Læserbrev
I vores fjernsyn, radioer, aviser og på nyhedssites oplever vi journalisterne galoppere rundt efter sensationshistorier i en valgkamp, som minder stadigt mere om en præsidentvalgkamp, hvor hurtige løsninger på ofte tænkte problemer strømmer ud fra skråsikre kandidater.
Samtidigt vurderer FN, at 36,1 millioner mennesker i Østafrika lige nu er berørt af en historisk tørke på Afrikas Horn. 21 millioner mennesker i Etiopien, Kenya og Somalia står overfor fødevareusikkerhed. 4,9 millioner børn er allerede alvorligt fejlernærede. 1,4 millioner børn er alvorligt fejlernærede i sådan en grad, at de risikerer at dø, mens flere end 730 børn ifølge tal fra 14. oktober allerede er døde på grund af fejl- og underernæring på Somalias ernæringscentre.
Lad os sætte international solidaritet på dagsordenen i den danske valgkamp.
Tørken, som i det nordlige Kenya nu er den længstvarende tørke nogensinde målt, er ifølge eksperter en konsekvens af de klimaforandringer, som vores livsstil i det globale nord har fremtvunget.
Der er derfor grund til at lytte, når flere ngo’er advarer om, at for sen indgriben fra verdenssamfundet vil betyde en hungersnød som den i Somalia i 2010, hvor omkring 250.000 mennesker mistede livet, halvdelen af de døde var børn under fem år.
De sidste 10 år har Afrikas Horn været ramt af tre længerevarende tørkeperioder som en konsekvens af klimaforandringer. Vi i det globale nord, som i årtier har beriget os selv på bekostning af det store flertal i det globale syd, har et særligt ansvar for at rejse kampen, her hvor vi er, for at den klasse, som har beriget sig allermest på kapitalens morderiske markedstransaktioner, og som bærer den tungeste del af ansvaret, bliver tvunget til at betale deres gæld til de, som må sulte i den hellige kapitalakkumulations navn.
16,2 millioner mennesker i Etiopien, Somalia og Kenya har lige nu ikke adgang til tilstrækkeligt drikkevand. Brønde og søer er udtørrede eller inficerede. Det tvinger familier til at rationere vandforbruget – og hvad værre er sender det især kvinder og børn ud på stadigt længere ture efter vand, hvilket alt for ofte resulterer i dehydrering eller overfald.
Manglen på vand betyder forøget risiko for vandbårne sygdomme og infektioner – smitten med kolera og mæslinger er allerede eksploderet. Mindst 8,9 millioner husdyr er allerede døde på grund af manglende vand, og i nogle af de værst ramte områder i Somalia er prisen på vand steget med 72 procent.
Også priserne på mad er på himmelflugt. Dette skyldes ikke alene tørken, men er i høj grad en konsekvens af krigen i Ukraine, der grundet den økonomiske krigsførelse med sanktioner og blokader sender priserne på blandt andet hvede, majs, olie, brændstof og gødning i vejret.
I Etiopien er prisen på 50 kilo majsmel således steget fra 70 kroner til 204 kroner; en liter madolie plejede at koste 10 kroner, nu koster den 32 kroner; et kilo hvede kostede 2,25 kroner for et år siden, nu koster det 6 kroner – og priserne stiger uge for uge…
Situationen har allerede drevet flere end 1,3 millioner mennesker til at forlade deres hjem i søgen efter vand, mad og græs til deres husdyr. I Somalia alene er én million mennesker fordrevne. Krigen i Tigray-regionen gør ikke situationen bedre, og betyder at der i den somaliske region i Etiopien er særligt mange internt fordrevne.
Det høje antal af fordrevne fører til splittede familier, og flere lejre for fordrevne giver husly til hjerteskærende mange uledsagede børn.
Situationen er lige så fraværende i folketingskandidaternes ellers overdådige udvalg af valgflæsk, som den er uacceptabel. Lige så fraværende er den i danske mediers sendeflade – hvilket naturligvis usynliggør katastrofen for det store flertal af danskerne.
Man kunne forledes til at tro, at en historisk tørke i nogle afrikanske lande fjernt fra Danmark ikke har nogen relevans for os. Men som et kerneland i det imperialistiske verdenssystem bærer Danmark et afgørende ansvar for konsekvenserne af den førte udenrigspolitik, det samfundsmæssige overforbrug og den stadige prioritering af oprustning og krig.
I stedet burde Danmark – og resten af den vestlige verden – få tegnebogen op af lommen og komme i gang med at betale regningen for den klimakatastrofe, som det globale borgerskab har løbet fra i årevis, mens deres lommer er blevet stadigt mere fyldte af sort og uretfærdig kapitalakkumulation.
Lad os sætte international solidaritet på dagsordenen i den danske valgkamp. Lad os støtte op om bøndernes krav om madsuverænitet i det globale syd og kræve, at den danske stat tager sin del af ansvaret for de klimaforandringer, som koster millioner af liv blandt mennesker, som ikke har nogen andel i det overforbrug, som har skabt dem.
Afledende snak om den store eksistentielle kamp mellem demokrati og autokrati er det pure hykleri, al den stund autokratierne i Qatar, Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien tælles blandt demokratiets allierede.
Den militære og økonomiske krig, som Danmark fører sammen med det øvrige Vesten, handler ikke om liberale værdier, men om at fastholde en døende verdensorden intakt – og sikre USA’s fortsatte overherredømme.
Det er ikke en kamp, der vedkommer arbejderklassen. Vores fokus bør derimod rettes mod skabelsen af et solidarisk og bæredygtigt alternativ til det sociale massemord, som er selve grundlaget for vores levestandard og især for overklassens ekstreme luksusforbrug.
Truslen om atomkrig, den globale økonomiske krise og klimakatastrofen er uløselige uden solidaritet på tværs af landegrænser og kontinenter. Kun folkene kan ændre tingenes tilstand – vi må starte der, hvor vi er.
Kilder til tallene om katastrofen på Afrikas Horn: FN, OCHA, WFP, UNICEF, Oxfam, SOS Children’s Villages
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
