Læserbrev
Tak !!!!
Log ind for at svareEt lille ord på tre bogstaver.
Det var den fynske modstandsmand Dr. Hansens ønske i tv-serien Matador: Fre’!
Og må vi så få fred i dagens Danmark? Nej, lyder det kontante svar fra ministre, mediefolk, eksperter og generaler. Vi må få krig, må vi.
Danmark skal omstilles til et krigsparat land med en konkurrencedygtig krigsindustri og en krigsduelig befolkning. Der bliver indført krigslinjer på gymnasierne, og nu skal også Hr. og Fru Danmark gøres krigsparate.
Debatten fik ekstra swung, efter at forsvarschefen i vores svenske broderland opfordrede alle svenskere til at forberede sig på, at der kan blive krig i Sverige.
– Hvem er du, hvis krigen kommer? Har du overvejet, om du har tid til at være med i en frivillig forsvarsorganisation? Hvis ikke, så sæt i gang, sagde Bohlin.
Vi ved fra mange andre konflikter, at det rent faktisk kan lade sig gøre at sikre fred og standse krige gennem dialog, forhandlinger – og konsekvent modstand mod de kræfter, der kun vil krigen.
Den tanke blev hurtigt grebet af medier i Danmark.
Fra sin kælder i Helsingborg kunne militæranalytiker Jens Wenzel Kristoffersen fremvise sin nødradio, sit gaskomfur og sine kasser med dåsemad, vand og medicin i TV2 og Berlingske. Han var ganske enig med svenskerne: Vær på vagt!
Den private organisation Folk & Sikkerhed udsendte kort efter en pjece med titlen “Hvad nu hvis”, som opfordrer alle danskere til at forberede sig på krigen.
Det står ikke helt klart, hvem der står bag denne organisation, men de har ressourcer til en planlagt husstandsomdeling af pjecen til alle danskere.
Flere steder i Sverige meldes der allerede udsolgt af konserves, lommelygter og nødradioer. Sveriges statsminister har for længst erkendt, at udmeldingerne var overdrevne, men hysteriet er ikke sådan at stoppe.
Alle militærets og regeringens analyser viser, at Danmark ikke er i fare for at blive angrebet – selv om placeringen af amerikanske baser i Danmark unægtelig øger risikoen. Alligevel ønsker man en befolkning i konstant frygt for krig. Fordi en frygtsom befolkning, der tror, at fjenden er stærkere end han er, er nemmere at styre og kontrollere.
Vi skal tro, at fjenden kan komme, når det skal være. Vi skal sove med støvlerne på.
Fred er derimod det farligste ord i den offentlige debat, må vi forstå. Folk, der taler for fred og humanisme, må være på Putins eller Hamas’ side, lyder den ulogiske logik fra krigens fortalere i den samlede elite.
Fredsaktivister er mistænkelige og bør behandles med den største nidkærhed. Enhver demonstration for våbenhvile eller fred bør finkæmmes for, om der skulle være forbryderiske terrorister iblandt dem, lyder det fra regeringen og Folketingets partier. Fred er farligt.
Pointen er imidlertid, at vi har et valg.
Krigen i Ukraine har snart varet i to år, og lige nu eskalerer krigshandlingerne i Mellemøsten og Den Persiske Golf.
Man kan med god grund stille sig spørgsmålet her og i andre konflikter:
Skal Danmark gå med på en eskalering eller arbejde for fred?
Vi ved fra mange andre konflikter, at det rent faktisk kan lade sig gøre at sikre fred og standse krige gennem dialog, forhandlinger – og konsekvent modstand mod de kræfter, der kun vil krigen.
Betyder det så, at vi eksempelvis støtter Putin? Nej! Vi fordømmer Ruslands invasion. Vi er imod angreb på civile. Men krigshysteriet gør, at enhver kritik af den bestående politik dæmoniseres og kaldes fjendtlig. Nuancer forsvinder. Men danskernes virkelige fjender er de kræfter, der vil kaste os ud i nye krige for fremmede magters særinteresser.
I Danmark er vi først og fremmest ansvarlige for egne handlinger og for hvilke forbrydelser, Danmark som stat kan være med til at gøre mulige. Ansvarlige for hvilke militære spændinger danske politikere har været med til at bygge op – i stedet for at søge fredelig sameksistens.
Det er på tide at standse op og sige nej tak til en yderligere eskalering af krigsretorikken og de konflikter, som først og fremmest handler om de store magters kamp. Efter den næste krig kan vi risikere, at det er for sent.
Må vi så få fre’?
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
