“Uanset kommende mandattal, uanset hvilken regering der kommer ud af valget den 24. marts, så bliver oprustning og krigsforberedelse en sikker vinder.”
Dén pointe blev slået fast på denne plads, da folketingsvalget blev udskrevet for lidt over fire uger siden. Og det må siges, at den ser ud til at holde.
Tirsdagens valg decimerede Socialdemokratiet og Venstre til henholdsvis 21,8 og 10,1 procent af stemmerne. Det efterlod et Folketing med 12 partier, hvoraf kun Socialdemokratiet – på trods af dets kontinuerlige tilbagegang – endnu rager op over de 20 procent. Det politiske billede er fragmenteret efter en valgkamp, der har pustet til parlamentarisk lede.
Dertil kommer nu den kendsgerning, at kriserne i den kommende tid vil stille sig i kø i forbindelse med USA’s og Israels folkeretsstridige krig mod Iran.
Selvom der har været ekstremt mange politiske udmeldinger, har forskellene i sidste ende været meget små. “Vi har ikke engang rigtige kommunister længere, efter at Enhedslisten har afsværget sig revolutionen”, skrev den politiske kommentator Niels Thulesen Dahl i JyllandsPosten på valgdagen.
På den yderste højrefløj har de højrerabiate bidt sig fast – tilsammen har Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Borgernes Parti fået 17 procent af stemmerne, efter at de har fået lov til at skrige deres fremmedhad og racisme ud for åben skærm igen og igen. Der er utvivlsomt en række årsager til disse partiers styrke, som lægger sig ind i en europæisk tendens, hvor højrefløjen og fascistiske kræfter er gået frem i en verden, hvor alt polariseres. Og bolværket imod dem er uhyre svagt, de fleste steder helt væk.
Valgresultatet betyder, at de partier, der på den traditionelle højre-venstre skala ligger til højre for SF, Enhedslisten og Alternativet, tilsammen sidder på cirka 80 procent af alle afgivne stemmer. Det borgerlige Danmark står stærkt.
SF’s og Enhedslistens fremgang på samlet 4,5 procentpoint opvejer ikke Socialdemokratiets tilbagegang på 5,7 procentpoint. Så det er meget svært at tolke valgresultatet som en styrkelse af venstrefløjen til venstre for Socialdemokratiet.
Socialdemokratiets historisk ringe resultat er geografisk set ligeligt fordelt i alle valgkredse. Kniven blev drejet en ekstra omgang rundt i det socialdemokratiske sår, da det stod klart, at S-formand Mette Frederiksen i Nordjyllands Storkreds fik knap 42.000 personlige stemmer mod knap 61.000 ved sidste valg. En personlig afklapsning.
Stemmeafgivningen afspejlede i øvrigt voksende forskelle mellem by og land, tilmed inden for de enkelte partier.
Stemmeprocenten endte på 83,9, hvilket er det laveste siden 1990. Antallet af blanke stemmer, som ved de sidste fire folketingsvalg har varieret en del, ligger på lidt over 38.000.
Visse steder opstillede der kandidater udenfor partierne. Det var eksempelvis tilfældet i Københavns Storkreds, hvor basemodstanderen Theresa Scavenius stillede op. Hendes resultat på under 2000 stemmer viser, hvor svært det er at trænge igennem som outsider, selv hvis man sidder i Folketinget i forvejen.
Enhedslisten fik et acceptabelt valg og kan glæde sig over fremgang, ikke mindst i København. Spørgsmålet er, hvad fremgangen skal bruges til. Ikke til at udgøre et egentligt rødt alternativ, koblet til kampen uden for Folketinget, men snarere til at komme ind i Socialdemokratiets, SF’s, Alternativets og tilmed Moderaternes klub. Det fremgik tydeligt af onsdagens debat i Publicistklubben i København, der kom med de første signaler om en mulig ny regering, efter at SVM-regeringen tidligere på dagen indgav sin afskedsbegæring.
Debatten bekræftede, at det ikke kommer på tale at danne en regering, der kan kaldes rød i ordets egentlige betydning, eller som i det mindste vil udstikke en rød og retfærdig retning for fred.
Den underliggende dagsorden, den præmis som anerkendes af alle de 12 indvalgte partier, rokkes ikke: Nødvendigheden af at Danmark opruster og forbereder sig til krig i en turbulent verden.
Dertil kommer nu den kendsgerning, at kriserne i den kommende tid vil stille sig i kø i forbindelse med USA’s og Israels folkeretsstridige krig mod Iran, der nu har varet i næsten en måned. Det bliver en helt anden virkelighed, der banker på døren med stigende energipriser, mangel på energi, forsyningsusikkerhed og en truende recession. Formentlig først i landene omkring os og i de lande, vi har mest økonomisk samkvem med. Og derefter herhjemme.
Kapitalisterne vil stille sig i kø for at komme helskindet igennem. Og hvis ikke man vil gøre op med krigsøkonomi og fortsatte milliarder til oprustning og til krig i Ukraine, vil regningen uvægerligt blive sendt nedad.
Valgresultatet giver ikke positive indikationer om det modsatte.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
