Udtalelse
I disse dage er FN’s Generalforsamling åbnet i New York. Et altoverskyggende emne har præget mange af de taler, som ministre og statsledere allerede har afholdt fra FN’s talerstol – folkedrabet i Gaza og spørgsmålet om en selvstændig palæstinensisk stat.
Lande som Canada, Frankrig og Storbritannien har alle i ugerne op til Generalforsamlingen annonceret, at de vil anerkende Palæstina som en selvstændig stat. Det er et nybrud for, hvordan Vesten generelt har håndteret spørgsmålet, hvor det i lang tid har været resten af verden, der er gået forrest, og Vesten som har været tilbagestående.
Det har tydeligvis gjort indtryk i den danske regering også. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen sagde tidligere i september, at det “ikke længere ligger i Israels hænder, hvornår Danmark anerkender Palæstina”.
Ser man et øjeblik bort fra det kuriøse ved, at Lars Løkke åbent indrømmer, at det har været op til et andet land, hvordan dansk udenrigspolitik skal formes, så virker udtalelsen fra udenrigsministeren generelt positiv. Men hvornår vil Danmark så benytte den ret, som vi nu åbenbart har taget tilbage fra Israel?
Det fik vi svar på i mandags, hvor Lars Løkke holdt tale på vegne af Danmark i FN. Her opstillede han en række betingelser, som palæstinenserne skal opfylde, før Danmark vil anerkende deres ret til en selvstændig stat.
Blandt andet skal alle gidsler i Gaza frigives, Hamas må ikke spille nogen rolle i en fremtidig palæstinensisk stat, og den stat skal også være “demilitariseret”. Retten til selvbestemmelse og egen stat for palæstinenserne er altså blot en kynisk forhandlingsbrik for den danske regering, det viser Løkkes tale tydeligt.
Regeringen har derfor ikke reelt set gjort noget for at fremme en såkaldt “tostatsløsning”, men har blot forsøgt at balancere modsatrettede interesser til egen fordel.
Ud over at benytte en så basal ret i et geopolitisk spil så er det også et spil for galleriet på et helt praktisk plan. De lande, der anerkender Palæstina, anerkender det såkaldte Palæstinensiske Selvstyre (PA), hvor Hamas ikke sidder med ved bordet.
At stille krav om løsladelse af gidsler for eksempel er derfor slet ikke noget, som den stat, der anerkendes, har noget at gøre med.
Læg hertil, at en demilitarisering af staten er fuldstændig håbløs, når en eventuel fremtidig palæstinensisk stat ville have Israel som nabo, der ikke kun har holdt palæstinenserne under besættelse i årtier, men fortsat udvider sine ulovlige bosættelser.
Retten til at forsvare sig selv gælder kun den ene side, hvis man spørger regeringen.
Regeringen har derfor ikke reelt set gjort noget for at fremme en såkaldt “tostatsløsning”, men har blot forsøgt at balancere modsatrettede interesser til egen fordel. De lægger op til måske at anerkende Palæstina, på visse betingelser, for at fremstå mere moralske på verdensscenen, men uden rent faktisk at anerkende den palæstinensiske stat, så at Israel kan forblive en partner for Danmark.
De viser endnu engang, at regeringen ikke har nogen reel interesse i at stoppe folkedrabet mod palæstinenserne. At anerkende Palæstina som stat er ikke engang det mest vidtgående, som skal til for det mål. I det store hele er det en symbolsk, dog vigtig, handling, men ikke engang det kan Lars Løkke og Mette Frederiksen få sig selv til at gøre.
Danmark har fortsat våbenhandel med Israel, EU’s associeringsaftale med Israel består, og danske universiteter, kommuner og andre institutioner har fortsat investeringer i Israel og bosættelserne. Alle de aspekter burde være stoppet for længst, både af moralske årsager, men også juridiske.
Som underskrivere af Folkedrabskonventionen er Danmark forpligtiget til at gøre alt, vi kan for at forhindre folkedrab, selv hvis der blot er en mistanke om, at det finder sted. I sidste uge kaldte FN’s undersøgelseskommission Israels ageren i Gaza for folkedrab for første gang, andre organisationer har brugt det ord i lang tid nu.
Det er ikke længere en mistanke, det er et folkedrab, det er der ingen tvivl om længere. Alligevel sker der fortsat intet. Regeringen kunne have taget første skridt mod reel handling på talerstolen ved FN, men valgte at smide moral og forpligtelser ud af vinduet og i stedet fortsætte i et kynisk magtspil, som de har gjort gennem hele folkedrabet.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
