Manifiesta
“Skål for EU’s nye mindstelønsdirektiv. 93 kr. i timen som i Tyskland og slut med fagforeningsbrok. SKÅL!”
Klistermærker med ovenstående ironiske tekst finder i denne tid vej til lygtepæle, standere og andre iøjnefaldende steder landet over.
Timingen er perfekt, for slaget om EU’s berygtede mindstelønsdirektiv er efter længere tids pause ved at skulle ud i en ny runde.
Uden den store offentlige opmærksomhed udspillede der sig tirsdag i denne uge et juridisk slagsmål af dimensioner om direktivet ved Den Europæiske Unions domstol i Luxembourg.
Direktivet er “af hidtil uset karakter” og “vi har aldrig set noget, der bevæger så langt ind på lønområdet”, lød det blandt andet.
På den ene side stod repræsentanter for den danske regering. På den anden side stod repræsentanter for det samlede EU-system – fra parlament, råd og kommission. En juridisk dyst på over fire timer, foranlediget af den danske regering, der efter langvarigt pres er blevet tvunget til at forsøge at få direktivet kendt ugyldigt.
Et annulationssøgsmål hedder sagen på jura-sprog, og tirsdag var dagen kommet, hvor den skulle behandles mundtligt ved en høring i EU-domstolens agtværdige lokalitet i Luxembourg.
Mediedækningen af begivenheden er stort set omvendt proportional med sagens betydning for den danske fagbevægelse, for overenskomstsystemet, for lønvilkår. Direktivet er, som beskrevet her på Arbejderen adskillige gange, en bombe under arbejderklassens faglige og -organisationsrettigheder.
Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) havde sendt en delegation til høringen for at bakke op om regeringens søgsmål, men langt de fleste stole var tomme i retslokalet, der med domstolens dommere i vinrøde kapper ikke just emmede af arbejderrettigheder. Og FH havde da heller ikke ret til at udtale sig i sagen, men måtte pænt lytte på.
I sin sagsfremlæggelse fik den danske regering kun opbakning fra ét sted, nemlig fra Sverige. Ellers blev den modsagt og forsøgt juridisk grillet af repræsentanter for regeringerne i Tyskland, Grækenland, Spanien, Frankrig og Portugal. Igen og igen blev det forsøgt påstået, at mindstelønsdirektivet er til arbejdernes fordel og udelukkende skabt for at beskytte arbejderrettigheder. Især slog EU-kommissionen på, at det handler om at sikre bedre vilkår for dem, der står uden overenskomst.
Den danske regerings repræsentanter havde rigeligt at gøre med at værge for sig og argumenterede grundlæggende med, at direktivets formål er at påvirke lønforholdene i medlemsstaterne. Derfor overskrider det EU’s kompetencer. Direktivet er “af hidtil uset karakter” og “vi har aldrig set noget, der bevæger så langt ind på lønområdet”, lød det blandt andet.
Udtalelser om retten til at organisere sig i fagforeninger, strejkevåbnet – helt essentielle arbejderrettigheder blev sendt rundt i Den Europæiske Unions juridiske mølle, inden alle rejste sig, og høringen blev erklæret slut.
Næste vigtige dato er tirsdag den 14. januar 2025. Den dag vil EU-domstolens generaladvokat komme med en udtalelse i sagen. Først derefter træffer dommerne en endelig beslutning.
Imens fortsætter arbejdet med at implementere direktivet. Ikke bare i de andre EU-lande, men grotesk nok også i Danmark, selvom EU-domstolen endnu ikke har afsagt dom. Et såkaldt Implementeringsudvalg er nedsat, og her samarbejder regeringen med FH og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) om direktivets gennemførelse.
Det var udelukkende et massivt pres fra brede faglige kredse i efteråret 2022, der fik den nye SVM-regering til at anlægge søgsmålet ved EU-domstolen i januar 2023. Der er tid til og brug for at genaktivere dette pres, så kampen mod mindstelønsdirektivet ikke kun føres i den juridiske arena.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
