med store oliereserver, en perlerække af løgne fra USA og et forsøg på at retfærdiggøre en invasion. Man fristes til at tro, at verden er gået tilbage til tiden op til invasionen af Irak i 2003, når den slags overskrifter toner frem i medierne, men i dag er landet ikke Irak, men Venezuela.
Siden august har USA optrappet deres aggressioner mod det latinamerikanske land. Under dække af at “bekæmpe narkosmuglere” har USA angrebet små både uden for Venezuelas kyst og andre steder i Det Caribiske Hav i klar strid med international ret. I skrivende stund har angrebene kostet 57 mennesker livet.
Samtidig har USA stationeret et stort antal soldater, et hangarskib og en atomubåd i Caribien i nærheden af Venezuelas kyst, samtidig med at Trump har godkendt CIA-operationer mod landet. Venezuelas regering og folk forbereder sig på det, som tydeligvis er under opsejling: en invasion af landet fra USA.
Og den frygt er ikke ubegrundet. Siden 2005 har USA haft massive sanktioner mod Venezuela, som har ramt befolkningen i landet på grusomste vis. Sanktionerne er kommet, fordi USA ser Venezuelas insisteren på national uafhængighed og social retfærdighed som en torn i øjet.
Venezuela har nemlig nogle af verdens største oliereserver, og hvis der er én ting, som amerikanerne ikke kan undlade at gå i krig for, så er det olie, spørg blot irakerne!
Alt det her, alle drabene, alle truslerne om invasion, al krænkelse af Venezuela og Colombias ret til selvbestemmelse, alt sammen blot fordi, at den amerikanske imperialisme kræver olie, ressourcer og profit.
Med Trump i spidsen mener USA nu, at tiden er inde til at gå ind i landet, så olien kan komme på amerikanske hænder. Derfor ser vi, at narrativet om “narkosmuglere fra Venezuela” bliver gentaget som amen i kirken fra den amerikanske regering.
Det er en moderne tids udgave af “Irak har masseødelæggelsesvåben”. Sammenligningerne mellem i dag og 2003 ville være komiske i deres lighed, hvis ikke konsekvenserne af løgnene var så store.
Og det er ikke kun selve Venezuela, som lider under amerikanernes tørst for olie og naturressourcer.
Da Colombias præsident, Gustavo Petro, krævede en undersøgelse af en af USA’s angreb på en båd, da den skete i colombiansk farvand og dræbte en colombianer, svarede USA tilbage ved at sanktionere præsidenten og dem tæt på ham.
Beskeden var klar, enten støttes USA, ellers kommer sanktionshammeren frem. Ifølge den amerikanske senator Lindsey Graham overvejer Trump endda at gå skridtet videre og angribe Colombia og Venezuela militært samtidigt.
Alt det her, alle drabene, alle truslerne om invasion, al krænkelse af Venezuela og Colombias ret til selvbestemmelse, alt sammen blot fordi, at den amerikanske imperialisme kræver olie, ressourcer og profit, ligegyldigt hvem der lider for det.
Det skal fordømmes, og hele verdens solidaritet skal rettes mod folkene i Latinamerika, som fortsat lider under USA-imperialismen og Trumps voldsomme eskalering af den.
Lad ikke det her blive starten på en latinamerikansk udgave af Irak! Det venezuelanske folk fortjener frihed og ret til selvbestemmelse uden bomber regnende over dem.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
