Fra nytår skal alle tilfælde, hvor en kræftpatient venter længere end de lovbestemte maksimale ventetider, indberettes til Sundhedsstyrelsen.
Det har sundhedsminister Sophie Løhde lige besluttet.
Ændringerne kommer, efter at DR har afdækket, at flere hundrede kræftpatienter har ventet for længe på mave- og tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital, uden at et eneste af tilfældene blev indberettet til myndighederne. Det blev de ikke, fordi patienterne ifølge hospitalet havde accepteret at vente.
Kræftskandalen fra Aarhus understreger først og fremmest, at der er noget grundlæggende galt i det danske sundhedsvæsen.
– Vi hverken kan eller skal acceptere situationer, som vi så i Aarhus, hvor patientrettighederne groft blev tilsidesat, siger Sophie Løhde.
“Kræftskandalen”, som den kaldes af DR, har rullet siden marts måned og har medført både afskedigelser og opsigelser. Ifølge Kammeradvokaten er økonomiske hensyn blevet prioriteret over lovbundne regler om maksimale ventetider for patienterne.
Og i en rapport fra konsulenthuset Implement, der har undersøgt forholdene på Aarhus Universitetshospital og i Region Midtjylland, konkluderes det, at kun personalet på gulvet har fokus på patienterne, mens opfattelsen i de højere ledelseslag er, at “alt er fint”, når måltal og budget er overholdt.
Det er også blevet afdækket, at bekymrede læger på mave- og tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital siden april 2022 har forsøgt at råbe deres afdelingsledelse op om, at de maksimale ventetider ikke overholdes. Efterfølgende sendte lægerne via en whistleblowerordningen i Region Midtjylland to breve, som de aldrig fik nogen reaktion på.
Kræftskandalen har især handlet om Aarhus Universitetshospital, men undervejs er det også kommet frem, at flere andre hospitaler har samme problemer – og ligesom i Aarhus har fejlinformeret patienter om deres rettigheder. Patienter, som sendes til andre hospitaler i enten ind- eller udland, er nemlig dyre patienter – og regningen skal betales af afsenderhospitalet, som i forvejen har en hårdt presset økonomi.
Kræftskandalen fra Aarhus understreger først og fremmest, at der er noget grundlæggende galt i det danske sundhedsvæsen. Politikernes fine løfter om behandlingsgaranti hænger slet ikke sammen med de ressourcer, som de samme politikere stiller til rådighed.
Men skandalen afspejler også strukturelle problemer, hvor sundhedsvæsenet er blevet udstyret med et voksende ledelseslag, hvis vigtigste opgave er at overholde måltal og budgetter. I det system er det ikke karrierefremmende at være den, som råber op om problemer.
Og bagved det offentlige sundhedsvæsen lurer hele tiden privathospitalerne, som er parat til at overtage flere og flere opgaver, i hvert fald de mest lukrative, godt hjulpet af ikke mindst borgerlige politikere.
Derfor klinger det unægtelig hult, når sundhedsminister Sophie Løhde nu vil slå sig op på at være handlekraftig ved at kræve mere overvågning og dokumentation, som der i forvejen er alt for meget af. Den kritik forsøger ministeren dog at imødegå ved at understrege, at der ikke er tale om mere dokumentation men “bedre dokumentation”.
– En bedre monitoreringsmodel på kræftområdet og dermed en mere tidstro overvågning er et vigtigt instrument til at sikre, at vi kan sætte tidligt ind, når og hvis der er ting, der begynder at skride på kræftområdet, siger Sophie Løhde.
Intet tyder dog på, at det er den slags “løsninger”, som personalet på gulvet efterspørger. I et åbent brev til Folketinget – dateret 4. oktober – fra 150.000 medarbejdere ansat i de fem regioner hedder det således:
“Vi har brug for, at der investeres i vores fælles offentlige sundhedsvæsen nu. Vi kan ikke længere prioritere os til rette lokalt. Vi opfordrer på det kraftigste til, at der akut afsættes betydelige og varige midler til sundhedsvæsenet. De fælles ambitioner om at få det danske sundhedsvæsen tilbage på ret køl bør tilgodeses i det finanspolitiske råderum. Danskernes sundhedsvæsen kan ikke holde til det pres, som underfinansieringen byder patienter, borgere og medarbejdere.”
Som vi så ofte har set, lytter ministeren hellere til sine egne rådgivere end til personalet på gulvet. Kravet om mere indberetning er kun et “hold kæft-bolsje” – en sugetablet, som ikke kan kurere halsbetændelsen.
Imens har regeringen travlt med at gennemføre skattelettelser og købe krudt og kugler…
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
