Læserbrev
“Krigen har erindret os om vores demokratiske værdier”, siger tidligere ansvarshavende chefredaktør for Politiken Bo Lidegaard på Altinget.
For USA’s præsident Biden er krigen “en kamp mellem demokrati og autokrati”, som han erklærede 26. marts i Polen. “Denne kamp vil ikke blive vundet på dage eller måneder. Vi må forberede os på den lange kamp, der venter forude”, fortsatte præsidenten.
Torsdag aften valgte Jan E. Jørgensen i Debatten at forsvare dansk indblanding i Ukrainekrigens blodsudgydelser og de alvorlige sanktioner – som vil koste uhyggeligt mange menneskeliv i store dele af verden – med forsvaret af civilisationen. Venstre-politikeren lagde i det hele taget en eurocentrisk tone for dagen i sin fremstilling af de vestlige übermensch og vores ret til at definere godt over for ondt.
Vi må pege på mulighederne i en umulig situation. Og stå fast på en fremtid hvor det er os på bunden, der sammen former en ny virkelighed – uden krig og nød.
Den britiske udenrigsminister Liz Truss formulerede det således, da hun erklærede sin støtte til briter, der ønsker at tage til Ukraine og kæmpe mod den russiske invasion: “Ukraines folk kæmper for frihed og demokrati, ikke kun for Ukraine, men for hele Europa.”
I Rusland bliver krigen iscenesat som såvel en “afnazificering” af nabolandet, som et forsvar for de russisktalende i ikke mindst det østlige Ukraine. Også her er selvforståelsen, at man kæmper for frihed og demokrati.
Begge parter kan ikke have ret – derimod kan begge parter sagtens tage fejl! Og det gør de.
Det ukrainske folk dør nemlig hverken for deres eget demokrati, det vestlige eller det russiske. De dør i en grufuld og menneskefjendsk strid mellem stormagter om dominans.
Den vestlige imperialisme vil på den ene side ikke acceptere, at den unipolære verdensorden – under ledelse af USA – er under hastig afvikling. Kina og Rusland skal med vold og økonomisk magt presses tilbage i æsken.
Den storrussiske chauvinisme er sulten efter lebensraum og ser sig omringet af NATO-baser. I de reaktionære kredse omkring magtens tinder i Rusland ser man nu sit snit til at standse den vestlige fremrykning og genetablere Rusland til den stormagtsposition, man mener sig berettiget til.
Men den multipolære verden er her – om USA vil det eller ej. Og for os dødelige er den hverken noget, man kan kæmpe imod, eller noget at efterstræbe. Den åbner nye muligheder og opstiller nye udfordringer. Den er blot en realitet, som vi må forholde os til. Det er simpelthen den verden, vi skal leve og kæmpe i.
Arbejderklassen har ingen part i krigen mellem giganterne. Alligevel er det arbejderblodet, som først og fremmest væder Ukraines frugtbare jord.
Hverken Putin eller Biden kæmper flertallets sag. Hverken NATO eller Rusland kæmper for demokrati eller frihed for de mange.
Under Første Verdenskrig formulerede den revolutionære del af arbejderbevægelsen parolen om at vende geværet mod klassefjenden og gøre krigen til en borgerkrig – til en revolution. Den parole giver nok desværre ingen mening under de nuværende forhold. Der står ingen stærke revolutionære bevægelser klar til at udnytte krigens rædsler, til at sætte en stopper udbytningens og ufrihedens verdensorden.
Som danske revolutionære står vi i en utroligt svær situation: Vi kan ikke acceptere den russiske invasion. Vi kan ikke bakke op om sanktioner, som kommer til at ramme ikke bare fattige russere, men også folkene i det globale syd. Vi kan heller ikke stiltiende eller aktivt medvirke til, at vores regering sender våben til Ukraine og dermed forlænger krigen – hvormed i øvrigt ukrainske menneskeliv træder frem som den pris, alle krigens parter er villige til at betale for deres plads i magthierarkiet.
Vores eneste mulighed er at kæmpe for menneskelighed, for et stop for oprustningsvanviddet, for et stop for al snak om USA-baser på dansk jord, for et stop for økonomisk krigsførelse mod verdens fattigste, for et stop for myrderierne i Ukraine.
Vi skal kræve fred. Og vi må efter bedste evne forsøge at anskueliggøre alternativet til kapitalens rå magt. Bevise at krig og imperialisme går hånd i hånd. Vi må pege på mulighederne i en umulig situation. Og stå fast på en fremtid hvor det er os på bunden, der sammen former en ny virkelighed – uden krig og nød.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
