manglen på arbejde kan helt elimineres med en nedsættelse af arbejdstiden, den normale arbejdstid burde løbende tilpasses behovet, ved mangel på hænder kunne man øge arbejdstiden i branchen, og ved mangel på jobs nedsætte arbejdstiden, og man kunne i den forbindelse prioritere hensynet til en rimelig indtægt over hensynet til virksomhedens overskud, som det er nu er prioriteten 100% at sikre ejerne/ investorerne et maksimalt afkast, og ikke rimelighed i aflønningen,
og så finder jeg det faktisk ret betændt at man kan få indtægt ud af besiddelser helt uden at yde nogen værdiskabende indsats,
men det er jo kun sådan man kan blive rigtig rig, har man penge kan man faktisk købe forsørgere, det minder mistænkeligt om slaveri, den eneste reelle forskel er fraværet af “ejendomsretten” til sine forsørgere ( slaver )
husk det er ikke pengene som formerer sig når man får afkast, afkast er altid part i værdien af andre menneskers arbejde, helt uafhængig af i hvad og hvordan man investerer.
Den socialdemokratiske regering og de øvrige forligspartiers beslutning om at nedsætte den såkaldte beløbsgrænse fra 448.000 kroner til 375.000 kroner er et ondskabsfuldt angreb på arbejderklassen.
Beløbsgrænsen er den årlige minimumsløn, arbejdsgiver skal betale for at få tilladelse til at ansætte arbejdere fra lande uden for EU’s indre marked.
At gå arbejdsgivernes ærinde og øge bidraget til den statsautoriserede sociale dumping er ikke bare smagløst, men også samfundsøkonomisk hul i hovedet.
Allerede den nuværende grænse er lavt sat for mange, der er dækket af en overenskomst. Alligevel sænker man nu beløbsgrænsen i en situation, hvor en historisk krise truer med massiv arbejdsløshed og udhuling af reallønnen på grund af hastigt stigende priser – i det hele taget en ekstremt usikker tid for det store flertal.
I en sådan situation at gå arbejdsgivernes ærinde og øge bidraget til den statsautoriserede sociale dumping er ikke bare smagløst, men også samfundsøkonomisk hul i hovedet.
For som byggefagforeningernes BAT-kartel rigtigt siger: Den nære fremtid kommer ikke til at handle om mangel på arbejdskraft, men om mangel på arbejde!
Understøtter staten i en sådan situation kapitalens pres på lønningerne, udhules købekraften yderligere, og krisen uddybes og forlænges – til stor skade selvfølgelig først og fremmest for landets fattigste, men i høj grad også samfundet som sådan.
Allerede EU’s indre marked – ikke mindst efter østudvidelsen – har skabt et massivt pres på løn- og arbejdsvilkår på det danske arbejdsmarked. Sænkningen af beløbsgrænsen vil betyde, at fattige lande uden for EU nu kan drænes for endnu flere arbejdsdygtige hænder, mens danske overenskomster sættes under et endnu større pres.
Virksomhederne kan også allerede i dag via den såkaldte Positivliste – en liste over brancher, der mangler kvalificeret arbejdskraft – hente arbejdere fra lande udenfor EU til Danmark uden at skele til beløbsgrænsen. Her gælder det, at løn- og arbejdsvilkår følger det normale på fagområdet.
Alligevel skal arbejdsgiverne nu gives muligheden for at udnytte den store internationale arbejdsløshed til at sænke lønudgifterne og øge profitterne.
Set i det lys er det glædeligt, at op mod 500 udenlandske arbejdere på Femern-byggeriet har sat sig på røven og kræver at få udbetalt den samme løn som deres danske kolleger. Lige så glædeligt er det at se, hvordan danske fagligt aktive durk er gået i gang med at opbygge solidaritetsarbejdet og samler penge ind til de strejkende.
Kun gennem sammenhold kan vi modstå presset fra arbejdsgiverne og deres venner i regering og Folketing. Vi må stå fast og kræve lige løn for lige arbejde – for på den måde at stoppe spiralen mod det uregulerede wild west-arbejdsmarked.
Vi må ikke lade os spille ud imod hinanden: Det er ikke de udenlandske kolleger, der presser vores lønninger, men de grådige arbejdsgivere, som uden skyggen af samfundssind udhuler vores arbejdsmarkedsmodel og uddyber krisekonsekvenserne for det store arbejdende flertal.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
