Scene 1: Berlin 7. november:
“Forbundsdagen bekræfter sin beslutning om at sikre, at ingen organisationer eller projekter, der spreder antisemitisme, sætter spørgsmålstegn ved Israels ret til at eksistere, opfordrer til boykot af Israel eller aktivt støtter BDS-bevægelsen (Boycott, Divestment, Sanctions), modtager økonomisk støtte.”
I dagene efter indfandt eftertanken sig visse steder i medierne. På Politiken har man fjernet ordet “jødejagt”.
Sådan lyder det i en lov, som i sidste uge blev vedtaget i det tyske parlament, Forbundsdagen. Kun partiet Bündnis Sarah Wagenknecht stemte imod. Die Linke undlod at stemme.
Inden afstemningen havde Amnesty International Tyskland gjort det klart, at selv om organisationen naturligvis støtter kampen mod antisemitisme og racisme, så mener den, at resolutionen “ikke alene ikke når dette mål, men også skaber frygt for alvorlige krænkelser af grundlæggende menneskerettigheder og retsusikkerhed”.
Scene 2: Amsterdam 13. november:
Hollandsk politi opløser en demonstration og kører demonstranter væk i politiets busser. Demonstranterne havde råbt “Amsterdam siger nej til folkemord” og “Frit Palæstina” – og de havde trodset et forbud mod at demonstrere, som blev indført efter hooligan-uroligheder ved en fodboldkamp i sidste uge.
Scene 3: København 8. november:
Statsminister Mette Frederiksen udtaler efter hooligan-uroligheder ved fodboldkampen mellem det israelske Maccabi Tel Aviv og hollandske Ajax Amsterdam:
– Det er simpelthen så forfærdeligt. Jeg ved faktisk næsten ikke, hvordan man skal beskrive det. Det er en barbarisk folkemængde, og det bør ikke finde sted i Europa. Vi nærmer os Krystalnatten lige om lidt. Det er svært at se det som andet end noget af det værste antisemitisme, vi har set længe.
Scene 4: København 9. november:
Overrabiner Jair Melchior udtaler ved et Krystalnats-arrangement ved synagogen i Krystalgade.:
– Tidligere på aftenen fandt jeg ud af, at en video, som man troede viste et angreb mod en israelsk fan, i virkeligheden handlede om det modsatte. Den viste en israelsk fan, der bankede en mellemøstlig mand.
Ovenstående udvalg af scener fra den sidste uges Europa er meget symptomatiske for, hvordan Israels igangværende folkemord i Palæstina påvirker det politiske klima, retssikkerheden og mediedagsordenen – og ikke til det bedre.
I timerne efter hooligan-urolighederne ved fodboldkampen mellem det israelske Maccabi Tel Aviv og hollandske Ajax Amsterdam genlød mainstreammedierne af en velorkestreret israelsk propagandakampagne, der vendte totalt på hovedet, hvad der var sket. Her skal ikke nævnes detaljer. Der findes videooptagelser og lydfiler i overmål, der viser, hvorledes israelske hooligans foranstaltede en provokation.
I dagene efter indfandt eftertanken sig visse steder i medierne. På Politiken har man fjernet ordet “jødejagt”. TV2 har vist en video, hvor israelske fodboldfans river et palæstinensisk flag ned fra en bygning i Amsterdam. Fagbladet Journalisten har hejst flaget og efterlyst basal kildekritik.
I Avisen Danmark skriver tidligere operativ chef i PET, Hans Jørgen Bonnichsen:
“Meget præmaturt og i en proportionsforvrængning uden lige gik medierne, ja selv vores statsminister Mette Frederiksen, amok i breaking news med utvetydige og meget ensidige fordømmelser, da de betegnede hændelserne som det værste udtryk for antisemitisme i nyere tid. Realiteterne var, at fem israelske personer blev skadet, men alle blev hurtigt udskrevet. Voldsofre formentligt mindre end efter en kamp mellem FCK og Brøndby. Og helt paradoksalt var der for nogens vedkommende kraftigere reaktioner på denne hændelse, end på den største humanitære katastrofe i vor tid, nemlig i konflikten mellem Israel og Hamas med 40.000 dræbte, de fleste kvinder og børn.”
Eftertanken når dog ikke videre, end at man stadig på tv betegner hændelserne som “overfald på israelske fans”.
Det er fint med eftertanke og nuancering. Men skaden er sket. Millioner af mennesker har hørt, at USA’s præsident Joe Biden kaldte scenerne i Amsterdam for et ekko fra ”mørke tider, da jøder blev forfulgt”. De har hørt statsminister Mette Frederiksen kalde dem ”noget af det værste antisemitisme, vi har set længe”.
De fleste hører ikke nuanceringerne – og slet ikke dokumentationen for, at der var tale om løgne og bevidst manipulation.
Og hvad værre er: Eftertanken er på ingen måde nået ind til politikerne. Statsministeren har ikke fundet det på sin plads at beklage, at hun med sine udtalelser har pustet til ilden og i realiteten sat danskerne op mod det palæstinensiske folk. Den indgroede og velbegrundede aversion mod jødeforfølgelser udnyttes hensynsløst og kynisk til at flytte fokus væk fra det folkemord, der er ved at udslette en nation fra Jordens overflade.
Og hvad nytter eftertanken, når samme fortælling gentages ved en landskamp torsdag aften i Paris mellem Frankrig og Israel. Dér troppede selveste præsident Macron, den store patriot, op på tribunen for at sende et klart signal om, at Frankrig “støtter Israel og jøderne”. Til en landskamp i fodbold!
Lad os fortsat bevare proportionerne og holde fuldt fokus på folkemordet og dets konsekvenser. I denne uge udsendte en FN-komite en rapport, hvor det hedder, at Israels krigsførelse i Gaza er “på linje med det, der kan regnes med folkedrab”. Den gule breaking news-bjælke og live statements fra statsministeren savnes!
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.