3F’s konflikt med vognmænd, der kører for Nemlig.com, er skudt i gang, og firmaerne vil den kommende tid blive ramt af sympatikonflikter fra hele fagbevægelsen.
Det vil betyde, at nogle kunder ikke kan få deres varer – i hvert fald at det bliver svært for Nemlig.com at få de rette varer frem til tiden.
Det udskældte online-supermarked har reageret ved at sende et brev til sine kunder, hvor man forsikrer, at man nu vil kontrollere arbejdsforholdene bedre og stoppe brugen af dummebøder. Samtidig har virksomheden indgået en ny aftale med 3F Vestegnen om at droppe misbrugen af deltidskontrakter.
Det overbeviser de færreste. Konflikten mod Nemlig.com og selskabets vognmænd er principiel, fordi det ikke KUN handler om Nemlig, men om hele brancher, der er blevet forrået og præges af umenneskelige forhold.
Så sent som i sidste uge kom det frem, at chauffører både hos Nemlig.com og Coops vognmænd har måtte tisse i poser, flasker og fødevarekasser på grund af de stramme tidsplaner og den rigide overvågning.
Det er godt, at fagbevægelsen endelig sætter hårdt mod hårdt. Men for at det reelt skal lykkes, må det ikke forblive en faglig konflikt, hvor det meste foregår bag lukkede døre. Det er en misforståelse af den danske model.
Konflikten skal gøres så synlig og så aktiv som muligt. Tillidsfolk og aktive i klubber i transportfirmaer, på lagre og i alle mulige andre brancher skal på banen og fysisk vise, at undertrykkelsen må stoppe nu.
Det er ikke først og fremmest en konflikt for de ansatte på fagforeningernes kontorer, men for fagbevægelsens medlemmer. Derfor er det vigtigt, at det er synligt for medlemmerne hvor og hvordan, konflikten bliver sat ind mod Nemlig.com. Hvordan støtter man op, der hvor man er? Hvor kan man møde op og vise sin støtte til sympatikonflikten? Tro nu på vores egne kræfter. Man mobiliserer ingen arbejdere med hemmelige forhandlinger bag kulisserne. Og uden aktive medlemmer, der tør bruge deres kollektive styrke, er overenskomster desværre tæt på værdiløse i det lange løb – som det kunne ses på Nemlig.com-lageret i Brøndby.
Lad os komme ud af hullet og insistere på at være en aktiv del af konflikten mod Nemlig.com.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.