Analyse af KV25
Kommunal- og regionalvalgene blev – stemmemæssigt set – først og fremmest et massivt nederlag for de tre regeringspartier Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne. Og af dem et regulært blodbad for Socialdemokratiet.
Mens fintællingen endnu er i gang, og egentlige analyser af vælgervandringer endnu ikke er udarbejdet, springer nogle overordnede tendenser i øjnene:
Socialdemokratiet går over fem procentpoint tilbage, Venstre går over tre procentpoint tilbage, og Moderaterne befinder sig et godt stykke under den spærregrænse, der er gældende til Folketinget. En ordentligt begmand til SVM-regeringen, der allerede med afskaffelsen af store bededag fik et kæmpe hak i tuden.
Det lokale folkelige demokrati lider under denne landspolitiske kapring af dagsordenen.
Mest markant er den årelange fortsatte nedtur, som Socialdemokratiet er ude i. Hvor Socialdemokratiet ved sidste kommunalvalg fik over 28 procent af stemmerne, er tallet denne gang nede omkring de 23 procent. Stort set det samme billede gør sig gældende ved regionalvalget. Partiet gik tilbage i 87 af de 98 kommuner, heraf 20 steder med tocifrede tal.
Nederlaget kommer oven på resultatet fra 2021, hvor Socialdemokratiet allerede dengang fik et historisk dårligt resultat, selvom det stadig var – og er – det største kommunale parti.
Omregnet i borgmestre overhaler Venstre nu Socialdemokratiet som største borgmesterparti.
Det nederlag, som Socialdemokratiet blev tildelt, kan ikke blot tilskrives lokale forhold. Det skyldes først og fremmest Christiansborg-Socialdemokratiet og statsminister Mette Frederiksen personligt. Der blev sagt nej tak til et gammelt magtparti, der agerer mere og mere arrogant, og som ikke i praksis leverer på almindelige menneskers hverdagsfrustrationer.
Isoleringen af den statsministerindsatte Pernille Rosenkrantz-Theil i konstitueringsforhandlingerne i København og Socialdemokratiets tab af den over 100 år gamle overborgmesterpost skal ses i samme lys.
Hvor meget temaer som regeringens medansvar for folkemordet i Gaza har spillet ind, når krydsene blev sat, er svært i skrivende stund at vurdere.
Kommunalvalget i 2021 var så åbenlyst et klimavalg, men denne gang var den politiske dagsorden mere knyttet til den borgernære velfærd: Skoler og trivsel blandt børn og unge, spørgsmålet om by-land-forskelle og geografisk ulighed og ikke mindst offentlig transport og – i de store byer – boligspørgsmålet. I yderområder i Jylland har spørgsmålet om den grønne omstilling – “jernmarkerne” – været et vigtigt spørgsmål.
Valganalyser vil med tiden give et mere sikkert grundlag for at vurdere, i hvor høj grad landspolitiske tendenser har influeret på dette års kommunal- og regionalvalg. Men selve valgkampen har tydeligvis været pakket ind i landspolitiske dagsordener. Medierne har hele vejen igennem talt lokalvalgene ind i det kommende folketingsvalg. Socialdemokratiske ministre har åbent blandet sig i lokalvalgene, for eksempel i København. Og der har tilmed været tv-transmitteret en landspolitisk partilederrunde, der satte fokus på, hvad folketingspolitikere mente om en lang række lokalpolitiske spørgsmål.
Det lokale folkelige demokrati lider under denne landspolitiske kapring af dagsordenen.
Det er endnu for tidligt at spå om, hvor de stemmer, som bløder fra Socialdemokratiet, siver hen. SF kan notere en pæn fremgang, mens Enhedslisten stort set har status quo stemmemæssigt, men på grund af højere valgdeltagelse går en smule tilbage procentuelt.
Enkelte steder har lokallister, alternative lister eller andre kræfter markeret sig – hvis de har rodfæstet sig over tid, tilmed med succes. Kommunister stillede op flere steder, nogle steder for første gang i mange år og har gjort sig synligt bemærkede i valgkampen. Der er dog stadig langt igen, før den ihærdige indsats og de relevante politiske budskaber kan omsættes til egentlig parlamentarisk repræsentation.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
