Læserbrev
Det var netop sikkerhedstemaet, det nystiftede Fred og Retfærdighedsparti (FOR) i Norge ihærdigt kørte på op til valgkampen. Men partiet fik 0,3 pct. af stemmerne. Norges Kommunistiske Parti fik 0,0.
Forklaringen er typisk, at de (norske) vælgere er manipuleret af dens anti-russiske, imperialistiske politikere og medier.
Men jeg tror desværre ikke, at vælgernes ufiltrerede, ukritiske modtagelighed over for disses budskaber er tilstrækkelig forklaring. I så fald er de jo uvidende om Nato´s postkoldkrigs-ekspansion. Det kan simpelthen ikke passe, at almindelige begavede mennesker ikke kan ræsonnere sig frem til, at Nato´s udvidelse er rettet mod Rusland, og dermed udgør en tiltagende sikkerhedstrussel mod sidstnævnte.
Som jeg har fremført tidligere, må begrundelsen for vælgernes generelle støtte, herunder desværre arbejderklassens eksplicitte eller implicitte støtte, såvel ideologisk – som i form af, at de jo producerer dødsbringende våben til USA-EU kapitalismen/imperialismen – dvs. fravælgelse af Fred og Retfærdighed (FOR), og andre anti-imperialistiske partier, derfor suppleres med den hypotese, at vælgernes loyalitet overfor USA/EU/Nato ganske enkelt skal begrundes i, at kapitalistisk-imperialistisk vækst jo skaffer dem øget indkomst, og dermed øget forbrug. Således at de kan købe endnu mere end de har i forvejen, købe flere biler og køre klimaet helt i sænk.
Vælgerne prioriterer altså implicit mere forbrug over klima og natur. Krig over fred. Så kan jeg igen skrive, at det er den måde senkapitalismen rekonstruerer det almene menneskes fetichistiske, reificerede/ fremmedgørende bevidsthed på. – Og derfor implicit, men som det al tydelighed fremgår, fravælger fred, klimahensyn, FOR og andre anti-imperialistiske partier, som de forbinder med faldende vækst, faldende indkomst, og dermed forbrugsnedgang. Og her taler jeg om de rige og de 3/4 af befolkningen, de materielt har integreret i deres samfund. Altså borgerdyrene, der støtter imperialismens krige og ødelægger klima og natur med deres biler. Og roser modsat på ingen måde den del af den øvrige fjerdedel, der sikkert gerne vil imitere 3/4 fjerdedelssamfundet, men af forskellige grunde ikke kan. Det er sådan den patologiske virkelighed er.
Og det må være med udgangspunkt i ovennævnte realiteter- som enhver kan se ud af vinduet at konstruktive politiske partier skal navigere. Med reelt klart- og fremadskuende freds- og klimakræfter i spidsen. – Kræfter, der ikke er korrumperet af det kapitalistiske-imperialistiske system, og som nødvendigvis må kunne klare sig materielt og finde harmoni i at have nok – for at have overskud til at agere som opbyggelige samfundskræfter på disse fronter. .
