Nakba Week
Den Europæiske Union er i krise. Dyb krise. Den økonomiske krig, som er iværksat som svar på Ruslands invasion af Ukraine for otte måneder siden, er blevet en selvskade-aktion for EU, mens USA på den anden side af Atlanterhavet flyder ovenpå – og på visse parametre tilmed profiterer af krigs-sanktionerne.
Samtidig ser Unionen ind i en omverden, hvor andre lande, magter, fællesskaber og unioner i dén grad melder sig på banen med deres egen stemme. De vil ikke trampes på mere. De vil bestemme selv. De ser med foragt på Vesten og har kolonitidens ydmygelser frisk i erindringen. De udgør bestemt en broget flok, men de bindes sammen af ønsket om at udfordre den herskende amerikansk-EU-NATO-dominerede verdensorden. Og de har i stigende grad mulighed for at gøre det.
Udtalelserne fra EU’s højst rangerende diplomat, Josep Borrell, er dybt rodfæstede i kolonialisme og racisme.
Marc Botenga, MEP for det belgiske kommunistparti PTB
Det er ikke lige de ord, som Den Europæiske Union selv bruger, når den aktuelle situation skal beskrives. Men det er essensen.
EU’s udenrigsminister, spanieren Josep Borrell, har inden for få dage holdt to bemærkelsesværdige taler. Først den 10. oktober i Bruxelles, hvor han leverede en veritabel opsang til EU-ambassadørernes årlige konference. Og få dage efter, den 13. oktober i den belgiske by Brugge, hvor han indviede Det Europæiske Diplomatiske Akademi.
Den ene tale afspejler, hvor pressede EU-magthaverne er, hvor rasende den vestlige verden er over, at andre lande og regioner sætter deres egne standarder og dagsordener. Den vil jeg senere vende tilbage til. Men først til talen i Brugge, som har vakt berettiget international opsigt og protest. Jeg bliver nødt til at citere en længere passage fra talen:
“Ja, Europa er en have. Vi har bygget en have. Alt fungerer. Vi har den bedste kombination af politisk frihed, økonomisk velstand og social sammenhængskraft, som menneskeheden har været i stand til at tilvejebringe – alle tre ting tilsammen…
Resten af verden … er ikke ligefrem en have. Det meste af resten af verden er en jungle, og junglen kan invadere haven. Gartnerne skal passe på den, men de kan ikke beskytte haven ved at bygge mure. En dejlig lille have omgivet af høje mure for at forhindre junglen i at komme ind vil ikke være en løsning. For junglen har en stærk vækstkapacitet, og muren vil aldrig kunne blive høj nok til at beskytte haven.
Så gartnerne er nødt til at gå ind i junglen. Europæerne skal være meget mere engagerede i resten af verden. Ellers vil resten af verden invadere os på forskellige måder og med forskellige midler.
Ja, det er mit vigtigste budskab: Vi skal være meget mere engagerede i resten af verden.”
Læs det lige én gang til. Overvej hvad indholdet er:
Vi bor i en civiliseret have, den bedste som menneskeheden har kunnet frembringe. De andre bor i junglen, er ikke civiliserede som os andre, underlegne. Hvis ikke vi får styr på dem, kommer de efter os.
Det er ikke svært at forstå, at Josep Borrells tale har fremkaldt protester.
De Forenede Arabiske Emirater har “haft en alvorssnak med EU’s repræsentant i landet om udtalelsen, som de betegner som “racistisk”, “smertefuld” og “diskriminerende”. Den canadiske regering “har taget skarp afstand fra sammenligningen og betegnet den som “frygtelig”. Fra Etiopien lyder det, at talen “vækkede minder om dengang, de europæiske lande var kolonimagter”. Borrell selv “er skuffet over de fortolkninger, der er blevet spredt”.
Og videre:
“Udtalelserne fra EU’s højst rangerende diplomat, Josep Borrell, er dybt rodfæstede i kolonialisme og racisme. De er uacceptable. EU-parlamentet må stille ham til regnskab,” rasede Marc Botenga fra det belgiske kommunistparti PTB i EU-parlamentet.
Herhjemme leder udtalelserne tankerne hen på den konservative Søren Pape Poulsens om, at Grønland er Afrika på is. Eller Venstre-manden Jan E. Jørgensens udtalelser om EU som verdens fyrtårn.
Men fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) manes der til besindighed:
“Der vil altid være nogen, der vil overfortolke sådan en udtalelse for at score nogle billige point. Men man skal huske på, at det var tænkt som en peptalk til kommende EU-diplomater, og jeg tror ikke, den får nogen betydning på et realpolitisk plan“, siger Hans Mouritzen, seniorforsker i udenrigspolitik og diplomati ved DIIS, ifølge DR.
Suk! Nej, talen får sikkert ingen betydning på ”det realpolitiske plan” i EU. Men som “peptalk til kommende EU-diplomater”? Helt sikkert. Bemærk at talen er holdt til det første hold af studerende på Europakollegiet, der skal uddanne EU-diplomater.
Og talens slutord lyder:
“Plej haven, vær gode gartnere. Men jeres pligt er ikke bare at pleje selve haven, men passe på junglen uden for.”
Det er det værdisæt, de holdninger, den indstilling og verdensanskuelse, som EU-toppen sender sine diplomater ud i verden med. Hvis ikke det er overherrementalitet og 2022-kolonialisme – hvad er det så?
Og så til Josep Borrells anden tale, den han holdt ved EU-ambassadørernes årlige konference den 10. oktober i Bruxelles. Selvom ordvalget og dagsordenen er en lidt anden, er den mindst lige så interessant.
Borrell opridser meget nøgternt verdenssituationen. Den multipolære verdens fremvækst. Den systemiske konkurrence med Kina. Det globale syd der føler sig kørt over. Hele denne nye verdenssituation er en trussel mod EU. Hele beskrivelsen emmer af krise, krise, krise, problemer, problemer, problemer – en verden hvor EU er trængt i defensiven, og hvor der er brug for alle kræfter til at vende denne situation.
En lille og helt utilstrækkelig mosaik af citater:
“EU skal positionere sig i denne konkurrenceprægede og splittede verden.”
“De – USA – tager sig af vores sikkerhed. I – Kina og Rusland – har skabt grundlaget for vores velstand. Det er en verden, der ikke længere findes.“
“De gamle opskrifter virker ikke længere. Vi har stigende sikkerhedsudfordringer, og vores interne samhørighed er truet.“
“Dette er en perfekt storm.”
“Så pas på med de problemer, der opstår – en krise og derefter en efterfølgende krise udvisker den foregående, det ser ud som om, det bliver løst, men det bliver ikke løst.”
“Ja, vi har ‘Bruxelles-effekten’, og vi fortsætter med at fastsætte standarder, men jeg tror, at resten af verden i stigende grad ikke er klar til at følge vores modeleksport.”
“Vi lever i krisestyring: ‘Hvad sker der i dag?’ ‘Hvad skete der i går?’ ‘Hvad sker der i morgen?’ Krise, krise, krise, krise.”
Med andre ord:
Den Europæiske Union er rystet. Den ser ind i en omverden, hvor andre lande, magter, fællesskaber og unioner i dén grad melder sig på banen med deres egen stemme. De vil ikke trampes på mere. De vil bestemme selv. De ser med foragt på Vesten og har kolonitidens ydmygelser frisk i erindringen.
Når EU-toppen taler til sine egne, falder masken. Læs selv talerne her.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
