Tirsdag formiddag lettede et fly med tilknytning til Wagner-gruppens leder Jevgenij Prigozjin og satte kurs mod Hviderusland. En talsmand for Ruslands sikkerhedsstyrker oplyste, at der ikke igangsættes en retsforfølgelse af Prigozjin, og tungt militært udstyr fra Wagner-militsen skulle være ved at blive overdraget til den russiske hær.
Sådan lyder status her tre døgn efter Prigozjins mislykkede felttog lørdag mod Moskva sammen med én af hans officerer og 4.000-8.000 soldater.
Næsten før kupforsøget mod Ruslands militære ledelse for alvor var i gang, løb det ud i sandet. I en handel, hvis detaljer endnu ikke er fuldt ud kendte, og med Belarus’ præsident Lukasjenkos mellemkomst, blev fremmarchen stoppet. En borgerkrig i Rusland blev afværget.
Kredse i Vesten fremturer med påstande om, at det russiske centralstyre er svækket. Det virker som ønsketænkning.
En bekymret og vantro russisk befolkning måtte se til, mens “helten fra Ruslands sejr i Bahmut” revolterede. Spekulationerne om årsagerne er talrige: Utilfredshed med at Ruslands præsident Putin havde dekreteret Wagner-gruppen indlemmet i den regulære russiske hær pr. 1. juli. Muligvis uenighed om prisen – altså helt kontant – på fortsat krigstjeneste. Utilfredshed med den militære ledelse af krigen i Ukraine og kritik af den for inkompetence og vankelmodighed i krigsførelsen.
Sikkert er det, at Prigozjin repræsenterer en mere hårdkogt og rå linje over for Ukraine og Vesten, end Putin og kredsen omkring ham har leveret i den foreløbig 16 måneder lange krig. Tiden vil vise, om Prigozjins halsbrækkende aktion har forrykket styrkeforholdet i den russiske elite. Intet peger i retning af, at Putin er kommet svækket ud af lørdagens drama. Tværtimod – det lykkedes jo at afværge en borgerkrig.
Toneangivende politikere og medier i den transatlantiske imperialismes akse kunne ellers næsten ikke vente på Putins fald i de dramatiske timer. Ganske pludseligt og for en kort stund blev den indtil nu så foragtede Prigozjin til en helt i et militært vovestykke.
Kom så, Prigozjin! March videre. Start et oprør, ja måske en revolution. Få Putin ned med nakken!
Lige præcis sådan faldt ordene måske ikke, men det var essensen i det heppekor, der på sikker fysisk afstand fulgte den militære march mod Moskva. Enkelte fortalte sig i deres iver og lod munden løbe over med, hvad de bar i hjertet. Således vores egen hjemlige Michael Aastrup Jensen, udenrigsordfører for Venstre. Mens besindige mennesker holdt vejret med udsigten til faren for borgerkrig i et stort land med atomvåben, sagde han til TV2 lørdag formiddag:
“Jeg synes, det er dejligt, at Rusland tager kampen op mod Putin, og at det forhåbentlig kan starte en splittelse … Borgerkrig er det værste, der kan ske. Altså groft sagt ønsker vi jo, at russerne skal slå hinanden ihjel, fordi så er det med til, at deres muligheder i Ukraine bliver svækket, men en borgerkrig er alligevel ikke at ønske.” (min fremhævning, LRM)
Heldigvis kom det ikke til en borgerkrig. For i en borgerkrig er det ikke bare hære, der med alt deres isenkram står opmarcheret mod hinanden og kæmper og slås. I en borgerkrig er det civile, ældre, kvinder, børn, der myrdes.
Det er til at forudse, at krigsparten Ukraine spekulerer i intern russisk splittelse og tilmed borgerkrig. Men for alle os andre vil det være en ekstremt farlig leg med ilden at håbe på borgerkrig i et Rusland, der på tærsklen til Europa råder over atomvåben. Under en borgerkrig kan intet scenarie udelukkes.
Det får p.t. stå hen i det uvisse, hvorvidt udenlandske kræfter havde en finger med i spillet, da Prigozjin satte i gang. Hvad vi ved er, at den amerikanske efterretningstjeneste CIA kendte til Prigozjins planer. Fremtiden bringer – måske – mere afklaring.
Kredse i Vesten fremturer med påstande om, at det russiske centralstyre er svækket. Det virker som ønsketænkning. Centralstyret står med et stærkere greb om de væbnede styrker nu, hvor Wagner-gruppen spredes for alle vinde, til Hviderusland og diverse afrikanske lande.
Bemærk også: Ikke en eneste enhed fra de russiske styrker gik med Prigozjin. Også det styrker klart den russiske ledelses greb om hæren.
USA’s, NATO’s og EU’s eneste modsvar er endeløse våbenleverancer for om muligt at opnå et ukrainsk overtag. Vi går stadig en lang krig i møde.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
tak for kort og godt indlæg omkring denne del af konflikten. Overordnet , sådan helt overordnet drejer denne konflikt sig gas , både gas ud af regionen men så sandelig også gas trafik fra især USA til Europa . Selvfølgelig er den konstante udvidelse af NATO flettet ind i hele konflikten.
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
