I dag, den 15. maj, mindes vi de palæstinensere, som blev dræbt og fordrevet fra deres hjem, da det bosætter-kolonialistiske projekt Israel blev oprettet i 1948. 750.000 tusinde mennesker blev etnisk udrenset fra hjem, de havde haft i generationer. Mange tusinde blev også dræbt.
Det er en begivenhed, som stadig sidder dybt i den palæstinensiske bevidsthed. Et sår, som stadig ikke er helet. Derfor har det også navnet Nakba, som på arabisk betyder katastrofen.
Dog fortsætter den etniske udrensning og folkemordet på palæstinenserne stadig den dag i dag og er på mange måder endnu mere brutalt end for 77 år siden. I skrivende stund er mere end 52.000 palæstinensere blevet dræbt, og næsten to millioner er internt fordrevet i Gaza.
Størstedelen af de dræbte er kvinder og børn. Hospitaler bombes, hjem bliver destrueret, og der er ikke kommet noget nødhjælp ind i Gaza i over 10 uger. 470.000 tusinde palæstinensere er i risiko for “katastrofal sult” ifølge FN.
FN’s kontor for koordinering af humanitære indsatser fortalte tidligere på måneden om, hvordan der ikke var hverken mad eller vand i store dele af striben længere. Talspersonen for kontoret fortalte om, hvordan hun havde fået historier om, at palæstinensere brændte levende efter israelske bombeangreb, hvor der intet vand var til at slukke flammerne.
I dag mindes vi en begivenhed, som fandt sted for 77 år siden. Men i realiteten stoppede Nakbaen aldrig. Israel fortsætter stadig sin undertrykkelse af palæstinenserne og får stadig støtte til det.
I den katastrofale og umenneskelige humanitære situation har Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, annonceret, at Israel endnu engang vil indlede en større landoffensiv mod Gaza.
Han siger slet og ret, at palæstinenserne i Gaza nu skal “flyttes“. Det er fuldstændig utvetydigt sprog for etnisk udrensning. Og hvad gør verdenssamfundet? Hvad gør de vestlige magthavere, som har understøttet Israel militært og politisk i deres folkemord?
Fra den danske statsministers side kunne det kun lige blive til at kalde Netanyahus udtalelser for “bekymrende“, men heller ikke mere end det. Ingen krav om sanktioner, intet stop for våbenhandlen med Israel, kun en løftet pegefinger og en bekymret mine.
Den danske regerings respons på folkemordet har hele vejen igennem været på den forkerte side af historien. At end ikke udtalelser om at etnisk udrense Gaza kan få mere end en “bekymring” med fra deres side er decideret afskyeligt.
Danmark har muligheder for at presse Israel. Det førnævnte stop for våbensalg er en måde. En anden er et krav om at ophæve EU’s associeringsaftale med apartheidstaten. Dog er ingen af de krav blevet rejst, og folkemordet fortsætter ufortrødent.
Den materielle støtte, Vesten og Danmark giver Israel, vil for evigt stå som et eksempel på, at al snak om menneskerettigheder og international lov er varm luft. Begge dele bliver sat fuldstændigt ude af spil, når geopolitiske interesser er på dagsordenen.
I dag mindes vi en begivenhed, som fandt sted for 77 år siden. Men i realiteten stoppede Nakbaen aldrig. Israel fortsætter stadig sin undertrykkelse af palæstinenserne og får stadig støtte til det. Vesten har intet lært af historien og vender derfor med glæde det blinde øje til det fortsatte folkemord.
Selvom det kan virke håbløst, så må man ikke stoppe med at kæmpe for palæstinensernes sag. Solidaritetsbevægelsen med Palæstina er stadig stærk, og befolkninger verden over lader sig ikke forblænde af den zionistiske propaganda.
I dag er en dag for refleksion og for at mindes de palæstinensere, som blev fordrevet fra deres hjem. Men kampen fortsætter stadig, og det gør den også i morgen og alle dage, indtil folkemordet stopper, og palæstinenserne bliver frie fra undertrykkelse.
Vi skal blive ved med at presse vores magthavere. Blive ved med at minde dem om, at palæstinenserne fortjener retfærdighed og har ret til liv. Blive ved med at kræve reel handling.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.