Læserbrev
Jens Crumlin
Enhedslisten støtter våbenhjælp til Ukraine, skal vi også støtte våbenhjælp til palæstinenserne ? Eller er begge dele det forkerte svar på en helt igennem brutal imperialistisk undertrykkelse ?
Israelsk militærs massive angreb fredag nat i Jenin og Ramallah ligger helt i forlængelse af det sidste års stadig mere massive og brutale besættelse af Vestbredden. En optrapning som med sikkerhed vil fortsætte med at vokse i brutalitet og omfang.
Angrebet i Ramallah kostede to palæstinensere livet, imens det omfattende militære angreb på flygtningelejren i Jenin i skrivende stund har kostet 10 livet og mere end 50 sårede. Fem af de døde er teenagere i alderen 15-19 år og de øvrige unge palæstinensere i alderen 20-23 år.
Terroristerne er de over 800.000 bosættere, som i årevis har stjålet palæstinensisk jord og ejendom.
Den militære aktion, som omfattede flere hundrede israelske soldater og brugen af et stort antal droner, er den største militære aktion på Vestbredden siden 2002. Dengang blev hele Vestbredden nedlukket og ramt af totalt udgangsforbud i uger. Flygtningelejren i Jenin blev udsat for total ødelæggelse efter syv dages uafbrudt bombardement fra tanks og missiler. Dengang mistede over 80 mennesker livet, alene i flygtningelejren.
Det er fuldstændig korrekt, at modstandsbevægelsen i blandt andet Jenin er bevæbnet, men terrorister er de ikke. De er frihedskæmpere.
Terroristerne er de over 800.000 bosættere, som i årevis har stjålet palæstinensisk jord og ejendom. En terrorisme som understøttes og er en del af den statsterrorisme, som skiftende israelske regeringer i årevis har gjort sig skyldige i.
Alene i år har over 150 palæstinensere på Vestbredden mistet livet, enten ved såkaldte “målrettede likvideringer” foretaget af civilklædt militær eller ved egentlige militære aktioner. Det er flere myrdede palæstinensere i første halvdel af 2023 end det samlede antal i 2022.
Også bosættervolden på Vestbredden sætter rekord med flere end 500 tilfælde alene i år. Ligeledes det højeste antal nogensinde. Og så er bosættervold i Østjerusalem ikke medregnet.
Der er flere forhold, der har ført til den nærværende eskalering af den zionistiske vold og terror.
Den zionistiske strategi har altid været en annektering af Vestbredden for at opnå deres hede politiske drøm om et “Storisrael”. Denne proces har taget fart, efter den historisk reaktionære israelske regering blev dannet i december 2022. En regering med deltagelse af umaskerede fascistiske kræfter, som blandt andet har foreslået indførelse af dødsstraf for palæstinensere.
Det er denne politiske udvikling, der er den direkte baggrund for den fortsatte udbygning af bosættelser, anlæggelse af nye bosætterveje, mere bosættervold og ikke mindst øget militær undertrykkelse.
Et andet forhold er den kendsgerning, at den væbnede palæstinensiske modstandsbevægelse har overvundet deres interne splittelse og opdeling i forskellige fraktioner.
Fraktionerne eksisterer stadig, men nu kæmper modstandsfolkene under en samlet paraply. Det er sket i Jenin og Nablus og breder sig nu til andre dele af Vestbredden.
Tidligere, under Arafats ledelse, havde det Det palæstinensiske selvstyre (PA) en stor politisk indflydelse på modstandskampen. Den autoritet og indflydelse er i dag helt væk. Forsvundet efter år med korruption, samarbejde med besættelsesmagten og manglende politiske resultater for det palæstinensiske folk.
Modstandsgrupperne står så at sige til ansvar over for dem selv, og det er en helt ny situation. Det er dette forhold, som ligger bag den zionistiske regerings postulat om, at modstandsgrupperne udgør en “national trussel imod Israel”.
Et sidste forhold er naturligvis ændringerne i den internationale situation. Internationalt er der ikke længere samme fokus på konflikten i Mellemøsten og slet ikke palæstinensernes legitime kamp. Krigen i Ukraine og USA-imperialismens raslen med sablen over for Kina har flyttet fokus. Resultatet er, at Israel har endnu længere løbepas, end de tidligere har haft. Var verden tavs før, så er der nu larmende tavshed.
Midt i tavsheden høres kun våbenhandelens klirrende pengekasser, som når Danmark køber missilsystemer i Israel. Det var aldrig sket for blot nogle få år siden. Men i stilhed skiftede Danmark udenrigspolitisk kurs i 2016, hvad angår våbenindkøb fra krigsførende lande.
Den danske regering får mere og mere palæstinensisk blod på hænderne i en situation, der skriger efter ikke bare danske, men internationale reaktioner over for Israel.
Men sådan er imperialismen – menneskerettigheder gælder for nogle – men ikke for alle.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
