Læserbrev
På mandag er det 10 år siden, fabriksbygningen Rana Plaza styrtede sammen i Bangladesh, og 1.138 arbejdere blev dræbt, mens over 2.500 blev såret. De producerede tøj til stenrige vestlige tøjkoncerner og var mod deres vilje blevet tvunget ind i en bygning, der i forvejen slog revner.
Det kan bedst karakteriseres som drab i profittens navn. Et af de danske selskaber, der fik lavet tøj på fabrikken, har stadig ikke betalt ofrene erstatning.
Under apartheid-styret i Sydafrika hørte man lignende argumenter for at handle med landet fra firmaer og politikere, men reelt er deres fokus på det næste kvartalsregnskab.
10 år efter har fabriksarbejderne på landets fabrikker stadig ikke basale rettigheder. Der er eksempler på forfølgelse af fagligt aktive, og det er svært at få lov til at danne fagforeninger. Og uden dem er det reelt svært at sikre arbejdsmiljø og sikkerhed.
Lønnen er ikke høj nok til at forsørge en familie, selv om blandt andet danske tøjgiganter tjener formuer på tekstilarbejdernes sved.
De har helt bevidst valgt produktion i et land med ekstremt lav løn og uden rettigheder.
Siden Rana Plaza-tragedien har de store brands skruet op for deres rettidige omhu, sociale ansvar og egne retningslinjer. Men det virker ikke, når reelle rettigheder og arbejderorganisering ikke kan eksistere. Denne udflytning af jobs er en del af kernen i kapitalismens frie marked og jagt efter udbytning.
Rana Plaza står som et monument over konsekvenserne af profithunger.
Men i dag lider og dør tøjarbejdere i et andet land i Sydøstasien under en anden tragedie.
Militæret har taget magten i Myanmar og indført et blodigt diktatur, hvor aktive arbejdere og faglige ledere torteres og fængsles. Fagforeningerne er blevet forbudt og kriminaliseret. Tusinder er dræbt, og så sent som den 12. april blev over 100 mennesker – mange af dem børn – dræbt i landsbyen Pa Zi Gyi i Myanmar.
Fagbevægelsen og demokratibevægelsen kræver en boykot af landet. Alligevel afviser danske virksomheder i blandt andet tøjindustrien at trække sig ud af Myanmar.
Diktaturets overgreb mod befolkningen glemmes i strømmen af sanktioner mod Rusland, og senest kunne Politiken afsløre, at Carlsberg betaler millioner i skat til militærjuntaen, der igen bruger pengene på at myrde deres modstandere.
EU giver stadig Myanmar handelsprivilegier og støtter aktivt opbygningen af gule fagforeninger på blandt andet tøjfabrikker. Samtidig understøtter og legitimerer de militærjuntaen.
Erhvervslivet og EU nævner hensynet til landets økonomi og arbejdernes levevilkår som begrundelse for ikke at trække sig ud. Men landets arbejdere har talt: De ønsker de udenlandske firmaer ud af landet, selv om det har en pris i arbejdspladser.
Under apartheid-styret i Sydafrika hørte man lignende argumenter for at handle med landet fra firmaer og politikere, men reelt er deres fokus på det næste kvartalsregnskab.
Massakren den 12. april er langt fra den første og bliver næppe den sidste. Men vi kan gøre en forskel.
Boykot Myanmar!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
